Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø kan defineres som «summen af alle de påvirkninger man er udsat for på sit arbejde». Påvirkninger omfatter både fysiske, psykiske, kemiske, biologiske og sociale forhold. (Se også: Psykisk arbejdsmiljø, Biologisk arbejdsmiljø, Kemisk arbejdsmiljø). Denne definition blev almindelig i de tidlige 1970'ere, hvor de vilde strejker, den øgede faglige opmærksomhed på de stigende arbejdsmiljøproblemer, de fagkritiske rapporter, nedslidningen af arbejdskraften, udviklingen indenfor socialmedicinen og flere andre faktorer gjorde, at der voksede en arbejdsmiljøbevægelse frem. En bevægelse der forbandt begrebet arbejdsmiljø med et krav om reformer i arbejdslivet. I 1972 nedsatte staten en gruppe (Arbejdsmiljøgruppen), der skulle forberede et nyt lovgrundlag for arbejderbeskyttelse, som det hed indtil da, og i 1977 vedtog Folketinget en arbejdsmiljølov.

Set fra arbejderens perspektiv er arbejdsforholdene på arbejdspladsen en helhed. De fysiske forhold som lys, indeklima, temperatur, og kemiske forhold som gasser, væsker mv. man er udsat for, spiller i det daglige tæt sammen med de redskaber man anvender, den måde arbejdet er organiseret på, ledelses- og samarbejdsforhold, arbejdstider, tempo, andre former for arbejdspres eller det modsatte, for få eller for mange krav i arbejdet. Alle disse forhold indvirker på den enkeltes og kollektivets oplevelse af arbejdsforholdene. Ugunstige forhold kan føre til sygdom, men fører længe inden da til utilfredshed, frustrationer eller nedsat trivsel. Gunstige forhold kan føre til personlig og kollektiv udvikling og -vækst. Arbejdernes arbejdsmiljøbegreb omfatter denne helhed i arbejdet. Det var på denne baggrund, at arbejdere, studerende og akademikere i 1970'erne gik sammen om oprettelsen af arbejdsmiljø-aktionsgrupper: SAA i Århus, samt AAA i København og på Fyn.

Men brugen af begrebet «arbejdsmiljø» har fra starten været tæt knyttet til den statslige regulering af dele af arbejdsforholdene, mens andre forhold er blevet reguleret gennem overenskomster eller andre love. Hvad der fra de ansattes perspektiv er et integreret hele er blevet opsplittet mellem forskellige samfundsmæssige institutioner.

Problemernes omfang

Tal fra den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) viste i slutningen af 1990'erne, at på verdensplan dør 1,1 millioner mennesker årligt som følge af ulykker eller sygdomme på arbejdet - altså arbejdsmiljøet. Det er mere end de 1 million trafikdødsfald eller 312.000 der dør af AIDS.

Tabellen herunder viser, at antallet af anmeldte arbejdsulykker i Danmark var stigende frem til 1996, for derefter at falde svagt. Ulykkerne er én indikator for situationen. En anden er antallet af anmeldte arbejdsskader til Arbejdsskadestyrelsen, der tredobledes i perioden 1975-95. Denne udvikling kan dog ikke alene tages som udtryk for en drastisk forværring af arbejdsmiljøet, men hænger også sammen med en større satsning på indberetning af skader. En tredje indikator er arbejdernes egne holdninger. LO's store medlemsundersøgelse fra 1996 viste, at 58 % er helt eller delvist enige i, at deres arbejde er fysisk belastende, 60 % at arbejdet ofte udføres under stærkt tidspres, 41 % at det ofte er de samme bevægelser der udføres i lange perioder, og 38 % at arbejdet er psykisk belastende. På den baggrund er det ikke overraskende, at 92 % er helt eller delvist enige i, at arbejdet med forbedringen af arbejdsmiljøet bør være en af fagbevægelsens vigtigste opgaver.

