Browserudgave

Egypten

Befolkning	108,3 mio.
Valuta	Ægyptiske pund
Areal	1.001.450 Km2
Hovedstad	Cairo (Al-Qahirah)
Befolkningstæthed	67,8 indb./Km2
HDI placering	97

99% af Egyptens befolkning bor langs Nilfloden - Nahr-an-Nil - eller i dens delta ud mod Middelhavet. Dette område dækker 30% af landets samlede areal. Den øvrige del af landet er dækket af ørken samt enkelte isolerede oaser. Nilens oversvømmelser har gennem årtusinder domineret landets økonomiske liv. Floden kontrolleres i dag af en række dæmninger, hvoraf Aswan i syd er den største. Ud over traditionelle afgrøder som hvede, ris og majs findes der også plantager med bomuld og sukkerrør. Udnyttelsen af energien fra vandkraftværkerne ligesom udvindingen af olie på Sinaihalvøen har begunstiget den industrielle udvikling. De største miljømæssige problemer er storbyernes ukontrollerede vækst ud over frugtbare jorde, udpiningen af jorden samt anvendelsen af kunstgødning og forureningen af vandet.

Militærdiktatur, nært allieret med EU og USA.

 

Folket: Den egyptiske befolkning er etnisk stærk sammensat. Flertallet er af semitisk hamitisk afstamning. Den næststørste gruppe er beduinerne, der har en stammemæssig organisering, er praktiserende nomadefolk og lever i ørkenen i den østlige del af landet. Den tredje største gruppe er nubierne. Et afrikansk folk der gennem årtusinder har levet omkring den Øvre Nil. Der findes endvidere etniske spor efter de erobrere der gennem årtusinder har passeret gennem landet: romere, grækere, tyrkere og senest englændere og franskmænd. En berber minoritet lever især omkring oaserne. En koptisk minoritet adskiller sig ikke racemæssigt fra resten, men adskiller sig ved deres kristne religion. Der er endvidere indvandret mindre grupper fra Armenien og andre lande, og aktuelt 2 millioner udokumenterede flygtninge fra Sydsudan.

Religion: Islam, overvejende sunni-muslimsk. Der findes omkring 10% koptere og andre kristne retninger.

Sprog: Arabisk (officielt). Engelsk og fransk anvendes noget i handelen. Desuden nubisk og oromo.

Politiske partier: Det Liberale Parti; Det Nationaldemokratiske Parti; Det Nationalprogressive Parti; Den Nye Delegations Parti; Nasserpartiet; Det Muslimske Broderskab; Al Wasat.

Sociale organisationer: Egyptens Arbejdersammenslutning er landets eneste Landsorganisation. Sammenslutningen af Egyptiske Studerende.

Officielt navn: Jumhuriyah Misr al-'Arabiyah

Administrativ inddeling: 26 provinser

Hovedstad: Cairo (Al-Qahirah), 17.856.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Alexandria (Al-Iskandariyah), 3.723.000 indb.; Giza (Al-Jizah), 2.485.400 indb.; Subra al-Haymah, 974.000 indb. (2000).

Regering: Feltmarskal Abdel Fattah el-Sisi er siden 2013 militærdiktator i landet og siden juni 2014 landets præsident. Sisi ændrede i 2019 forfatningen og planlægger at blive på posten til mindst 2030. Sherif Ismail er siden september 2015 premierminister. Majlis al-Sha'ab (parlamentet) har 518 medlemmer, af hvilke de 10 er udpeget af præsidenten. Majlis al-Shura (Det rådgivende Råd) har alene rådgivende funktioner og har 264 pladser, hvoraf 88 udpeges af præsidenten.

Nationaldag: 23. juli (Revolutionsdagen, 1952)

Væbnede styrker: 440.000 hvoraf 270.000 er værnepligtige

Paramilitære styrker: 74.000 (Kystvagt, Nationalgarde og Grænsevagt)

 

For 6.000 år siden opstod der i Nildalen - Nahr-an-Nil - en civilisation, der under stadig kamp med flodens oversvømmelser udviklede en central stat. Det Egyptiske imperium byggede pyramiderne og udviklede en kultur, der var oprindelsen til den såkaldte «vestlige civilisation». Det lykkedes dette samfund at brødføde en meget stor befolkning ifht. det begrænsede område, der kunne udnyttes. Det var et centrum, der havde omfattende økonomiske, diplomatiske og kulturelle forbindelser med omverdenen. I det sidste årtusind før vor tidsregning (fvt.) medførte nedgangen for samfundet i første omgang, at det fik udenlandske herskere - faraoner. De kom fra libyske og sudanesiske dynastier. Senere blev det direkte underlagt andre imperier: Assyrerne, perserne, grækerne og romerne.

I perioden hvor Egypten var under først græsk og siden romersk dominans var Alexandria (Al-Iskandariyah) et af de største kulturelle centre i den klassiske verden. Dets berømte bibliotek var verdens største, til det i Cæsars regeringsperiode brændte. Det rummede værker af datidens største filosoffer, videnskabsmænd og litterater. Da araberne i år 642 erobrede landet, var der ikke meget tilbage af fortidens storhed. Som andre folk antog Egypterne den islamiske tro og det arabiske sprog.

Under fatimidekaliffernes regeringsperiode tre århundreder senere udvikledes den nye hovedstad, Cairo (Al-Qahirah) til et af den islamiske verdens mest brillante intellektuelle centre. Dets universitet tiltrak lærde og studerende fra alle egne - især fra det muslimske Afrika.

Mellem det 10. og 15. århundrede gjorde landets geografiske placering det til et af knudepunkterne for handelen mellem Asien og Middelhavsområdet - herunder Venedig og Genova. Den aktive handel blev på ingen måde forstyrret af tilstedeværelsen af europæiske korsfarere i Palæstina i det 11-13. århundrede og den næsten konstante krigssituation.

1500-1882 Osmannisk herredømme

Da korsfarerne først var drevet på flugt, blev Egypten erobret af den nye fremadstormende magt i den islamiske verden - det osmanniske sultanat. Det skete i det 16. århundrede. Samtidig trådte Egypten imidlertid ind i en periode med økonomisk forfald. Handelen mellem Europa og det fjerne østen skete i stigende grad ad søvejen syd om Kap det Gode Håb, og dette ophævede Egyptens monopol på denne handel.

Frem til det 19. århundrede var den tyrkiske dominans ikke meget mere end nominel. Den reelle magt lå i hænderne på mameluk høvdinge. I 1805 overtog en albansk militærchef, Mohamed Alí, magten. Han eliminerede med drastiske midler mamelukhøvdingene og oprettede et centraliseret statsapparat. Han omorganiserede hæren og etablerede et statsligt monopol på udenrigshandelen med sukker og bomuld. Egypten udvidede sin autonomi overfor sultanatet i Istanbul, og grunden blev lagt til en moderne økonomi.

Under Mohamed Alis efterfølgere blev afhængigheden af Europa øget. Den økonomiske opløsning nåede sådanne højder, at for at betale sin gæld var landet i 1874 nødt til at sælge alle sine aktier i Suezkanalen (As-Sways kanalen) til Storbritannien. Kanalen var blevet bygget i fællesskab med franskmændene i 1860-70. Situationen blev stadig værre, det ene lån fulgte efter det andet, og i 1879 gennemtvang udlandet oprettelse af en Kasse for Offentlig Gæld, ledet af en Egyptisk, en fransk og en engelsk minister. De overtog styringen af landets finanser.

1882 Europæisk invasion

Denne grad af indblanding i landets anliggender udløste en nationalistisk reaktion, der blev støttet af hæren. Samme år blev jediven Ismail væltet, og hans søn Tawfiq blev tvunget til at smide de udenlandske ministre på porten og udnævne en national regering. Det imperialistiske svar lod dog ikke vente på sig: I 1882 landsatte en engelsk-fransk flåde engelske soldater i Alexandria, og de besatte landet. Den britiske administration integrerede Egypten i den kapitalistiske verdensøkonomi. Landbruget blev indrettet mod eksport - især gennem bomuldsproduktion. Stærk produktionstilvækst og et økonomisk opsving de første årtier af det 20. århundrede, indbragte de udenlandske investorer og det lille lag af store jordejere enorme profitter.

Den engelske besættelse af landet blev formelt «legaliseret» i 1914, da det blev gjort til engelsk protektorat. Modstanden mod det britiske styre blev på denne tid ledet af Nationalistpartiet, domineret af radikale intellektuelle anført af Mustafa Kemal og Muhammed Farid. Den nationale opstand i 1919 førte til visse indrømmelser fra briterne: Egypten fik formelt selvstyre i 1922, men det havde en sådan karakter, at der reelt var tale om en fortsættelse af protektoratet. Der blev åbnet for en gradvis deltagelse af egyptisk kapital i det økonomiske liv. Nationalistpartiet blev afløst af Wafd-partiet, der klarere repræsenterede det fremstormende Egyptiske borgerskabs interesser. De følgende 25 år skiftede regeringsmagten mellem Wafd og kongehuset, der blev støttet af udenlandske interesser.

1952 Nasser til magten

Under 2. verdenskrig blev Egypten på ny anvendt som britisk militærbase. Efter krigen blev landet ramt af en akut økonomisk krise. Samtidig fandtes der stærke antibritiske følelser blandt befolkningen, kongehuset var unationalt, regeringerne korrupte og i 1948 medvirkede England til oprettelsen af staten Israel i Palæstina. Egypten og andre arabiske lande gik straks til angreb på den nye stat, men blev slået. Nederlaget udløste folkelige demonstrationer mod monarkiet. I denne anspændte sociale situation blev der i militæret oprettet en nationalistisk gruppe under navnet, De frie Officerer. Den blev ledet af general Mohamed Naguib og oberst Gamal Abdel Nasser. Den 23. juli 1952 væltede gruppen kong Faruk og proklamerede i juni 53 dannelsen af en republik.. Tre år senere blev Nasser landets præsident.

Klasseforholdene op til kuppet

Overgangen fra et system hvor familien producerede til eget forbrug til en specialiseret produktion af råvarer til eksport, drev store mængder af ejendomsløse bønder fra jorden de dyrkede over i lønarbejde ifbm. bomuldsproduktionen. Enkelte af dem fik arbejde i den beskedne industri eller i serviceerhvervene i byerne - industriarbejderklassen talte i 1952 kun 400.000 - men en stor del af dem var uden arbejde eller indtægt. De kom til at leve på et eksistensminimum som et pjalteproletariat i byerne.

De store jordejere havde styrket deres stilling under briternes besættelse. I starten af 1900 tallet begyndte en del af dem at investere i kortsigtede projekter i byerne, og der dannede sig et mindre storborgerligt lag. Det stammede fra og var ofte identisk med de store jordejere. Det «fremmede» storborgerskab i byerne bestod af tyrkere, grækere, europæiserede jøder og armenere. De var knyttet til de udenlandske banker og monopoler, der dominerede økonomien. Sammen med jordejerne dannede dette storborgerskab den lokale klasse, som briterne støttede sig på - et «kompradorborgerskab» underordnet den vestlige kapitals interesser, med europæisk kultur og levemåde. Det var denne klasse, der blev ramt af den egyptiske nationale revolution i 1952.

Ved siden af «kompradorborgerskabet» fandtes et lag af velstående bønder, der enten udlejede deres jord eller hentede deres indtægter fra udbytning af lønarbejdere på deres jorde. Også disse investerede en stigende del af deres overskud i virksomheder i byerne, men blev ramt af de spekulationer og svingninger der skulle bane vejen for en Egyptisk, kapitalistisk udvikling; Egyptisering af kulturelle, politiske og økonomiske institutioner. Samtidig var det afgørende for deres stilling at beholde kontrollen over den rigelige og billige arbejdskraft. Det var væsentligt for Nassers magtovertagelse, at han i revolutionens første faser kunne støtte sig til denne del af borgerskabet.

