![]() |
![]() |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
![]() |
| Marco Rubio og hans ven gennem 35 år, David Rivera. De 2 republikanske politikere havde fulgtes gennem årtier og havde endog ejet et hus fællesskab. Begge dybt involveret i kriminalitet i Florida. I 2024 blev Rivera idømt 10 års fængsel. Begge børn af det kriminelle miljø i Miami. |
Marco Rubio med tilnavnet «Narco» (1971-), US politiker, zionist og nazist, lystløgner, ansvarlig for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Rubio blev født af cubanske emigranter i 1971 i Miami, Florida. I 1993 fik han en bachelorgrad i statsvidenskab i Miami og i 1996 en juridisk embedseksamen. I 2000 blev han valgt til Kongressen i Florida, hvor han sad til 2008. I 2010 blev han valgt til USA's Senat som senator for Florida, hvor sad frem til 2025. I 2016 forsøgte han at stille op som det republikanske partis præsidentkandidat, men da han blev slået af Trump på hjemmebane i Florida opgav han sit kandidatur. Selv om de to kandidater i udsøgt grad svinede hinanden til under valgkampen, udpegede Trump ham i november 24 til sin udengrisminister. En post han tiltrådte i januar 25. I maj 25 fyrede Trump sin Nationale Sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og indsatte midlertidigt Rubio på posten. I september 26 blev denne udnævnelse permanent. Det var første gang siden USA's magtfulde udengrisminister Henry Kissinger i 1970'erne havde bestridt begge poster. Der var tale om en særdeles magtfuld kombination, fordi den kombinerede politik (diplomati) og militær magtanvendelse. Rubio var derfor Trump regimets mest magtfulde person, og i mange henseender mere magtfuld end den småsenile Trump.
Mange havde spået Rubio en kort karriere som udengrisminister, fordi Trump traditionelt har haft en stor gennemstrømning af undersåtter. Men gennem hele sin politiske karriere har Rubio haft en enestående evne til at snakke mere magtfulde politikere efter munden for at bevare og styrke sin egen position. Det er derfor også lykkedes ham at udmanøvrere flere af sine politiske modstandere. Fra januar 2025 havde han en alvorlig konflikt med Elon Musk, der havde betalt Trump 225 mio. US$ for at blive minister uden portefølje til udslettelse af statsapparatet. Specielt de dele der var gene for Musks forretningsimperium. Til Rubios store fortrydelse nåede Musk at udslette hele USA's bistandsprogram USAID, der ellers lå under Rubios ministerium. Rubio fik dog efter få måneder udmanøvreret Musk, der røg ud i kulden. I maj 25 lykkedes det ham ligeledes at udmanøvrere Sikkerhedsrådgiver Waltz, hvorefter han selv overtog denne post. Rubio er derfor hovedarkitekten bag USA's udengris- og sikkerhedspolitik. Han har en alvorlig konflikt med vicepræsident J.D. Vance, der ikke er zionist og derfor har et andet syn på Israels og USA's krige i Asien. Rubio har til gengæld stærke alliancepartnere i det Hvide Hus' stabschef Steven Miller og i den politisk uvidende krigsminister Pete Hegseth. Rubio har derfor de-facto USA's militær til sin rådighed.
Det var Rubio der i januar 25 genopdagede Monroedoktrinen. Formuleret i 1823 af USA's daværende udengrisminister John Quincy Adams var den oprindelig en defensiv doktrin, der skulle hindre de europæiske koloniregimer i at tage for sig af retterne efter det sammenbrudne spanske koloniregime på det amerikanske kontinent. I Rubios udformning fik doktrinen en offensiv udformning. Den skulle sikre USA's totale militære, politiske og økonomiske dominans over hele det amerikanske kontinent. I hans nazistiske terminologi «USA, USA üver alles».
