Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

FARC (FARC-EP, Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia - Ejercito del Pueblo)

FARC (1964-), Colombias væbnede Folkehær, Colombias største guerillaorganisation med 18-20.000 M/K under våben. Marxistisk funderet befrielsesbevægelse der kæmper for etableringen af et socialistisk samfund i Colombia. Den er aktiv i 35-40% af landet, men først  og fremmest i jungleområderne i landets sydlige del.

FARC betegner sig selv som en politisk-militær marxistisk-leninistisk organisation inspireret af (Simon) Bolívar. Den repræsenterer landets fattige befolkning overfor det stenrige og ultravoldelige borgerskab, der årligt via sine revolvermænd og dødspatruljer myrder tusindvis - især fattige bønder og landarbejdere i landområderne. FARC modsætter sig USA's omfattende inflydelse i Colombia, privatiseringen af landets ressourcer, de multinationale selskaber og borgerskabets dødspatruljer.

Igennem sin 50 årige eksistens har bevægelsen gentagne gange været i fredsforhandlinger med regeringen - senest i slutningen af 1990'erne. Midt i 80'erne blev der forhandlet en våbenhvile på plads, der varede i 3 år. Mange gik i den perioden ind i det legale politiske arbejde, men blev mødt med voldsom repression fra statens og borgerskabets dødspatruljer. Omkring 2.000 politisk aktive blev dræbt. Alligevel er FARC fortsat åben overfor en forhandlingsløsning, på samme måde som der i 90'erne blev opnået forhandlingsløsninger på konflikterne i bl.a. El Salvador, Guatemala og Sydafrika. Denne mulighed er dog rykket ud i en uvis  fremtid, efter at Colombia i 2002 fik en præsident, der er tæt knyttet til landets dødspatruljer, og som afviser enhver form for forhandling.

USA og den colombianske regering fører krig mod FARC på alle områder. Herunder en intensiv psykologisk krigsførelse, hvor den beskyldes for terrorisme og narkohandel. Myndighederne i USA og EU har som led i den psykologiske krigsførelse sat den på deres terrorlister.

Historien

Colombia gennemlevede fra slutningen af 1940'erne blodige stridigheder mellem liberale og konservative, der startede med konservative overgreb og overfald på liberale i landsbyerne efter den konservative valgsejr i 1946. Som modtræk blev der dannet liberale guerillagrupper som selvforsvar mod de konservative overgreb, og stridighederne fortsatte helt op til 1960'erne og kostede 150-350.000 mennesker livet.

Det der udløste den massive voldsbølge, var mordet på den liberale leder, Eliécer Gaitán i Bogotá i 1948. Det førte til voldsomme optøjer i byen - den såkaldte Bogotazo. Det traditionelle had mellem liberale og konservative og de sociale spændinger i landsbyerne var årsagen til, at disse optøjer spredte sig og resulterede i langvarige og blodige kampe - «La Violencia» - over praktisk taget hele landet.

Efter at den konservative regering forgæves havde forsøgt at skaffe sig kontrol over landet med væbnet magt, overtog general Gustavo Rojas Pinilla i 1953 magten ved et militærkup. En del af de stridende guerillastyrker nedlagde våbnene mod løfte om amnesti, men allerede året efter tog kampene til igen. Efter pres fra militæret gik Rojas af i 1957, og magten overgik til en regering sammensat af repræsentanter for både det liberale og det konservative parti. De dannede sammen Den nationale Front for at få bragt borgerkrigen til afslutning. Det førte til en gradvis nedtrapning af kampene, men en del grupper fortsatte som rene banditbander. De liberale og konservative blev endvidere enige om, at skiftes til at have regeringsmagten. En praksis der trods afholdelse af valg fortsatte de følgende 30 år.

