Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Bjørnson, Bjørnstjerne

Bjørnson (1832-1910), norsk forfatter og politiker. Han spillede en central rolle i det åndelige og politiske liv i tiden fra 1860 frem til 1905. Gennem digte, offentlige møder, pamfletter, dagspresse og breve (30 000) udøvede han en agitation uden sidestykke i datidens Norge. Bjørnson var ikke en politisk vejrhane, der blev populær bare ved at formidle tidens skiftende tanker. Hans voldsomme gennemslagskraft hænger i højere grad sammen med den politiske karakter, der prægede de strømninger og enkeltsager han støttede.

Først og fremmest var det den nationaldemokratiske liberale bevægelse, der nød godt af Bjørnsons offentlige indsats. Han deltog aktivt i udformningen af politikken og taktikken og bidrog stærkt til at skabe det organisatoriske grundlag for partiet Venstre. Derudover står Bjørnson blandt de vigtigste i selvstændighedskampen, først sammen med Venstre og aktionslinien og senere sammen med Samlingspartiet og dets forhandlingslinie.

Bjørnson spillede en aktiv rolle ifht. en række enkeltsager. Det gælder bl.a. oppositionen mod revisionen af unionsaftalen i 1867. I 1879 rejste han kravet om selvstændigt norsk handelsflag, og han var en central skikkelse i statsrådssagen i 1880. Det var altså venstrebevægelsens politiske mærkesager, som Bjørnson støttede, og deres nationale indhold bidrog stærkt til hans popularitet. Den bevægelse der i 1884 blev til partiet Venstre, bestod hovedsageligt af to grupper: selvejerbønder og et gryende småborgerskab - begge grupper i økonomisk og social fremgang. Bjørnsons tidlige digtning er en stærk støtte til denne nye kraft i norsk politik. Gennem bondefortællingerne var han med til at styrke den norske bondes bevidsthed. Her er det værd at bemærke, at det ikke er almuen på landet, Bjørnson taler til. Det er de selvejende storbønders betydning for landet, han vil vise. Dette understreges i Bjørnsons sagadigtning, hvor det er sagatidens norske bonde han skildrer. Bjørnson ville vise bøndernes plads i og vej til landspolitikken.

Fra 1870'erne er det nye borgerligt radikale perspektiver, der stadigt mere dominerer Bjørnsons tankeverden. Borgerskabets ideologiske platform fra 1870'erne - Brandes' ideer, darwinisme og positivisme - erstatter sprogrejsningen, grundtvigianismen og støtten til højskolebevægelsen. Digterisk giver dette sig udslag i såkaldte «samfundskritiske» værker, hvor handlingen er henlagt til et borgerligt miljø. Senere gennemgår Bjørnson en politisk udvikling i endnu mere konservativ retning. Fra at være medlem af Venstres hovedbestyrelse (1891) bryder han i 1903 med partiet, og bliver en af de ledende mænd bag Michelsens Samlingsparti. Den tidligere republikaner er nu blevet en ivrig talsmand for monarkiet. Alt dette skyldes Bjørnsons stadig kraftigere økonomiske og sociale tilknytning til borgerskabet. Han tilhører omkring århundredeskiftet de nyrige: Den del af borgerskabet der har opnået så meget, at det ikke vil lade den politiske udvikling løbe fra sig.

