Browserudgave

Guatemala

Befolkning	17,4 mio.
Valuta	Quetzales
Areal	108.890 Km2
Hovedstad	Guatemala
Befolkningstæthed	104,6 indb./Km2
HDI placering	135

Sierra Madre og Sierra de los Cuchumatanes er to bjergkæder der gennemskærer landet fra øst til vest. De består af en række aktive vulkaner og er præget af hyppige jordrystelser. Mellem disse to bjergkæder ligger højlandet (altiplano), der består af dårlige jorder og er et let bytte for erosion. Højlandet udgør 26% af landets areal, og her bor 53% af befolkningen. Her findes kaffeplantager og subsistenslandbrug drevet af de indianske småsamfund. Lavtlandsområdet ud mod Caribien er det mest udstrakte, er dækket af tropisk regnskov, men er samtidig det tyndest befolkede. I dalene ud mod Caribien og mod Stillehavet findes der bananplantager, sukkerrørs-, bomulds- og kaffeplantager. I 1980 var 41,9% af landet dækket af skov. Dette tal var i 1990 faldet til 33,8%, hvilket er en faretruende udvikling for landets meget varierede økosystem.

Folket: Omkring 61% af befolkningen er efterkommere af Maya folket. Landets befolkning kan udfra sprog og kultur inddeles i 4 hovedgrupper: ladinoerne (efterkommere af spaniere og den oprindelige befolkning), mayaer, garifunaer (i området ud mod Caribien) og xinca.

Religion: Overvejende katolsk. Siden starten af 1980'erne er en lang række evangeliske sekter trængt ind i landet og desuden praktiserer en betydelig del af den oprindelige befolkning fortsat deres egne religiøse ritualer.

Sprog: Spansk (officielt), men størstedelen af mayabefolkningen har et af de 22 mayasprog (cakchiquel, kekchí, mam, quiché, tzujil m.fl.) som hovedsprog. Endvidere taler folk ved atlanterhavskysten Garifuna.

Politiske partier: Movimiento de Acción Solidaria (Solidarisk Aktionsbevægelse, MAS); Unión del Centro Nacional (Den nationale Centrumsunion, UCN); Democracia Cristiana de Guatemala (Kristelige Demokrater, DCG); Partido de Avanzada Nacional (Nationale Fremskridtsparti, PAN); Frente Republicano Guatemalteco (Guatemalas Republikanske Front, FRG), den ultrahøjreorienterede general Efraín Ríos Montts parti; Partido Social Demócrata (Socialdemokratiet, PSD); Unión Democrática (Demokratisk Union, UD); Movimiento de Liberación Nacional (Nationale Befrielsesbevægelse, MLN); Partido Revolucionario (Revolutionære Parti, PR); Central Auténtica Nacionalista (Autentisk Nationalistiske Central, CAN). Unidad Revolucionaria Nacional de Guatemala (Guatamalas Nationale Revolutionære Enhed, URNG) var tidligere landets guerilla, men er nu et legalt politisk parti.

Sociale organisationer: Unión de Asociaciones Sindicales y Populares (Sammenslutningen af Folkelige og Faglige bevægelser, UASP); Frente Nacional Sindical (Nationale Faglige Sammenslutning, FSN); Central Nacional de Trabajadores (Arbejdernes Nationale Fællesorganisation, CNT); Unión Sindical de Trabajadores de Guatemala (Guatemalas Faglige Landsorganisation, USTG); Comité de Unidad Campesina (Bøndernes Enhedskomite, CUC); Coordinadora Nacional Indígena Campesina (Den nationale indianer og Bondekoordinering, CNIC); Comunidades de Población en Resistencia (Modstandslandsbyerne, CPR); Comisiones Permanentes de Refugiados en México (De permanente kommissioner for flygtningene i Mexico, CPRM); Comisión Nacional de Viudas de Guatemala (Den nationale kommission for Guatemalas Enker, CONAVIGUA); Grupo de Apoyo Mutuo (Gruppen til gensidig Støtte, GAM); Consejo de Comunidades Etnicas Runujel Junam (De etniske samfunds Råd - Runujel Junam, CCE-RJ); Oficina de Derechos Humanos del Arzobispado (Ærkebiskoppens Menneskerettighedskontor); Agrupación de Mujeres Tierra Viva (Kvindesammenslutningen Tierra Viva), Grupo Guatemalteco de Mujeres (Guatemalas Kvindegruppe); Coordinadora de Mujeres Mayas (Maya kvindernes Koordinering, CMM). Academia de Lenguas Mayas de Guatemala (Akademiet for Mayasprog i Guatemala, ALMG); Coordinación Maya Majawil Q'uij (Maya Koordineringen - Majawil Q'uij) og Consejo de Organizaciones Mayas de Guatemala (Rådet for mayaorganisationer i Guatemala, COMG).

Officielt navn: República de Guatemala.

Administrativ inddeling: 22 departementer

Hovedstad: Guatemala, 2.318.000 indb. (2002).

Andre vigtige byer: Mixco, 268.300 indb.; Villa Nueva, 129.600 indb.; Quetzaltenango, 115.900 indb.; Escuintla, 63.400 indb.; Chinautla, 47.500 indb. (2000).

Regering: Alejandro Giammattei, præsident siden januar 2020. Valgperioden er 4 år. Parlamentet har ét kammer: Nationalforsamlingen med 113 medlemmer. 91 af disse er valgt i departementerne. 22 pladser er baseret på proportionalvalg.

Nationaldag: 15. september (Uafhængighedsdagen, 1821)

Væbnede styrker: 44.200 soldater (1996)

Paramilitære styrker: 10.000 (Policía Nacional, Nationalpolitiet); 2.500 (Guardia de Hacienda, Skattepolitiet); 500.000 (Civilforsvarspatruljer, milits og reserven).

 

Under de første ti århundreder i vor tidsregning blomstrede mayacivilisationen i det der i dag er Guatemala samt dele af Mexico, Honduras og El Salvador.

Under ledelse af Pedro de Alvarado trængte de spanske conquistadores i 1524 ind i landet, grundlagde hovedstaden Guatemala og fik 2 år senere total kontrol over landet, der endnu befandt sig i en overgangsfase efter det gamle maya imperiums sammenbrud. Der eksisterede en betydelig rivalisering mellem mayafolkene, først og fremmest de vigtigste folk: K'iche', Kaqchi', Mam, Q'eqchi', Poqomchi', Q'anjob'al og Tz'utujiil. Konflikterne gavnede besættelsesmagten, der dog alligevel hyppigt blev stillet overfor hårdnakket modstand.

Den 15. september 1821 erklærede landets storgodsejere, storkøbmænd og koloniadministrationen Guatemala for selvstændigt af Spanien. Landet gik da under navnet Capitania General de Guatemala og bestod af alle 5 nuværende Mellemamerikanske lande. Selvstændigheden blev udråbt samtidig med Mexico, «for at udgå de skræmmende konsekvenser der kunne opstå, hvis folket selv udråbte selvstændigheden», som det hed i erklæringens pkt. 1. Det ny land fik navnet Mellemamerikas Forenede Provinser. Det blev dog opløst allerede i 1839, som følge af splittelse mellem borgerskabets forskellige fraktioner og den britiske imperialistiske politik, der sigtede mod at dele de amerikanske nationer.