1964 Colombias guerilla dannes

I løbet af La Violencia havde også Colombias kommunistparti etableret sine guerillastyrker, der helt op til midten af 1960'erne kontrollerede landområder, der blev administreret som uafhængige bonderepublikker - især i den sydlige del af landet omkring Sumapaz. Landets konservative kræfter begyndte at frygte de uafhængige områder og satte derfor militæret ind imod dem. Konsekvensen var umiddelbart, at partisanerne spredte sig, men de erkendte samtidig behovet for at slutte sig sammen og dannede derfor Bloque Sur (Sydblokken). Den konstituerede sig formelt som FARC i 1964 og blev ledet af Manuel Marulanda - «Tiro Fijo» (sp. skarpskytten) - og Jacobo Arenas.

Nogenlunde samtidig var præsten Camilo Torres Restrepo en af initiativtagerne til dannelsen af Ejército de Liberación Nacional (ELN, Den nationale Befrielseshær). Torres blev dræbt i kamp året efter. ELN var pro-cubansk, mens FARC orienterede sig mod Sovjet. På dette tidspunkt var forholdet mellem Cuba og Sovjet meget anstrengt.

Bondeguerillaen blev mødt af «selvforsvarsgrupper», bevæbnede og betalt af godsejerne med støtte fra militæret og nogle gange udenlandske lejesoldater. Uden nogen sinde at have indrømmet det, oprettede militæret endvidere paramilitære grupper, der gennemførte massive menneskerettighedsovergreb på civilbefolkningen.

FARC's udvikling gennem dens første 15 år var meget uens, og den var i nogle perioder stærkt presset og mistede mange mand og våben. Iflg. forskellige vurderinger voksede den fra 350 mand i 1966 til 780 i 1974.

1983 Fredsforhandlinger

Guerillaen - især FARC og M-19 - blev under Julio César Turbay Ayalas præsidentperiode (1978-1982) udsat for intens bekæmpelse fra regeringens side. De vidtstrakte beføjelser til militæret gik imidlertid også i høj grad ud over civilbefolkningen. Det var den vigtigste årsag til, at opbakningen til guerillaen steg kraftigt i disse år. En stor del af befolkningen - især i landområderne - så ganske enkelt guerillaen som det vigtigste værn mod godsejernes og militærets overgreb. I 1982 havde FARC omkring 1100 mænd og kvinder under våben.

I 1982 blev den konservative Belisario Betancour valgt til præsident. Han var journalist, poet, humanist og havde deltaget aktivt i udarbejdelsen af fredsforslag til løsningen af konflikterne i Mellemamerika. Han meldte Colombia ind i de alliancefri landes bevægelse, forsvarede de gældsplagede u-landes interesser og deres ret til kollektive forhandlinger med långiverne, og indledte i 1983 fredsforhandlinger med M-19 guerillaen.

I 1980 havde M-19's leder, Jaime Bateman foreslået gennemførelse af et topmøde i Panama til drøftelse af krisen i Colombia og dens løsninger, men Bateman døde i en mystisk «flyulykke», og forhandlingerne blev indstillet. Samtidig indgik FARC en aftale med udsendinge fra regeringen. Ifølge aftalen skulle kampene indstilles, og der skulle tages en række skridt af politisk, social og økonomisk art. Perspektivet var, at den væbnede kamp skulle erstattes af politisk kamp.

Men godsejerne satte sig imod denne dialog mellem regering og guerilla. Godsejerne udgjorde kun 4% af landbrugerne, men kontrollerede 67% af de dyrkbare jorde. De kritiserede fredsbestræbelserne som «indrømmelser overfor guerillaen» og foreslog oprettelsen af private hære. De paramilitære aktiviteter tog atter til og godsejerne oprettede Muerte a los Secuestradores (MAS, Død over Bortførerne) som svar på regeringshærens tilbagetrækning fra guerillaområderne. Alligevel fortsatte fredsbestræbelserne. Der blev indledt en våbenhvile, der skulle strække sig over 1 år, men efter 5 måneder trak M-19 sig ud af aftalen, fordi militæret ikke overholdt aftalerne.

