Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Afkolonisering

Afkolonisering er den proces, der fandt sted i Afrika og Asien i de første årtier efter den anden Verdenskrig. Resultatet af processen var politisk selvstyre for de fleste koloniområder. Baggrunden for afkoloniseringen må søges, både i ændringerne i styrkeforholdene i verden som helhed og i det pres der nedefra blev udøvet fra nationalistbevægelsernes side.

Efter 1945 var de førende kolonimagter, dvs. Storbritannien og Frankrig, stærkt svækkede. Samtidig foregik der en internationalisering af kapitalen. Flernationale selskaber voksede frem, og USA blev den dominerende magt indenfor imperialistblokken. Svækkelsen af de traditionelle kolonimagter gav færre muligheder for at modstå den befrielseskamp, der mange steder ulmede.

Samtidig pressede USA på for en «åben politik» med frit spillerum for handel og investeringer i stedet for et protektionistisk kolonisystem. USA havde allerede erfaringer fra Latinamerika, hvor spansk/portugisisk «afkolonisering» i starten af det 19. århundrede havde givet grobund for nordamerikansk nykolonialisme. USA støttede som regel kravene om afkolonisering, med mindre revolutionære bevægelser - som i Indokina - var kolonimyndighedernes sandsynlige efterfølgere. I Indokina blev Frankrig støttet af USA helt frem til nederlaget i 1954.

Den kinesiske revolution og eksistensen af et antikolonialistisk Sovjet var også vigtige faktorer under den kolde krig. De vestlige lande frygtede, at nationalistbevægelserne ville få «kommunistiske sympatier», hvis kolonistyret ikke blev afviklet eller modificeret. Kolonialismen blev også stærkt udfordret af indenlandske nationalist- og befrielsesbevægelser. Tydeligst kom dette frem i Asien, hvor stærke bevægelser var vokset frem i kampen mod japansk okkupation. Indonesien, Indokina og Malaysia var de vigtigste eksempler herpå, og i disse tre områder var den væbnede kamp mod kolonimagterne nødvendig.

I lande som Indien, Pakistan og Burma indledte briterne derimod samarbejde med hvad der blev kaldt «moderate mellemmænd», og så i dette et håb om, at deres økonomiske herredømme ikke skulle gå tabt.

I Afrika blev 1960 det store år for afkolonisering. Samme år vedtog FN en erklæring om alle folks ret til selvstændighed. Kolonimagterne tog nu konsekvenserne af, at det ville blive administrativt og politisk kostbart at bevare det gamle system, hvis det i det hele taget ville være muligt. Samtidig havde kolonivældet ført til, at de fleste områder allerede var indkapslet i det kapitalistiske verdenssystem, med økonomisk afhængighed og afmagt som resultat. Overgangen til formelt politisk selvstyre - det som præsident Nyerere i Tanzania har betegnet: «flag independence» - fandt derefter sted i hurtigt tempo. I de fleste tilfælde var det en talmæssigt beskeden elite i byerne, der stod i spidsen for de partier, der overtog regeringsmagten. I koloniperiodens sidste år blev der endvidere aktivt ført en politik, der stimulerede fremvæksten af «sorte englændere og franskmænd», uden interesser i retning af grundlæggende ændringer af magtforholdene. Frankrig opdelte endvidere sine store koloniområder i mindre stykker for at skabe svage og splittede stater. I det tidligere Belgisk Kongo (nu: Den den demokratiske Folkerepublik Congo) stod vigtige mineinteresser på spil, og vestlige kapitalinteresser støttede her op om separatistbestræbelserne i den rige Katanga-provins.

Selv om den afrikanske afkolonisering hovedsageligt gik hurtigt og uden sammenstød, var der også klare undtagelser i settlerkolonierne og lande med strategiske mineralinteresser. I Algeriet boede der f.eks. ca. 1 million kolonialister. Her blev selvstændigheden først opnået efter en langvarig befrielseskamp (1954-62). (Se Algierkrigen.) Den vigtigste undtagelse fra «befrielsens årti» var det sydlige Afrika. Portugal selv var for fattigt og svagt til at kunne håbe på fortsat dominans igennem nykolonialisme, og først efter ti års revolutionær befrielseskamp - og politiske ændringer i Portugal selv i 1974 - opnåede Angola, Moçambique og Guinea-Bissau selvstændighed. Den hvide settlerbefolkning i Zimbabwe (Rhodesia) erklærede uafhængighed fra Storbritanien i 1965, uden at blive anerkendt af nogen anden stat. Både der og i Namibia, der i praksis var en sydafrikansk koloni, var afrikansk befrielseskamp derfor nødvendig. Zimbabwe blev først frit og opnåede sort flertalsstyre i 1980. Namibia blev først selvstændigt i 1991, efter at kolonimagten Sydafrika var blev slået strategisk.

T.L.E.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 109.450