Tynget af gæld havde regeringen allerede i 1831 overdraget vidtstrakte skovområder til Storbritannien, der ville udnytte dem til skovning. Området ud mod Caribien fik først navnet Britisk Honduras, og efter selvstændigheden, Belize.

I midten af det 18. århundrede opfandt europæerne kunstige farvestoffer, hvilket kastede Guatemala ud i en dyb økonomisk krise, da naturlige farvestoffer som indigo hidtil havde været landets vigtigste eksportartikler. Produktionen af farvestoffer blev nu erstattet med produktionen af kaffe. I 1871 gennemførte de liberale en «reform», der indebar at den indianske befolknings jorder blev eksproprieret og overdraget storgodsejerne, der udnyttede den til kaffeproduktion. Konflikten mellem den liberale og konservative del af borgerskabet blev som i resten af Latinamerika kendetegnende for det politiske liv i landet i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede. I samme periode ankom tyske settlere til landet, og da de kastede sig ind i kaffeproduktionen skabte det yderligere konflikter ifht. det traditionelle borgerskab.

I slutningen af det 19. århundrede kom Manuel Estrada Cabrera til magten. Han regerede landet frem til 1920 og åbnede op for nordamerikansk kapital, der i løbet af få årtier blev ejer af landets jernbaner, havne, elektricitetsproduktion, søfart, den internationale post og først og fremmest vidtstrakte landområder, som det magtfulde multinationale selskab, United Fruit Company (UFCO) brugte til at producere bananer på.

1944 Demokrati - for første gang i landets historie

General Jorge Ubico Castañeda var den sidste repræsentant for soldatergenerationen fra 1871 og blev i 1931 valgt som præsident for det liberale parti. Han blev væltet ved et folkeoprør i 1944, der også fik støtte fra USA, fordi Ubico plejede tæt omgang med nazi-tyskland. Den såkaldte «Oktoberrevolution» udskrev valg i hvilke reformpolitikeren Juan José Arévalo blev valgt til præsident. Han indledte en økonomisk og social reformproces.

Arévalos regeringsperiode var præget af politisk og økonomisk åbning. I 1945 fik kvinderne stemmeret - bortset fra analfabeterne - og samme år opstod den første bondefagforening. Som led i reformprocessen gennemførte Arévalo en jordreform, der også berørte UFCO. Det nordamerikanske selskab fik nationaliseret store jordområder, der var uopdyrkede og som det havde haft i reserve. Skridtet blev af USA's regering karakteriseret som «en trussel mod USA's interesser». Det var midt under den kolde krig, og USA indledte nu en heftig kampagne mod Arévalo og hans efterfølger Jacobo Arbenz' demokratisk valgte regeringer.

John Foster Dulles var USA's udenrigsminister og samtidig aktionær og advokat for UFCO. Han lagde nu pres på Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) for at få denne til at fordømme Jacobo Arbenz' regeringens reformer. Hans bror, Allen Dulles var direktør for CIA og tidligere direktør for UFCO. Han organiserede nu en invasion af Guatemala fra nabolandet Honduras, «for at få bragt kommunismen til fald». Den nordamerikanske anførte blodige invasion bragte Arbenz til fald, og UFCO fik umiddelbart sine jorder tilbage, der ellers skulle være overdraget jordløse bønder. Det nye militærdiktatur fik nordamerikanske skyggeministre på alle poster. Landet var kastet ud i et militærdiktatur, der kom til at strække sig i over 35 år. Diktaturet holdt godt nok valg i 1970, 1974, 1978 og 1982, men de var hver gang præget af omfattende svindel, kun den ekstreme højrefløj havde mulighed for at stille op og militærets kandidater blev favoriseret.

1962 guerillakampen indledes

Under disse omstændigheder opstod der væbnede revolutionære bevægelser. I 1962 gjorde dele af militæret oprør og en gruppe yngre officerer dannede landets første guerillaorganisation, Fuerzas Armadas Rebeldes (De væbnede styrkers Rebeller, FAR). I 1975 dannedes Ejército Guerrillero de los Pobres (De fattiges Guerillahær, EGP), og i 1979 Organización del Pueblo en Armas (Det bevæbnede folks Organisation, ORPA). FAR havde oprindelig koncentreret sine politiske og militære aktiviteter blandt ladino landarbejdere og bønder i landets nordøstlige del, men var blevet nedkæmpet af militæret i 1967-68. EGP og ORPA erkendte i stedet, at det var nødvendigt at koncentrere arbejdet blandt landets mest undertrykte og samtidig største befolkningsgruppe: den oprindelige befolkning, der udgjorde godt 60% af befolkningen.

I 1975 hærgedes højlandet af et voldsomt jordskælv. Genopbygningshjælpen gik overvejende i militærets lommer, men genopbygningen gav den oprindelige befolkning en betydelig erfaring i selvorganisering, hvor de samtidig fik støtte af udenlandske hjælpepræster og skolelærere. I slutningen af 70'erne fik guerillaen derfor jordskredsagtig tilslutning og kontrollerede i starten af 80'erne over halvdelen af landet. I februar 1982 sluttede guerillaen sig sammen i Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca (Guatemalas nationale revolutionære Enhed, URNG), der bestod af EGP, FAR, ORPA samt Partido Guatemalteco del Trabajo (Guatemalas Arbejderparti (kommunistpartiet), PGT).

1982 Masseterror

Undertrykkelsen havde siden 1954 kostet 80.000 civile livet - overvejende dræbt af militæret. Borgerskabet og militæret erkendte nu, at der måtte tages drastiske midler i brug for at hindre guerillaen i at vinde kampen i landet. Den 23. marts 1982 gennemførtes et militærkup, der bragte general Romeo Lucas García til fald. Kort forinden var der afholdt valg, hvor general Annibal Guevara var blevet valgt til præsident, men militæret besluttede, at han var for blødsøden overfor guerillaen og civilbefolkningen og indsatte i stedet et triumvirat anført af general Efraín Ríos Montt på magten.

Under anførsel af Montt indledte militæret nu en blodig kampagne mod civilbefolkningen. Iflg. Mao er guerillaen som en «fisk i vandet», hvor «vandet» er civilbefolkningen. Militærets strateger erklærede nu åbent, at når det ikke kunne «fange fisken», måtte det «fjerne vandet». Hele landsbyer blev massakreret af militæret, 470 landsbyer blev slettet af landkortet, over 50.000 blev civile blev dræbt over det næste års tid, 200.000 flygtede ud af landet - først og fremmest til Mexico - og endelig blev 1 million guatemaltekere gjort til «interne flygtninge». De levede skjult i bjergene på flugt fra militæret, eller hos familie andre steder i landet. Endvidere oprettede militæret såkaldte modellandsbyer, der var kopieret fra USA's krigsførsel mod Vietnam. Der var tale om en slags koncentrationslejre, der var under militær kontrol, og hvor befolkningen fik til at opgave at producere eksportafgrøder frem for deres traditionelle afgrøder.