FARC havde i 1982 holdt sin 7. guerillakonference, der var den hidtil vigtigste. Til konferencen havde bevægelsens chefideolog, Jacobo Arenas udarbejdet planer, der skulle lede frem mod en magtovertagelse i løbet af 90'erne. FARC skulle udvikles til en folkehær. Deraf tilføjelsen EP (sp., Folkehær). Partisanerne skulle trænes bedre, organiseres bedre, have klarere kommandostrukturer og efterhånden gennemføre koordinerede aktioner over det meste af landet. Samtidig skulle det legale politiske arbejde opprioriteres. Dannelsen af partiet UP (Unión Patriótica, den Patriotiske Union) i 1985 var et vigtigt skridt i denne retning.

Timingen og strategien var tilsyneladende korrekt. I 1986 havde FARC ca. 5.000 under våben.

1985 Borgerskab og militær knuser fredsprocessen

Den Colombianske permanente Menneskerettighedskomite fordømte i 1985 forsvindingen af 80 fanger over det foregående år, torturen af politiske fanger og dokumenterede 300 hemmelige henrettelser. Samtidig steg antallet af forsvindinger af medlemmer på venstrefløjen til 325.

Den 6. november 1985 besatte 35 partisaner fra M-19 i protest mod terroren højesteretsbygningen i Bogota. Militæret greb ind og gennemførte en massakre. Samtlige partisaner samt 53 andre personer - dommere og civile - blev dræbt. Guerillakommandanten Alonso erklærede, at de døde «var blevet forsætligt henrettet af hæren».

I 1987 blev det fremtrædende UP medlem, Jaime Pardo Leal dræbt ved et attentat. I august 89 blev senatoren og kandidat til præsidentvalget i 90, Luis Carlos Galán dræbt. Han havde lovet at opløse de paramilitære grupper og bekæmpe narkomafiaen. I marts 1990 blev Bernardo Jaramillo dræbt. Han var præsidentkandidat for UP. 20 dage senere blev Jaramillos efterfølger, Carlos Pizarro dræbt. På dette tidspunkt var 2.000 medlemmer af den legale venstrefløj blevet dræbt under højrefløjens terror.

Officielle undersøgelser bekræftede eksistensen af 140 paramilitære grupper i landet - de fleste financieret af narkokartellerne. I samme tidsrum blev USA's Drug Enforcement Administration (DEA, Narkobekæmpelsesenheden) beskyldt for oversprøjte kokaplantager med gift. Narkomafiaen havde over de foregående 10 år opnået en enorm magt i landet. «Undergrundsøkonomien» baseret på handelen med koka, raffineringen og eksporten, foregik ad hemmelige kanaler, blev stiltiende tolereret af myndighederne og gav enorme fortjenester.

Som konsekvens af sammenbruddet i fredsprocessen dannede guerillaorganisationerne i 1987 Coordinadora Guerrillera Simón Bolivar (CGSB, Simón Bolivar Guerillakoordineringen). I udgangspunktet forsøgte man også at få guerillaerne Alfaro Vive i Ecuador og MRTA i Peru med for at gøre CGSB til en regional koordinering, men Alfaro Vive nedlagde allerede våbnene i 88, og MRTA var allerede trængt i defensiven, så CGSB's virke kom hurtigt til at koncentrere sig om den politiske proces i Colombia. Pga. spændinger mellem organisationerne brød CGSB sammen omkring 1992.

FARC fortsatte sin vækst gennem 90'erne. Internationale vurderinger indikerer, at den voksede fra 7.500 partisaner i 92 til 15.000 i 1998. Samtidig blev den stadig dygtigere til at gennemføre større koordinerede aktioner. I september 1996 angreb den en militærbase i Guaviare. Kampene strakte sig over flere uger og kostede mindst 130 partisaner og soldater livet. FARC's mest spektakulære aktioner som involverede flere frontafsnit fandt sted i 1996-98. De var især rettede imod militærets baser i junglen, og disse blev en efter en udraderet, og tvang i 98 militæret til at omgruppere sig. Militærets overherredømme i luften viste sig at være ligegyldig overfor kampene i junglen, og ofte kunne flyene ikke komme igennem pga. dårlige vejrforhold. Militæret besluttede i 98 derfor at lukke mange af de afsidesliggende baser, og i stedet koncentrere styrkerne i stærkt befæstede baser tættere ved provinshovedstæderne.

