Browserudgave

Honduras

Befolkning	10,2 mio.
Valuta	Lempiras
Areal	112.090 Km2
Hovedstad	Tegucigalpa
Befolkningstæthed	57,0 indb./Km2
HDI placering	137

Landet er for 80% vedkommende dækket af bjerge og regnskov. Det meste af befolkningen og de økonomiske aktiviteter er derfor samlet ved kysten ud til Caribien og i det sydlige højland nær grænsen til El Salvador. I det lavereliggende område ud mod Caribien findes Mellemamerikas mest udstrakte bananplantager. I syd dyrkes kaffe, tobak og majs. Skovningen, den fejlagtige anvendelse af jorden og ukontrolleret udvikling bidrager til forringelsen af jordområderne.

 

Folket: Flertallet af honduranerne er etnisk en blanding mellem mayaer og europæere. 10% af befolkningen er indianere og 2% har afrikansk oprindelse. «Garifuna'erne» er en blanding mellem bortrømte slaver og den oprindelige befolkning. De lever i kystområdet ud mod Caribien og på øerne, hvor de har bevaret deres oprindelige kultur.

Religion: Katolikker (85%), protestanter (10%)

Sprog: Spansk (officielt), garifuna, flere indianske sprog som lenca og miskito.

Politiske partier: Alianza Liberal Popular (Den folkelige liberale Alliance, ALIPO), der er socialdemokratisk orienteret. Partido Nacional (Nationalpartiet, PN), konservativt orienteret. Partido Liberal (Liberale Parti, PL). Movimiento Nacional Rodista (Nationale Rodist Bevægelse, MNR), eks-præsident Suazo Córdovas parti. Movimiento Democrático Revolucionario (Demokratisk Revolutionære Bevægelse, MDR). Partido de Innovación y Unidad (Partiet for Fornyelse og Enhed, PINU). Partido Demócrata Cristiano (Kristelige Demokrater, PDC). Partido de Acción Socialista de Honduras (Honduras' Socialistiske Aktionsparti, PASOH). Partido Comunista Marxista-Leninista (Kommunistpartiet - Marxister-Leninister, PCML). Guerillaen er samlet i Dirección Nacional Unificada (Forenede Nationale Ledelse, DNU) bestående af Fuerzas Populares Revolucionarias (Revolutionære folkekræfter, FPR), Frente Morazanista para la Liberación de Honduras (Honduras' Morazanistiske Befrielsesfront, FMLH), Movimiento Popular de Liberación Cinchonero (Cinchoneros' Folkelige Befrielsesbevægelse, MPLC), Movimiento de Unidad Revolucionaria (Revolutionære Enhedsbevægelse, MUR), Partido Comunista de Honduras (Honduras' Kommunistparti, PCH), Partido Revolucionario de los Trabajadores Centroamericanos de Honduras (Revolutionære Mellemamerikanske Arbejderparti i Honduras, PRTCH).

Sociale organisationer: Confederación de Trabajadores de Honduras (CTH), er Honduras' landsorganisation stiftet i 1964 og tilsluttet den latinamerikanske arbejdersammenslutning ORIT. Endvidere findes den social-kristelige landsorganisation Central General de Trabajadores (CGT), Federación Unitaria de Trabajadores (FUT), Federación de Sindicatos de Trabajadores de Honduras (FESITRAH) og Federación Independiente de Trabajadores (FIT). Bønderne er organiseret i Frente de Unidad Nacional de Campesinos de Honduras (FUNACAMPH) samt Consejo Coordinador de Organizaciones Campesinas de Honduras (COCOH). Comité de Apoyo de Indígenas de Honduras (Støttekomiteen for Honduras' oprindelige Befolkning). Comité para la Defensa de los Derechos Humanos (CODEH) er landets menneskerettighedsorganisation. Comité de Familiares de Detenidos-Desaparecidos en Honduras (COFADEH) er organisationen af familiemedlemmer til arresterede og forsvundne i landet. Federación de Estudiantes Universitarios de Honduras (FEUH) er Honduras Studenterorganisation.

Officielt navn: República de Honduras.

Administrativ inddeling: 18 departementer

Hovedstad: Tegucigalpa, 1,200.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: San Pedro Sula, 616.500 indb.; La Ceiba, 108.900 indb.; El Progreso, 106.500 indb.; Choluteca 93.100 indb. (2000).

Regering: Xiomara Castro, præsident siden januar 2022. Landet har en lang tradition for, at det kun er de ledere USA og borgerskabet ønsker, der faktisk bliver magthavere. Parlamentet har ét kammer - Nationalkongressen - med 128 pladser.

Nationaldag: 15. september (Uafhængighedsdagen, 1821)

Væbnede styrker: 18.800 soldater, 13.200 rekrutter (1995).

Paramilitære styrker: 5.500 medlemmer af Fuerza de Seguridad Pública (Offentlige Sikkerhedsstyrker, FUSEP) der er et militærlignende politikorps.

 

Det område der i dag udgøres af Honduras var allerede før spaniernes ankomst beboet af Chibcha folket (se Colombia), Lenca- og Maya folket. Copán i landets nordvestlige hjørne var landets hovedby, og førte et strålende liv frem til det 9. århundrede, da den som resten af imperiet forfaldt.