Den økonomiske krise efter 2. verdenskrig førte til en stigende proletarisering af småbønderne. De kunne ikke klare de stigende afgifter. En række steder gik de sammen med landarbejderne i åbent oprør. I byerne gav det mere dynamiske klima muligheder for uddannede folk: Funktionærer i statsadministrationen, lærere, håndværkere og småhandlende. En anden mulighed var hæren. Siden 1936 havde rekrutteringen været åben for folk fra mellem- og småborgerskabet - dvs. for den der havde råd til at betale omkostningerne ved Militærakademiet. Det småborgerlige lag indenfor hæren var udelukket fra overordnede stillinger. Det var også utilfreds med den britiske militære tilstedeværelse og den konservative statsmagt, der hindrede opbygningen af en slagkraftig national hær. De «frie officerer» der stod bag kuppet i 1952, kom netop fra dette miljø.

Nasserismen

De «frie officerer» havde i 1952 ikke nogen klar politisk platform (se Nasser). Deres program omfattede i udgangspunktet:

1. Udsmidning af de britiske tropper i landet, selve symbolet på den nationale afhængighed, et krav der havde bred folkelig appel.
2. Jordreformer der havde til hensigt at reducere de store jordejeres politiske magt, men som ikke ramte de velstående bønder. Opdelingen af jorden på flere småejendomme sigtede mod at dæmme op for den stærke uro blandt småborgerskabet i landsbyerne. For de laveste lag af befolkningen havde reformen kun begrænset betydning. Den berørte kun omkring 10% af den dyrkede jord, og det var bare en lille del af de ejendomsløse masser, der blev berørt af den.
3. Opmuntre og beskytte investeringer i industrien. Dette var nødvendig for at opbygge økonomien og var i samklang med den ekspansive nationale del af borgerskabet og småborgerskabet.

Eftersom det nye regime manglede en solid klassebasis, måtte det balancere mellem forskellige interessehensyn, lade politikken blive bestemt af de skiftende styrkeforhold mellem overklassen og masserne, mellem den lokale overklasse og imperialismen, og mellem de forskellige lag indenfor overklassen. En vigtig forudsætning for at regimet formåede at konsolidere sin magt var, at det sørgede for at skaffe sig et slags monopol på det politiske initiativ: Det opløste de eksisterende politiske partier, de mest aktive elementer på højre- og venstrefløjen blev fængslet, og alt der lignede masseorganisationer blev underordnet eller indlemmet i den nyoprettede «Befrielsessammenslutning» - en organisation «for hele folket». Organisationen skiftede navn en række gange. Fra 1962 hed den: Den Arabiske Socialistiske Union (ASU). Den var eneste politiske partiorganisation og havde lokale afdelinger over hele landet. ASU stillede kandidaterne til valget til Nationalforsamlingen. Dens sammensætning var i princippet domineret (mindst 51 %) af arbejdere og bønder, men da disse grupper blev defineret som alle de, der arbejdede indenfor industri eller landbrug, blev den reelle arbejderrepræsentationen langt lavere. Hovedsagen var, at regimet havde kontrollen over ASU og dermed med al lovlig politisk virksomhed. Politi- og efterretningsvæsenet blev udbygget for at holde opsyn med det, der faldt udenfor denne ramme.

I den første periode samarbejdede regimet både med den nationale og den udenlandske kapital, og blev aktivt støttet af USA. Men omkring 1955 forværredes forholdet, og da USA truede med at trække lånetilsagnene til kæmpeprojektet Aswandæmningen tilbage, svarede Nasser ved i 1956 at nationalisere Suezkanalen. De vestlige stormagter indledte en økonomisk blokade mod Egypten, og Nasser vendte sig mod østblokken. Sovjetunionen overtog finansieringen af Aswandæmningen, selve rygraden i det nye styres industrialiseringsplaner. I oktober 56 invaderede britiske, franske og israelske styrker Egypten. Regeringen svarede med at uddele våben til befolkningen. Diplomatisk blev invasionen fordømt af både FN, Sovjet og USA. Det tvang i sidste ende de tre lande til at trække sig tilbage, og Egypten kunne atter overtage kontrollen over kanalen, der var påskuddet for invasionen. (Se: Suezkanalen.)

Invasionen gav Nasser et påskud til nationalisering af alle fremmede virksomheder i landet. Disse antiimperialistiske tiltag vakte enorm entusiasme blandt de Egyptiske masser. Modsætningerne mellem Nasserstyret og det Egyptiske borgerskab blev skærpet efter tilnærmelsen til østblokken. Med bred folkelig støtte kunne regimet derfor gribe overfor den nationale storkapital. Først omkring opløsningen af unionen med Syrien i 1961, da Nasser følte sig truet af den syriske og Egyptiske reakton, kom de økonomiske og politiske udspil der skulle «knække borgerskabet» og «indføre socialismen» i Egypten. Regeringen overtog import- og en stor del af eksportsektoren. Banker og forsikringsselskaber blev nationaliseret, og ca. 300 større industri- og handelsvirksomheder blev helt eller delvis overtaget af staten. Et system med progressiv beskatning, begrænsning af aktieandele, 7 timers arbejdsdag og minimumsløn i industrien blev indført. En ny femårsplan lagde op til 80 % offentlig deltagelse i den økonomiske virksomhed. Mod slutningen af 1961 blev 600 af de mest velstående familiers ejendomme beslaglagt og de selv forment adgang til det politiske liv. I landbruget blev det produktionsmæssige samarbejde tilskyndet.

Nationaliseringerne i 1956 og den omfattende bistand fra Sovjet til industrialisering skabte grundlaget for den dominerende statslige sektor. Den statslige overtagelse af de væsentligste dele af den Egyptiske økonomi i 1961-62 udvidede den. Ledelsen af virksomhederne blev overtaget af tidligere officerer og akademikere. Administrationen af kapitalen kom på nye hænder, men den politiske struktur forblev i det store og hele uændret. De nye ledere videreførte den bureaukratiske og autoritære tradition. Manglende kontrol nedefra og dårligt overblik centralt over de forskellige led af produktionen åbnede for en kanalisering af betydelige midler fra den offentlige sektor til eget forbrug og til investeringer i den private sektor. Dette fik et sådan omfang, at der var tale om et interessefællesskab mellem den nye elite og det traditionelle Egyptiske borgerskab, der nok var blevet ramt af restriktioner, men som havde beholdt en tryg økonomisk og social basis i landbruget. De forskellige holdninger og klasseinteresser kom til udtryk i magtkampe inden for den nasseristiske ledelse.

Udenrigspolitik

Efter Nassers magtovertagelse var udenrigspolitikken domineret af 1. forholdet til Israel og 2. forsøget på en uafhængig udvikling. Det første element førte nasseristerne over i en panarabisk politik, det andet til en række antiimperialistiske tiltag samt en i princippet «positiv neutralitet». Egypten havde i lang tid kun i ringe grad været berørt af den arabiske nationalisme (se Syrien). Under Nasser blev arabisk enhed en forudsætning for kampen mod Israel og befrielsen af Palæstina. I 1956 indgik Egypten et militært samarbejde med Syrien, i 1958 blev der proklameret en fuld union mellem de to lande - den Forenede Arabiske Republik. Nassers planer for den syriske del af unionen var imidlertid for radikale for det relativt stærke syriske borgerskab, og unionen faldt derfor allerede i 1961 fra hinanden. Efter dette blev den Egyptiske politik mere «klassebevidst» og kritikken mod de reaktionære regimer i den arabiske verden blev stadig skarpere. Støtten til progressive arabiske kræfter blev stadig mere direkte. Fra 1962 blev Egypten militært involveret på republikanernes side i Nordyemen mod de Saudiarabisk støttede royalister. Styrkerne blev ikke trukket tilbage før efter katastrofenederlaget mod Israel i 1967. Antikoloniale befrielsesbevægelser fik materiel og politisk støtte fra styret. Cairo blev centrum og tilflugtssted for progressive fra mange arabiske og afrikanske lande.

De Egyptiske nationalisters erfaring med det britiske herredømme gjorde det nye regime skeptisk overfor de vestlige fremstød i form af Bagdadpagten - forsvarsalliance lanceret af Storbritannien og USA - samt Eisenhowerdoktrinen - hjælp til at dæmme op overfor kommunismen. Egypten var et af de ledende lande i organiseringen af Bandungkonferencen i 1955. Af denne konference opstod en bevægelse af neutrale asiatiske og afrikanske lande - forløberen for de Alliancefri landes Bevægelse (se Alliancefrie stater).

Den vestlige imperialismes pres på det Egyptiske regime med økonomiske midler, sammen med USA's stadig mere åbenbare engagement til fordel for staten Israel, åbnede vejen for sovjetisk indflydelsen i Egypten - til trods for regimets antikommunistiske indstilling. I en lang periode var nasseristerne i stand til at spille på modsætningerne mellem stormagterne. Men efter krigen med Israel i 1967 fik «samarbejdet» med Sovjet en tydelige karakter af afhængighed fra Egyptens side. Efter genvalget af Nasser til præsident i 1965 var den Egyptiske udenrigspolitik blevet koncentreret om kampen mod Israel. Egypten forsøgte at presse Israel økonomisk gennem en blokade af Aqababugten, men «6 dageskrigen» i juni 67 lagde denne politik i ruiner. Krigen endte med israelsk sejr. Egypten måtte afstå Sinaihalvøen, Jordan måtte afstå Vestbredden og Syrien Golanhøjderne. Krigens omkostninger forværrede drastisk den økonomiske situation i Egypten.

I 1970 accepterede Egypten Rogersplanen, der anerkendte staten Israels ret til at eksistere som stat og indebar likvidering af den palæstinensiske revolution. Da Jordans kong Hussein snart efter iværksatte et folkemord mod palæstinenserne (Sorte September 1970), greb Nasserregimet ikke ind. I 1971 hjalp Egyptiske styrker endvidere til med at slå venstrekræfterne i Sudan ned - efter et kupforsøg.

Oppositionen

Det Egyptiske kommunistparti blev dannet i 1920. Det har traditionelt haft store vanskeligheder ved at nå ud over sin middelklasse-intellektuelle basis. Dets ateistiske ideologi var en hindring for, at partiet skal kunne appellere til de brede masser, der er religiøst dybt forankret. Sovjets medvirkning til oprettelsen af staten Israel i 1948 svækkede som i alle de arabiske lande partiets stilling. Kommunisterne mødte Nasserkuppet med skarp kritik for dets arbejderfjendtlighed og dets antidemokratiske praksis. Fra 1955-56 blev forholdet forbedret, mens perioden 1959-64 var præget af hård forfølgelse af kommunisterne. I 1965 blev partiet efter pres fra Moskva og omfattende intern strid nedlagt til fordel for aktiv deltagelse i ASU, for at påvirke politikken i socialistisk retning. Partiet havde da fungeret illegalt siden 1953.

1970-81 Anwar al Sadat

Nasser døde i 1970 og blev efterfulgt af sin vicepremierminister, Anwar al Sadat, der blev støttet af højrefløjen i ASU. Sadat igangsatte den såkaldte infitah politik, der indebar en politisk åbning overfor de vestlige lande og en privatisering af den Egyptiske økonomi. Samtidig brød den nye regering relationerne med Sovjet og begyndte at modtage økonomisk og militær bistand fra USA. Endelig blev de politiske kontakter til Europa og de reaktionære lande i den arabiske verden - bl.a. Saudiarabien - forstærket.