1998 Nye fredsforhandlinger

I november gik præsident Andrés Pastrana ind på FARC's krav om at demilitarisere en række områder for at kunne indlede en fredsproces. Det største af disse var et 42.000 km2 stort område ved San Vicente del Caguan. Processen gik imidlertid meget langsomt fremad. Det var i midten af 90'erne lykkedes USA at knuse de to store colombianske narkokarteller i Medillin og Cali, men det enorme marked i USA garanterede, at efterspørgslen på colombiansk kokain var uforandret. Narkomafiaen organiserede sig i stedet omkring de mange dødspatruljer, som godsejere og borgerskabet havde oprettet. De sluttede sig sammen og blev til AUC (Autodefensas Unidas de Colombia, Colombias Selforsvarsgrupper).

Pastranas og FARC's fredsbestræbelser blev modarbejdet af borgerskabet, militæret og deres redskab til det grove arbejde, AUC, samt af USA. Fredsprocessen brød derfor endelig i sammen i slutningen af 2001. Som svar invaderede militæret i februar 2002 de demilitariserede områder. Parterne var tidligere blevet enige om, at genoptagelse af kampene skulle varsles 48 timer i forvejen. Den aftale brød militæret og regeringen, og FARC svarede igen ved bl.a. at kidnappe den borgerlige præsidentkandidat Ingrid Betancourt, da hun rejste igennem et FARC kontrolleret område.

2002 Total krig

Parlamentsvalget en måned senere i marts 2002 blev vundet af grupper knyttet til den uafhængige kandidat, Álvaro Uribe Vélez, der selv var tæt forbundet til AUC. Uribe blev i maj valgt til præsident i et valg hvor valgdeltagelsen var nede på 45%. Han erklærede åben krig mod FARC og anmodede i januar 2003 om direkte støtte fra USA til dette. Supermagten havde allerede i maj 2002 bevilget 2,6 mia. US$ til militære aktioner i Latinamerika og sendte nu også specialstyrker, der øjeblikkeligt blev sat ind i Arauca provinsen. USA har siden da deltaget, ikke blot med rådgivere, men også med direkte kamptropper.

En del peger på, at FARC ikke var forberedt på regeringens og USA's modoffensiv. FARC blev tilsyneladende presset tilbage på flere fronter i 2002-04. Især i Cundinamarca og Antioquia. Bevægelsen gik over til mindre guerillaaktioner hvor militærets led var svagest, men koordineringen blev tilsyneladende også mindre.

2005 Plan Resistencia

FARC vedtog i starten af 2005 en ny militær strategi som modsvar til regeringens Plan Patriota. Overfor militærets og USA's intensive offensiv gennemfører den angreb med mellemstore kampenheder, der både er mere fleksible og vanskelige at ramme fra modpartens side, men som alligevel har en ganske betydelig kampkraft. Selv om FARC hævder, at regeringens Plan Patriota er slået fejl i dens mål med at knuse FARC, har den voldsomme offensiv alligevel forskubbet det militære styrkefold i retning af militæret og USA.

FARC's nye strategi gav hurtigt resultater. I februar 2005 angreb organisationen Iscuandé flådebasen i det sydvestlige Colombia, dræbte 16 soldater og sårede 25. I april blev en elite oprørsbekæmpelsesenhed trænet af USA's Grønne Baretter angrebet i Cauca provinsen. 17 soldater blev dræbt, deriblandt flere af officererne. Og blot en uge efter dette blev det colombianske militær angrebet ved byen Toribio, også i Cauca. Disse kampe strakte sig over en måned og endte med at forsvarsministeren fyrede 4 generaler pga. uenigheder om strategien. I juni blev militærposter i Putumayo provinsen angrebet koordineret. 25 soldater blev dræbt og 20 såret ved blot et enkelt af disse angreb.