![]() |
|
Den 7. september 2026 plantede præsident Donald Trump USA's flag i Canada og Grønland, Mexico, hele Mellemamerika og Caribien (undtagen den Dominikanske Republik). Udengrisminister Marco Rubio havde i januar 2025 genoplivet den 200 år gamle Monroedoktrin, der havde til formål at sikre USA's dominans på det amerikanske kontinent. Sigtet havde oprindeligt været defensivt, men under Rubio blev doktrinen offensiv: at sikre USA's totale militære, politiske og økonomiske kontrol over kontinentet. Helt på linie med nazismen i Tyskland i 1930'erne. Fra «Deutschland, Deutschland über alles» til «Make America Great Again». |
I årtierne efter 1820'erne blev USA's politik overfor dets nabolande gradvist mere voldelig. Præsident Theodore Roosevelt (1901-09) formulerede politikken «Speak softly and carry a big stick». Han løsrev provinsen Panama fra Colombia, besatte dele af den og byggede en kanal. Ligeledes tvang han det netop selvstændige Cuba til at afgive det meste af sin nationale suverænitet og acceptere US militærbasen i Guantanamo.
I Rubios udformning af doktrinen var der ingen dialog tilbage. Det var: «Gør som vi vil, eller i får tæsk».
Notorisk løgner
Hele Rubios politiske karriere har været baseret på løgne. Som de nazistiske politikere i 1930'erne kunne han ikke åbne munden uden at der væltede løgne ud. I Miami gav det ikke «street credit» at være rejst fra Cuba før revolutionen i 1959. Gennem 15 år hævede Rubio derfor, at hans familie var flygtet fra den cubanske revolution. I 2011 kunne Washington Post imidlertid dokumentere, at det var løgn. Familien var rejst fra Cuba allerede under Batista diktaturet i 1956 for at søge bedre økonomiske kår i USA. Med andre ord, økonomiske flygtninge. Trods Rubios senere løgne om, at familien ville vende tilbage til Cuba, var dette aldrig på dagsordenen. Børnene blev født i USA, forældrene fik arbejde og statsborgerskab. Moderen besøgte Cuba 4 gange i starten af 1960'erne - for at besøge familiemedlemmer. Rubio selv har aldrig besøgt Cuba, kender ikke landet og har i sagens natur heller ikke cubansk statsborgerskab. Han er med andre ikke en «eksil-cubaner». (Marco Rubio’s compelling family story embellishes facts, documents show. Washington Post 24/10 2011)
Narco Rubio. Et liv i kriminalitet
Allerede i 1920'erne spillede Cuba en vigtig rolle som leverandør af smuglersprit til forbuds USA. Der blev knyttet tætte forbindelser til mafiaen i USA, der de følgende tre årtier var med til at opbygge prostitution, turisme og kasinoer i Cuba. Det var disse «foretagsomme» kriminelle og «virksomhedsledere», der var de første til at flygte til USA efter revolutionen i 1959. De slog sig især ned i Miami og blev hurtigt den dominerende kraft indenfor kriminalitet, den øvrige økonomi og senere politik. De var med til at organisere de første smuglerruter af Marihuana fra Mexico til USA's Østkyst i 1960'erne, og disse netværk udvidede 20 år senere sortimentet med kokain. For at beskytte sig mod retsforfølgelse gik de ind i politik. Mens der i resten af USA eksisterede en symbiose mellem (korrupte) politikere, der fik betalt deres valgkamp af virksomheder og millionærer, og derfor førte deres politik, blev denne symbiose i Florida udvidet med kriminalitet. Samtidig satte de sig på medierne. Den borgerlige offentlighed der blev skabt var den offentlighed de kriminelle og de højreradikale virksomhedsejere og politikere ønskede.
Rubio var sølet ind i dette miljø via sin egen familie. Kriminalitet var en del af hans DNA. Hans storesøster var gift med Orlando Cicilia. Rubio arbejdede som hundelufter for sin svigerbror Orlando, der var emigreret fra Cuba til Miami i 1972. I 1987 stormede DEA Cicilia familiens hjem, og 2 år senere blev Orlando idømt 35 års fængsel for narkohandel. Nu var det det kriminelle Florida, så han sad kun inde i 11 år. De 80 mio. US$ han havde «tjent» på sin narkohandel blev aldrig fundet.