Allerede i slutningen af 60'erne begyndte højrekræfterne og de private kapitalinteresser at øge deres indflydelse. Efter Nassers død blev den radikale fløj i regeringspartiet (Ali Sabry m.fl.) undertrykt. Det virkelige politiske skred skete imidlertid efter oktoberkrigen i 1973, hvor det lykkedes at tilbageerobre dele af den israelsk besatte Sinaihalvø. Den begrænsede militære sejr dæmpede for en periode den indre uro i Egypten. Pusterummet blev udnyttet af Sadatregimet til intens diplomatisk aktivitet og forberedelse af de omfattende investeringer, der forventedes at ville strømme til landet. Eksport- og importrestriktionerne blev lempet. Der blev oprettet skattefrie industrizoner og givet særdeles gunstige vilkår for udførsel af profitter. Men resultaterne af «åbningspolitikken» (infitah) var skuffende. Kun en forsvindende lille del af de lovede lån og investeringer blev indfriet.

1975 Sinaiaftalen med Israel

Oktoberkrigen i 1973 forskød den militære og politiske magtbalance i arabiske verdens favør, og gav mulighed for at presse Israel til territoriale indrømmelser. I efteråret 1975 underskrev Sadat Sinaiaftalen med Israel. Den skaffede Egypten dele af Sinai tilbage, men forpligtigede samtidig landet til at afstå fra fremtidige angreb på Israel. Aftalen blev indgået hen over hovedet på den arabiske verden og specielt palæstinenserne i de israelsk besatte områder. Med fred på Israels vestflanke var der ikke store udsigter til, at det ville være muligt at presse zionisterne til at acceptere palæstinensernes ret til selvbestemmelse - endsige en selvstændig stat. Aftalen isolerede derfor Egypten i den arabiske verden.

I foråret 1977 vandt højrefløjskoalitionen, Likud, valget i Israel. Det blev et hårdt slag mod Sadats forsoningspolitik, men han valgte at fortsætte den hidtidige linie. I november 1977 besøgte han Jerusalem. Omfavnelsen af de zionistiske ledere og hans tale i det israelske parlament, knesset viste, i hvilken desperat grad det Egyptiske lederskab har satsede alle kort på samarbejdet med USA imperialismen. Besøget vakte afsky over hele den arabiske verden.

Allerede i 1975-76 havde Sadat lanceret en «demokratisering» af det politiske system: «indføring af parlamentarisme efter vesteuropæisk model». Tre fraktioner («platforme») indenfor ASU blev legaliseret som politiske partier: De «Frie socialisters Parti» (højrefløjen) og «Egyptens Arabiske socialistiske Parti» (centrum med Sadat i spidsen) fik over 80% af de 360 pladser i parlamentet efter valget i efteråret 1976. «Det Progressive Nationale Enhedsparti» (nasserister og kommunister, ledet af marxisten Khaled Muhieddin) fik kun 2 pladser. Samtidig blev kontrollen med pressen skærpet og venstreorienterede journalister renset ud. ASU fik overdraget tilsynet med den politiske aktivitet generelt: Fordeling af midler, administrationen af ungdoms- og kvindeorganisationerne m.m. Udenfor disse rammer var den politiske organisering forbudt.

1976-77 Stigende protester

Parallelt med denne udvikling forværredes levevilkårene for de Egyptiske arbejdere og bønder. Priserne steg og det samme gjorde arbejdsløsheden. Samtidig rejste der sig protester blandt bønderne mod privatiseringen af de jorde, Nasser havde nationaliseret 20 år tidligere. I 1976-77 blev der derfor gennemført omfattende protestdemonstrationer mod regeringen. Sadat svarede med i februar 1977 at indføre undtagelseslove. Der blev indført livsvarigt fængsel for deltagelse i eller hensigt om oprettelse af en hemmelig politisk organisation, for at gøre skade på ejendom eller medvirke til det under demonstrationer, for at strejke når «det kan skade den nationale økonomi», og for at planlægge eller deltage i møder, der «kan true den offentlige sikkerhed».

Modstanden mod Sadats politik udspring i virkeligheden ikke fra den Egyptiske venstrefløj, men fra hans tidligere partikammerater på ASU's venstrefløj, der var utilfredse med, at Nassers politik blev rullet tilbage. Sadat tog nu sit hemmelige våben i brug overfor denne modstand: Det Muslimske Broderskab. Denne fanatiske religiøse bevægelse var blevet grundlagt allerede i 1928 af Hasan al-Banna, med forgreninger til Syrien og Libanon. Den var blevet opløst af Nasser i 1954, men havde overlevet illegalt. Sadat begyndte nu at give koncessioner til de ortodokse religiøse kræfter i landet; udarbejdede en stærkere islamsk præget forfatning, indførte forbud mod alkohol på offentlige steder o.l. Broderskabets vigtigste træk var dets fanatiske antikommunisme, der skulle neutralisere venstrefløjenes og nasseristernes indflydelse blandt de fattigste i det Egyptiske samfund. Åbningen overfor broderskabet kom senere til at koste Sadat livet.

1979 Camp David aftalen

På den udenrigspolitiske scene stod Egypten i slutningen af 70'erne fuldstændig isoleret i den arabiske verden og fuldstændig politiske og økonomisk afhængig af USA. Processen kulminerede i marts 1979, da Sadat undertegnede en endelig fredsaftale med Israel i Camp David i USA. Aftalen indebar, at Egypten fik hele Sinaihalvøen tilbage. Samtidig blev Egypten den næststørste modtager af nordamerikansk økonomisk bistand - efter Israel. USA sigtede mod at gøre landet til en af sine vigtigste allierede i regionen. Begivenhederne fandt sted blot 2 måneder efter, at shah Reza Pahlevi var blevet styrtet i Iran. Dette land havde indtil da været USA's vigtigste strategiske allierede i regionen.

1981 Sadat dræbes af fundamentalister

I 1981 blev Sadat dødeligt såret ved et attentat begået af fundamentalistiske soldater, der var utilfredse med, at regeringen var begyndt at begrænse det Muslimske Broderskabs virke. Den 14. oktober blev vicepræsident Hosni Mubarak indsat som præsident. For at neutralisere den stærke folkelige utilfredshed med undertrykkelsen, korruptionen og fattigdommen indledte Mubarak en undersøgelse af Sadatfamiliens rigdomme. Samtidig åbnede han yderligere op overfor udenlandske virksomheder.

1984 blev et år præget af «åbning» indadtil og moderate fremskridt på det udenrigspolitiske område. Det lykkedes at slå bro over nogle af de værste konflikter, Camp David aftalen havde skabt i forholdet til den arabiske verden. Der blev skabt enighed om, at den eneste retfærdige løsning på krisen i Mellemøsten ville indebære en genoprettelse af det palæstinensiske folks rettigheder, og at den arabiske solidaritet ville være «den eneste vej til generobring af alle de undertrykte rettigheder».

Fra starten af 1985 tog den økonomiske krise til pga. problemer indenfor alle de 4 områder, den Egyptiske økonomi hvilede på: Olien, overførslerne fra Egyptere i udlandet, Suezkanalen og turismen. I takt med at opbakningen til regeringen dalede steg opbakning til de islamiske fundamentalister.

Den udenlandske kapital var i betydeligt omfang trængt i den Egyptiske økonomi i 1980-86. Fra USA modtog regeringen årligt næsten 3 milliarder dollars i bistand, af hvilke de 1,3 milliarder var øremærket til militæret. I oktober 86 gav IMF yderligere landet et lån på 1,5 milliarder dollars. Udlandsgælden var steget fra 2,4 milliarder dollars i 1970 til 35 milliarder i 1986. Den rent militære del af gælden var blevet syvdoblet. Militærudgifterne og omkostningerne ved krigene bremsede den økonomiske udvikling i landet.

Parlamentsvalget der skulle afholdes i 89 blev fremskudt 2 år til april 87. Det nationaldemokratiske Parti fik 75% af stemmerne. I september 89 foreslog præsident Mubarak i FN igangsættelsen af en israelsk-palæstinensisk dialog uden forudgående betingelser, og i oktober blev de afbrudte forbindelser med Libyen genoprettet.

Gennem 80'erne medførte forringelsen af de sociale vilkår i landet en massiv emigration af mænd i den arbejdsduelige alder mod de rigere omkringliggende lande. Denne proces skabte sociale forandringer i det Egyptiske samfund. Kvinderne måtte i stigende grad overtage rollen som leder af familierne, hvilket de ikke havde været forberedt på. Dette skabte konflikter og spændinger mellem mødre og børn. Prisen for en relativ forbedring af familiernes økonomiske situation var en reduktion af deres sammenhængskraft.

1990 Golfkrigen

I august 1990 invaderede Iraq Kuwait. Egypten stillede sig umiddelbart i spidsen for fordømmelsen i den arabiske verden og sendte tropper til Golfen. Belønningen fra USA kom hurtigt. Da landoffensiven blev indledt i januar 1991 meddelte USA, at det eftergav Egyptisk militærgæld til en værdi af 20 milliarder dollars. Men alliancen med Vesten havde ikke opbakning i befolkningen. I februar blev der gennemført en større demonstration i Cairo med krav om en fredelig løsning på konflikten.

Kritikken af krigen mod Iraq fandt sted trods det forhold, at dets præsident Saddam Hussein i de foregående to år havde smidt næsten to millioner gæstearbejdere ud af landet og havde forsøgt at tvangsrekruttere Egyptere til sit militær.

I maj 1991 godkendt IMF et stand by lån til Egypten på 372 millioner dollars, men lånet blev gjort afhængig af «strukturforandringer» i økonomien. Regeringen i Cairo forpligtigede sig til at privatisere statslige virksomheder, afskaffe kontrollen med produktionen og investeringer samt reducere budgetunderskuddet fra 21% til 6,5% af BNP. For at nå dette mål besluttede regeringen sig til at skære ned i subsidierne til fødevarer og andre basale produkter. Samtidig blev der skåret ned i bistanden til de fattigste. Den 15. maj blev udenrigsminister og vicepremierminister Esmat Abdel Meguid udnævnt til ny generalsekretær i den Arabiske Liga. Året tidligere var ligaens hovedkvarter blevet flyttet fra Tunis til Cairo. Udviklingen var tegn på, at Egypten havde genvundet sin centrale politiske position i den arabiske verden.

1991 Øget fundamentalistisk virksomhed

Fra 1991 tog angrebene til fra de fundamentalistiske islamiske bevægelser, der ønskede at omdanne Egypten til en teokratisk stat. Samme år blev undtagelsestilstanden der havde været i kraft i 10 år forlænget i yderligere 3. I perioden fra februar 92 til august 93 kostede fundamentalisternes angreb iflg. myndighedernes statistikker 175 livet. Staten svarede igen ved at arrestere tusinder af sympatisører og medlemmer af de fundamentalistiske grupper. Flere byer blev finkæmmet - specielt i marts 93. Året tidligere var der blevet vedtaget en antiterroristlov og i juni og juli 93 blev 15 henrettet efter denne nye lov.

Den sociale og økonomiske krise i landet blev yderligere forværret, da et jordskælv den 12. oktober 1992 kostede 350 livet og ca. 4000 sårede. Myndighedernes manglende evne til at komme de nødstedte til hjælp førte til folkelige protester.

Regeringen fortsatte sin liberalisering af økonomien, og tillod bl.a. udenlandske banker at operere i landet. I marts 93 eftergav IMF en gæld på 3 milliarder dollars for at støtte regeringen i dens privatiseringspolitik. I oktober fortsatte Mubarak efter at være blevet genvalgt som præsident sin hårde politik overfor islamisterne. Alligevel tog attentaterne mod udenlandske turister til i 1994.