Angrebene fortsatte med uformindsket styrke resten af året. FARC fik kontrol over betydelige dele af Putumayo provinsen og gik i december til angreb på militærposter i Chocó og Meta provinserne i den sydlige del af landet.

FARC's mål er i perioden frem til præsidentvalget i maj 2006 at vise, at Uribes Plan Patriotica er slået fejl. Samtidig har planen haft enorme menneskelige omkostninger. Over 3 mio. colombianere er drevet på flugt af kampene og af AUC døds- og narkopatruljerne.

FARC indrømmede i maj 2008, at organisationens grundlægger og øverste leder, Manuel Marulanda døde i marts af et hjerteslag, ca. 78 år gammel. Posten som øverste leder blev overtaget af Alfonso Cano.

I juli befriede det colombianske militær ved en spektakulær redningsaktion 4 civile og 11 krigsfanger fra en FARC lejr i det sydlige Colombia. Blandt de befriede var den fransk-colombianske tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt og 3 nordamerikanere. Resten var colombianske soldater, der sad i krigsfangenskab hos FARC. Få dage senere kom det frem, at flere soldater fra det colombianske militær havde båret mærker fra det Internationale Røde Kors (ICRC) under befrielsesaktionen. Dette er strengt forbudt jvf. Genevekonventionerne og rangerer på linie med krigsforbrydelser.

Fangeudveksling

FARC har siden 2002 presset på for at gennemført en fangeudveksling, hvor regeringen skulle løslade de 50-60 FARC fanger, der sidder i colombianske fængsler, mod at guerillaen løslod 60-70 politiske og militære fanger - deriblandt Ingrid Betancourt. Men en sådan fangeudveksling blev frem til 2005 afvist af præsident Uribe. Han ønskede i stedet at sætte politiets anti-kidnapningsgruppe, GAULA ind. Den havde gennemført mange heldige befrielsesaktioner i byområderne, men FARC's fanger sidder i junglen. I 2003 havde militæret forsøgt at befri en FARC fange i Antioquia provinsen, men denne aktion endte med guvernøren, Guillermo Gaviria Correas død. Det medførte, at familiemedlemmer til FARC fanger lagde et voldsomt pres på regeringen for at tvinge den til en forhandlingsløsning. Men selv om meningsmålinger i Colombia viser, at et stort flertal går ind for fangeudveksling, har regeringen gennem 2004-05 fortsat været tilbageholdende med at ville forhandle en fangeudveksling på plads med FARC.

I sidste halvdel af 2007 var der flere forsøg på at forhandle frigivelse af en større gruppe FARC fanger. I forhandlingerne deltog den franske udenrigsminister Kouchner og Venezuelas præsident Hugo Chavez. Ved to lejligheder blev frigivelsen forpurret, da colombianske militær igangsatte større offensiver i det område, hvor offensiven skulle have fundet sted. Forhandlinger og fredsfølere blev endelig lagt i graven, da Colombia 1. marts 2008 angreb en FARC lejr i Ecuadors jungle og dræbte 18. Deriblandt FARC's næstkommanderende, Raúl Reyes, der havde fungeret som FARC's repræsentant i forhandlingerne. Angrebet blev gennemført på grundlag af efterretninger opsporet af USA's efterretningstjeneste og udløste en større diplomatisk krise i Latinamerika, hvor de fleste lande fordømte Colombia, Ecuador afbrød de diplomatiske forbindelser og Venezuela og Nicaragua trak deres ambassadører hjem.

Counterinsurgency

USA's erfaringer i oprørsbekæmpelse (eng., Counterinsurgency) daterer sig tilbage til Vietnamkrigen i 1960'erne og i virkeligheden helt tilbage til nedkæmpelsen af den oprindelige befolkning på det nordamerikanske kontinent i det 19. århundrede. Oprørsbekæmpelse handler for USA ikke blot om at knuse modparten militæret, men at benytte alle til rådighed stående midler til at svække guerillaen.