Massakrer, terror og masseflugt var med til at bringe oprøret under kontrol. Militærets vigtigste våben var dog tvangsorganiseringen af alle mænd i højlandet i Patrullas de Autodefensa Civil (Civilforsvarspatruljer, PAC). Patruljerne blev anført af betroede tidligere soldater og mændene (i alderen 15-50) skulle patruljere 3-5 gange ugentligt i området omkring deres landsbyer. Formålet var umiddelbart at begrænse guerillaens manøvremuligheder, men samtidig at indføre en total social kontrol af den oprindelige befolkning. Da PAC systemet var på sit højeste var næsten 1 million mand på denne måde tvangsorganiseret i højlandet.

Men trods oprørsbekæmpelsens brutale resultater kom Ríos Montt diktaturet hurtigt i modsætning til borgerskabet og USA. Montt erkendte, at hvis guerillaen skulle slåes definitivt, krævede det en økonomisk udvikling af højlandet, og for at financiere den var det nødvendigt for borgerskabet at betale højere skatter. Det faldt i meget dårlig jord og allerede i august 1983 blev Ríos Montt derfor væltet ved et kup planlagt af CIA, borgerskabet og dele af militæret. Kuppet bragte general Oscar Mejía Víctores til magten, der lovede en hurtig overgang til «demokrati».

Som et første skridt blev der den 1. juli 1984 afholdt valg til en grundlovsgivende forsamling, der skulle udforme en ny grundlov til erstatning for 1965 grundloven, som militæret i 1982 havde sat ud af kraft. 17 partier fra den ekstreme højrefløj stillede kandidater til valget. Centrum og venstrefløjen havde ingen mulighed for at organisere sig åbent politisk under den fortsatte masseterror i landet.

Den grundlovsgivende forsamling gav de statsansatte ret til at strejke, tillod lederne fra Socialdemokratiet PSD at vende hjem fra deres eksil i udlandet og udskrev valg til afholdelse i november 1985.

1985 Begrænset demokratisk åbning

Den begrænsede politiske åbning gjaldt ikke venstrefløjen og URNG boykottede derfor valget, der blev vundet af den kristelige demokratiske kandidat, Vinicio Cerezo. Cerezo erklærede fra starten åbent, at han i udgangspunktet kun rådede over 10% af magten, mens resten var koncentreret hos militæret og i borgerskabet. Men samtidig håbede han, at han i løbet af sin regeringsperiode ville kunne tilegne sig en stigende del. Demokratiseringsprocessen var dog begrænset. Hver gang han forsøgte at give blot begrænsede indrømmelser, blev han udsat for kupforsøg fra militærets side. Kupforsøgene blev hver gang nedkæmpet, men budskabet gik igennem, han skulle afholde sig fra reformer. Magten lå hos borgerskab og militær, og der skulle den blive.

Cerezo kastede sig i stedet ud i aktiviteter til fordel for fredsprocessen i Mellemamerika - midt i 80'erne var der væbnede konflikter i gang i samtlige mellemamerikanske stater. Som led i de regionale fredsaftaler forpligtede også Guatemala sig til at indlede forhandlinger med oppositionen, men militæret og borgerskabet var imod, så det var først i oktober 1987, at repræsentanter for borgerskabet og URNG mødtes i Madrid - efter 27 års væbnet kamp.

1990 Første aftale mellem URNG og landets politiske partier

Pga. omfattende modstand og politiske mord kom der til at gå næsten 3 år, før der den 1. juni 1990 kunne underskrives en fælles aftale mellem URNG, Den nationale Forsoningskommission (CNR) og landets legale politiske partier. Processen så dog ud til, atter at ville gå i stå. Landets indbyggere var særdeles skeptiske og ved præsidentvalget 11. november samme år, deltog kun 30% af de stemmeberettigede. Valgets anden runde 6. januar 1991 blev vundet af Jorge Serrano Elías fra partiet MAS.

Serrano regeringen og URNG besluttede at genoptage fredsforhandlingerne. I Nicaragua var krigen endelig afsluttet og i El Salvador var forhandlingerne langt fremskredne. 24-26. april 1991 mødtes de to parter i Cuernavaca i México. Efter tre årtiers væbnet i landet og flere hundrede tusinde civile dræbte besluttede parterne at indlede en forhandlingsproces, der indenfor kortest muligt tidsrum skulle munde ud i en fast og varig fredsaftale. På dagsordenen stod temaer som demokratisering, menneskerettigheder, styrkelse af civilsamfundet og militærets rolle i et demokratiske samfund, de oprindelige folks identitet og rettigheder, forfatningsreformer og valgsystem, socioøkonomiske problemer og jordspørgsmålet, genbosættelse af landets interne og eksterne flygtninge samt genindlemmelsen af guerillaen i det politiske liv.

I slutningen af maj 1991 blev lederen af den vigtige organisation for oprindelige folk, Consejo de Comunidades Etnicas, Runujel Junam, forsvundet. I juli suspenderede USA's senat militærbistanden til Guatemala og URNG krævede øjeblikkeligt stop for krænkelserne af menneskerettighederne. Menneskerettighedsorganisationer kunne berette, at der i de første 9 måneder af Serranos regeringsperiode havde fundet 1.760 menneskerettighedskrænkelser sted. Deriblandt 650 henrettelser.

I september 1991 anerkendte Guatemalas præsident Belizes selvbestemmelsesret, efter at Guatemala gennem århundredet lejlighedsvis havde gjort krav på området. Beslutningen medførte, at udenrigsminister Alvaro Arzú fra PAN partiet trådte tilbage, hvilket drastisk svækkede regeringen.

I 1992 indledtes en debat omkring militærets paramilitære grupper - først og fremmest PAC. I august kritiserede den katolske kirke stærkt regeringens økonomiske politik og udtalte sig til fordel for en jordreform. De oprindelige folks organisationer krævede, at regeringen underskrev ILO's konvention 169 om de oprindelige folks rettigheder på arbejdsmarkedet.

Regeringen oprettede styrken «Hunapú» på basis af ansatte i hæren, politiet og skattepolitiet. I april var medlemmer af Hunapú involveret i et angreb på en studenterdemonstration, hvor studenterne krævede forbedringer i uddannelsespolitikken. En student blev dræbt og 7 andre såret. Internationalt lagde både USA's regering, Verdensbanken og Europaparlamentet pres på Guatemalas regering for at begrænse den politiske vold i landet.

Samtidig med at den oprindelige befolkning i oktober 1992 markerede 500 året for ankomsten af de spanske invasionsstyrker til Amerika, blev Rigoberta Menchú Tum tildelt Nobels fredspris. Hun tilhører quiché folket, hendes far var i 1980 blevet henrettet af militæret, og hun havde de følgende 10 år rejst verden rundt for at propagandere mod undertrykkelsen af den oprindelige befolkning i Guatemala.

1993 Præsident gør et kup

Den 25. maj 1993 gennemførte præsident Serrano med støtte fra en gruppe officerer et kup. Flere artikler i forfatningen blev ophævet, kongressen og højesteret opløst. Efter omfattende nationalt og internationalt pres - bl.a. fra USA - blev præsident Serrano den 1. juni tvunget til at trække sig tilbage. Efter flere dages usikkerhed blev den tidligere menneskerettighedsombudsmand Ramiro De León Carpio udpeget til ny statschef for den periode Serrano havde tilbage.