Arbejdsmiljøets historie

Belastninger i arbejdet, arbejdsmiljøproblemer, er ikke noget nyt fænomen. Den stigende levealder over de seneste 150 år skyldes ikke alene bedre hygiejne, bedre ernæring, bedre boligforhold osv., men også forbedringer på en række områder indenfor arbejdsforholdene. Arbejdet under feudalismen var stærkt nedslidende og ofte farligt, men først og fremmest var det fysisk hårdt. Denne voldsomme nedslidning og den ringe hygiejne var medvirkende til den lave gennemsnitsalder før kapitalismens udvikling.

Den kapitalistiske udvikling af arbejdsprocessen har altså på nogle områder forbedret arbejdsmiljøet. Mekaniseringen - anvendelsen af maskiner i produktionen - har fjernet noget af det hårde fysiske slid, der tidligere sled arbejderne ned. Men det hårde fysiske arbejde er endnu ikke fuldstændig forsvundet. Det findes fortsat indenfor bl.a. bygge- og anlægsområdet, transportområdet og dele af social- og sundhedssektoren. Dertil kommer, at den kapitalistiske udvikling har skabt en lang række nye arbejdsmiljøproblemer:

• Anvendelsen af kemiske stoffer i produktionen siden slutningen af det 19. århundrede udsætter arbejderne for nye farer (se Kemisk arbejdsmiljø). Dette gælder først og fremmest i industrien, men problemerne eksisterer også indenfor f.eks. rengøring og gartneri.
• Anvendelsen af maskiner i produktionen medfører, at arbejderen håndterer stærkere kræfter end hidtil. Det medførte specielt i mekaniseringens barndom, at mange arbejdere mistede lemmer eller blev dræbt, fordi maskinerne havde for dårlig beskyttelsesudrustning. En lang række af de tidlige initiativer til forbedring af arbejdsmiljøet rettede sig derfor mod forbedring af sikkerhedsudrustningen på maskinerne. Statistikkerne viser da også, at denne type af skader i dag er få ifht. det samlede antal arbejdsskader.
• Mekaniseringen af produktionen skaber desuden en række ny problemer: langt mere støj som følge af de stadig hurtigere maskiner (se Støj); udviklingen af stadig mere monotont eller ensidigt gentaget arbejde, der er præget af de samme arbejdsoperationer i hurtigt tempo og ringe indflydelse på eget arbejde; indførelse af skiftarbejde for at sikre at maskinerne anvendes i 16 eller 24 af døgnets 24 timer og evt. alle ugens dage; isolation ved maskinerne (mindsket  kontakt med arbejdskammerater).
• Tempoopskruning og isolation skaber desuden en række nye psykiske arbejdsmiljøproblemer (se Psykisk arbejdsmiljø) indenfor ikke blot industrien, handel og transport men også indenfor social-, sundheds- og uddannelsessektoren. Specielt indenfor det offentlige er arbejdsmiljøproblemerne vokset drastisk over de seneste 25 år. Især pga. nedskæringspolitikken der øger både tempo, mængde, belastninger og psykisk pres.

Det er derfor nok en korrekt betragtning, at arbejdsmiljøet på nogle områder er forbedret, men samtidig opstår nye problemer, og dette afspejler sig bl.a. i den massive udstødning fra arbejdsmarkedet, der har fundet sted under de seneste 30 års kriseudvikling (se Arbejdsmiljø og udstødning samt Udstødning). Denne udvikling skyldes dels fortsat tempoopskruning, nedskæringer, stigende udbredelse af ensidigt gentaget arbejde, anvendelsen af nye stoffer, materialer og produktionsprincipper, samt endelig at hele det statslige arbejdsmiljøapparat er reaktivt - det reagerer først, når problemerne er opstået. Altså når der er «kommet lig på bordet».