Lige siden den cubanske revolution i 1959 har USA gennemført omfattende programmer i form af træning og direkte militær støtte til de skiftende diktaturer i Latinamerika. Det gælder også Colombia, og efter fredsprocessen i Mellemamerika i starten og midten af 90'erne er denne indsats blevet koncentreret om Colombia. Med vedtagelsen af den såkaldte «Plan Colombia» i 2000, rykkede Colombia op på tredjepladsen som vigtigste modtager af nordamerikansk økonomisk og militær støtte - efter Israel og Ægypten. USA forsyner endvidere dødspatruljerne i AUC direkte og indirekte med våben.

Højtstående officerer fra US Southern Command besøger jævnligt Colombia for at justere landets militære oprørsbekæmpelse, og efter præsident Uribe i januar 2003 bad om direkte nordamerikansk indgriben er antallet af militærrådgivere steget fra 400 til 800, og antallet af civile rådgivere er steget til 600.

Allerede i 1980'erne forsøgte USA, militæret og dødspatruljerne at svække guerillaens civile basis ved gennemførelsen af omfattende massakrer. Civilbefolkningen i landområderne skulle skræmmes fra at støtte guerillaen. Men strategien slog i vid udstrækning fejl. I mange dele af landet bakkede civilbefolkningen op om guerillaen, som de så som det vigtigste værn mod overgrebene.

Siden 2003 er oprørsbekæmpelsen drejet i retning af at tømme hele landområder for civilbefolkning, på samme måde som det skete i f.eks. Vietnam og Guatemala. Omkring 3 mio. af Colombias befolkning er i 2006 internt fordrevne flygtninge. Tankegangen bag denne form for oprørsbekæmpelse er, at når civilbefolkningen er borte, mister guerillaen mulighederne for bl.a. at blive forsynet med fødevarer, og denne type af landområder bliver samtidig «free fire zones» for militæret.

Psykologisk krig

Endelig fører USA og den colombianske regering psykologisk krig. Den er dels rettet mod partisanerne selv, mod dens civile støtter, mod resten af befolkningen og mod udlandet. De forsøger gennem flyveblade, andre medier og massiv militærtilstedeværelse at give partisanerne en oplevelse af, at kampen er håbløs og ikke kan vindes. Samtidig udstilles partisaner der har overgivet sig, og regeringen forsøger at få flere til at overgive sig.

På samme måde forsøger USA og regeringen gennem krigspropaganda at give et billede af, at guerillaen taber. Samtidig dæmoniseres den og gøres ansvarlig for massive menneskerettighedskrænkelser.

Hvor det før 1990 var tilstrækkeligt for USA i udlandet at fremstille guerillaen som kommunister, er strategien i dag en anden. USA påstår i stedet, at FARC er det vigtigste narkokartel i Colombia, og at dets aktioner alene er rettet mod civilbefolkningen. I denne fremstilling er FARC ikke længere farlige fordi de er kommunister - for kommunismen «er død» - men fordi de er terrorister. Statistik fra menneskerettighedsorganisationerne viser imidlertid, at det er dødspatruljer, politi og militær der tegner sig for over 90% af menneskerettighedskrænkelserne i landet.

FARC's holdning til kokainproduktionen i Colombia er, at problemet ligger i aftagerlandene. Hvis USA og Europa fjernede befolkningens behov for kokain eller legaliserede stoffet, ville kriminaliteten knyttet til kokain i Colombia forsvinde. Analytikere er enige om, at den overvejende del af narkohandelen i Colombia styres af AUC, der blev tømret sammen af USA i 90'erne som middel til at bekæmpe guerillaen. FARC er ikke selv involveret i denne proces, men opkræver krigsskatter af coca-producenter på samme måde som organisationen opkræver krigsskatter af godsejere og andre dele af borgerskabet.