De León Carpio gennemførte en udrensning af de officerer, der støttede Serrano. Der blev foretaget ændringer i 5 kommandanturer. Kort tid efter blev Jorge Carpio Nicolle myrdet. Han var præsidentens fætter og leder af partiet UCN.

Siden midten af 80'erne havde de oprindelige folks organisationer kæmpet for retten til udgravning af de massegrave, hvor militæret havde kastet ofrene for dets massakrer. I november 1993 blev flere sådanne hemmelige kirkegårde udgravet. De afslørede resterne af 177 kvinder og børn, der var blevet dræbt under «Río Negro massakren i 1982».

Trods en intens kampagne mod civilforsvarspatruljerne PAC og tvangsrekrutteringen til militæret løb præsident De León Carpio fra sin tidligere holdning til de to temaer, og erklærede at så lang tid der fortsat var en væbnet konflikt i landet, ville begge institutioner blive bevaret. Den 5. august erklærede regeringen, at arkivet over personer der af staten blev betragtet som «farlige» var «forsvundet». Arkivet skulle have været anvendt til efterforskning af menneskerettighedskrænkelser.

Regeringens plan for 1994-95 blev lagt frem i august. Den bekræftede fortsættelsen af strukturreformer, gav prioritet til afvikling af statens intervention i økonomien, gennemførelsen af en finansreform samt privatiseringen af offentlige virksomheder.

Et af de vigtige mål for De León Carpio var kampen mod korruptionen indenfor statsapparatet. Den 26. august krævede præsidenten, at medlemmerne af parlamentet og Højesteret trak sig tilbage. Dermed udløstes en konflikt mellem præsident og Parlament, der ledte videre over i en kamp mellem økonomiske og partimæssige interesser, der kulminerede i en aftale om en forfatningsreform mellem præsident og Parlament. 30. januar 1994 blev fastsat som dato for afholdelse af en folkeafstemning, i hvilken befolkningen skulle udtale om oprydning i korruptionen indenfor statsapparatet og gennemførelse af en forfatningsreform.

Efter 22 dages fredelig besættelse af det lokale OAS kontor i Guatemala, gennemført af medlemmer af bondeorganisationen CUC og enkernes organisation CONAVIGUA, gennemførte 5000 indianere en demonstration, hvor de krævede PAC nedlagt.

1994 Aftale om genbosættelse af fordrevne

Uden at have indgået våbenhvile undertegnede regering og guerilla i januar 1994 en aftale om genbosættelse af den befolkning, der var blevet fordrevet som følge af den væbnede konflikt i landet. Takket være aftalen kunne 870 flygtninge nu slå sig ned i Chaculá, Nentón og Huehuetenango, men de fleste genbosættelsessteder var fortsat under militær kontrol. Flygtningene var dog allerede i januar 1993 begyndt at vende tilbage til Guatemala - overvejende fra Mexico. De var blevet mødt af omfattende aggression fra militærets og myndighedernes side.

Folkeafstemningen i januar 1994 blev boykottet af 85% af de stemmeberettigede. 69% af de afgivne stemmer var til fordel for afholdelse af nyvalg til parlamentet og udpegelse af nye højesteretsdommere. Ved det efterfølgende parlamentsvalg var boykotten tilsvarende høj. Det blev vundet af den tidligere diktator Efraín Ríos Montts parti, Frente Republicano Guatemalteco (Guatemalas Republikanske Front, FRG), der fik flertal. Det blev på andenpladsen fulgt af PPN.

FN's observatør i menneskerettighedsspørgsmål i Guatemala, Mónica Pinto anbefalede en demilitarisering af samfundet parallelt med reduktion af militæret, opløsning af PAC og præsidentens Generalstab samt oprettelsen af en Sandhedskommission.

Efter lagvarig tavshed anerkendte landets udenrigsministerium i begyndelsen af 1994 Belize som selvstændig stat, men fastholdt territoriale krav, så lang tid der ikke var fastsat en fælles grænse.

I marts 1994 underskrev URNG og regeringen en aftale om opløsningen af PAC samt FN's overvågning af menneskerettighedssituationen i landet. 3 dage senere blev formanden for forfatningsdomstolen, Epaminondas González Dubón myrdet.

I april fjernedes 300 bondefamilier, der havde besat et gods i provinsen Escuintla. I maj vendte endnu 2.000 flygtninge tilbage til Quiché provinsen, der fortsat var besat af militæret.

I juni indgik regeringen og URNG en ny aftale i Oslo om «Genbosættelse af ofre for den væbnede konflikt». Endvidere anerkendtes CPR landsbyerne (Comunidades de Población en Resistencia, Modstandslandsbyerne) som tilholdssted for civile, der ikke indgik i den væbnede kamp, og det blev i aftalen anerkendt, at det havde vital betydning at skaffe jord til denne fordrevne befolkning. Den anden Osloaftale fastslog desuden, at der ikke ville blive pålagt enkeltpersoner ansvar for krænkelserne af menneskerettighederne i landet. Hensigten var dermed at neutralisere modstanden fra de sektorer, der var imod en forhandlingsløsning.

Fredsforhandlingerne mellem guerilla og regering gjorde ikke synderlige fremskridt i 1995. Det skyldtes først og fremmest det forestående valg samt militærets og godsejernes interesse i at svække regeringen op til dette. FN missionen rapporterede, at straffriheden fortsat var den største forhindring for respekten for menneskerettighederne, og kunne samtidig berette om hundredevis af tilfælde af tortur, illegale tilbageholdelser og henrettelser.

I august 1995 mistede parlamentets præsident, Efraín Ríos Montt og to medlemmer af hans parti FRG deres parlamentariske immunitet og blev dømt af højesteret for telefonaflytning, dokumentfalsk og magtmisbrug. Det egentlige problem var dog, at de øvrige højrefløjspartier frygtede, at Montt ville vinde det forestående præsidentvalg.

Ved valget i november 1995 fik Alvaro Arzú fra partiet PPN 42% af stemmerne, mens hans nærmeste rival, Alfonso Portillo Cabrera fra FRG kun fik omkring halvdelen. Ved 2. valgrunde 7. januar 1996 blev Arzú valgt til præsident. Valgboykotten var denne gang 63%.

I december undertegnede den nye regering og URNG ved en række ceremonier i Oslo, Mexico og til sidst i Guatemala en række aftaler, der bragte borgerkrigen til ophør, der havde kostet over 200.000 dræbte. Våbenhvilen mellem de to stridende parter blev respekteret, men faldt sammen med en betydelig øgning af kriminaliteten. Det blev vurderet, at omkring 80% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.

I december 1997 var Guatemala et af de 5 latinamerikanske lande, der var mest berørt af de klimatiske forandringer, der var en konsekvens af ændringer i Stillehavsstrømmen El Niño. FAO sendte fødevarebistand til dette og andre lande i regionen.