Den første europæer der ankom til Honduras var tilsyneladende Américo Vespucio, der ankom i 1498, men det var conquistadoren Pedro de Alvarado der anførte erobringen af landet til fordel for den spanske krone. Den oprindelige befolkning anført af høvding Lempira førte en blodig modstandskamp, men forgæves. Landet blev lagt ind under den spansk provins Guatemala (Capitanía General de Guatemala).

Honduras løsrev sig sammen med de øvrige mellemamerikanske lande fra Spanien i 1821 og blev indlemmet i det mexicanske imperium under kejser Iturbide, men dette brød sammen allerede 2 år senere. Francisco Morazán og andre honduranske ledere forsøgte forgæves at danne en mellemamerikansk føderation, men Storbritanniens destabiliserende indflydelse i området var langt stærkere.

Med den liberale reform i 1880 skiftede landets økonomiske omdrejningspunkt til minesektoren - forstærket af åbningen overfor udenlandsk kapital og teknologi. I slutningen af det 19. århundrede trængte den nordamerikanske koncern, United Fruit Co. (UFCO) ind i landet, opkøbte store jordområder, underlagde sig næsten hele landets frugtproduktion, jernbanerne, skibene, havnene og fik ad denne vej samtidig omfattende indflydelse på grundlæggende politiske beslutninger.

I 1924 invaderede USA Honduras og indførte et formelt demokrati, under hvilket UFCO opkøbte sin største konkurrent, Cuyamel Fruit Co. og fik monopol på bananproduktionen. Washington overdrog magten til Tiburcio Carías Andino, der styrede landet med hård hånd i perioden 1933-49.

Grænsestrid med Guatemala førte til nordamerikansk mægling i 1930. Efter 2. verdenskrig udvandrede et stort antal salvadoranske bønder og landarbejdere til Honduras, hvor de sociale spændinger ifht. den ny indvandringsgruppe efterhånden tog til. I 1969 udløste disse spændinger en krig mellem de to lande - i kølvandet på en fodboldkamp mellem landene. Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) fik forhandlet en våbenhvile på plads mellem de to stater, men først 23 år senere blev krigstilstanden officielt afsluttet (se El Salvador).

I 1971 undertegnede nationalister og liberale den såkaldte Enhedspagt. General Osvaldo López Arellano der havde været ved magten siden 1963 tillod afholdelsen af valg, i hvilke Ramón Ernesto Cruz fra Partido Nacional sejrede.

I 1972 væltede López Arellano sin efterfølger og viste sig mere lydhør overfor gennemførelsen af en jordreform, hvils formål bl.a. var at bringe UFCO under kontrol. Men selskabet og andre store jordejere reagerede, og López Arellano blev erstattet af oberst Juan A. Melgar Castro.

I 1978 overtog hærchefen general Policarpo Paz García magten i landet. Regimet allierede sig nu tæt med nabolandet Nicaraguas diktator, Anastasio Somoza. Sandinisternes revolution i 1979 førte i Honduras til, at der blev indkaldt en grundlovsgivende forsamling, hvis første skridt var at ratificere Paz García på præsidentposten. I 1981 afholdtes valg, der blev vundet af det Liberale Parti (Partido Liberal), hvis kandidat Roberto Suazo Córdoba overtog præsidentposten i januar 1982.

Suazo Córdoba godkendte stigninger i priserne på de basale konsumvarer og fremsatte en «antiterrorlov», der bl.a. afskaffede retten til at strejke, da den blev anset for «stærkt undergravende». Paramilitære grupper, herunder det paramilitære politikorps FUSEP, agerede udenfor lovens rammer. Drab og mord på «oppositionelle» blev hverdags hændelser.

Honduras tillod, at USA oprettede militærbaser i landet, og at de kontrarevolutionære nicaraguanere ligeledes oprettede guerillabaser på honduransk territorium. I 1983 havde Pentagon 1.200 soldater i landet, der udover at intervenere direkte i de væbnede kampe, gav militærtræning, -støtte og -logistik samt gennemførte infrastrukturprojekter i form af vejbyggeri mm. De nicaraguanske «contraer» havde 15.000 mand under våben, og dertil kom omkring 30.000 nicaraguanske flygtninge.

I 1985 gennemførte 7.000 nordamerikanske soldater manøvrer meget tæt ved grænsen til Nicaragua. Honduras' luftvåben blev i forlængelse af manøvren tilbudt at få renoveret alle sine krigsfly. For ca. 300 millioner dollars fordoblede luftvåbnet antallet af soldater og fornyede sine fly.

Valget i 1985 blev vundet af José Azcona Hoyo fra Partido Liberal. Den nye præsident bad om bistand fra Washington for at «contraerne» kunne forlade landet og for at stimulere de udenlandske investeringer.

Håndteringen af bistanden fra USA udløste en omfattende korruption - især indenfor de væbnede styrker. Planen for privatiseringer og reduktion af de offentlige udgifter slog fejl, og indenfor landbruget nåede sæsonarbejdsløsheden blandt landarbejdere op på 90%.

I 1989 vandt Nationalpartiets kandidat, Rafael Callejas stort i valget, der iøvrigt blev betegnet som fuld af svindel. Støttet af USA og forretningskredse indledte Callejas en total liberalisering af økonomien.