En af Rubios nære venner var den 5 år ældre David Rivera. De mødtes første gang i 1992, da de begge arbejdede på Lincoln Diaz-Balarts kontor i Miami. Han var en af de ledende højreradikale kontrarevolutionære i byen. I 2002-10 sad de begge i Floridas Kongres for det republikanske parti. Venskabet var så nært, at de ejede et hus i fællesskab, der nåede at gå på tvangsauktion i 2010 inden Rubio overtog det. Mens Rubio i 2010 blev valgt til USA's Senat, blev Rivera valgt til Repræsentanternes Hus 2010-12. I et forsøg på at svække sin politiske modstander gav han i hemmelighed penge til en Demokratisk modkandidat. I 10 år holdt myndighederne i Florida dog hånden over ham. Først i 2022 da han arbejdede for Venezuelas regering kom han i konflikt med Rubio og USA's politik. Han blev arresteret og sigtet for pengevask, for ikke at have registreret sig som «udenlandsk agent» og i 23 for skatteunddragelse. I oktober 26 blev han idømt 10 års fængsel. Gennem mere end 30 år havde Rubio og Rivera arbejdet tæt sammen om økonomisk kriminalitet, men Rivera røg i unåde pga. sine forbindelser til Venezuela.
En anden af Rubios nære venner var Bernard Navarro. Rubio hjalp allerede i 2008 Navarro med at stifte finansieringsvirksomheden Benworth Capital. I 2024 lagde Federal Reserve Bank i San Francisco sag an mod Navarro for at have tilsvindlet sig over 680 mio. US$. Under Corona pandemien havde virksomheden modtaget 4 mia. US$, der skulle gives til mindre virksomheder som støtte under pandemien. Navarro havde stukket de 680 mio. i sin egen lomme.
I foråret 26 overtalte Rubio præsidenten til at løslade Honduras' tidligere præsident Juan Orlando Hernández, der ellers var idømt 45 års fængsel i USA for narkohandel. Han havde medvirket ved eksporten af 400 tons kokain til USA. Rubio var gammel ven af Hernández. Han besøgte i Honduras i 2018, hvor han lovpriste Hernández for hans «indsats mod narkohandel». (The many lies of Marco Rubio, People's 'World 14/1 2026)
Rubio har en lang tradition for misbrug og svindel med midler. Allerede i 2007-10 havde USA's skattevæsen og føderale myndigheder undersøgt hans misbrug af valgmidler og kreditkort. Der var tale om flere hundrede tusinde US$ han årligt stak i sin egen lomme, brugte til familiens ferier og til indretning af hans ejendomme. Den republikanske mafia holdt dog hånden over ham, som den gjorde med Rivera i over 10 år. Først da han stillede op som præsidentkandidat i 2016 og blev efterforsket nærmere, væltede skeletterne ud af skabet.
(Marco Rubio haunted by allegations over Florida 'slush fund' and spending, Guardian 7/6 2015)
Som andre politikere i USA modtager Rubio store beløb fra private virksomheder og koncerner, hvis politik han efterfølgende fører. Den gælder fængselskoncernen GEO, Fanjul koncernen, National Rifle Association og den store zionistiske pengetank AIPAC.
(Marco Rubio’s Powerful Secret Backers, Community Alliance 3/4 2025)
«Lebensraum» - et nyt Amerika
Rubio arbejder på at udforme et nyt fascistisk Amerika. Hans første udenlandsrejse efter indsættelsen som udengrisminister i januar 25 gik til Mellemamerika, hvor han benyttede lejligheden til at karakterisere sine arvefjender Cuba, Venezuela og Nicaragua som «fjender af menneskeheden». Han benyttede dom samtidig lejligheden til at true Panama med invasion, fordi «Kina havde overtaget kontrollen med Panamakanalen». En anden af Rubios løgne.