I april protesterede advokatsammenslutningen mod det mystiske dødsfald på en lokalpolitistattion af en forsvarsadvokat for islamister. Efter en uges demonstrationer kulminerede protesterne i en generalstrejke. Begivenhederne afslørede fundamentalisternes stærke indflydelse i advokatstanden. I oktober nåede antallet af dødsfald op på 460, siden fundamentalisterne i februar 92 havde indledt deres oprør mod Mubarakregeringen.

I maj nedsatte præsidenten en komite, der fik til opgave at organisere den politiske dialog mellem regeringen og oppositionen, idet han dog udelukkede kommunisterne, det Muslimske Broderskab og repræsentanterne for den koptiske minoritet fra dialogen. Samtidig blev forholdet til IMF mere anspændt, da Valutafonden kritiserede regeringen for sløvhed i åbningen af økonomien.

Udenrigspolitisk udvidede Egypten sin indflydelse på fredsprocessen i Mellemøsten og de politiske relationer mellem de arabiske lande. I december blev der således afholdt et møde i Alexandria, hvori deltog repræsentanter fra Egypten, Saudiarabien og Syrien, og i februar 95 var Cairo vært for et topmøde mellem lederne fra Egypten, Jordan, Israel og Palæstina.

Gennem 1996 var Mubarak ude af stand til at finde en løsning på de tiltagende sammenstød med de islamiske fundamentalister. I januar havde indenrigsminister al-Alfi indkaldt til et møde blandt den arabiske verdens indenrigsministre for at udvikle en koordineret indsats mod de islamistiske grupper, der greb til voldelige midler.

I november vandt regeringspartiet parlamentsvalget. Det blev gennemført i et klima af vold og gav 416 af de 444 pladser til regeringspartiet, hvilket udløste beskyldninger om valgsvindel. I januar 96 havde Mubarak udnævnt Kamal al-Ganzouri til premierminister som erstatning for Atef Sedki. I juli forbød sundhedsministeriet omskæringen af kvinder, der i visse traditionelle dele af landet var vidt udbredt.

De væbnede islamiske gruppers attentater fortsatte gennem 96 og 97, og det samme gjorde regeringens forfølgelse af disse grupper. Ikke blot de væbnede, men også grupper som det Muslimske Broderskab, der kritiserede anvendelsen af vold. I november 97 dræbte en kommando på 17 fundamentalister 60 udenlandske turister i Luxor. Formålet var som i de foregående at begrænse turiststrømmen og dermed statens stigende indtægter fra denne sektor, der årligt skaffede landet 3 milliarder dollars.

I begyndelsen af 1998 var antallet af ofre for attentater og politiske mord nået op på 1251 og antallet af politiske fanger var nået op på 10-30.000.

I marts 1999 foregik der en ophedet debat i parlamentet omkring regeringens dekret vedrørende omskæring af kvinder. Kritikerne argumenterede med, at regeringens love krænkede kvindernes rettigheder, da kvinder uden omskæring kun ville have få chancer for ægteskab. Lovgivningen skabte betydelig modstand indenfor de traditionelle sektorer af det egyptiske samfund.

Parlamentsdebatten om kvinders status i det egyptiske samfund blussede atter op i januar 2000. Regeringen havde foreslået en ændring af familielovgivningen, der ville gøre det lettere for kvinder at opnå skilsmisse, og som ville gøre det lovligt for dem at rejse til udlandet uden forudgående tilladelse fra deres mand. Det var ventet, at reformen - ligesom de tidligere reformer - ville blive vedtaget i parlamentet, eller gennemført som præsidentielt dekret. Forslaget blev opfattet som «ikke- islamisk» blandt de traditionelle sektorer, mens de grupper der forsvarede kvindernes rettigheder, opfattede det som stærkt begrænset.

Regeringspartiet opnåede flertal i parlamentet ved valget i august, efter at flere kandidater der først havde været medlemmer af regeringspartiet, for så at præsentere sig som uafhængige atter vendte tilbage til partiet. Seks medlemmer af det forbudte Muslimske Broderskab stillede op som uafhængige kandidater og blev ligeledes valgt. Valget var dog præget af flere uregelmæssigheder, da flere oppositionspartier blev hindret i at deltage.

I november 2000 kendte højesteret et dekret fra indenrigsministeriet for forfatningsstridigt. Iflg. dekretet kunne mænd forbyde deres ægtefælle at rejse til udlandet. I marts havde regeringen givet kvinder tilladelse til at søge skilsmisse med påstand om uforenelighed - med eller uden mandens godkendelse. Indtil da havde kvinden kun kunnet begære skilsmisse i særligt graverende tilfælde som ved mishandel. Men kvinden er ved skilsmisse fortsat tvunget til at tilbagelevere penge, ejendele eller gaver hun måtte have modtaget under ægteskabet, og hun må samtidig give afkald på pension.

Pga. internt og eksternt pres var Egypten tvunget til at genoptage sine relationer med Iraq, der ellers havde været afbrudt siden Golfkrigen i 1991. De antiamerikanske og antiisraelske holdninger var taget til i styrke i befolkningen pga. Israels voldelige svar på palæstinensernes 2. Intifada. Interessekontorerne i de to lande blev opgraderet til status af ambassader, og dette åbnede vejen for fuld genoptagelse af de to landes diplomatiske forbindelser. Samtidig trak Egypten sin ambassadør hjem fra Israel i protest mod landets voldelige fremfærd overfor palæstinenserne.

I december undertegnede Egypten, Libanon og Syrien en aftale om bygningen af gasledning under Middelhavet. Rørledningen skal transportere egyptisk naturgas frem til den libanesiske havneby Tripolis, hvor den kobles sammen med en syrisk rørledning. En anden rørledning skal transportere naturgas til Tyrkiet og de europæiske markeder. I marts samme år havde Mubarak og præsidenterne fra Syrien og Jordan indviet en forbindelse, der sammenkobler elnettet i de tre lande.

94 år efter tyveriet blev halvdelen af det indre af sarkofagen af faraoen Tut Ankh Amon i december 2001 leveret tilbage til Egypten, hvor den blev stillet op på Nationalmuseet. Det var dronning Nefertitis' mand, Amon der gjorde Egypten monoteistisk. Sarkofagen var lavet af guld, og var i december 1907 blevet opdaget i Kongernes dal ved Luxor. Den nedre del blev røvet, og dukkede 20 år senere op hos en schweizisk samler.

Terrorangrebet i september 2001 på USA førte til en drastisk fald i turistindtægterne, der fortsat er en vigtig kilde til valuta. Egypten var derfor nødt til at optage udenlandske lån, for at dække de opståede underskud. I marts 2002 gennemførte Mubarak en rejse til Washington for overfor Bush at fremlægge sin egen plan for fred mellem Israel og Palæstina. Planen skulle indledes med et topmøde mellem de to parter i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh. Inden sin rejse havde han talt i telefon med sin israelske kollega Ariel Sharon: «Vi løste ikke alle problemer på de par minutter, men dette møde kan bidrage til at bryde dødvandet ... ved at vise dem i samtale», erklærede Mubarak. Mubarak kan i fremtiden komme til at modtage mere støtte fra USA end Israel, og samtidig ønsker Mubarak at bevare sin tætte relation til Yasser Arafat, hvilket gør ham til en ideel fredsmægler.

Under Israels totale genbesættelse af Palæstina i foråret 2002, fordømte Mubarak kraftigt Israel, og beskyldte landet for at gøre sig skyldig i statsterrorisme for dets krænkelse af Genevekonventionerne og palæstinensernes basale menneskerettigheder. Han henviste her direkte til Israels massakre i flygtningelejren i Jenin. Endelig henviste han til visse internationale magter - USA - der løb fra deres internationale forpligtelser, og mistede enhver troværdighed.

Egyptens engagement i Israel-Palæstina konflikten og de konstante israelske overgreb medførte at landet i starten afviste USA's opfordring til at støtte supermagtens erobring af Iraq. Mubarak erklærede at supermagten i stedet skulle prioritere løsningen af konflikten mellem Palæstina og Israel, og at supermagtens erobringsplaner overfor Iraq blot ville skabe 100 nye Bin Ladens.

I september 2003 løslod myndighederne den islamiske leder, der i oktober 1981 havde beordret daværende præsident Anwar al Sadat myrdet. Karam Zohdy sad da i ledelsen af den islamiske gruppe al-Gamaa al-Islamiya, der var landets vigtigste væbnede rebelgruppe.

I de første dage af januar 2004 erklærede Irans vicepræsident, Mohammad Ali Abtahi, at hans land og Egypten ville genoptage de diplomatiske forbindelser.

Et terrorangreb mod Hilton hotellet i Taba og en lejr for rygsæksturister i Ras Shitani i Sinai den 7. oktober 2004 kostede mindst 34 livet og over 100 sårede - mange israelere. I de følgende uger arresterede sikkerhedsstyrkerne vilkårligt flere tusinde personer, og iflg. en rapport fra Human Rights Watch offentliggjort i januar 2005 blev mange af disse underkastet tortur. Ved rapportens offentliggørelse var 2.400 personer fortsat forsvundet. Massearrestationerne blev gennemført uden arrestordrer eller lovlig autorisation, som ellers er påbudt ved lov. De omfattende arrestationer og torturen havde dog kun indkredset 9 mistænkte. Human Rights Watch' direktør for Mellemøsten og Nordafrika, Joe Stork, erklærede at de egyptiske myndigheder havde reageret på de forfærdelige begivenheder i Taba ved selv at «begå massive krænkelser af menneskerettighederne».

Det øverste Menneskerettighedsråd i Egypten udsendte i april 2005 sin første årsrapport, der var usædvanlig skarp når man tager hensyn til, at rådet er financieret af myndighederne og dets medlemmer udpeget af regeringen. Rapporten kritiserede, at egyptiske sikkerhedsstyrker rutinemæssigt arresterer alle der er tilstede på et sted, hvor der er sket en kriminel handling. De anvender derefter rutinemæssigt tortur af de anholdte for at skaffe information. Denne praksis er i årevis blevet kritiseret af uafhængige menneskerettighedsgrupper, og det var første gang den blev bekræftet af en statslig organisation. Rapporten anbefalede samtidig, at undtagelsestilstanden landet havde været i i 24 år blev hævet før gennemførelsen af parlaments- og præsidentvalg senere samme år.

Parlamentet vedtog i maj 2005 en forfatningsændring fremsat af Mubarak, der skulle gøre det muligt for flere præsidentkandidater at stille op til valget i september. Oppositionen kritiserede imidlertid ændringen for alene at favorisere Mubarak, eftersom andre kandidater skulle skaffe opbakning fra mindst 65 medlemmer af parlamentet for at kunne opstille til valget. For mange var forfatningsændringen blot en overfladisk og symbolsk ændring af landets politiske system. For andre var ændringen dog et tegn på en ændring i holdningen hos landets politiske ledere, eftersom den åbnede muligheder der ikke var under Mubaraks kontrol. 83% stemte ved folkeafstemningen i maj ja til forfatningsændringen.

Terrorister sprang i juli to store bilbomber ved et hotelkompleks i Sharm al-Sheikh. 67 blev dræbt. Trods en ny omfattende arrestationsbølge fra myndighedernes side, lykkedes det ikke at finde de ansvarlige for aktionen.

Præsidentvalget i september var iflg. iagttagere præget af valgsvindel og chikane af oppositionen. Mubarak blev genvalgt for en 5. periode med 88,6% af stemmerne. Morgendagens Parti ledet af Ayman Nour var det vigtigste oppositionsparti, men det forsvandt helt under valget. Ved parlamentsvalget der strakte sig over flere måneder var oppositionen ledet af det forbudte Muslimske Broderskab, der stillede op i form af uafhængige kandidater. Også dette valg var præget af svindel og chikane af oppositionen. Mubaraks Nationaldemokratiske Parti sikrede sig 2/3 af pladserne i parlamentet. Det Muslimske Broderskab fik med sine uafhængige kandidater 87 pladser - en seksdobling af det hidtidige antal.