I februar 1990 tabte sandinisterne valget i Nicaragua, og det medførte umiddelbart, at USA skar kraftigt ned i den økonomiske bistande til Honduras. Callejas nærmede sig nu de væbnede styrker, for at sikre at situationen var under kontrol, når den sociale situation blev forværret.

I begyndelsen af 1990 hævede regeringen skatterne, øgede prisen på brændstof 50% og devaluerede landets valuta. I december gav regeringen amnesti til landets politiske fanger og forfulgte. Antiterrorloven blev ophævet og der gennemførtes en politisk åbning, der skulle omfatte alle politiske strømninger - også venstrefløjen der indtil da havde været udelukket fra legal politisk aktivitet.

Efter 8 år i eksil vendte 4 venstrefløjsledere den 12. januar 1991 tilbage til Honduras, og erklærede den væbnede kamp for overstået. I oktober 1991 sluttede guerillabevægelsen Fuerzas Populares Revolucionarias Lorenzo Zelaya (Lorenzo Zelayas Folkelige Revolutionsstyrker) sig til demokratiseringsdekretet, og opgav videre væbnet kamp.

De væbnede styrkers øverstkommanderende, general Arnulfo Cantarera blev beskyldt for at have begået menneskerettighedskrænkelser. Han blev afskediget og erstattet af general Luis Discua, der anførte en stigende indblanding fra militærets side i landets politiske liv. De politiske mord på oppositionelle og andre overgreb begået af militæret blev fordømt af den honduranske menneskerettigheds organisation (CODEH).

Callejas' gennemførelse af et «strukturtilpasnings program» gjorde det muligt at forhandle udlandsgælden på 3,5 milliarder dollars. Den nye jordlovgivning gjorde det muligt at sælge eksproprierede jorder, hvilket var til fordel for de multinationale landsbrugsselskaber.

Militærets øgede magt og den politiske ustabilitet blev yderligere forstærket af landets økonomiske problemer, der blev forstærket da militærbistanden fra USA faldt bort.

Den folkelige utilfredshed kom klart til udtryk ved valget 28. november 1993, hvor oppositionskandidaten Carlos Roberto Reina vandt.

En af den nye regerings første beslutninger var afskaffelsen af den obligatoriske værnepligt, men i august 1994 gav regeringen efter for pres fra hæren og tillod at den skaffede sig 7.000 rekrutter. Regeringen opløste efterretningsvæsenet (DNI), der var anklaget for tortur mod tilbageholdte.

I konsekvens af faldet i eksporten af bananer til EU lukkede det nordamerikanske bananselskab, Tela Railroad Company 4 plantager og afskedigede 3.000, men regeringen tvang virksomheden til at genåbne plantagerne og genansætte arbejderne. Virksomheden forhandlede en aftale på plads med fagforeningen om genansættelse af 1.200 arbejdere, men 1.000 kvindelige arbejdere forblev fyret.

Som følge af tørken i første halvdel af året, mistede 90 kommuner mere end 60% af afgrøderne. Stillet overfor faren for, at 1½ million mennesker ville blive berørt af sult, bad myndighederne om støtte fra FAO. Den tiltagende fældning af landets skove har forstærket jorderosionen.

Mens militæret fortsat varetog politiopgaver i byerne, indledte parlamentet diskussionerne omkring en forfatningsændring, der skulle overføre kontrollen med den offentlige sikkerhed til de civile myndigheder. I januar 1995 indledte det nye Kriminalpoliti (Unidad de Investigación Criminal) sine aktiviteter - ledet af civile. Det afløste det hemmelige politi, der året forinden var blevet opløst. Dette nye korps bestod indledningsvis af 1.500 betjente og blev trænet af israelsk politi og af det nordamerikanske FBI. I denne periode myrdedes 50 mennesker dagligt i Honduras.

Højtstående regeringsfunktionærer blev i 1995 arresteret for deres indblanding i handelen med pas. Højesteret fjernede eks-præsident Callejas' immunitet, for at han kunne afgive forklaring om falsifikation af dokumenter og tilegnelse af offentlige midler. Selv den siddende præsident Reina blev indhentet af sin offensiv mod korruption, da han blev udsat for undersøgelse for sin anvendelse af statslige midler til private formål.

I starten af 1996 hævedes lønningerne med 25%, men samtidig steg priserne på de basale varer med 30%. Demonstrationerne med krav om højere løn blev stadig hyppigere, især indenfor den offentlige sektor. Til gengæld gennemtvang IMF drastiske nedskæringer indenfor staten. Regeringen beskar på en række områder militærets magt. Bl.a. blev det frataget sin kontrol over politiet, og størrelsen af hæren blev reduceret. Et sprængstofattentat mod præsidentboligen blev tilskrevet utilfredse elementer indenfor militæret. I juli hindrede hærchefen gennemførelsen af et militært oprør.

I oktober 1997 hindrede politiet, at 400 personer opstillede en statue af frihedshelten Lempira på en offentlig plads i Tegucigalpa. På samme plads var en statue af Columbus blevet revet ned og ødelagt af menneskemængden.

Den 23. november blev der afholdt valg til parlament og præsidentpost. Det blev vundet af det regerende liberale parti. Carlos Reinas liberale efterfølger på præsidentposten, Carlos Flores fik 53% af stemmerne mod 42% til den ekstremt højreorienterede kandidat, Nora Castro fra Nationalpartiet. Parlamentsvalget bekræftede venstrefløjens udeslutning af parlamentet. Flores erklærede, at han ville fortsætte åbningen af landets økonomi.