Militær organisering

Den 7. guerillakonference i 1982 satte opbygningen af en folkehær på programmet. Denne struktur eksisterer i dag og er baseret på følgende organisation:

Endelig eksisterer der omkring 5 specielle eliteenheder (fronter), der kan være tilknyttet bestemte blokke. De er direkte underlagt den centrale overkommando.

Der eksisterer ca. 80 fronter spredt over hele landet, der giver FARC kontrol over 30-40% af landets territorium. Landet er inddelt i 7 blokke:

Kvindens rolle

FARC har en meget høj andel af kvindelige partisaner. Iflg. nogle iagttagere er op mod en tredjedel af partisanerne kvinder i nogle frontafsnit. Iflg. bevægelsens statutter er der fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, og kvinder samles ikke i specielle enheder som i andre guerillaorganisationer. Kvinder indgår på lige fod med mænd og kan deltage i alle former for aktioner.

Kvinderne spiller en fremtrædende rolle i FARC

FARC's kvinder har også ret til svangerskab og til at føde børn indenfor rammerne af guerillaen. Det sker ud fra formlen: «partisan og mor». Mænd har lov til at forelske sig i kvindelige partisaner, så lang tid de fortsat opfylder deres forpligtigelser som partisaner. I nogle af de områder der er under fuld FARC kontrol har sådanne par mulighed for at slå sig ned som familier, hvis de har lyst til det. FARC anser disse familier for at være grundstammen i den nye socialistiske kultur, der skal opbygges i landet.

FARC's kvinder har i den forstand en yderligere rolle i at fremme kvindefrigørelsen i det ellers traditionelt katolsk og machistiske colombianske samfund.

Våben

FARC har som andre guerillaorganisationer traditionelt erobret sine våben fra fjenden eller har købt dem af korrupte officerer. Efter fredsprocessen i Mellemamerika i 90'erne flød denne region med våben, og en del af disse er også nået til Colombia. USA anklager endvidere FARC for at have købt flere tusinde AK-47 rifler fra den russiske mafia.

USA har et stærkt anspændt forhold til præsident Hugo Chavez i nabolandet Venezuela, og Venezuelas køb af 100.000 AK-47 rifler fra Rusland i 2004 førte derfor også til nordamerikanske beskyldninger om, at Venezuela ville levere nogle af disse våben videre til FARC.

FARC menes ikke at have tungere våben end maskingeværer og morterer erobret fra militæret. Bevægelsen tillaver selv sine miner og sprængstoffer, der anvendes mod militæret.

Menneskerettighedskrænkelser

I sine rapporter om Colombia lægger både Amnesty International og Human Rights Watch hovedansvaret for menneskerettighedskrænkelserne i landet på dødspatruljerne og statens sikkerhedsstyrker. Begge organisationer dokumenterer endvidere de tætte forbindelser mellem sikkerhedsstyrker og dødspatruljer. De fleste krænkelser der resulterer i tusindvis af mord og forsvindinger hvert år efterforskes ikke af myndighederne eller også retsforfølges de ansvarlige ikke. Der eksisterer iflg. de to organisationer en udstrakt straffrihed i landet. Samtidig udsættes intellektuelle, dommere, organisationsfolk og journalister for hyppige dødstrusler, hvilket bl.a. lægger et tungt låg over ytringsfriheden. Og disse trusler rettes også mod menneskerettighedsaktivister i form af sammenkobling af menneskerettigheder og terrorisme. Den 16. juni 2005 erklærede landets præsident således:

«... by not having the courage to denounce Amnesty International, we have allowed it to legitimize terrorism internationally.»
Amnesty International

Men iflg. menneskerettighedsorganisationerne begår også guerillaen og deriblandt FARC krænkelser af menneskerettighederne:

Det skal dog bemærkes, at organisationerne ved mange af krænkelserne - specielt drab på civile og henrettelser - anvender betegnelsen «påståede» fordi det ikke har været muligt at bekræfte oplysningerne, og organisationerne er vidende om den psykologiske krigsførelse der samtidig føres, og hvor parterne gensidigt beskyldes hinanden for overgreb.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 5/8 2008

Læst af: 49.229