I februar 2006 sank en færge med 1300 passagerer og besætningsmedlemmer under en storm i det Røde Hav. Færgen var på vej fra Saudi Arabien til Egypten. Mindst 200 overlevede ikke katastrofen.

Samme måned udsatte parlamentet kommunalvalgene med to år. Iflg. regeringen var skridtet nødvendigt for at gennemføre forfatningsændringer der skulle give større magt til de kommunale myndigheder. Oppositionen kritiserede til gengæld beslutningen og insisterede på at «valget blev udsat for at begrænse det Muslimske Broderskabs indflydelse».

De egyptiske myndigheder besluttede i april at løslade 900 medlemmer af den radikale muslimske organisation al-Gamaa al-Islamiya, som i nogen tid er blevet betegnet som landets største islamiske bevægelsen. Menneskerettighedsgrupper gjorde dog samtidig opmærksom på, at der fortsat sidder 15.000 egyptere fængslede uden dom.

24. april sprang tre mindre bomber ved feriebyen Dahab på Sinai. Bomberne dræbte mindst 23 - de fleste egyptere - og sårede over 60. Deriblandt 3 danskere. Attentatet blev øjeblikkeligt fordømt fra mange sider. Mubarak kaldte eksplosionerne en «ondskabsfuld terrorhandling». Den palæstinensiske Hamas regering «fordømte kraftigt denne kriminelle handling der skæmmer vores region, ryster den palæstinensiske nationale sikkerhed og strider mod de arabiske interesser». Israels ambassadør i Cairo opfordrede øjeblikkeligt alle israelere til at forlade Sinai.

I marts 2007 blev en række forfatningsændringer vedtaget som iflg. observatører har til formål at hindre at det Muslimske Broderskab får øget sin parlamentariske repræsentation. Forfatningsændringen illegaliserer religiøse partier og giver sikkerhedsstyrkerne udstrakte beføjelser gennem anti-terror paragraffer. Deriblandt retten til overvågning af privat kommunikation. Egypten lagde sig dermed på linie med en række Vestlige lande som Danmark i indskrænkningen af de demokratiske og menneskelige rettigheder.

Egypten har siden 2007 kørt et tæt parløb med Israel om blokaden af Gaza. Mens det for Israel handler om at knuse det palæstinensiske folk, handler det for Egypten om at undgå at Palæstinas Hamas ledede regering fik succes i Gaza, da det ville styrke det Muslimske Broderskab i Egypten. Egypten holder derfor grænsen mod Gaza under militær bevogtning for at hindre forsyninger i at nå ind i Gaza. Under Israels krig mod Gaza i december 2008-januar 2008 afviste Egypten at åbne grænsen for at lade civilbefolkningen slippe bort fra de israelske terrorbombardementer. Enkelte konvojer af nødhjælp fra Europa er siden 2008 tilladt at passere gennem den egyptiske blokade. I december 2009 afviste myndighederne imidlertid en gruppe på 1000 personer fra 43 lande, der ønskede at bringe nødhjælp til den indespærrede befolkning.

Tortur er fortsat udbredt på de egyptiske politistationer og i fængsler. Fanger myrdes regelmæssigt, og Amnesty International slår i sine rapporter fast, at adgangen til en fair retsag er begrænset og oftest helt fraværende når der er tale om politiske sager. Under en storstilet politisk retsag i 2009 mod 26 personer endte disses forsvarere med i oktober at trække sig, fordi retten på forhånd havde taget stilling til de anklagedes skyld.

2011 Exit Mubarak

I december 2010 offentliggjorde WikiLeaks ambassadeindberetninger fra USA's ambassader siden 1965. Af indberetningerne fremgik bl.a., at supermagten havde et indgående kendskab til den omfattende korruption i Tunesien, og specielt at præsidentens og hans kones familier havde stjålet flere milliarder US$ fra den tunesiske stat. «Nyheden» som i virkeligheden var kendt af de fleste i forvejen koblet med landets høje arbejdsløshed førte til et oprør mod landets diktator gennem 24 år, Ben Ali, der den 14. januar blev sendt i eksil i Saudi Arabien.

Danmarks dronning gav i 1986 Egyptens diktator, Hosni Mubarak elefantordenen. SF foreslog under folkeoprøret mod Mubarak, at Danmark skulle tilbagekalde ordenen. Det blev blankt afvist af den danske statsminister.

Fra Tunesien spredte oprøret mod USA's og EU's traditionelle allierede i den arabiske verden sig videre til Marokko, Algeriet, Jordan, Yemen, Bahrain og Ægypten. Den 25. januar - 11 dage efter diktatorens fald i Tunesien - gik titusinder på gaden i Cairo med krav om Mubaraks afgang, fulgt af tusinder i andre større byer i Egypten. Sikkerhedsstyrkerne gik i begrænset omfang til angreb på demonstranterne.

Den 28. januar blev af oppositionen udråbt til Vredens Dag, og denne dag afslørede, at den samme form for dobbeltmagt der havde ført til diktatorens afgang i Tunesien også eksisterede i Egypten. Præsident Mubarak beordrede militæret ind i byerne, hvor flere hundrede tusinde demonstranter samledes efter fredagsbønnen i protest mod Mubarak. Men militæret nægtede at gå til angreb på demonstranterne og lagde sig ved flere lejligheder imellem sikkerhedsstyrkerne - der ikke havde denne form for betænkeligheder - og demonstranterne. Sikkerhedsstyrkernes overgreb kunne derfor kun tælles i snesevis dræbte - ikke hundreder. Mubarak svarede igen ved dels at trække sikkerhedsstyrkerne tilbage til deres kaserner - for at undgå de sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og militær der havde ført til Ben Alis fald i Tunesien; dels at indføre udgangsforbud. Problemet var imidlertid, at militæret afviste at håndhæve præsidentens udgangsforbud, så mange tusinder demonstranter forblev på Tahrir pladsen i det centrale Cairo. Dagen efter, den 29. januar forsøgte Mubarak at styrke sin forbindelse til militæret ved at udnævne den militære efterretningschef, Omar Suleiman til vice-præsident og opløse regeringen.

Tilbagetrækningen af sikkerhedsstyrkerne trak opløsningen i langdrag, og protesterne fortsatte med stigende styrke, med flere hundrede tusinde demonstranter dagligt på gaden. Det muslimske Broderskab, landets ellers største forbudte oppositionsparti var på dette tidspunkt fortsat fuldstændig fraværende i protesterne, der blev anført af arbejdere og unge.

Den 30. januar sendte Mubarak sikkerhedsstyrkerne tilbage på gaden, men undlod at pudse dem på demonstranterne for at undgå sammenstød med militæret. I stedet annoncerede han den 1. februar, at han ville træde tilbage som præsident til september, hvor der skulle afholdes nyvalg, og at hans søn ikke ville blive kørt i stilling som kandidat. Indrømmelsen fra præsidenten var dog fuldstændig utilstrækkelig for demonstranterne, der krævede hans ubetingede afgang. Den 2. februar slog han derfor til mod demonstranterne, da han satte sikkerhedsstyrker klædt i civil og medlemmer af regeringspartiet til at gennemføre demonstrationer i Cairo og andre større byer - til støtte for præsidenten - og gå voldeligt til angreb på demonstranterne på især Tahrir pladsen. Militæret holdt lav profil under disse sammenstød, der kostede op mod 100 dræbte og flere tusinde sårede. Mubarak satte samtidig sine styrker ind mod udenlandske journalister, der blev passet op på gaden eller på deres hoteller og gennembanket. Det gjaldt bl.a. den svenske TV reporter Bert Sundström, der blev overfaldet, stukket ned og i nogle dage svævede i livsfare. De statslige medier spredte samtidig det budskab til landbefolkningen og andre tvivlere, at det var israelske agenter der stod bag oprøret. Trods egyptens fredsaftale med Israel i 1979 vidste regimet godt, at der i den egyptiske befolkning er dyb vrede over Israels behandling af det palæstinensiske folk. Denne vrede havde regimet selv arbejdet på at holde i skak siden fredsaftalen i 1979, men den blev nu mobiliseret mod oppositionen og udenlandske journalister.

Mubaraks angreb på demonstrationerne ebbede dog ud i løbet af nogle dage, da militæret erklærede at det ikke længere ville tillade sammenstødene. Mubaraks midler til at knuse oprøret var ved at rinde ud. I weekenden 5-6. februar indledte vice-præsident Omar Suleiman forhandlinger med «oppositionen». Dog ikke med den opposition der havde indtaget Tahrir pladsen, eller de partier og bevægelser regimet havde forbudt. Om søndagen holdt egyptens koptiske mindretal messe på Tahrir pladsen som understregning af, at også landets kristne stod bag oprøret mod Mubarak.

Den 10. februar summede landet af rygter om Mubaraks afgang, men da han endelig talte sent om aftenen var det blot for at sige, at han blev på posten. Denne udmelding førte til, at 7 millioner egyptere gik på gaden i forlængelse af fredagsbønnen dagen efter, og først den 11. sidst på eftermiddagen kunne vicepræsidenten gå på skærmen og meddele, at Mubarak ikke længere var præsident, men at militæret havde overtaget magten.

Demonstranter på Tahrir pladsen 11. februar 2011. Egyptens diktator gennem 30 år, Hosni Mubarak er trådt tilbage. Det er dog kun manden der er væk. Militæret fører systemet videre. Oprøret kostede omkring 365 dræbte.

Demonstranterne havde fået opfyldt kravet om at få fjernet Mubarak, der gennem årene havde stjålet et tocifret milliardbeløb (i dollars) fra den egyptiske statskasse. Men i modsætning til Tunesien, der fik opløst det gamle kleptokratiske regeringsparti, var regeringspartiet i Egypten usvækket. Demonstrationer for at få retsforfulgt diktaturets mænd trak kun nogle få tusinde i Cairo, og militæret kunne derfor i ro dekretere, at der i løbet af et par måneder ville blive udfærdiget en ny forfatning, og at forfatterne ville være medlemmer af det gamle regeringsparti. Mubarak gik i «eksil» i sin sommerresidens i Sharm-el-sheik.

Magten blev formelt overtaget af chefen for de Væbnede styrkers øverste Råd (Supreme Council of the Armed Forces, SCAF), Mohamed Hussein Tantawi. Egypten blev dermed formelt et militærdiktatur.

Bag scenen havde USA udfoldet en omfattende diplomatisk aktivitet for at hindre, at oprøret udviklede sig ukontrolleret som i Tunesien. Siden 1978 har Egypten været den næststørste modtager af nordamerikansk «U-landshjælp» - dvs. militært udstyr - og de fleste af landets officerer er uddannet i USA. USA havde ønsket, at det var den militære efterretningschef Omar Suleiman, der havde overtaget præsidentposten, men militærets formelle magtovertagelse var lige så god. USA opnåede en vis kontrol over den politiske udvikling i landet, og kunne derved hindre at utilfredshed med korruptionen, manglende arbejdspladser og Israels overgreb mod det palæstinensiske folk førte til, at en mere USA kritisk opposition overtog magten i landet. USA bevilgede i 2011:

• 65 mio. US$ til «demokrati- og menneskerettighedsaktiviteter» i Egypten
• 250 mio. US$ i økonomisk bistand
• 1,3 mia. US$ militær bistand
• 100 mio. US$ i yderligere økonomisk bistand
• I marts fremlagde supermagten planer for gældseftergivelse til Egypten.

SCAF løslod i februar umiddelbart flere tusinde politiske fanger, der sad indespærret under undtagelseslovgivningen fra 1958, men i løbet af 2011 stillede SCAF selv over 12.000 civile egyptere for militærdomstole. Over 100 gange flere end de foregående år. Unge ned til 15 år blev stillet for militærdomstolene og idømt længere fængselsstraffe.