Arbejdsmiljøet er derfor fortsat et af de største problemer på det danske arbejdsmarked. Det afspejler sig ikke blot i statistikkerne, men også i de personlige og kollektive beretninger og strategier. For mange arbejdergrupper sparer staten efterlønnen. Det er f.eks. meget få asbest- og asfaltarbejdere, der er blevet over 60 år, og kun 1 % af stilladsarbejderne når pensionsalderen, for inden da er de slidt ned af arbejdet og udstødt fra arbejdsmarkedet. Indenfor andre brancher medfører den voldsomme nedslidning, at arbejderne hurtigt tvinges over i andre jobs. Det gælder i dag f.eks. for postbudene, der i dag kun holder 3-5 år til det hårde slid og høje tempo på trapperne i etageejendomme.

En af de bedste kilder til den tidlige kvalitative historiske udvikling i arbejdet og arbejdsmiljøet finder vi i arbejdererindringerne.

Reguleringen af arbejdsmiljøet

Erkendelsen af at arbejdere har et rimeligt krav på at have ordentlige arbejdsforhold, stammer historisk fra den industrielle revolutions vugge i England og Tyskland. Her var der i midten af det 19. århundrede tendenser til, at arbejderbefolkningen nærmest blev udslettet som følge af det hårde arbejde. Det førte til de første love om arbejderbeskyttelse. Love som først og fremmest blev indført for at sikre den nødvendige arbejdskraft til industrien.

I Danmark blev den første lov til beskyttelse af børnearbejdere vedtaget i 1873. Det skete efter at Folketinget havde vedtaget en lov om dyrebeskyttelse, og nogle medlemmer mente, at så kunne man også lave en lov om beskyttelse af mennesker.

I disse første love var det den helt fundamentale beskyttelse mod livstruende arbejde, der var sat på dagsordenen. Lovgivningen handlede om arbejdernes beskyttelse og hvordan staten kunne gribe ind overfor de værste overgreb.

I 1873 blev Fabrikstilsynet (senere Arbejdstilsynet) oprettet, og desuden blev LO og Dansk Arbejdsgiverforenings rolle for første gang defineret i forhold til reguleringen af arbejdsforholdene. I perioden frem til og med arbejderbeskyttelseslovene i 1954 blev hele det institutionelle apparat langsomt men sikkert udbygget:

• en arbejderbeskyttelsesfond blev oprettet i 1954 (i 1977-99 «Arbejdsmiljøfondet», i dag «Arbejdsmiljørådets service center»).
• virksomheder med mere end 10 ansatte kun vælge en sikkerhedsrepræsentant, hvis Arbejdstilsynet anviste dette.
• et offentligt institut for arbejdshygiejne blev oprettet (det senere Arbejdsmiljøinstitut).

I slutningen af 1960'erne gennemførte arbejdsgiverne en voldsom tempoopskruning indenfor industrien, hvilket medførte en hastig nedslidning af arbejdskraften. Denne udvikling førte til en strejkebevægelse - bl.a. på slagterierne - med krav om forbedringer af arbejdsforholdene (se: Vilde strejker). Den «fulde beskæftigelse» gjorde det samtidig lettere at strejke uden fare for at blive kastet ud i massearbejdsløshed. Strejkebevægelsen, lokale faglige organisationer og studerende samt akademikere der fremstillede fagkritiske rapporter blev centrale aktører i arbejdsmiljøbevægelsen, og medvirkede til at sætte reformerne i 70'erne igang.

Den forståelse der udviklede sig i slutningen af 1960'erne og starten af 70'erne flyttede det hidtidige fokus fra beskyttelse af arbejderen over til et bredt sundhedsfremmende og forebyggende sigte. Et slogan var «Det er arbejdspladsen der er syg, ikke arbejderen». Udover det brede arbejdsmiljøbegreb var forståelsen i denne periode også, at man skulle finde sammenhængene mellem de dårlige arbejdsforhold og de deraf følgende helbredsskader. En lang række undersøgelse af forskellige jobgrupper fulgte i perioden frem til slutningen af 80'erne.