Da præsidenten i januar 1998 tiltrådte erklærede han sin villighed til at danne en national samlingsregering og indgå en «ikke-angrebspagt» med oppositionen indenfor militæret. Flores overtog et land i krise, hvor 80% af befolkningen levede i ekstrem fattigdom, og hvor 228 godsejere kontrollerede over 75% af landets jorder. De internationale låneinstitutioner pressede på for at der hurtigst muligt blev gennemført et ny strukturtilpasningsprogram.

I september 1998 medførte orkanen Mitch skader for 5,36 mia. dollars og kostede omkring 24.000 mennesker livet i Mellemamerika - heraf de 6.000 honduranere. 1,3 mio. honduranere mistede deres hjem og 8.000 forsvandt. Et år senere kostede oversvømmelser 35 livet og satte 14.000 hektarer opdyrket jord under vand. Skaderne løb denne gang op i 20 mio. dollars. Myndighederne erklærede efterfølgende, at hvis Honduras virkelig havde modtaget den hjælp, de udviklede lande havde lovet efter orkanen Mitch, kunne floderne være blevet renset og den nye katastrofe kunne være undgået.

Undertegnelsen af en grænseaftale med Colombia i november 1999 udløste en diplomatisk krise i forholdet til Nicaragua, og begge lande begyndte at mobilisere tropper ved grænsen. Som en del af aftalen anerkendte Honduras Colombias overherredømme over en øgruppe ud for Nicaraguas kyst, mod at den 15. breddegrad til gengæld markerede grænsen mellem de to lande. Colombias overherredømme over øerne San Andrés og Providencia samt markeringen af den 15. breddegrad udelukker Nicaragua fra 130.000 km² havterritorium. Udenrigsministrene fra Honduras og Nicaragua underskrev en aftale for at fortsætte forhandlingerne i fremtiden og etablerede i februar 2000 en demilitariseret zone ved den fælles grænse. Men mindre end 1 måned efter undertegnelsen kom det til skudveksling mellem patruljebåde fra de to lande i Golfo de Fonseca på Stillehavskysten. Sammenstød der fortsatte ind i marts måned.

I januar 2002 overtog Ricardo Maduro fra Partido Nacional præsidentposten efter at have fået 52,2% af stemmerne. Som konsekvens af den økonomiske krise i landet var antallet af røverier steget, og bortførelser var blevet en almindelig foreteelse som middel til berigelse. Maduro havde under sin valgkamp lovet at sætte en stopper for den stigende kriminalitet og oprettede kort efter sin magtovertagelse et korps på 10.000 soldater til at bekæmpe kriminaliteten.

Siden 2001 var situationen i Olancho regionen blevet stadig mere tilspidset mellem beboere og firmaet Energisa, der havde fået regeringens tilladelse til opførelsen af et vandkraftværk i Chorros de Babilonia, der er en del af nationalparken Sierra de Agalta. Da myndighederne ikke trak godkendelsen til projektet tilbage organiserede indbyggerne i området sig i en modstandsbevægelse, der fik betydelig international støtte. Iflg. bevægelsen var myndighedernes godkendelse udstedt uden gennemførelsen af ordentlige undersøgelser af konsekvenserne for miljøet. 4 af bevægelsens mest fremtrædende aktivister er blevet dræbt, dens aktioner slåes brutalt ned af sikkerhedsstyrker, og firmaet fremsætter trusler og forfølger bevægelsens medlemmer, uden at myndighederne griber ind. Komiteen af familiemedlemmer til arresterede og forsvundne i Honduras (COFADEH) rapporterede, at gennem 2003 havde 16 af bevægelsens medlemmer været i livsfare, og konflikten berører især 11 byer i regionen.

I november 2003 blev journalisten Germán Antonio Rivas dræbt. Han var ejer af Maya Televisión i Santa Rosa de Copán og havde i 1980'erne været aktivist i Bevægelsen for Menneskerettigheder. Han havde tidligere været udsat for et andet attentat, efter at have rapporteret om Compañía Minerales de Occidentes udledling af cyan i Lara floden, der forsyner befolkningen i Santa Rosa de Copán med drikkevand. Rapporteringen førte til, at ministeriet for Naturressourcer og Miljø gav virksomheden bøde på 1 mio. Lempiras. 6 andre honduranske journalister havde været udsat for attentater i 2000-03.

2004 blev indledt med en intens offentlig debat omkring revisionen af en lov mod ungdomsbander. Loven har eksisteret siden 1983, blev ændret i 1999 og det var ændringen af § 332 der især førte til kritik fra juridisk side, der betegnede ændringen som forfatningsstridig, diskriminerende og unødig brutal. Fra flere sider blev der opfordret til at fjerne paragraffen, men præsident Maduro erklærede, at hvis højesteret kendte ændringen forfatningsstridig, så vil parlamentet vedtage en ny lov, der er lige så skrap. Massakren på børn og unge i Honduras har de seneste år kostet 2000 unge under 23 år livet. Den gennemføres af dødspatruljer, der siden 1998 ikke er blevet udsat for strafforfølgelse - trods kritik fra menneskerettighedsorganisationer og ledende politifolk.