Fortsatte folkelige protester tvang i starten af marts Mubaraks premierminister til at træde tilbage. Samtidig gik efterretningsvæsenet i gang med at destruere arkiver, der kunne afsløre dets spionage mod befolkningen. for at være på den sikre side endte sikkerhedspolitiet med at brænde sin egen bygning ned.

I marts gennemførtes en folkeafstemning om mindre forfatningsændringer. Ændringerne var forfattede af en kommission, der udelukkende bestod af gamle regimefolk. Dele af oppositionen opfordrede derfor til at stemme nej, men som tegn på at desillusionen bredte sig, stemte kun 40% ved folkeafstemningen, og af disse stemte 77% ja til forfatningsændringerne. Militærdiktaturet lovede at gennemføre parlamentsvalg til september.

Den 1. april samledes flere hundrede tusinde demonstranter på Tahrir Pladsen under parolen «Red Revolutionen». De krævede at militærstyret arbejdede hurtigere for at få opløst de gamle magtstrukturer. Det blev gentaget en uge senere men under skarpere paroler, der åbent kritiserede det øverste militære råd for ikke at opfylde revolutionens krav. En række magtfulde figurer blev krævet fjernet, herunder statsanklageren. Der var tale om folk fra det gamle regime, der ikke gik hurtigt nok frem i efterforskningen af regimets korruption. Den 16. april beordrede egyptiske domstole så Mubarak og hans to sønner arresteret og afhørt, samt det hedengangne regeringsparti NDP opløst. Staten overtog dets værdier. NDP var frem til 31. januar 2011 medlem af Socialistisk Internationale.

Med lovdekret nr. 34 forbød SCAF i april strejker og enhver «afbrydelse af arbejdet i den offentlige og private sektor».

Den 3. august indledtes retsagen mod Hosni Mubarak, tidligere indenrigsminister Habib al-Adly og 11 fremtrædende politifolk for mordene på de mange hundrede demonstranter i januar/februar.

Den 9. september angreb flere tusinde demonstranter Israels ambassade i Cairo. Trods internationale forpligtigelser til at beskytte ambassaden holdt det egyptiske politi lav profil og lod demonstranterne storme ambassaden. Natten til den 10. september fik USA organiseret en evakuering af de 85 israelere på ambassadens område og fik dem fløjet til Tel Aviv. Baggrunden var, at det den 18. august var lykkedes militante palæstinensere at komme over grænsen mellem Egypten og Israel og dræbe 8 israelere. Som hævn dræbte Israel mindst 3 egyptiske grænsesoldater. Det førte til en diplomatisk krise mellem de to lande. Egypten trak sin ambassadør hjem fra Tel Aviv, og Israel endte med at «beklage» de egyptiske grænsesoldaters dødsfald. Der var ikke tale om en undskyldning, og beklagelsen blev afvist af de egyptiske myndigheder. Det var baggrunden for, at det egyptiske politi 20 dage senere holdt lav profil under demonstranternes storm på den israelske ambassade.

Gennem 2011 søgte det gamle sikkerhedspoliti at skabe kaos i landet ved at skabe religiøs splittelse. Det var ansvarlig for angreb på koptiske kirker i Alexandria og ved Aswan i det sydlige Egypten. Den 9. oktober demonstrerede over 100.000 koptere (samt muslimer og andre trosretninger) i Cairo mod angrebene på kopterne. Demonstrationen blev angrebet af militær og sikkerhedsstyrker. Pansrede mandskabsvogne kørte med høj fart gennem demonstrationen og dræbte 13. Yderligere 24 demonstranter blev dræbt af skud. Over 200 blev såret. Massakren rejste en storm af kritik - både nationalt og internationalt. Det Muslimske Broderskab som under omvæltningen i februar og efterfølgende havde holdt lav profil gik nu ud med en skarpere kritik af militærdiktaturet. Broderskabet var allerede da den stærkest organiserede politiske kraft i landet, men holdt belært af erfaringerne fra 1990'erne hvor det blev udsat for voldsom undertrykkelse lav profil.

Massakren i oktober førte til udbredte krav om, at parlamentsvalget der var planlagt til at starte i november skulle udskydes. Argumentet var, at det ikke kunne gennemføres, når sikkerheden var så ringe. Gennem november forsøgte demonstranter forgæves at genbesætte Tahrir pladsen, men blev hindret af militæret. Gennem november blev 33 dræbt og over 2000 såret under forsøgene fra demokratidemonstranter på at genindtage pladsen.

SCAF fortsatte i mellemtiden planmæssigt med valgplanerne. I perioden fra 28. november til 11. januar 2012 gennemførtes 1. og 2. valgrunder i Egyptens forskellige provinser. Det Muslimske Broderskab der stillede op som Den Demokratiske alliance for Egypten vandt valget stort med 37,5% af stemmerne. Resultatet afspejlede, at partiet siden Mubarak diktaturets dage havde været den stærkeste oppositionskraft i landet. Mere overraskende var, at det islamisk fundamentalistiske al-Nour parti (de såkaldte salafister) fik 27,8% af stemmerne. Salafisterne havde modtaget massiv støtte fra det fundamentalistiske diktatur i Saudi Arabien. Valgresultatet sikrede de 2 islamiske partier 112 ud af Folkeforsamlingens 148 pladser (76%). Den nyvalgte forsamling mødtes første gang den 23. januar.

2012 Militærets kamp for at beholde magten

Første runde af præsidentvalget gennemførtes 23-24. maj. I starten af april havde 23 kandidater ladet sig registrere. Der i blandt flere højtstående politikere og militærfolk fra Mubarak tiden som Omar Suleiman (tidl. efterretningschef og vicepræsident) og Ahmed Shafiq (tidl. premierminister). Den 12. april vedtog parlamentet en lov, der forbød kandidater der havde haft poster i Mubarak regimet de 10 foregående år at stille op. Det skulle ekskludere suleiman og Shafiq. SCAF ratificerede efterfølgende parlamentets lov. Men den 14. april forbød den øverste præsidentielle valgkommission 11 af de 23 kandidater at stille op. Der blev ikke givet begrundelser, blot udstedt forbud med mulighed for anke. Blandt de 11 var Suleiman og Shafiq, men også det Muslimske Broderskabs kandidat, Khairat el-Shater og salafisternes kandidat, Hazem Salah Abu ismail. Den 25. april accepterede valgkommissionen, at Shafiq alligevel stillede op. Kommissionen der bestod af gamle Mubarak folk tilsidesatte dermed parlamentets beslutning.

Resultatet af 1. valgrunde den 23-24. maj blev af mange betragtet som en katastrofe. Broderskabets nye kandidat Mohamed Morsi fik 24,78% af stemmerne, mens Ahmed Shafiq kom ind på andenpladsen med 23,66%. Først på tredjepladsen kom Hamdeen Sabahi med 20,72% af stemmerne. Den eneste af de tre der havde spillet en rolle under omvæltningerne året forinden, og som var blevet fængslet politisk 17 gange unden Mubarak.

I starten af juni forsøgte parlamentet atter engang at få fjernet Shafiq. Det vedtog en lov der forbød medlemmer af det tidligere regime at stille op. Militæret og forfatningsdomstolen (der udelukkende bestod af dommere udpeget af Mubarak) svarede igen ved den 14. juni at erklære en tredjedel af parlamentets medlemmer for ugyldige. Dagen efter opløste SCAF parlamentet, og satte parlamentsbygningen under militær bevogtning. For at undgå aflysning af 2. runde af præsidentvalget 16-17. juni meddelte Broderskabet, at det accepterede opløsningen. Da det efter valget stod klart, at Broderskabets kandidat, Mohamed Morsi havde vundet, udsendte SCAF en række ændringer til forfatningen:

• Kun SCAF selv (ikke præsidenten) kan udpege medlemmer af det øverste militærråd
• SCAF's øverste chef (feltmarskal Mohammed Hessein Tantawi) er øverstbefalende for de væbnede styrker (ikke præsidenten) og forsvarsminister til en ny forfatning er vedtaget
• Præsidenten kan kun erklære krig, hvis SCAF er enig
• Ved sociale uroligheder kan præsidenten sætte militæret ind til genskabelse af «ro og orden» - hvis SCAF er enig
• SCAF påtager sig den lovgivende funktion til et nyt parlament er valgt
• Der kan ikke vælges et nyt parlament, før der er vedtaget en ny forfatning
• Hvis den forfatningsgivende forsamling ikke kan blive enige om indholdet af en ny forfatning, overtager SCAF dette arbejde
• Hvis der elementer i den ny forfatning som præsidenten, SCAF's ledelse, premierministeren, højesteret eller 20% af den forfatningsgivende forsamling er uenige i elementer i forfatningsudkastet, kan de kræve at forsamlingen indenfor 15 dage reviderer disse. Hvis forsamlingen nægter, henvises spørgsmålet til forfatningsdomstolen, der indenfor 7 dage tager en beslutning. Den er endelig og kan ikke ankes.

Den 18. juni udpegede SCAF 100 personer til at skrive en ny forfatning.

Egypten var i forvejen et militærdiktatur, og med opløsningen af parlamentet, hindring af nyvalg og stækkelse af den nyvalgte præsidenten markerede militæret, at det ikke havde tænkt sig at afgive magten. Militærets politiske kup førte til voldsom fordømmelse i Egypten, mens det blev mødt af tavshed fra den vestlige verden. Kuppet skabte en ny dobbeltmagtsituation i landet med militæret på den ene side, og Broderskabet på den anden. Med en valgdeltagelse på kun 50%, kunne præsident Morsi godt nok kun hævde at have omkring 25% af egypterne bag sig, men han havde landets stærkeste politiske bevægelse bag sig, og Morsi meddelte derfor også umiddelbart efter militærets «kup», at Broderskabet ikke anerkendte militærets skridt.

Valgkommissionen meddelte 24. juni at Morsi havde vundet med 51,7% af stemmerne. Han blev indsat på præsidentposten den 30. juni. Allerede en uge senere kom det til konflikt med SCAF, da han indkaldte parlamentet, som militæret ellers havde opløst en måned inden. Samme dag som parlamentet mødtes tog Morsi - måske af sikkerhedsmæssige årsager - på statsbesøg i Saudi Arabien. Militæret tillod at parlamentet mødtes, men til gengæld varede sessionen kun 5 minutter, hvor parlamentet besluttede at det ville afvente en kendelse fra Højesteret om gyldigheden af opløsningen af parlamentet. Kendelsen fra den Mubarak-tro Højesteret lå dagen efter, og bekræftede militærets opløsning af parlamentet. Ikke uventet havde militæret vundet magtkampen og udstillet Morsi som svag, men han havde i det mindste markeret overfor Broderskabets basis, at han turde udfordre militæret.

Senere i juli mødtes Morsi med Hamas for at diskutere forsyninger til Gaza. Mubarak regimet havde frem til 2011 deltaget i Israels ulovlige blokade af Gaza.

Morsi udnævnte i august overraskende Hesham Qandil som ny premierminister. Qandil var minister for vandressourcer og overrisling i overgangsregeringen i 2011-12.