Et år efter underskrivelsen af fredsaftalerne stod landet fortsat overfor problemer forbundet med forandringer i militærets strukturer og reintegrationen af de tusindvis af tidligere partisaner i det civile liv.

I september 1998 hærger orkanen Mitch Mellemamerika. Iflg. den latinamerikanske forskningsorganisation CEPAL medfører den skader for 5,36 mia. US$ og 24.000 omkommer - heraf 256 guatemaltekere. Over 100.000 mister deres hjem og den forringede hygiejniske situation sætter landet i «undtagelsestilstand».

Efterforskningen af overgreb mod menneskerettighederne under krigen i landet udløser en bølge af trusler mod efterforskerne og ansatte i retsvæsenet. Efter at have fremlagt en rapport der anklager militæret for ansvaret for massakrerne myrdes biskop Juan Gerardi i 1998. Advokaten der efterforsker mordet flygter til USA, hvor han søger asyl. Som grund angiver han voldsom pression mod efterforskningen og flere dødstrusler. I oktober samme år lader regeringen flere hundrede lig opgrave, der ligger i et område kontrolleret af en eliteenhed i hovedstadens politi. Samme år anslår en rapport fra FN, at omkring 96 % af dødsfaldene under krigen skyldes overgreb fra militæret og andre væbnede regeringsstyrker.

Under 2. valgrunde i præsidentvalget, den 2. søndag i december 1999 får FRG's kandidat Alfonso Portillo 68 % af stemmerne og slår dermed Oscar Berger fra det regerende PAN. Valgdeltagelsen var blot 41 %.

I starten af 2000 fremsatte Guatemala territorialkrav mod lidt over halvdelen af nabolandet Belizes territorium. Guatemala anerkendte i 1991 den tidligere britiske kolonis uafhængighed, men gør altså fortsat territorialkrav gældende. Repræsentanter for de to lande forhandlede kortvarigt i Miami i februar og marts 2000 med OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) som mægler.

Den tørke der i 2001 hærgede landet førte til sult, der omkring midten af året havde kostet 41 mennesker livet. Præsident erklærede derefter landet i undtagelsestilstand i 30 dage og bad om international hjælp for at lindre situationen. Ifølge rapporter fra FN lever 80% af guatemaltekerne i ekstrem fattigdom.

Efter at være blevet udsat for trusler på livet gik to statsadvokater og en dommer i frivilligt eksil. De var ansvarlige for efterforskningen af mordet på biskop Gerardi. Inden hun gik i eksil i Spanien var det lykkedes dommer Yassmin Barrios at opklare mordet og sende 3 officerer og en præst i fængsel for dette.

Ifølge præsidenten for højesteret blev 23 dommere i 2001 udsat for trusler eller chikane. Oplysningen blev givet til FN's specielle udsending for juridisk uafhængighed, Param Cumaraswamy. Han udtale ved sin afrejse, at straffriheden stadig var fremherskende i Guatemala, og at regeringen ikke havde politisk vilje til at gøre op med denne tilstand.

I avisen Siglo XXI blev præsident Portillo beskyldt for at føre offentlige midler over på sine personlige bankkonti. Der kommer løbende rapporter frem i pressen om offentligt ansatte, der er involverede i bedrageri og om chikane af retsvæsenet for at hindre opklaringen af disse sager.

I 2002 ophævede forfatningsdomstolen Ríos Montts og 23 andres parlamentariske immunitet. Allerede i 2001 havde Fundación Rigoberta Menchú (FRM) fået startet en sag i det spanske retsvæsen mod Montt for folkemord, tortur og forsvindinger. Der var tale om et alternativt forsøg på at retsforfølge Montt og de øvrige militære ansvarlige for 200.000 guatemaltekeres død. Samme år blev Guillermo Ovalle de León fra FRM myrdet, og et stort antal menneskerettighedsforkæmpere og journalister der gravede i sagen blev chikaneret og angrebet.

I 2002 blev Guatemala og Belice enige om at afslutte den mangeårige grænsestrid mellem de to lande. Aftalen indebar gennemførelsen af folkeafstemninger i begge lande. Præsident Portillo blev endnu gang anklaget svindel med offentlige midler. Journalisterne Rodolfo Flores fra avisen Siglo XXI i Guatemala og Rolando Rodríguez fra La Prensa i Panama kunne afsløre, at præsidenten, venner og familiemedlemmer havde oprettet bankkonti i Panama og andre off-shore skatteparadiser hvortil pengene blev overført. Portillo beskyldte pressen for at have «partipolitiske motiver til at overdimensionere anklagerne om korruption».

I 2003 gav de spanske myndigheder grønt lys for FRM's retssag til at sigte 6 guatemaltekiske officerer - heriblandt Rios Montt - samt 2 civile for mordene på 4 spanske præster og 3 spanske diplomater. I Guatemala indgav menneskerettighedsorganisationen CALDH anmeldelse mod Rios Montt for folkemord mod den indfødte befolkning. Menneskerettighedsorganisationerne forventede, at det spanske retsvæsen ville få udstedt internationale arrestordrer mod de anklagede./p>

Oscar Berger fra partiet Gran Alianza Nacional vandt valget over Álvaro Colom fra Unión Nacional de la Esperanza. FN's overvågningsmission i landet, MINIGUA udsendte en rapport omkring omstændighederne ved valget, der var præget af trusler, forfølgelse og mord på aktivister og kandidater fra oppositionen - især i det indre af landet. Tidligere medlemmer af civilforsvarspatruljerne bidrog voldigt til at skabe dette klima af usikkerhed - iflg. Comité Campesino del Altiplano (CCDA. Tilhængere af Ríos Montt gennemførte voldelige protestaktioner med påstand om, at han havde vundet valget. En række menneskerettighedsorganisationer beskyldte FRG for at stå bag begivenhederne, i hvilke en journalist blev dræbt og andre såret.

Ved sin overtagelse af præsidentposten i februar 2004 erklærede Berger, at han ville genskabe tilliden til institutionerne og investere i sundhed, uddannelse og teknologi, bekæmpe korruptionen og gennemføre en plan for befolkningens sikkerhed. Han lovede desuden at genopbygge landets produktive infrastruktur, investere i veje, havne og lufthavne, modernisere politiet og bekæmpe narkotikahandelen og den organiserede kriminalitet.

Ved sin magtovertagelse inviterede Berger gentagne gange Rigoberta Menchú og Helen Mack fra en af de folkelige organisationer til at arbejde sammen med hans regering. Begge accepterede i sidste ende tilbuddet, og præsidenten erklærede, at det ikke var muligt at tale om national enhed uden at udmønte fredsaftalen. Samme år indgik regeringen en aftale med FN om at nedsætte en kommission til til undersøgelse af illegale og hemmelige sikkerhedsstyrker, ansvarlige for den politiske vold i landet.