I midten af maj 2004 kostede en brand i fængslet i San Pedro Sula 103 fanger livet og 25 sårede. Politiet erklærede, at branden skyldtes en kortslutning, men en række vidner anklagede myndighederne for ikke at have fulgt råbene om hjælp og for ikke at have lukket fangerne ud af deres celler. De fleste af de indebrændte tilhørte ungdomsbanden Mara Salvatrucha. Det er 2. gang indenfor et år, at en større brand rammer det honduranske fængselsvæsen. I april 2003 døde 68 fanger i en brand i El Porvenir fængslet nær byen La Ceiba.

Den 19. maj 2004 trak Honduras sine 370 soldater ud af Iraq, hvor de siden 2003 havde været en del af besættelsesmagten. På opfordring fra Spanien havde lande som El Salvador, Honduras, Nicaragua og den Dominikanske Republik sendt tropper til Iraq, hvor de havde været under spansk kommando, men som følge af den intensiverede krig i landet trak Spanien i april øjeblikkeligt sine tropper hjem, og Honduras' præsident Maduro besluttede i maj at gøre det samme.

I oktober vedtog parlamentet enstemmigt at ændre forfatningen for at forbyde ægteskab mellem to personer af samme køn, eller adoptioner foretaget af sådanne par. Beslutningen skete efter voldsomt pres fra den katolske og den evangeliske kirke. Beslutningen præciserede, at ægteskab kun er lovligt mellem mand og kvinde med det formål at sikre formeringen. Beslutningen fandt sted efter at Maduro regeringen efter 15 års pres fra de homoseksuelles organisationer i landet havde besluttet juridisk at anerkede disse. Nogle homoseksuelle aktivister truede med at afsløre navnene på fremtrædende homoseksuelle i regeringen, indenfor politik, erhvervsliv og medierne, hvis parlamentet annullerede anerkendelsen af de homoseksuelle. For at forfatningsændringen kan få gyldighed skal den ratificeres i det næste parlament i 2005.

I maj 2005 fremlagde børneorganisationen Casa Alianza materiale der viste, at 10.000 honduranske mindreårige af begge køn som havde forsøgt illegalt at rejse til USA, blev udnyttet seksuelt i Mexico og andre steder i Mellemamerika. Organiserede bander bortfører børnene for at udnytte dem seksuelt i barer, natklubber og massageklinikker. Korruption, lysskyhed, straffrihed, ligegyldigt og offentlig meddelagtighed bidrager til at tusinder af mindreårige skades på liv og sjæl. Selv om Honduras' børnelovgivning slår fast, at de mindreårige skal gå i skole for at lære det fornødne til at skabe sig en bedre fremtid, så tvinges 350.000 børn mellem 10 og 17 hvert år til at opgive skolen for at arbejde, og 140.000 arbejder i hjemmet. ILO statistikker fortæller, at 20.000 honduranske piger arbejder som stuepiger, og at 5,1% af disse har været udsat for seksuelle overgreb. Andre mindreårige arbejder i landbruget, handelsvirksomhed, industri, servicesektor, byggeri, transport, miner eller banker.

Præsidentvalget i slutningen af december blev vundet af Manuel Zelaya, fra Partido Liberal der indtil da havde været i opposition. Den nye præsident overtog et land, der er det næstfattigste i Mellemamerika og det 3. mest fattige på kontinentet - efter Haiti og Nicaragua. Seks ud af ti honduranere lever i fattigdom og fire af ti i dub fattigdom, hvor de overvejende er afhængige af den uformelle økonomi eller penge sendt hjem fra familiemedlemmer i udlandet. Selv om Honduras har fået eftergivet en del af sin udlandsgæld, mod at den anvendes til kampen mod fattigdommen, så mangler de fattige honduranere endnu at opleve deres levesituation forbedret.

Trods massive protester blev Honduras i marts 2006 det andet land i Mellemamerika - efter El Salvador - der undertegnede en frihandelsaftale med USA.

Regeringen meddelte i januar 2007, at den midlertidigt tog kontrol over landets benzinstationer. Beslutningen blev truffet efter at det mislykkedes regeringen at indgå en aftale med Chevron og Exxon Mobil, men iflg. Zelaya var der ikke tale om nationalisering men kun om et midlertidigt skridt.

I juli 2008 blev Honduras optaget i det latinamerikanske ALBA samarbejde, der omfatter en lang række lande i regionen.

2009 Militærdiktatur

Zelaya udskriv i juni 2009 folkeafstemning på spørgsmålet om der skulle nedsættes en grundlovsgivende forsamling, der skulle udarbejde en ny forfatning. Landets mest reaktionære kræfter igangsatte en kampagne mod folkeafstemningen og Højesteret erkendte den planlagte folkeafstemning for ulovlig, fordi der efter dens mening fandtes paragraffer i forfatningen, der hindrede ændring af forfatningen. Zelaya afviste højesterets kendelse og fyrede desuden chefen for generalstaben, Romeo Vásquez Velásquez, der ligeledes satte sig imod folkeafstemningen. Militæret svarede igen ved den 28. juni at gennemføre militærkup, sendte Zelaya i eksil i Costa Rica og indsatte formanden for parlamentet, Roberto Micheletti som «præsident». I modsætning til tidligere tiders militærkup i Latinamerika blev dette imidlertid afvist over en bred kam. Et enigt OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) fordømte militærkuppet og endte med at ekskludere Honduras. FN fordømte ligeledes kuppet. USA og EU nøjedes med at udtrykke bekymring over situationen og fortsatte deres økonomiske støtte til landet.