I starten af august angreb islamister en militærbase i det nordlige Sinai, dræbte 12 egyptiske soldater og erobrede 2 pansrede mandskabsvogne, som de kørte mod grænsen til Israel i. Begge mandskabsvogne blev sat ud af spillet inden de nåede grænsen. Angrebet var imidlertid er stort prestigetab for det egyptiske militær og forstærkede de interne modsætninger i SCAF. Det udnyttede præsident Morsi til at udmanøvrere SCAF's tidligere magthavere. Øverste chef for SCAF og forsvarsminister Mohamad Hussein Tantawi og forsvarschef Sami Anan blev fjernet fra deres poster. I stedet indsatte Morsi den relativt ukendte militære efterretningschef Abdul Fattah el-Sisi som ny forsvarsminister. Hans vigtigste kvalitet i Broderskabets øjne var, at han var den mest religiøse blandt de højtstående officerer. Samtidig ophævede Morsi de indskrænkninger i forfatningen SCAF havde indført 2 måneder tidligere. Ændringerne indebar et afgørende skred i magtbalancen mellem militær og landets civile administration. Så meget at nogle iagttagere pegede på, at Morsi i virkeligheden havde fået større magt, end Mubarak nogen sinde havde haft.

Morsi talte i slutningen af august på de Alliancefri Landes topmøde i Tehran. Mødet blev ignoreret af de vestlige medier, indtil Morsi erklærede sin støtte til oprørerne i Syrien. Udtalelser der omvendt blev undertrykt og fordrejet af de iranske værter.

Den 27. august udnævnte Morsi 21 rådgivere - deriblandt 3 kvinder og 2 kristne. Han udpegede samtidig nye guvernører til 27 af landets regioner.

Mens Saudiarabien havde interesse i at svække Egypten for selv at komme til at stå som den arabiske verdens politiske centrum, gik Qatars interesser i en anden retning. Det lille olierige land havde besluttet at alliere sig med Egypten for at være politisk tæt på centrum i den arabiske verden. I oktober indvilgede det derfor i at støtte Egypten med 8 mia. US$ til udvikling af en ny industrizone langs Zuezkanalen. Den Europæiske genopbygnings og Udviklingsbank meddelte, at den vile bidrage med 1 mia. € til projektet.

I november blev Waǧīh Ṣubḥī Bāqī Sulaymā indsat som kopternes pave Tawadros II i Alexandria. Indsættelsen blev overværet af premierminister Hesham Qandil.

Den 14. november indledte Israel krig mod Gaza. Morsis regering fordømte de israelske angreb og sendte premierminister Qandil til Gaza for at udtrykke solidaritet med palæstinenserne. Morsis indgriben adskilte sig radikalt fra Mubaraktiden, hvor diktaturet passivt betragtede Israels overgreb på palæstinenserne. Det var baggrunden for, at USA og Egypten i løbet af få dage kunne tvinge Israel og Gaza til at indgå våbenhvile.

November 2012. Forfatningskrise

Ligeledes kom det til et afgørende brud mellem Morsi og den liberale opposition. Den 22. november 2012 udstedte Morsi et dekret, der grundlæggende havde til formål at beskyttede den forfatningsgivende forsamling mod overgreb fra det Mubarak-tro retsvæsen. Deklarationen undtog Morsis handlinger fra at kunne omstødes ved (de Mubarak-tro) domstolene; den tillod Morsi at tage alle skridt til at forsvare «revolutionen»; den forlængede den forfatningsgivende forsamlings mandat med 2 måneder og beordrede samtidig genoptagelsen af sagerne for de person der var blevet frikendt for Mubarak tidens mord på demonstranter. Dekretet slog samtidig fast, at det kun var gældende indtil en ny forfatning var vedtaget. Det var med andre ord tidsbegrænset. Men de liberale og sekulære medlemmer af forsamlingen reagerede ved at udvandre og kritiserede Morsi for at forsøge at indføre islamisk styre. Morsis egne tilhængere blev, mens modstanderne organiserede demonstrationer og atter indtog Tahrir Pladsen. Demonstranterne krævede, at deklarationen blev trukket tilbage og forsamlingen opløst. Også internationale menneskerettighedsgrupper som Amnesty International og Human Rights Watch fordømte deklarationen. Den Mubarak-tro højesteret erklærede deklarationen for ugyldig. Morsi slog atter engang fast, at deklarationen kun var midlertidig og at han søgte dialog med oppositionen, men demonstrationerne fortsatte. Efter flere dages forhandlinger enedes Morsi og oppositionen om, at præsidentens handlinger skulle kunne afprøves ved domstolene, med bevarede hans ret til at beskytte den forfatningsgivende forsamling mod at blive opløst af domstolene.

Den 1. december overdrog forsamlingen udkastet til ny forfatning til Morsi, der meddelte at en folkeafstemning om den ny forfatning ville blive gennemført 15. december. Samtidig fortsatte protesterne mod præsidenten.

Folkeafstemningen 15. december vedtog den ny forfatning med 64% af stemmerne, men valgdeltagelsen var kun på 32,9%.

Juli 2013. Militærkup

I april 2013 dannede en række oppositionelle bevægelsen Tamarod, hvis eneste krav var Morsi afgang som præsident. Frem til slutningen af juni samlede bevægelsen 22 millioner underskrifter til støtte for dette.

Præsident Morsi deltog 15. juni i en demonstration indkaldt af salafisterne, der opfordrede til støtte af oprørerne og «hellig krig» mod Bashar al-Assad i Syrien. Morsi erklærede, at han havde udvist den syriske ambassadør i Egypten og lukket landets ambassade. Samtidig opfordrede han til international indgriben i form af oprettelsen af en flyforbudszone. Morsis deltagelse i salafistdemonstrationen fik afgørende betydning for SCAF's forhold til præsident og bidrog afgørende til at de stillede sig på Morsi-modstandernes side.

På årsdagen for valget af Morsi, 30. juni samledes tusinder af Morsi-kritikere på Tahrir Pladsen og i andre større byer over hele Egypten for at kræve Morsis afgang. Demonstrationerne voksede de følgende dage hastigt til flere hundrede tusinde, og demonstranterne opfordrede entydigt militæret til at fjerne Morsi. Det kom hurtigt til voldelige sammenstød med demonstranter fra det Muslimske Broderskab. Den 3. juli skød ukendte gerningsmænd mod en demonstration arrangeret af Broderskabet, dræbte 16 og sårede 200.

Den 3. juli gennemførte militæret sit kup, og satte Morsi i husarrest. Det var i realiteten hærchefen al-Sisi der tog magten, og han gjorde højesteretspræsident Adly Mansour til regeringsleder. Samtidig lukkede han landets uafhængige medier - herunder også de internationale som al-Jazeera - og indførte censur.

De liberale og sekulære kræfter troede i deres naivitet, at deres alliance med militæret fra 2011 der væltede Mubarak stadig var gældende. Men i virkeligheden var denne alliance brudt sammen. Militæret besluttede at vende tilbage til de «ordnede forhold» under Mubarak tiden, hvor det var miliæret der havde den afgørende politiske og økonomiske indflydelse.

Det Muslimske Broderskab reagerede efter militærkuppet med omfattende demonstrationer, og de følgende måneder blev 1.300 dræbt og flere tusinde Morsi tilhængere arresteret. Efter halvanden måneds demonstrationer mod militærkuppet besluttede militæret at sætte en stopper for protesterne. Om morgenen den 14. august gennemførte militæret en massakre på tilhængere af Broderskabet ved Rabaa Al-Adawiya moskeen i Cairo. Et sted mellem 800 og 1000 ubevæbnede demonstranter blev dræbt, mindst 4000 såret og moskeen brændt ned. Det Muslimske Broderskab truede med store demonstrationer i protest mod massakren, og Tamarod opfordrede folk til at organisere sig i selvforsvarsgruppe for at imødegå Broderskabet. I denne situation indførte militæret en måneds undtagelsestilstand og udgangsforbud fra kl. 19-06 i 14 af landets 27 regioner. Mohammed el-Baradei var blevet udnævnt til vice-præsident af militæret en måned tidligere. Han trak sig nu fra denne post.

Diktaturet stemplede i december det Muslimske Broderskab som en terrororganisation og forbød partiet. Samme måned arresterede det al-Jazeera journalisterne Mohamed Fahmy, Peter Greste og Baher Mohamed. I januar 14 blev de sigtet for at «udsende falske nyheder», «være i besiddelse af transmissionsudstyr uden at have en tilladelse til det» og «hjælpe eller tilhøre det Muslimske Broderskab». I juni blev de 3 journalister idømt 7-10 års fængsel ved kriminalretten i Cairo. I januar 2015 besluttede en appeldomstol, at kriminalretten havde begået rettergangsfejl og at retsagen skulle gå om.

Militærdiktaturet udfærdigede en ny forfatning. I første omgang satte den 10 juridiske eksperter til at gennemgå og ændre forfatningen fra december 2015. Dernæst udpegede det 50 personer til at skrive yderligere ændringer ind. Denne «forfatning» blev sendt til folkeafstemning i januar 2014, hvor den iflg. militæret blev vedtaget med 98,1% af stemmerne med en valgdeltagelse på 38,6%. Modstanderne af militærkuppet med Broderskabet i spidsen havde på forhånd erklæret, at de boykottede afstemningen.

al-Sisi lod sig ligeledes i januar forfremme til feltmarskal og lod sig i maj 14 vælge til præsident med 96,9% af de afgivne stemmer - endnu mere end den foregående diktator, Hosni Mubarak havde ladet sig vælge med 10 år tidligere. al-Sisi udnævnte Ibrahim Mahlab til sin premierminister. EU og USA ønskede diktatoren tillykke med valget. Obama adminsitrationen erklærede at den «så frem til at arbejde sammen med Abdelfattah al-Sisi, vinderen af det egyptiske præsidentvalg, for at styrke vort strategiske partnerskab og de mange fælles interesser USA og Egypten har». Supermagten genoptog derefter sin massive mitære bistand til landet. Det arabiske forår i Egypten var kvalt i blod og forholdene rullet tilbage til perioden under Mubarak diktaturet.

I januar 2014 nedskød den islamisk militante gruppe Ansar Beyt al-Maqdis (ABM) en egyptisk militærhelikopter over Sinai med en jord-til-luft raket. Vestens nedkæmpelse af Gaddafi regimet i Libyen i 2011 havde sendt avancerede våben som jord-til-luft raketten ud over hele nordafrika, og nu var de nået til Sinai. Samme måned dræbte sikkerhedsstyrker 64 civile, der forsøgte at markere 3 års dagen for starten på oprøret mod Mubarak diktaturet.

Egypten var i dyb økonomisk krise som følge af flere års uro og militærkup, der havde fået turistsektoren til at gå helt i stå. En af al-Sisis første handlinger var derfor at barbere den vigtigste den største del af det egyptiske statsbudget bort - subsidier til energi og fødevarer. Energipriserne steg derfor 78% og flere fødevarer steg 25%. Det var tiltag der ramte bredt men især den fattige befolkning. Det politiske kaos i landet og dets dybe økonomiske krise vendte op og ned på styrkeforholdene i den arabiske verden. Fra at have været det toneangivende land i den Arabiske Liga blev Egypten et halehæng til Saudi Arabien. Under det første år efter at have væltet Morsi modtog Egypten 20 mia. US$ i økonomisk bistand fra Saudi Arabien og lande i den arabiske Golf. Saudi Arabien tog sig også betalt. Da landet i marts 2015 indledte krig mod Yemen blev bl.a. Egypten hentet ind i en arabisk koalition, der skulle legitimere den saudiske krig.

I april 2014 idømte en dommer ved en masseretsag 683 medlemmer af det Muslimske Broderskab til døden. Deriblandt dets formand. 110 af disse in-absentia. En appeldomstol stadfæstede i juni 183 af dødsdommene. I slutningen af november frafaldt en anden domstol alle anklager mod den tidligere diktator Hosni Mubarak.

I august 2014 annoncerede præsidenten en udvidelse af Suez kanalen, der skal fordoble kanalens daglige kapacitet fra 49 til 97 skibe. Samme måned meddelte USA, at det ville levere 10 Apache angrebshelikoptere til diktaturet.