I 1977 vedtog Folketinget en ny arbejdsmiljølov. En begivenhed der foregik parallelt i en lang række europæiske lande i den samme periode (England 1974, Norge 1977, Holland 1980, Italien 1980). Denne lov tog «arbejdsmiljø» op, så det blev bredere og mere dækkende end før ifht. de ansattes arbejdsforhold. Loven forholdt sig langt bredere til arbejdsmiljø end den tidligere arbejderbeskyttelseslov, hvilket gav grundlag for at tage bl.a. kemiske og biologiske problemer samt psykiske belastninger op.

Den borgerlige regering der kom til magten i 1982 bremsede kraftigt op i udbygningen af arbejdsmiljøapparatet. Opbremsningen afspejlede arbejdsgivernes modvilje mod forbedring af arbejdsmiljøet - der rygmarvs refleksmæssigt jo måtte koste penge. At mange arbejdsgivere faktisk havde tjent penge på at forbedre arbejdsmiljøet, var en anden sag. Opbremsningen ledte direkte over i en EU-pause, hvor dansk lov blev «genskabt» i EU's billede. En proces der først var ved at være afsluttet i slutningen af 1990'erne.

Blandt mange eksisterer der i dag en opfattelse af, at arbejdsmiljøproblemerne er ved at være løst på det danske arbejdsmarked. Det er ikke tilfældet. Det dårlige arbejdsmiljø koster fortsat samfundet 25-30 milliarder kroner årligt - i form af øgede sundhedsudgifter, invalidepensioner, sygefravær og for tidlig udstødning fra arbejdsmarkedet. Dertil kommer de kvalitative aspekter: arbejdernes oplevelse af de dårlige arbejdsforhold. Et af de problemområder der har været sat fokus på gennem 90'erne er det ensidigt gentagne arbejde (EGA), som mange kvinder lider under. I det hele taget rammes kvinder af flere arbejdsmiljøproblemer end mænd. Mens 11,2 % kvinder i 1999 over det foregående år havde været ramt af sygdomme, handicaps eller lidelser, der var forårsaget eller forværret af arbejdet, var det tilsvarende tal for mændene næsten 3 % lavere - 8,5 %. (Se: Kvinders arbejdsmiljø.) Og disse officielle tal er blot toppen af isbjerget.

Når fokuseringen på arbejdsmiljøet alligevel har været dalende gennem 80'erne og 90'erne skyldes det arbejdsløshedens disciplinerende virkning, der gør arbejderne mere tilbageholdende med kritik af arbejdsmiljøet - af frygt for at miste arbejdet. Ikke desto mindre viser undersøgelser fra 1999, at arbejdsmiljøet fortsat er det største problem på de danske arbejdspladser.

Umiddelbart skulle man tro, der var en stor samfundsøkonomisk interesse i at forbedre arbejdsmiljøet, når det påfører samfundet så store årlige udgifter. At det alligevel går langsomt skyldes, at tiltagene på området i vidt omfang er overladt til forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og her løber ind i modvilje fra arbejdsgiversiden. Samtidig står arbejdersiden betydeligt svagere end for 25 år siden. Skal arbejdsmiljøet forbedres, må det derfor især baseres på opbygning af og øget faglig aktivitet.

Forskellige arbejdsmiljøbegreber

Forestillingen om arbejdsmiljøet - arbejdsmiljøbegrebet - har varieret historisk og blandt de forskellige aktører i samfundet. Indholdet af disse forskellige begreber og aktørernes styrke overfor hinanden - først og fremmest arbejderklasse overfor borgerskab - har været bestemmende for udviklingen på arbejdsmiljøområdet gennem hele det forløbne århundrede. I det følgende vil vi skitsere nogle af disse hovedbegreber.