OAS forsøgte de følgende måneder at finde en diplomatisk løsning på krisen, men denne strategi blev blokkeret af USA, der fortsatte sin støtte til diktaturet, der derfor ikke blev effektivt internationalt isoleret. Efter en række forgæves forsøg på at lade præsident Zelaya vende tilbage, vendte han i hemmelighed tilbage den 21. september og fik ophold på den brasilianske ambassade i Tegucigalpa. Regimet svarede igen ved yderligere at stramme undtagelsestilstanden og optrappe krænkelserne af menneskerettighederne. Samtidig satte diktaturet den brasilianske ambassade under militær belejring, afbrød el og vandforsyningen og udsatte den for et støjbombardement fra enorme højttalervogne. Den 24. september indbragte Brasilien belejringen som en hastesag for FN's Sikkerhedsråd, der atter engang fordømte diktaturet og krævede belejringen ophævet.

Den 29. november gennemførte diktaturet «valg» til præsidentposten og parlamentet. Det internationale samfund afviste på forhånd at anerkende valgets legitimitet og valgdeltagelsen var under 50%. Efterfølgende indsatte generalerne i januar 2010 Porfirio Lobo Sosa på præsidentposten. Han anerkendtes ikke af OAS som landets retmæssige præsident, men blev anerkendt af USA og EU. Danmark fortsatte sin U-landsbistand til diktaturet, mens bistanden til resten af Latinamerika blev afviklet frem til 2012. Den daværende danske bistandsminister Søren Pind var ideologisk uenig med resten af Latinamerika.

I erkendelse af at hverken USA eller EU ville lægge pres på diktaturet, indvilgede Zelaya i januar 2010 i at forlade den brasilianske ambassade og søge asyl i den Dominikanske Republik. Modstanden mod diktaturet blev samlet i Frente Nacional de Resistencia Popular (FNRP, Den nationale folkelige Modstandsfront), der bestod af folkelige organisationer: fagbeværelsen, studenterbevægelsen, beboerbevægelsen, bondebevægelsen og menneskerettighedsorganisationer. Dens medlemmer var særligt hårdt ramt af regimets repression.

Human Rights Watch konstaterede, at alene i det første halve år efter Sosas indsættelse som præsident var 8 journalister og 10 medlemmer af FNRP blevet dræbt. Legalt politisk arbejde var livsfarligt i landet. Obama administrationen berømmede i stedet Sosa for hans «villighed til forsoning». USA knyttedee derfor tætte forbindelser til det nye regime.

I juli 2011 indrømmede den statsligt nedsatte freds- og forsoningskommission, at afsættelsen af Zelaya var i strid med forfatningen og et statskup.

I december afskedigede kongressen 4 højesteretsdommere og gav derefter sig selv myndighed til at afskedige dommere og statsanklager. Baggrunden var, at højesteret få dage inden havde erklæret en ny log for tilsyn med politiet for forfatningsstridig. Menneskerettighedsorganisationer anklagede Honduras for at fjerne den sidste rest af retsstatslig fernis.

Militæret planlagde at gennemføre nye valg i slutningen af 2013, men den sikkerhedsmæssige situation i landet tillod ikke demokratiske valg. I perioden maj 2012 - oktober 2013 blev 36 politiske kandidater, mulige kandidater, familiemedlemmer eller kampagneledere dræbt og yderligere 24 angrebet med våben. Angrebene fandt sted på tværs af det politiske spektrum, men langt de fleste angreb var alligevel rettet mod oppositionens Libre (Fri) koalition. Præsidentvalget i november 2013 blev vundet af Juan Orlando Hernández fra militærets parti PN med 36,8% af stemmerne. På andenpladsen fik Libres Xiomara Castro de Zelaya 28,8% af stemmerne. Xiomara er hustru til den afsatte Manuel Zelaya. Castro og flere andre kandidater protesterede mod valgresultatet, og valgobservatører betegnede det som præget af svindel. Hernández udråbte sig til sejrherre og blev indsat på præsidentposten i januar 2014. Han havde ført sin valgkamp på et løfte om at sætte militæret ind i landets gader for at skabe «ro og orden».

I perioden januar 2011 - november 2012 dræbte politiet 149 civile, heraf 18 mindreårige. Ingen politifolk blev sat på anklagebænken for mordene. Tvært imod oprettede Kongressen i august 2013 et militærpoliti, der kunne besætte hele bydele og gennemføre arrestationer.

Honduras indtager en suveræn førsteplads som verdens mest voldlige land med 82 årlige mord pr. 100.000 indbyggere. Landets placering på narkoens vej fra Colombia til USA samt militærets involvering i den lukrative trafik er de vigtigste årsager til den høje mordrate. I januar 2012 blev det så slemt, at det nordamerikanske Peace Corps trak sig ud af landet. Volden retter sig både mod andre kriminelle, medlemmer af oppositionen, fagforenings- og bondeaktivister, journalister og turister. Bander, politi og militær nyder næsten total straffrihed. Under 3% af mordene opklares. De fleste efterforskes end ikke.

Honduras vigtigste yder af bidrag til økonomien, politiet og militæret er USA. Supermagtens samlede økonomiske og militære bistand til Honduras var i 2013 60,2 mio. US$.