Rubio anså sin vigtigste opgave for at være gennemførelsen af kontrarevolution i Cuba. Dermed ville han have betalt sin gæld til hele sit kriminelle og højreradikale bagland i Florida. Et vigtigt skridt på vejen dertil var kontrarevolution i Venezuela. Det var let at få Trump med på den ide. Han skulle blot forklare præsidenten, at Venezuela rådede over verdens største oliereserver. Så var der grønt lys til at bringe landet under USA's «kontrol». I december 2025 indledte terrorstaten en flådeblokade af Venezuela. En af Rubios løgnehistorier var, at det var for at «standse Venezuelas narkotransport til USA». Sandheden var, at langt den vigtigste transportrute for narkotika fra syd til nord gik fra Peru, Ecuador og Colombia til USA. Kun ganske få procent gik gennem Venezuela.
I august 25 lod Rubio i bedste westernstil justitsministeriet udfærdige en «arrestordre» mod Venezuelas præsident Nicolas Maduro for at stå bag landets «narkohandel». Plakaterne sagde: «50 mio. US$ i dusør for Maduro. Død eller levende». Det var i historisk og global sammenhæng uden fortilfælde, at en stat udlovede en dusør for tilfangetagelse af en anden stats statsoverhoved, men det var samtidig et udtryk for, at USA for længst er ophørt med at følge den internationale retsorden.
![]() |
|
Rubio fik i august 25 udfærdiget en «arrestordre» mod Venezuelas præsident med 50 mio. US$ i belønning «død eller levende». Cartel de Soles indrømmede Justitsministeriet i januar 26 ikke eksisterede. Det var endnu en løgnehistorie fra Rubios side. |
I december 25 indledte USA terrorangreb på fisker- og speedbåde i Caribien, der var sejlet ud fra Venezuela. De blev rutinemæssigt sænket og de ombordværende dræbt. Alt sammen uden nogen form for beviser. Samtidig blev et venezuelansk tankskib på vej til Cuba med olie erobret af pirater fra USA's flåde.
Den 3. januar 2026 invaderede terrorstaten Venezuela, dræbte 80 sikkerhedsfolk og tog Maduro og dennes hustru til fange og bortførte dem til New York. Atter engang historisk uhørt. Maduro og hustru blev stillet for en skuedomstol i New York, anklaget for at være ledere af narkokartellerne Tren de Aragua og Cartel de los Soles, som Rubio allerede i august 2025 havde fået stemplet som «terrororganisationer». Kun få dage efter Maduros bortførelse måtte USA's udenrigsministerium dog indrømme, at Cartel de los Soles slet ikke eksisterede. Organisationen var frit opfundet i Rubios ministerium.
Udover at bortføre Maduro bragte Rubio 28 års Bolivariansk revolution i Venezuela til ophør. Landets nye præsident, Delcy Rodriguez førte USA's politik, indstillede olieleverancerne til Cuba og åbnede landet på vid gab for USA's olieselskaber. Leverancerne til Cuba ophørte først helt efter pirater fra USA's flåde 8. og 10. januar 2026 erobrede 2 venezuelanske tankskibe og bortført dem til USA, hvor deres olielast blev stjålet.
Den 31. januar lod Rubio sin chef annoncere, at Cuba var den «største trussel mod USA's sikkerhed». Terrorstaten gik derefter systematisk i gang med at undergrave landets økonomi. Terrorstaten indførte med øjeblikkelig virkning en militær blokade af olieleverancer til Cuba. Mexico forsøgte at levere olie, men blev afvist af terrorstaten og truet med økonomiske sanktioner. Samtidig tvang USA Canada til at indstille alle flyruter til Cuba. Canada havde indtil da været den største leverandør af turister til Cuba. I løbet af 2026 optrappede Rubio gangstermetoderne overfor Cuba. I maj tvang USA det spanske flyselskab Plus Ultra til at indstille flyvningerne med turister for det cubanske flyselskab Cubana. Plus Ultra fik at vide, at dets finansielle transaktioner ville blive blokeret af USA, og at det ikke længere ville kunne få serviceret sine fly. Samme måned udstedte USA «arrestordre» mod Cubas tidligere præsident Raul Castro for i 1996 at have givet ordre til nedskydningen af 2 eksilcubanske fly, der trods gentagne advarsler havde nægtet at forlade cubansk luftrum. Der var tilsyneladende tale om en gentagelse af arrestordren mod Maduro fra august 25, og en slet skjult trussel om militært angreb på Cuba. Det blev bekræftet af Trump, der udtalte, at USA's militær nok ville «lægge forvejen forbi Cuba, på vej hjem fra Iran». Invasionstruslen løb dog ud i sandet, efter USA og Rubio gravede sig stadig dybere ned i Mellemøstens kviksand.