Udenrigspolitisk vendte al-Sisi diktaturet tilbage til Mubaraks politik. Under Israels krig mod Gaza i juli-august 2014 stillede diktaturet sig således på Israels side, hvilket bl.a. fik den tyrkiske premierminister Erdogan til at betegne al-Sisi som en «illegitim tyran». Det fik Egypten til at aflyse planlagte fælles militærmanøvrer og i november udviste Egypten den tyrkiske mabassadør og hjemkaldte sin egen ambassadør i Ankara på ubestemt tid. Parallelt hermed gennemførte Egypten og Saudi Arabien en kampagne mod Tyrkiet, der i oktober hindrede landet i at få en ellers sikker plads i FN's Sikkerhedsråd.

I oktober udstedte al-Sisi lovdekret 136, der overførte alle «offentlige og vitale faciliteter» til militær jurisdiktion. Dekretet indebar, at civile retsager med tilbagevirkende kraft i massivt omfang blev overført til militære domstole. Alene i de første 6 uger efter udstedelsen blev 820 civilsager overført til militærdomstole. Det gjaldt bl.a. en lang række sager mod medlemmer af det nu forbudte Broderskab.

Islamisk Stat (IS) indtog i efteråret 2014 byen Derna i nabolandet Libyen. I februar 2015 henrettede IS 21 tilfangetagne egyptiske koptiske kristne. Egypten svarede få timer senere igen med flybombardementer af IS positioner i Libyen. Egypten var demed direkte trukket ind i det sikkerhedsmæssige og politiske kaos i nabolandet. Egypten anklagede samme dag Qatar for at støtte terrorisme - en henvisning til landets støtte til militante islamistiske grupper i Syrien og dets støtte til det nu forbudte Muslimske Broderskab i Egypter. Qatar trak samme dag sin ambassadør hjem til konsultationer.

En domstol i Cairo dømte i april 14 journalister til hver 25 års fængsel for «udsendelse af falske nyheder» og dømte en anden journalist til døden for angiveligt at have oprettet «mediekomiteer» og for at have «grundlagt og ledet en forbudt gruppe». Flere af de anklagede blev dømt in-absentia. De dømte appellerede dommene til en appelret, der i december omstødte dommene og beordrede gennemførelse af en ny retssag.

Tyrkiet var et af de lande der skarpest havde fordømt militærkuppet i Egypten i 2013, og forholdet mellem de to lande blev efterfølgende drastisk forværret. I oktober 2014 tog Egypten og Saudi Arabien hævn ved at køre en intensiv kampagne mod Tyrkiet, der hindrede landet i at få sæde i FN's Sikkerhedsråd. En plads det nogle måneder tidligere havde været næsten 100% sikker på at få.

Landets tidligere præsident Morsi blev i maj 2015 sammen med 100 andre dømt til døden af en domstol i Cairo for «medvirken til fangeflugt» i 2011 under opstanden mod diktatoren Hosni Mubarak. (Mohamed Morsi sentenced to death by Egyptian court, Guardian 16/5 2015). Samme måned oplyste landets Nationale Menneskerettighedsråd, at 2600 var blevet dræbt af politiske årsager siden Morsi 18 måneder tidligere var blevet styrtet i et militærkup. Samtidig er fængslerne overfyldte. Politistationernes celler er fyldt til 400% af deres kapacitet og fængslerne til 160%. Også advokater og menneskerettighedsaktiviter sendes i fængsel af diktaturet. Den 30. maj idømte en appelret i Alexandria den fremtrædende advokat og menneskerettighedsaktivist Mahienour el-Masry til 18 måneders fængsel. Hun havde sammen med andre advokater deltaget i en demonstration mod politibrutalitet 3 måneder inden Morsi blev styrtet. (2,600 reportedly killed in 18 months since overthrow of Mohamed Morsi, Guardian 31/5 2015).

Regimet vedtog i august en ny terrorlov med et meget vagt terrorbegreb der gjorde det muligt at bruge terrorloven politisk efter behov.

Militæret dræbte i september 12 turister i ørkenen i landets vestlige del. De fleste af turisterne var mexikanere, og drabene udløste en diplomatisk krise mellem de to lande. Regimet erklærede, at det troede turisterne var oprørere.

I oktober-december forsøgte regimet at gennemføre parlamentsvalg, der imidlertid blev mødt med massiv valgboykot fra civilsamfundet. Kun 10% stemte og det valgte parlament havde ingen folkelig legitimitet.

Som hævn for Ruslands indtræden i krigen i Syrien, sprang IS i slutningen af oktober et russisk passagerfly i luften over Sinai. (How Sinai became a magnet for terror, Guardian 8/11 2015). Siden al-Sisis militærkup 2½ år tidligere var der udviklet rimelige forbindelser mellem Egypten og Rusland, og flere hundrede tusinde russere rejste hvert år til Egypten som turister. Nedskydningen af flyet formodedes at sætte en stopper for denne strøm og dermed ramme Egyptens i forvejen anstrengte økonomi.

Diktaturet stillede i december 2015 730 personer for retten i en masseretsag. Deriblandt fotojournalisten Mahmoud Abou Zeid, der blev anklaget for at tilhøre en «kriminel gruppe» og for mord efter at have dokumenteret en protestaktion i Cairo i august 2013.

Diktaturet besluttede i februar 2016 at lukke det uafhængige Nadeem center for rehabilitering af Tortur- og Voldsofre. Lukningen udløste protester, ikke blot fra centret selv, men også fra Amnesty International, Human Rights Watch og det danske Dignity center mod tortur, der arbejdede sammen med Nadeem. Beslutningen om lukning blev formelt taget af «Sundhedsministeriet», der sendte to politifolk for at lukke centret. Regimet havde foregående måneder arbejdet fokuseret på at lukke de uafhængige menneskerettighedsorganisationer i landet, for at få standset strømmen af oplysninger om den alvorlige menneskerettighedssituation. (Egyptian anti-torture group vows to defy government move to shut it down, Guardian 22/2 2016). Senere i februar myrdede regimet den italienske studerende Giulio Regeni, der blev fundet i udkanten af Cairo med tydelige tegn på tortur. EU Parlamentet udtrykte behersket bekymring, mens Italien i april trak sin ambassadør hjem fra landet.

Saudi Arabiens diktator Salman besøgte i april Egypten. De to lande undertegnede økonomiske samarbejdsaftaler til en værdi af 25 mia. US$, og Saudi Arabien fik samtidig overdraget de to egyptiske øer i Aqaba bugten Tiran og Sanafir. For at undgå at komme for meget i lommen på Saudi Arabien søgte Egypten dog at spille på flere heste og styrkede forbindelserne til Rusland. Det fik den interessante konsekvens at præsident Sisi i november meddelte, at Egypten støttede Bashar al-Assads forbliven på præsidentposten i Syrien. Et brud med de foregående års politik. En analyse i Foreign Affairs i februar 2017 pegede på, at kursskiftet også skyldtes de to landes fælles fjende, IS, den fælles mistænkelighed overfor Tyrkiet og dets stormagtsambitioner og at Egypten ikke delte Saudi Arabiens had til Iran.

I maj angreb sikkerhedsstyrker Pressesyndikatet i Cairo og arresterede 2 journalister der blev anklaget for at offentligøre «falske rygter». Journalisterne blev løsladt mod kaution i efteråret, men i november blev Pressesyndikatets direktør Yahia Galash og bestyrelsesmedlemmerne Khaled Elbalshy og Gamal Abd el-Reheem idømt hver 2 års fængsel for at «skjule mistænkte».

I april arresterede myndighederne Ahmed Abdallah der var direktør for Egyptian Commission for Rights and Freedoms, der efterforskede og dokumenterede forsvindinger i Egypten. I september slog myndighederne til mod yderligere 3 menneskerettighedsorganisationer, der fik indefrosset deres midler: Cairo Institute for Human Rights Studies, Hisham Mubarak Law Center og Egyptian Center for the Right to Education.

Diktaturet fik gennem 2016 massiv økonomisk støtte fra USA, IMF og Golfstaterne. Vesten undlod at kritisere de massive menneskerettighedskrænkelser i landet. Dertil var salget af våben til landet for vigtig. Frankrigs præsident Francois hollande besøgte i april 2016 Egypten og vendte hjem med solide egyptiske ordrer på franske krigsskibe og -fly.

På Sinai halvøen gennemførte militante grupper der var knyttet til IS bagholdsangreb på politi og militær gennem 2016.

IS gennemførte i december et selvmordsangreb på en koptisk kirke i Cairo. 29 blev dræbt og 47 såret. Atter i april 2017 gennemførte IS selvmordattentater mod koptiske kirker i Tanta og Alexandria. 47 blev dræbt og 126 såret. Sisi benyttede nu lejligheden til at indføre undtagelsestilstand. Forfatningen sætter en maksimal ramme for undtagelsestilstand påp 6 måneder, men det blev omgået af Sisi ved at forny den hver 3. måned. Først i oktober 2021 blev den ophævet. Sisi brugte undtagelsestilstanden til forfølge oppositionen og yderligere undertrykke de menneskelige rettigheder.

Forholdet mellem USA og Egypten blev stærkt forbedret efter Donald Trump overtog posten som USA's præsident i januar 2017. De to præsidenter mødtes under Trumps våbensalgsrejse til Golfstaterne i maj 2017. USA var først og fremmest interesseret i at sælge våben til Egypten.

Præsident Sisi lod sig i marts 2018 genvælge til præsident med 97% af stemmerne. Alle politiske partier boykottede valget. Internationale menneskerettighedsorganisationer betegnede valget som en farce.

Sisi vedtog i 2019 forfatningsændringer. Det vigtigste element var, at hans mandatperiode blev forlænget fra 4 til 6 år, og han kan stille op igen ved næste «valg». Han planlægger altså at fortsætte som diktator frem til 2030. Forfatningsændringerne slog samtidig landets status som militærdiktatur. Det blev skrevet ind i forfatningen, at militæret har afgørendde indflydelse på udpegningen af forsvarsministeren. Til ære for omverdenen gennemførte Sis en «folkeafstemning» om ændringerne. De blev vedtaget med 88% af de «afgivne stemmer».

I september udbrød der demonstrationer i Cairo og flere andre byer mod Sisi regimet. De var en protest mod de elendige økonomiske forhold i landet, regimets omfattende korruption og krævede Sisis afgang. Diktaturet svarede igen med tåregas og gummikugler. I ugerne efter 20. september hvor demonstrationerne startede blev omkring 4.300 vilkårligt arresteret. Hvis demonstrationerne var udtryk for, at en ny generation havde mistet frygten for diktaturet, skulle angsten genrejses. I marts 2020 afsagde en domstol dødsdomme over 37 personer ved en masseretsag. De anklagede havde været forsvundet og udsat for tortur i tiden op til retsagen.

Vestlige medier ignorerede næsten fuldstændig diktaturets terrorvælde. Sisi mødtes 3 gange i løbet af 2019 med USA's Trump, der lovpriste Sisis «fantastiske job i Egypten». Den britiske premierminister Boris Johnson mødtes også med Sisi. Mødet var koncentreret om det økonomiske samkvem mellem de to lande. Europaparlamentet vedtog dog en resolution i oktober 19 der skarpt fordømte regimet, men som ved de foregåendde resolutioner, lå der ingen handling bag. EU fortsatte sit nære forhold til diktaturet.

Antallet af COVID-19 smittede og døde i landet er ukendt. De statslige statistikker har intet med virkeligheden at gøre, som bl.a. det britiske dagblad Guardian har slået fast. Og diktaturet har underlagt alt materiale om COVID-19 censur.

Egypten er aktuelt et af verdens mest undertrykkende diktaturer, hvor presse- og forsamlingsfrihed er sat ud af kraft; politiske partier forbudt; tortur, forsvindinger og mord er dagligdag.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 13/12 2021

Læst af: 411.135