TV og radio journalisten Juan Carlos Argeñal myrdes 7. december 2013 af to uidentificerede mænd. Han havde tidligere fået trusler fra myndighederne for sine rapportager. Efterfølgende blev Argeñals bror Mario udsat for dødstrusler. Alene siden militærets indsættelse af Lobo som præsident i 2010 var 29 journalister blevet myrdet.

I april 2014 blev radiojournalisten Carlos Hilario Mejía Orellana myrdet i sit hjem af knivstik.

I maj blev direktøren for Casa Allianza i Honduras, José Guadalupe Ruelas arresteret og tæsket af militærpolitiet. Han mente selv det var pga. hans kritik af de massive overgreb mod børn i landet og myndighedernes manglende vilje til at gøre noget ved problemet.

I juni blev medlemmer af den fremtrædende menneskerettighedsorganisation COFADEH udsat for overvågning, chikane og fysiske angreb.

I juli blev journalisten og menneskerettighedsaktivisten Dina Meza og hendes familie udsat for chikane og trusler.

Ligeledes i juli blev menneskerettighedsaktivisten Miriam Miranda bortført af bevæbnede mænd og andre fra Garífuna folket i det nordlige Honduras udsat for trusler. DE havde kort forinden opdaget en hemmelig landingsbane der blev brugt af narkosmuglere.

I august blev bondelederen Margarita Murillo skudt og dræbt i El Planón i det nordvestlige Honduras. I november blev bondelederen Juan Ángel López Miralda skudt og dræbt i samme område.

USA fortsatte sin støtte til Honduras efter at Kongressen havde offentliggjort en rapport der hævdede at menneskerettighedssituationen var forbedret i landet.

Højesteret fjernede i april 2015 en artikel i forfatningen, der hindrede en siddende præsident i at stille op til embedet igen. Præsident Hernández erklærede derefter at han agtede at stille op til næste præsidentvalg i 2017. Ligeledes i april vedtog parlamentet en lov til beskyttelse af menneskerettighedsaktivister, journalister, sociale kommunikatorer og jurister, men i august henvendte en bred vifte af folkelige organisationer sig til parlamentet fordi loven var alt for vagt formuleret og ikke beskyttede de grupper den var tiltænkt. Alene i de første 6 måneder af året blev 8 journalister dræbt. I 2010-14 blev 86 jurister og 22 menneskerettighedsaktivister dræbt.

I juni 2015 blev det afsløret, det regerende Partido Nacional sammen med det honduranske sundhedsvæsen IHSS var involveret i en stor korruptionsskandale, der siden 2012 havde kostet staten flere hundrede mio. €. Da skandalens omfang blev kendt gik flere hundrede tusinde demonstranter på gaden i hovedstaden Tegucigalpa med krav om præsidentens afgang.

I oktober offentliggjorde USA's justitsministerium en erklæring hvori det hed, at honduraneren Jaime Rosenthal, hans søn og nevø sammen med hans Bank Banco Occidental var involveret i narkohandel. Rosenthal var medlem af det konkurrerende liberale parti PLH og få dage senere opløste præsidenten Rosenthals bank, der da var landets 8. største.

I marts 2016 blev miljøforkæmperen Berta Cáceres myrdet. Det skete i La Esperanza i den østlige del af landet hvor hun var ved at organisere protester mod bygningen af en dæmning, der ville få katastrofale konsekvenser for Lenca folket. Cáceres havde stærke fjender indenfor både militæret, politiet og blandt godsejerne. I 2015 var hun modtager af den internationale Goldman Miljøpris. Fire måneder senere blev endnu et medlem af Cáceres' organisation myrdet: Lesbia Yaneth Urquía. Måneden inden havde en soldat afsløret, at Cáceres sammen med flere andre politisk aktive havde figureret på en dødsliste, der cirkulerede i militæret.

Som konsekvens af mordet på Cáceres meddelte den nederlandske udviklingsbank og den finske fond for industrielt samarbejde i maj, at de trak deres støtte til Agua Zarca dæmningsprojektet tilbage. USA støttede i 2016 regimet med 98,3 mio. US$.

Voldsniveauet fortsatte på et generelt højt niveau og sendte tusinder i eksil. Især kvinder, migranter, interne flygtninge og aktivister aktive indenfor LGBT rettigheder, miljø og jord. Som svar på den udbredte vold, korruption og organiseret kriminalitet overførte regeringen officerer og soldater til sikkerhedsstyrkerne. Den interamerikanske Menneskerettighedskommission var kritisk overfor denne udvikling og henviste til militærets anvendelse af overdreven som en del af sikkerhedsstyrkerne. Militærets tilstedeværelse i de indfødte folks områder udløste social uro, og mere end 100 højtstående politifolk blev fyret i et forsøg på at dæmme op for den organiserede kriminalitets infiltration af sikkerhedsstyrkerne.

I oktober 2016 blev José Ángel Flores og Silmer Dionisio George fra den forenede bondebevægelse i Aguan myrdet. Begge blev skudt på vej bort fra et møde med bønder i Bajo Aguán området i det nordøstlige Honduras. Måneden efter blev Bertha Oliva, koordinator i menneskerettighedsorganisationen COFADEH, udsat for en smædekampagne, der havde til formål at knytte hende til narkokartellerne og miskreditere hendes menneskerettighedsarbejde. COFADEH havde en lang historie med støtte til bønder i Bajo Aguan området. Iflg. NGO'en ACI-PARTICIPA bliver 90% af mordene og overgrebene på menneskerettighedsaktivister i Honduras aldrig opklaret.