Efter en periode med protestaktioner i hele landet vedtog parlamentet i november 2004 en lov, der skulle give økonomisk kompensation til medlemmer af de tidligere paramilitære grupper. Grupperne der var militærets civile forlængede arm i perioden 1982-96 skulle have 100 mio. US$ i kompensation. Ifølge talsmænd for de såkaldte PAC's (Civile Selvforsvarspatruljer) havde omkring 10.000 demonstranter blokkeret veje, havne og lufthavne med krav om øjeblikkelig økonomisk kompensation. Forfatningsdomstolen havde kort tid forinden forkastet en tilsvarende lov efter anmodning fra flere menneskerettighedsorganisationer. Menneskerettighedsorganisationerne mente at de paramilitære grupper ikke skulle have kompensation, eftersom de var medansvarlige for massive krænkelser af menneskerettighederne i 82-96.

Regeringens rapport om Human Udvikling i marts 2005 indikerede, at 50% af landets befolkning fortsat var fattige og at 20% var ekstremt fattige. Tallene havde ikke forandret siden forrige rapport i 2002. Det fattigste område er det nordvestlige højland, hvor koncentrationen af den oprindelige befolkning er højest. 1,2 mio. mennesker lever her i fattigdom. I den nordlige del af landet lever 809.000 mennesker i fattigdom.

Iflg. en rapport fra det Internationale program til udryddelse af Børnearbejde (IPEC) der hører under ILO, arbejder 436.000 guatemaltekiske børn i alderen 5-17. Værst er forholdene på landet, hvor 18,4% af børnene laver voksent arbejde. Mange børn begynder at arbejde i landbruget som 5 årige. I denne alder påvirker arbejdet både deres helbred og deres udvikling.

Orkanen Stan ramte i oktober landet hårdt. Over 1000 blev dræbt og 250.000 - de fleste indianere og halvdelen mindreårige - mistede deres hjem og ejendele. Stan passerede gennem det sydlige Mexico, Guatemala og krydsede kort gennem El Salvador inden den fortsatte ud i Stillehavet. Det var imidlertid Guatemala der blev hårdest ramt, og iflg. FN ville ødelæggelserne kunne kaste endnu flere guatemalatekere ud i ekstrem fattigdom. Skaderne løb op i 22 mio. US$. Præsdient Berger bad om international nødhjælp til at dække behovene for mad, vand og medicin.

Voldsniveauet i Guatemala er generelt stigende og rammer også kvinder, børn og unge. Den 23. marts 2006 blev en gruppe børn på vej skole angrebet med skydevåben af en bande. Fire dage senere blev en 11 årig dreng bortført og senere dræbt. I gennemsnit myrdes 2 mindreårige hver dag. Et tilsvarende antal kvinder myrdes. Regeringen kritiseres for intet at gøre ved den tiltagende vold, der er en konsekvens af de 45 års militærdiktatur i landet og den voldskultur det affødte.

I det første semeste sendte udlandsguatemaltekere 2,05 mia. US$ tilbage til Guatemala. Det var en stigning på 21% ifht. samme periode året inden. Overførsler fra guatemaltekere i udlandet er den næstvigtigste kilde til udenlandsk valuta, kun lige netop overgået af eksportindtægterne.

I slutning af juli meddelte præsident Berger, at han ville indklage USA for WTO for dumping. Iflg. præsidenten tvinger USA Guatemala til at acceptere import af nordamerikanske kyllinger til en pris under de priser, WTO har fastsat.

Den 29. maj døde eks-militærdiktator Fernando Lucas García i den venezuelanske by, Puerto la Cruz, hvor han havde boet siden 1982. I 2005 havde de spanske myndigheder begæret García udleveret ifbm. undersøgelser af 7 spanske statsborgeres død i Guatemala under hans regeringsperiode. Anmodningen blev afvist af de venezuelanske myndigheder med den begrundelse, at den nødvendige dokumentation ikke var blevet præsenteret indenfor den fastsatte frist.

En straffeform der historisk blev anvendt af mayaerne dukkede op i forskellige byer i landet, hvor den blev taget i brug overfor folk anklaget for at sælge børn. Straffen bestod i pisk af mændene, mens kvinder fik håret klippet af. Samtidig blev de udstødt fra deres samfund. En leder af et af de indianske samfund, Antonio Cotí erklærede at: «det var ikke godt at de fik børn, blot for at sælge dem. Derfor er de blevet straffet og udstødt af deres samfund, for at ikke andre skal gøre det samme».

I maj 2007 offentliggjorde FN en undersøgelse der viste, at antallet af mord i Guatemala var steget med 60% i de foregående 5 år. Alene i 2006 var næsten 6.000 personer blevet myrdet. Iflg. politologen Rachel Sieder fra University of London er der flere forklaringer på denne udvikling: «statslige aktørers mangeårige tradition for at skjule krænkelser af menneskerettighederne; et svagt, korrupt og ineffektivt retsvæsen; og en grundlæggende mangel på tillid fra civilsamfundets side mod retsvæsenet».

Repræsentanter for landets oprindelige befolkning med Rigoberta Menchú stiftede i februar 2007 venstrefløjspartiet Winaq. Det opstillede ved valget i september Menchú som præsidentkandidat sammen med Encuentro por Guatamala, men hun fik kun 3% af stemmerne.

Trods omfattende protester tilsluttede Guatemala sig i 2007 CAFTA frihandelssamarbejdet, der omfatter lande i Mellemamerika og USA.

Præsidentvalget blev i 2. runde i november 2007 vundet af centrum-venstre kandidaten Álvaro Colom Caballeros med 52,7% af stemmerne. Hans modkandidat var general Otto Pérez Molina. Caballeros er formand for det socialdemokratisk orienterede UNE (den Nationale union for Håb). Hans far var i 1970'erne borgmester i Ciudad de Guatemala, men blev i 79 dræbt af militæret.

Heller ikke den nye præsident formåede at reducere voldsniveauet i landet. Alene i 2008 blev 687 kvinder myrdet. En stor del af dem var blevet voldtaget eller udviste tegn efter tortur. Dødspatruljer er fortsat aktive, sikkerhedsstyrker er fortsat indblandet i mord, tortur og forsvindinger og nyder udstrakt straffrihed for deres forbrydelser. På landet fortsætter konflikterne om jorden. I 2008 blev mindst 22 familier fordrevet fra deres jord.

I maj 2010 begyndte Pacaya vulkanen at udspy lave og sten. Hele Guatemala City blev de følgende dage dækket af et 8cm tykt sand- og støvlag.

Ved parlaments- og præsidentvalget i september 2011 fik PP's Otto Pérez Molina 36,0% i første runde. På andenpladsen fik Manuel Baldizón 23,2%. Den tidligere nobelprisdeltager og menneskerettighedsaktivist Rigoberta Menchú var også stillet op, men kun ind på 6. pladsen med kun 3,3%. I anden vaglrunde i november fik Molina 53,7%. Han blev indsat på præsidentposten i januar 2012. Parlamentsvalget var et sviende nederlag til UNE/GANE koalitionen, der gik 37 mandater tilbage til 48. PP gik til gengæld 26 mandater frem til 56. Trods Guatemalas lange perlerække af generaler og andre officerer på præsidentposten, var det første gang den blev indtaget af en folkevalgt officer. Molina var i 1980'erne officer i den berygtede Kaibiles eliteenhed, der stod bag hundredevis af massakrer på civilbefolkningen. Siden blev han chef for militærets efterretningsvæsen og derefter forsvarschef under præsident Ramiro de Leon Carpio. Molina tilhørte den fløj af militæret, der ønskede en fredsløsning med guerillaen. Han deltog selv i forhandlingerne, og var med til at forhandle 1996 aftalen på plads. Han trak sig fra aktiv militærtjeneste i 2000 og dannede sit eget parti PP i 2001.