I juli tvang Rubio de spanske hotelkæder Barcelo, Iberostar og Melia til at indstille driften af hoteller i Cuba. Måneden inden havde USA tvunget en finansiel koncern i Mexico til at indstille serviceringen af kreditkort transaktioner fra Cuba. Landet var dermed endelig afskåret fra det vestligt kontrollerede finansvæsen.
Rubio blev dag for dag mere desperat i sin sanktionspolitik, for i den højreradikale anti-cubanske diskurs, var cubanerne tæt på at vælte den siddende regering. Det skete bare ikke. Trods langvarige daglige strømafbrydelser, afbrudt vandforsyning, vanskelig transport pga. de hastigt stigende benzinpriser og hastigt stigende fødevarepriser, ja så fastholdt befolkningen sin støtte til den cubanske stat og bøjede sig ikke for terrorstatens overgreb mod den nationale suverænitet. Rubio indførte derfor næsten dagligt «sanktioner» mod nye cubanere og virksomheder.
I marts 26 lod Rubio en fascistisk internationale danne på det amerikanske kontinent under betegnelsen «Amerikas Skjold». Udover USA bestod den af 18 andre lande: Argentina, Bahamas, Belize, Bolivia, Chile, Colombia (siden juli), Costa Rica, Den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Jamaica, Panama, Paraguay, Peru samt Trinidad & Tobago. Disse aksemagter skulle formelt «bekæmpe transnationale grupper, bekæmpe illegal emigration og sikre fortsat amerikansk dominans i den vestlige hemisfære». Reelt var der tale om lande, der skulle bekæmpe de fraværende med Cuba og Nicaragua i spidsen. Listen var ikke imponerende. Frem til 1990'erne havde USA anvendt alle lande på kontinentet - med undtagelse af Mexico - til som medlemmer af OAS at kæmpe Cuba. Denne «antikommunistiske» alliance var brudt sammen, da de fleste latinamerikanske lande i 1980'erne og starten af 90'erne overgik fra at være US financierede diktaturer til at være demokratier.
I løbet af 2026 truede Rubio en lang række lande til at smide cubanske læger ud. Det gjaldt Honduras, Jamaica, Guyana, Guatemala, Antigua & Barbuda, Paraguay, Bahamas, St. Vincent og Dominica. Den officielle løgn fra Rubios side var, at lægerne «arbejdede som slaver», fordi de ikke fik den fulde løn udbetalt. I andre lande går det under betegnelsen skat. Hvis nogen cubanske læger følte sig som slaver, ville de naturligvis «hoppe af» i det land de arbejdede i. Det var ikke tilfældet. Rubio ville have standset programmet, fordi det skaffede udenlandsk valuta til den cubanske stat. Konsekvensen var, at tusinder af cubanske læger blev sendt hjem, og millioner af mennesker de tidligere havde behandlet nu stod uden lægehjælp. I årtier havde Cubas vigtigste eksportartikel været lægehjælp, mens USA's vigtigste eksportartikel var våben og krig.
