Rationalisering
Rationalisering indebærer at gøre et arbejde eller en produktion mere effektiv, sådan at omkostningerne pr. produceret enhed kan reduceres. Mange forskellige metoder kan anvendes for at rationalisere. Da lønomkostningerne repræsenterer en betydelig andel af de samlede udgifter i de fleste erhverv, vil rationaliseringstiltag meget ofte bl.a. bestå i at reducere lønudgifterne.
Den vigtigste form for rationalisering har bestået i at erstatte menneskelig arbejdskraft med maskiner og teknisk udstyr. Dels bliver der udviklet maskiner og udstyr med større kapacitet end tidligere, dels udvikles maskiner og udstyr som tages i brug på felter, hvor manuelt arbejde før var nødvendig. På den måde er mennesker enten blevet overflødige og har mistet deres arbejde, eller arbejdsbetingelserne er blevet radikalt ændret.
Rationaliseringstiltag har også i vid udstrækning været direkte rettet mod en øget udnyttelse af menneskelig arbejdskraft. Forskellige anvendelser af arbejdsstudier og lønsystemer har ført til øget tempo, kortere pauser, mere monotont og kedeligt arbejde, reduceret samvær med arbejdskammerater og mere stress. I sin mest ekstreme form førte rationaliseringen til udviklingen af samlebåndet, hvor hver arbejder blot udfører en lille arbejdsoperation i et højt opskruet tempo, og hvor tempoet er bestemt af hastigheden på samlebåndet.
På denne måde har rationalisering bidraget til at skabe arbejdsmiljøproblemer og sundhedsskader. I nogle tilfælde er rationaliseringen drevet så vidt, at arbejderne er blevet slidt ned. Mange ældre mennesker og andre med reduceret arbejdsevne tilfredsstiller ikke længere kravene til at udføre almindeligt arbejde. På denne baggrund har rationalisering også ført til arbejdskonflikter.
Rationaliseringen i den enkelte virksomhed må ses i sammenhæng med den strukturrationalisering, som erhvervslivet i et kapitalistisk samfund til stadighed gennemgår. Med strukturrationalisering menes omstilling og tilpasning af erhvervslivet til ydre rammebetingelser, først og fremmest det som følger af ændringer i teknologi, markeder og international konkurrence. Strukturrationalisering indebærer, at mindre profitable virksomheder må nedlægges, nye etableres og andre virksomheder sluttes sammen til større enheder. For den enkelte virksomhed bliver det et spørgsmål om at klare sig i konkurrencen. At følge med i udviklingen og gennemføre en kontinuerlig rationalisering betragtes dermed som et nødvendigt middel for i det hele taget at overleve på længere sigt.
Omstilling i erhvervslivet og rationalisering i den enkelte virksomhed vil være nødvendig i ethvert samfund i udvikling. Problemet er derfor ikke at dette foregår, men måden det foregår på. I dag er det udviklingen i den internationale kapitalisme, der er afgørende for hvilken strukturudvikling og rationalisering, der skal ske. For virksomhederne sker omstillingen og rationaliseringen derfor ud fra rene driftsøkonomiske hensyn. De problemer dette fører til - f.eks. arbejdsløshed og sundhedsskader - overlades derimod til samfundet. Godt nok giver arbejdsmiljøloven en vis beskyttelse mod de negative konsekvenser af rationaliseringer, men da rationaliseringens problemer hænger så tæt sammen med det økonomiske system, vil lovmæssige tiltag kun have en begrænset effekt.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 47.026