Arbejdsgivernes arbejdsmiljøbegreb

Arbejdsgiverne har historisk været mest interesseret i at ignorere arbejdsmiljøproblemerne, fordi de betragtede beskyttelsesforanstaltninger som ekstra - og unødige - udgifter. Det er dog vigtigt at slå fast, at denne holdning er dybt modsætningsfyldt. Den enkelte arbejdsgiver kan umiddelbart være lige glad med arbejdsmiljøet, så lang tid det ikke koster bøder, men når alle har den holdning, og der ikke eksisterer nogen statslig regulering (som tilfældet var i det 19. århundrede), kan det medføre en massiv nedslidning af arbejdskraften, og dermed sætte selve den kapitalistiske reproduktionsproces i fare. Der eksisterer altså en dyb modsætning mellem enkeltvirksomheden og de samfundsmæssige interesser på dette område. Denne modsætning tackles bl.a. ved, at staten træder ind som repræsentant for samfundinteresserne - varetager kapitalismens samlede interesser overfor enkeltvirksomhedernes mere «egoistiske» interesser.

Der eksisterer imidlertid også forskellige holdninger til spørgsmålet blandt de forskellige arbejdsgivergrupper. Arbejdsmiljøet er i nogle brancher ofte bedre på de store arbejdspladser, mens der indenfor andre ikke er den store forskel. Det skyldes ikke blot, at arbejderkollektivet på de store arbejdspladser er bedre til at sikre et ordentligt miljø, men også at de større arbejdsgivere tit har en lidt større forståelse for, at der kan tjenes penge på et godt arbejdsmiljø. Det virker motiverende blandt de ansatte, og i nogle tilfælde kan viden om arbejdsmiljøforbedringer sælges til andre virksomheder. I 1970'erne strittede bryggerierne i første omgang imod reduktion af støjen fra maskinerne, men har siden tjent mange penge på salg af viden om støjdæmpning til andre bryggerier i udlandet. De større arbejdsgivere kan altså i nogle tilfælde se langsigtede indtægter som konsekvens af kortsigtede udgifter. Det fjerner dog ikke det faktum, at det altid kræver faglig aktivitet for at bidrage til, at denne erkendelse skabes i arbejdsgivernes hoveder.

Arbejderbegrebet

Arbejderne har ofte en sammenhængende forståelse af problemerne i arbejdet, og denne forståelse kunne være grundlæggende for radikale forbedringer af arbejdsmiljøet. At den alligevel ofte ikke bliver det skyldes, at erfaringer og erkendelse ofte ikke kollektiviseres, samt den utryghed mange i dag føler i ansættelsen pga. arbejdsløsheden.

Der findes en række gode eksempler på radikale forbedringer af arbejdsmiljøet, der netop har taget udgangspunkt i en kollektivisering af erkendelsen af problemerne i arbejdet. Et af de bedste eksempler er malernes brug af oliebaserede malinger frem til starten af 1970'erne. Problemet var, at de oliebaserede malinger indeholdt organiske opløsningsmidler (terpentin), der gav hjerneskader. Men det lykkedes malerne at udvikle en kollektiv erkendelse omkring problemet, få skabt en debat, igangsat undersøgelser for i næste omgang at få erstattet de oliebaserede malinger med de mindre farlige vandbaserede. Kampen for afskaffelse af organiske opløsningsmidler bredte sig til andre brancher - f.eks. jern- og metal og den grafiske branche. Den store offensiv på dette område har betydet, at antallet af arbejdere der rammes af hjerneskade er mindsket betydeligt.

Denne udvikling var unik for Danmark, og er først slået igennem på et langt senere tidspunkt i andre europæiske lande. Det peger på, at selvom problemerne er ens (på tværs af brancher og landegrænser), er det nødvendigt at udvikle en fælles fokus på arbejdsmiljøet og skabe rammer for kollektiviseringen af erkendelsen. Aktionsgrupperne SAA og AAA har i Danmark spillet en vigtig rolle i den forbindelse og har kontakter til progressive fagforeninger og akademikere i andre lande. Samarbejdet foregår med udgangspunkt i det europæiske arbejdsmiljønetværk EWHN (European Working Health Network).

Kriseudviklingen har imidlertid svækket fokuseringen og bevidstheden omkring arbejdsmiljøet. Hertil har også medvirket den vedvarende propaganda fra arbejdsgivere, borgerlige regeringer og mange eksperter om, at problemerne var løst. Arbejderbegrebet står i slutningen af 1990'erne derfor forholdsvis svagt.