Siden 1990 var USA hver år blevet fordømt i FN's Generalforsamling for sin ulovlige blokade af Cuba. I juni 26 forsøgte Rubio at få FN til aflyse årets fordømmelse. Det blev nedstemt af 136 lande i Generalforsamlingen. Derefter indledte terrorstaten en voldsom diplomatisk offensiv mod alle verdens lande, der blev truet med told og økonomiske sanktioner, hvis de stemte for den årlige fordømmelse af USA. USA's globale terrorkampagne var kun i begrænset omfang en succes. I slutningen af oktober stemte 130 lande for fordømmelsen af USA, 17 imod og 25 undlod. Året inden havde 165 stemt for fordømmelse af USA, så 35 lande havde ladet sig underkaste af Rubios gangstermetoder.
Krig i Iran
Selv om Rubios vigtigste fokusområde var Amerika, var der også tid til Vestasien. I årtier havde han været en af den zionistiske lobbyorganisation AIPAC's vigtigste modtagere af støtte. Typisk omkring 1 mio. US$. I juni 2025 indledte Israel på egen hånd krig mod Iran. Det gik grueligt galt for den lille terrorstat i Mellemøsten, fordi Iran lod ballistiske missiler regne ned over de zionistiske militærbaser. Efter 2 uger kom Rubio og USA til hjælp, bombede iranske atomanlæg og erklærede derefter krigen for «vundet». Zionisterne i Tel Aviv var rasende og lokkede derfor i februar 26 Trump til at genstarte krigen. Terrorstatens premierminister Netanyahu bildte Trump ind, at krigen ville blive vundet i løbet af få dage, fordi «præstestyret i Teheran ville bryde sammen». Det skete bare ikke. Den zionistiske løgn kunne ikke løbe fra virkeligheden. Til gengæld brød verdensmarkedet for olie, gas og gødning sammen, fordi Iran spærrede Hormusstrædet. Samtidig sønderbombede landet USA's militærbaser i hele regionen og gjorde det klart for USA's klientstater i Mellemøsten, at baserne ikke gav dem beskyttelse, men tvært imod gjorde dem til bombemål. Efter 1½ måneds krig indgik USA og Iran en ensidig våbenhvile, som Israel blev tvunget til at overholde. Dog ikke mere end landet fortsatte sin krig mod Libanon - i strid med våbenhvileaftalen. Efter 1½ måned var der ikke meget våbenhvile tilbage. USA's vicepræsident J.D. Vance forhandlede i juni en ny våbenhvile på plads. Under normale forhold, ville udenrigsministeren have spillet en hovedrolle i sådanne forhandlinger, men zionisten Rubio var sammen med Israel imod våbenhvile. Derfor fik Vance hovedrollen. Denne våbenhvile holdt under 2 uger, før krigsminister Hegseth og Rubio fik den undergravet. Som led i våbenhvilen skulle Hormusstrædet genåbnes under ledelse af Iran, men Hegseth og Rubio blandede sig og begyndte at tvinge tankskibe til at bruge en rute, der var forbudt af Iran. Våbenhvilen var dermed lagt i graven. Energipriserne eksploderede atter, men denne gang var Trump ikke lige så ivrig efter at få etableret en ny våbenhvile. Han indså, at de stigende energipriser især ramte Kina, resten af Asien og Europa. Altså USA's økonomiske modstandere. I specielt Europa gjorde befolkningerne oprør mod de hastigt stigende energi- og fødevarepriser, men det var kun til USA's fordel.
Ved udgangen af 2026 stod Rubio som den fortsat stærkeste US udenrigsminister siden Kissinger og med midlerne til i vid udstrækning at realisere sit nazistiske tankegods om «USA, USA über alles». Hans våde drøm var at blive USA's præsident. Men han savnede Kissingers geopolitiske analyse. Han havde kun sin naive nazistiske tankegang om voldelig undertvingelse af modstanderne. Udenrigsministerens stjerne stod derfor til som en anden supernova hurtigt at brænde ud - efter globalt at have forvoldt omfattende skader.
| Litteratur | ||
Blanch, Hedelberto López: Rubio. Un mitómano incontrolable. 2. udgave. Resumen, Habana 2025. | ||