Honduras' forfatning slår fast, at en præsident kun kan sidde i en periode. Alligevel meddelte præsident Hernández i november 2016, at han agtede at stille op igen. Den øverste valgkommission besluttede i december med to stemmer mod en, at han godt kunne stille op i sit partis primærvalg. Dette valg vandt han i marts 2017 og meddelte derefter, at han trods det udtrykkelige forbud i forfatningen agtede at stille op til præsidentvalget i november.

Præsidentvalget i november blev vundet af Salvador Nasralla. Den øverste valgkommission TSE havde på forhånd lovet, at den ville offentliggøre valgresultater i den rækkefølge stemmerne blev talt op, men om aftenen den 26. november indstillede TSE pludselig offentliggørelsen i 7 timer. Næste dag meddelte den, at Nasralla havde fået 45,17% mod 40,21% til den siddende præsident. TSE indstillede derefter atter optællingen. Denne gang i 36 timer. De følgende dage offentliggjordes langsomt nye tal, og nu svandt Nasrallas 5% føring langsomt ind for at Hernández til sidst kunne føre. Dette «resultat» blev afvist både af Nasralla og internationale valganalytikere. Hele december igennem var der demonstrationer mod regimet og dets valgsvindel. Ved udgangen af måneden var 31 blevet dræbt af sikkerhedsstyrkerne. Diktaturet kvitterede for støtten fra USA ved i FN's Generalforsamling at stemme imod den resolution der annullerede supermagtens flytning af sin israelske ambassade til Jerusalem. De gamle mellemamerikanske diktaturstater Guatemala og Honduras var de eneste latinamerikanske stater der bøjede sig for USA's trusler. (Families fear no justice for victims as 31 die in Honduras post-election violence, Guardian 2/1 2018)

Honduranske myndigheder arresterede i marts David Castillo Mejía, sigtet for deltagelse i mordet på Berta Cáceres to år tidligere. Mejía var tidligere efterretningsofficer og direktør for det firma der skulle bygge den dæmning, Cáceres og hendes organisation protesterede imod. Det britiske dagblad Guardians egen efterforskning viste, at Cáceres allerede flere måneder før sin død stod opført på militærets dødslister, og at disse lister også var i USA's besiddelse. Der er en lang tradition i landet for samarbejde mellem dets sikkerhedsstyrker og USA, og i dette tilfælde kendte USA til det planlagte mord flere måneder inden det blev begået. USA's ambassadør Heidi Fulton hilste arrestationen af Mejía velkommen. (Berta Cáceres murder: ex-Honduran military intelligence officer arrested, Guardian 2/3 2018) I november blev 7 mænd med tilknytning til dæmningselskabet Desa dømt for mordet. Straffen udmåles i januar. (Berta Cáceres: seven men convicted of murdering Honduran environmentalist, Guardian 30/11 2018)

Regeringen lukkede i januar 2020 MACCIH (Missionen til bekæmpelse af korruption og straffrihed i Honduras), der var blevet oprettet i 2016. MACCIH havde indtil da fået stillet 133 personer for retten for korruption. Korruptionen fik atter frit løb i landet, og statsanklagerens kontor indledte chikane mod sin egen afdeling til bekæmpelse af korruption. Samtidig havde bander overtaget kontrollen i mange egne af landet. Antallet af bandemedlemmer blev vurderet til et sted mellem 5.000 og 40.000. I perioden 2004-18 blev 191.000 fordrevet internt i landet pga. den omfattende vold. Gennem 2020 og 2021 flygtede titusinder derfor fra fattigdom og vold i retning af USA. Men næsten igen kom igennem. De blev opfanget og sendt tilbage til Honduras af myndighederne i USA, Mexico og Guatemala.

I august 2021 blev en tidligere direktør for elektricitetsselskabet DESA dømt for i 2016 at have beordret mordet på miljøaktivisten Berta Cáceres.

Præsidentvalget i november 2021 blev vundet af Xiomara Castro, der fik 51,1% af stemmerne. Den konservate Nasry Asfura måtte nøjes med 36,9% af stemmerne. Valget var historisk, fordi Castro blev landets første kvindelige præsident, og den første i landets historie der ikke var mellem af det Konservative eller Liberale parti. Hun blev indsat på posten i januar 2022. Hun er gift med Manuel Zelay, der blev styrtet af borgerskabet og CIA i 2009. Ved det samtidige parlamentsvalg gik hendes parti Libre 20 mandater frem til 50 og blev dermed parlamentets største. Det konservative PN gik 17 mandater tilbage til 44.

Kort efter Castros indsættelse som præsident i januar rømmede tilhængere af Juan Guaido Venezuelas ambassade i Tegucigalpa. Den tidligere honduranske præsident og diktator Juan Orlando Hernandez havde smidt Venezuelas ambassadør og det øvrige personale ud af landet og havde overdraget ambassaden til Guiaido tilhængere. Venzuela havde fra januar atter en ambassade i Honduras.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 8/12 2022

Læst af: 77.461