Et kritisk arbejdsmiljøbegreb

Dele af 1970'ernes arbejdsmiljø-reformbevægelse udviklede en langt mere vidtgående forståelse af sammenhængene i arbejdsmiljøet. I denne kritiske begrebsverden hænger arbejdsmiljøets udvikling sammen med teknologiudviklingen, hvis drivkræft er den kapitalistiske økonomi. Arbejdsmiljøet blev sat ind i en samfundsmæssig sammenhæng, og konsekvenserne af dårligt arbejdsmiljø blev udviklet til en kapitalismekritik. Man kan sige, at det kritiske arbejdsmiljøbegreb tog et skridt videre væk fra individualiseringen - det var ikke bare arbejderen, det var ikke bare arbejdspladsen, det var samfundet, der var problemet.

Venstrefløjens krise og den faldende aktivitet omkring arbejdsmiljøet på arbejdspladser og i fagforeninger gennem 1980'erne og 90'erne har imidlertid medført, at det kritiske arbejdsmiljøbegreb i dag benyttes af ret få.

Det koncensus-orienterede arbejdsmiljøbegreb

Allerede før arbejdsmiljøloven af 1977 eksisterede der en tendens i arbejdsmiljødiskussionen, der understregede vigtigheden af, at arbejderne (og lederne) lokalt selv stod for at forvalte, hvad et godt arbejdsmiljø er. Denne holdning blev indbygget i arbejdsmiljøloven. I forbindelse med arbejdspladsvurderingen - der indførtes i 1994 - stod Arbejdsmiljørådet (bestående af arbejdsmarkedets parter) for en model, der understregede den lokale beslutnings- og vurderingskompetence. Den lokale sikkerhedsorganisations rolle er et yderligere eksempel på dette arbejdsmiljøbegreb. Den fik med arbejdspladsvurderingen desuden et redskab til at arbejde med arbejdsmiljøproblemerne.

Der er en lang række (ekspert)undersøgelser der viser, at uafhængige «eksperter» ofte vurderer arbejdsmiljøet som mere risikofyldt og «dårligere», end arbejderne gør. Udfra denne viden kan man konkludere, at man med et koncensusorienteret arbejdsmiljøbegreb vinder på demokrati-dimensionen, men ofte taber på den kvalitative arbejdsmiljødimension. At arbejdere i nogle tilfælde opfatter arbejdsmiljøet som «bedre» end eksperterne hænger sammen med, at arbejderne vænner sig til de dårligere forhold, eller fortrænger at problemerne måske er større.

Et ekspertbegreb

Med ekspertbegrebet er det videnskabelige undersøgelser og andre former for ekspertviden, der tages som det centrale for, hvad der er godt og skidt i arbejdsmiljøet.

Specielt Arbejdsmiljøinstituttet og forskningsinstitutioner som DTU og RUC har i en lang periode været bærere af ekspertforståelsen af arbejdsmiljø. Også Bedriftssundhedstjenesten havde en periode i 80'erne, hvor den baserede sig på målinger og andre ekspertbaserede metoder. Denne tilgang mistede tilslutning i BST-kredse i slutningen af 80'erne, men der er dog fortsat mange BST-ansatte med eksperttilgang. Omvendt har Arbejdsmiljøinstituttet været i offensiven på ekspertforståelsen - blandt andet med oprettelsen af en spørgeskemabaseret arbejdsmiljøovervågning.

Arbejdsmiljøbegrebets fremtid

Arbejdsmiljøbegrebet har eksisteret i mere end 30 år og fungerer i bedste velgående. De samfundsmæssige institutioner der i dag er tilknyttet begreberne er omfangsrige og har også en vis indflydelse på arbejdsforholdenes udvikling. På arbejdspladserne vil man kunne bruge arbejdsmiljøets love og rettigheder som afsæt for en udvikling af arbejdet og til beskyttelse mod sundhedsskadelig teknologi i bred forstand.