I januar 2012 blev den tidligere militærdiktator Efrain Rios Montt stillet for retten i Guatemala, anklaget for folkemord. Under det indledende retsmøde fremlagde anklagemyndigheden beviser for over 100 massakrer, 1771 drab, 1445 voldtægter og fordrivelsen af omkring 30.000 under hans 17 måneders diktatur i 1982-83. Anklagemyndigheden ønskede ham sat i fængsel pga. risikoen for at han ville flygte, men dommeren afgjorde at han kunne sættes fri mod kaution. Han blev sat i husarrest og bevogtet at politiet. Den 10. maj 2013 blev Rios Montt fundet skyldig i anklagerne og idømt 80 års fængsel. Det var første gang en tidligere statschef blev kendt skyldig i folkedrab af en national domstol. Dommen blev efterfølgende omstødt af forfatningsdomstolen, der hævdede Montt ikke havde fået en retfærdig proces. Sagen skulle gå om i 2015.

Guatemala ratificerede i april 2012 ICC statutten. FN's Menneskerettighedsråd opfordrede samtidig regeringen til ikke at hindre retsforfølgelsen af de skyldige i folkemord i 1960-96. Molina havde kort forinden benægtet, at der overhovedet havde fundet et folkemord sted i landet i denne periode.

Molina blev valgt på at ville føre en hård kurs overfor volden i landet. 2 år senere var han mere kendt for ønsket om at legalisere narkotika, fordi kampen mod narkotika alligevel var slået fejl. Guatemala havde i 2009 4 byer på Latinamerikas top-10 liste over voldelige byer. I top lå Esquintla med 165 årlige drab pr. 100.000 indbyggere. 5.174 blev myrdet i landet i 2012.

I juni 2014 blev den tidligere rigspolitichef Erwin Sperisen idømt livsvarigt fængsel ved en schweizisk domstol for sin deltagelse i drabene på 7 indsatte i Pavón fængslet i 2006. Han var rigspolitichef i Guatemala i 2004-07 og var i 2007 flygtet til Schweiz. Han havde dobbelt schweizisk-guatamaltekisk statsborgerskab.

Som følge af sammenbruddet i retshåndhævelsen i landet, manglende beskyttelse af vidner og total straffrihed til kriminelle i sikkerhedsstyrkerne tyer befolkningen i stigende grad til selvjustsits og lynchninger. Snesevis af guatemaltekere blev dræbt ved lynchninger i 2013 og 14.

I en artikel fra 2014 betegnede Noam Chomsky Guatemala som et af verdens værste aktuelle rædselskabinetter. En direkte konsekvens af CIA's kup i 1954 og supermagtens efterfølgende støtte til landets skiftende militærdiktaturer.

I april 2015 afslørede statsanklageren i Guetamala i samarbejde med FN eksistensen af en kriminel organisation, der involverede personer omkring præsidenten. I den såkaldte La Linea sag havde personer omkring præsidenten dannet en organisation i samarbejde med højtplacerede embedsmænd indenfor toldvæsenet. De sørgede for, at landets store importører fik reduceret told mod at disse til gengæld betalte penge til den kriminelle organisation. I maj trådte vicepræsident Roxana Baldetti tilbage pga. hendes deltagelse i den kriminelle organisation. I august blev hun arresteret. Samme måned præsenterede statsanklageren beviser for præsident Molinas deltagelse i kriminaliteten. Den 1. september fratog parlamentet ham hans politiske immunitet; den 2. september trådte han tilbage; og den 3. september blev han arresteret og stillet for en dommer. Han blev overført til Matamoros fængslet i hovedstaden. Den fungerende vicepræsident Alejandro Maldonado overtog nu posten frem til januar.

Få dage efter præsidentens afgang gennemførtes præsident- og parlamentsvalg. Den afgående præsident Molinas parti, Partido Patriota (PP) mistede 39 mandater og måtte nøjes med 17 ud af parlamentets 158. Fra at være det største parti blev det sendt tilbage til 4. pladsen. Største parti blev det konservativt populistiske Libertad Democrática Renovada (LDR), der gik 30 mandater frem til 44. Næststørst blev det socialdemokratiske Unidad Nacional de la Esperanza (UNE), der imidlertid gik 12 mandater tilbage til 36. Først på 9. pladsen kom URNG ind med 3 mandater - dog en tredobling ifht. 2011.

Ved 1. runde af præsidentvalget fik Jimmy Morales fra det konservative Frente de Convergencia Nacional (FCN) overraskende nok flest stemmer: 23,9%. Næstflest fik Sandra Torres fra UNE med 19,8%. FCN var helt nyt i parlamentet. Det var kommet ind med 11 mandater, hvilket gjorde det til det 5. største parti. Ved 2. valgrunde i december vandt Morales en jordskredssejr med 67,4%. Han blev indsat på præsidentposten i januar 2016. Han repræsenterede gode konservative værdier som tilhænger af dødsstraf og modstander af abort. Han benægtede endvidere, militæret havde begået massakrer på den indfødte befolkning i 1970'erne og 80'erne. Ikke underligt. Hans parti var dannet tidligere officerer i 2008.

I august 2015 besluttede en domstol at stille den 89 årige tidligere militærdiktator Ríos Montt for retten for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, men domstolen besluttede samtidig at sagen skulle føres for lukkede døre og den anklagede skulle blot repræsenteres ved sine forsvarere af hensyn til dennes alder. Amnesty International konstaterede, at det var positivt at diktatoren blev stillet for retten, men at det var dybt kritisabelt at det ville ske for lukkede døre. Det bekræftede blot, at når retfærdigheden trak i langdrag, kunne massemorderne helt sno sig uden om den. Montt blev allerede i 2013 idømt 80 års fængsel, men umiddelbart derefter frikendt af forfatningsdomstolen. Endnu i slutningen af 2016 var der ikke sket fremskridt i sagen.

Fem højtstående officerer, deriblandt tidligere generalstabschef Benedicto Lucas García blev i 2016 sigtet for ulovlig tilbageholdelse, tortur og seksuel vold begået mod Emma Guadalupe Molina Theissen samt forsvinding af Marco Antonio Molina Theissen. Ifølge en række NGO'er blev en række retsforhandlinger afbrudt og retten pålagde ofrenes familie og offentligheden en række krav. Molina Theissens familie blev udsat for chikane og dens kvindelige medlemmer udsat for kønslig forfølgelse.

Højrisiko domstol A afsagde i februar 2016 en skelsættende dom over to tidligere officerer, der blev fundet skyldige i forbrydelserne mod menneskeheden, slaveri og seksuel vold mod 11 maya kekchi kvinder. Forbrydelserne fandt sted på militærbasen i byen Sepur Zarco i 1980'erne. I juni besluttede samme domstol, at otte tidligere officerer skulle stilles for retten for forsvindinger og mord begået på militæbasen Creompaz i Alta Verapaz. Også i dette tidfælde blev familiemedlemmer til ofrene udsat for trusler, overvågning og chikane, både i og udenfor retten.