Der er imidlertid tendenser til udvanding af begrebet. Danmarks medlemsskab af EU har siden begyndelsen af 90'erne medført, at den altovervejende fornyelse af arbejdsmiljølovgivningen i Danmark sker gennem EU-direktiver, der anvender et mere snævert arbejdsmiljøbegreb end det danske. (Se Arbejdsmiljøet og EU).

Efter en voldsom offensiv fra arbejdsgiverside vedtog Arbejdsmiljørådet i midten af 90'erne, at det psykiske arbejdsmiljø skulle opdeles i en arbejdsfunktionsnær del og en ledelses- og samarbejdsnær del, med det resultat at Arbejdstilsynets mulighed for at bidrage til reguleringen blev kraftig forringet. Det skete trods protester fra bl.a. Funktionærernes og Tjenestemændenes forbund (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC). At skabe sig gode psykiske arbejdsmiljøvilkår blev i højere grad en privatsag.

Fra sidste halvdel af 90'erne er der endvidere en tendens til, at nogle af arbejdsmiljøets institutioner (Bedriftssundhedstjenesterne og Arbejdsmiljøinstituttet) benyttes som afsæt for individualisering af arbejdsmiljøet via såkaldt «sundhedsfremmende foranstaltninger», hvor fokus drejes væk fra arbejdspladsen og over mod arbejdernes såkaldte livsstil. Det sker bl.a. gennem individuelle «helbredsundersøgelser». Der er god grund til at frygte, at arbejdsgiverne vil anvende individualiseringen af arbejdsmiljøet til en sortering af arbejdskraften. Frem for generelle forbedringer af arbejdsmiljøet udvælges istedet de arbejdere, der kan klare arbejdet og dets belastninger. Denne udvikling må imødegås. Problemerne er kollektive, må løses kollektivt og ikke gennem sortering af arbejdskraften.

Endelig er der også tendenser til at koble arbejdsmiljøarbejdet på samarbejdsinitiativer, som den «lærende organisation», «det udviklende arbejde» eller eksternt miljø. Aktiviteter der i nogen tilfælde kan forbedre arbejdsforholdene, men som samtidig ofte har til hovedformål at øge arbejdsproduktiviteten. I det lys må de betragtes med samme kritiske skepsis som MTM og produktivitetsfremmende lønsystemer blev betragtet for 30-50 år siden.

Arbejdsmiljøbegreberne har udviklet sig betydeligt over de seneste 30 år, og det er værd at holde fast i, at der netop er tale om flere begreber. De dækker over de forskellige interessekonflikter, der eksisterer ifht. udviklingen på området, og som grundlæggende er et udtryk for styrkeforholdet i klassekampen. Hvor arbejderklassen fra starten af 1970'erne stod stærkt i kampen for forbedringer af arbejdsmiljøet, kom arbejdsgiverne fra 1982-83 i offensiven. Ikke desto mindre er der over de 25 år sket en betydelig udbygning af det professionelle apparat, og dette er i nogen grad blevet en sovepude for den lokale faglige aktivitet omkring arbejdsmiljø. Men det professionelle apparat kan ikke fungere «objektivt» ifht. de reelle problemer. Dets initiativer og regulering må i sidste ende opfattes som et udtryk for, hvor fronten går i styrkeforholdet mellem arbejde og kapital. Det er derfor ikke tilfældigt, at arbejdsmiljøproblemerne har været stigende gennem 80'erne og 90'erne - trods udbygningen af det professionelle apparat. Det skyldes dels arbejdsgivernes offensiv mod forbedringer, dels arbejderklassens svækkelse. Radikale forbedringer på området afhænger i dag som for 25 år siden derfor af faglig aktivitet på området - både på den enkelte arbejdsplads, den enkelte afdeling og i fagbevægelsen som helhed. Den faldende arbejdsløshed giver bedre betingelser for en styrkelse af arbejdsmiljøarbejdet og kampen for bedre arbejdsforhold i det hele taget.

J.H. / A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 105.505