Menneskerettighedsaktivister udsattes fortsat for trusler, dødstrusler, stigmatisering og angreb. Iflg. menneskerettighedsorganisationen UDEFEGUA blev der i 2016 dræbt 16 menneskerettighedsaktivister. De aktivister der kæmpede for miljø og jord var dem der især var udsat. De blev både slæbt for retten af virksomheder og godsejere, men også udsat for bagvaskelse fra både myndigheder og private. I løbet af året måtte myndighederne droppe sagerne mod en snes aktivister, der var blevet stillet for retten for at standse deres menneskerettighedsarbejde.

Voldsniveauet forblev meget højt. Iflg. UNHCR søgte 11.536 guatemaltekere i perioden januar-august 2016 asyl i nabolandene, på flugt fra trusler og vold.

I januar 2017 blev præsident Morales' storebror og nære rådgiver Samuel Morales og en af dennes sønner José Manuel Morales arresteret for korruption og hvidvaskning af penge. Senere blev også præsidentens parti undersøgt for anklager om, at det havde taget imod illegale bidrag fra bl.a. narkokarteller. I slutningen af august underskrev præsident Morales et dekret, hvorefter advokaten, colombianeren Iván Velásquez blev erklærete persona-non-grata i Guatemala. Velásquez arbejdede for den Internationale kommission mod straffrihed i Guatemala, CICIG. Den internationale krise fik nu yderligere et aspekt, da både udenrigsminister Carlos Raúl Morales og dennes viceminister nægtede at efterkomme præsidentens dekret. De blev derefter fjernet fra deres poster.

41 unge kvinder døde i marts 17 i en ildebrand i interneringslejren Virgen de la Asunción udenfor Guatemala City. Lejren var beregnet til 500 kvinder, men mange flere blev holdt indespærret. Branden startede da nogle kvinder satte ild til madrasser i protest mod de overgreb og voldtægter de blev udsat for.

Guatemala meddelte i december 2017 at det ville flytte sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Det skete 3 uger efter præsident Trump i USA havde meddelt, at supermagten ville gøre dette. Mens resten af verden regner Jerusalem for at være et historisk centrum for både jødedom, kristendom og islam, støttede USA og Guatemala Israels forsøg på at udradere de andre religioner. I 1980'erne bidrog Israel til folkemordet i Guatemala, udført af de daværende militærdiktaturer.

Fire højtstående officerer der tidligere blev betragtet som urørlige blev i maj 2018 dømt for forbrydelser mod menneskeheden. Det drejede sig om tidligere diktator og general Benedicto Lucas García, tidligere efterretningschef Manuel Antonio Callejas y Callejas, tidligere kommandant Hugo Ramiro Zaldaña Rojas og den tidligere chef for MZ17 Francisco Luis Gordillo Martínez. De tre første blev hver idømt 58 års fængsel, bl.a. for bortførelse, frihedsberøvelse, tortur og voldtægt af den da 21 årige studerende Emma Guadalupe Molina Theissen  i 1981. Hun blev ført til militærlejren MZ17 i Quetzaltenango, hvorfra det senere lykkedes hende at flygte. Dagen efter gennemførte militæret mod familiens hus i hovedstaden, fandt hende ikke men bortførte i stedet hendes 14 årige bror Marco Antonio, der siden blev dræbt. Dommen var banebrydende, fordi det indtil da havde været nærmest umuligt at få retsforfulgt de ansvarlige for 40 års folkedrab i landet. Det er de sammen økonomiske og militære grupper i samfundet der stod bag folkedrabet som fortsat har magten i landet. (Guatemala: ex-military officers convicted of crimes against humanity, Guardian 23/5 2018)

Vulkanen Fuego 44 km fra Guatemala City gik i juni 2018 uden varsel i udbrud. Hede gasser og støvnedfald kostede 190 livet inden folk nåede at blive evakueret fra de berørte områder. Vulkanen gik atter i et mindre udbrud i november.

Omgivet af officerer og højtstående politifolk erklærede præsident Jimmy Morales i september, at han opløste Commission Against Impunity in Guatemala (CICIG). Kommissionen var blevet oprettet med støtte fra FN i 2007 og skulle bekæmpe korruption og straffrihed i landet. Iflg. præsidenten havde CICIG i stedet fremmet korruption, fremmet retsager på et i«deologisk grundlag» og sået «juridisk terror» i landet. Morales havde erkendt, at han selv var i skudlinien efter CICIG i 2017 konstaterede, at Morales havde undladt at rapportere om 1 mio. US$ han og hans parti havde modtaget under valgkampen i 2015. Med støtte fra sine højreradikale venner i Washington - bl.a. Trump administrationen - følte Morales sig sikker nok på at kunne slippe af sted med at nedlægge CICIG, og dermed også undersøgelsen af ham selv korrupt. (Guatemala on knife-edge after president moves to end anti-corruption body, Guardian 14/9 2018)

I januar 2019 indledte civilsamfundet i Guatemala en kampagne for at få stille præsident Morales for retten for korruption, når han trådte tilbage. Morales ofrede 8 af sine venner, der i stedet blev stillet for retten mod at han selv slap.

USA og Guatemala indgik i 2019 en aftale om, at Guatemala skulle behandle ansøgninger om asyl og opholdstilladelse fra de titusinder af flygtninge fra Mellemamerika der søgte mod USA. Da Trump regimet i januar 21 blev fjernet i USA blev aftalen erstattet af en ny aftale, hvor Guatemala stadig skulle fungere som forpost for flygtningestrømmen. Årtiers US støttede militærdiktaturer i Mellemamerika har ødelagt regionens økonomi og skabt samfund præget af terror og vold, der sender titusinder på flugt.

Parlaments- og præsidentvalg blev gennemført i juni 2019. Morales' parti FCN blev nærmest udraderet. Det mistede 27 mandater og måtte nøjes med 8. Hverken eks-præsident eller parti var populære. Det socialdemokratisk orienterede UNE gik til gengæld 24 mandater frem og blev parlamentets største med 52. På venstrefløjen fik Winaq 4 mandater (en fremgang på 3) og URNG 3 (en fremgang på 2). UNE's præsidentkandidat Sandra Torres fik i første valgrunde 25,4% af stemmerne, fulgt af Alejandro Giammattei fra det nystiftede konservative parti Vamos med 13,9%. Men i 2. valgrunde koncentrerede de mange højreradikale og konservative partier deres støtte om Giammattei, der fik 58,0% af stemmerne. Han blev indsat som præsident i januar 2020.

I november 2020 vedtog parlamentet en finanslov for 2021, hvor de fleste midler var afsat til privat ledede infrastrukturprojekter, mens kampen mod fattigdom og underernæring blev sat i bero. Den kontroversielle finanslov udløste omfattende protester under hvilke parlamentet blev brændt ned. Vicepræsident Guillermo Castillo Reyes opfordrede forgæves præsidenten til at træde tilbage - «for landets bedste».

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 2/2 2022

Læst af: 125.143