Bjørnson og arbejderklassen

Selvom Bjørnson i slutningen af det 19. århundrede havde en intim tilknytning til borgerskabet, er det klart, at han samtidig støtter arbejderbevægelsen i vigtige sager - både som digter og politiker. Således har digtet «Arbejdermarch» og dramaet «Over evne. Andet stykke» været anset for «god» arbejderklasselitteratur. «Over evne» er blevet kaldt det første norske drama om klassekamp, om modsætningen mellem arbejde og kapital, opbygget over en ikke-individualistisk kontrastmontering á la Brecht og Grieg. Samtidig har man påpeget den modsigelse, der findes i dramaet mellem Bjørnsons indtrængende skildring af hvor dybt klassemodsætningerne er og hans sociale fredstanke. Her er der imidlertid snarere tale om en klar sammenhæng end en modsætning. I denne konfliktsituation afslører Bjørnson sig som en borgerlig politiker og digter. For Bjørnson er såvel den sociale revolution som en benhård borgerlig politik «over evne». Hans konklusion er, at «nogen må begynde at tilgive». Man må gå reformens og tilgivelsens vej i sociale konfliktsituationer. Det som Bjørnson her forkynder er klassesamarbejde, og denne politiske linie går som en rød tråd gennem hele hans værk. Når Bjørnson gennem sin tidlige digtning og politiske engagement ville have bønderne ind på den landspolitiske arena, er det ikke fordi, han vil have, at de skal føre klassepolitik, men fordi de skal danne rygraden i en national og demokratisk bevægelse. Artikler af Bjørnson viser, at han netop var bange for klassekarakteren i Jaabæks bevægelse, og dette er en af grundene til, at han efterhånden fik et køligere forhold til bønderne. Det samme finder vi i Bjørnsons støtte til borgerskabet. Han ønsker, at borgerskabet skal gå ind for revision af gamle love og forordninger indenfor rammerne af det kapitalistiske samfund.

Det er på samme baggrund, hans støtte til arbejderklassen skal forstås. En støtte der nok betydede en del for den unge arbejderbevægelse. For eksempel kæmpede Bjørnson en lang og ihærdig kamp for, at stemmeretten også skulle gælde for arbejdsfolk. Den 17. maj 1890 forlader han det store borgertog for at tilslutte sig arbejdernes stemmeretstog. I 1889 havde han været en vigtig støtte ved tændstikarbejderskernes strejke, og det er klart, at han så med stor sympati på 1. majbevægelsen. Det der imidlertid ligger til grund for disse tilsyneladende progressive standpunkter er igen ideen om klassesamarbejde og social fred. Argumentet for almindelig stemmeret helt tilbage fra 1860'erne er, at den vil oplære alle til samfundssolidaritet. Hans beskrivelse af den såkaldte Kartoffelkrig i Bergen (1868) tyder på, at han har forstået, at arbejderne kan optræde som én klasse, men Bjørnson har ingen tiltro til arbejderklassen som selvstændig kraft i kampen for et bedre samfund. Da han i 1891 endelig får Venstre med på at sætte den almindelige stemmeret på programmet, er det fordi, han har fået partiet med på tanken om, at det ville være en ulykke, hvis Venstre og arbejderne skulle blive fjender. Venstre ville tjene stemmer på en udvidet stemmeret, og samtidig var det en mulighed for, at den nye fremvoksende klasse kunne vindes for det borgerlige samfund. Mens arbejderbevægelsens foregangsmænd ville skabe egne fagforeninger med ledere fra arbejderklassen, står Bjørnson frem og forkynder samfundssolidaritet og klassesamarbejde. Da Bjørnson i 1892 kalder sig for socialist, betyder hans socialisme nok noget i retning af humanisme og almen «retfærdighed».

Bjørnson anså ikke revolution og ændring af ejendomsforholdene til produktionsmidlerne som nogen nødvendighed. Derimod forstod han historien som en udvikling af forskellige politiske styreformer, som stadier på vejen mod et højerestående samfund hvor alle etaper må tilbagelægges. Forsøg på at forcere udviklingen vil føre til ulyksalige resultater, på samme måde som forsøg på at standse bevægelsen bare vil gøre den mægtigere. Bjørnson står altså for et klart evolutionistisk historiesyn. Vejen frem til et samfund med «retfærdighed» for alle går gennem klassesamarbejde og tekniske nyskabelser. Når man vurderer disse holdninger, må man forstå, at socialistisk praksis på Bjørnsons tid endnu ikke var nået langt, hverken i Norge eller i Europa. Alligevel indikerer den voldsomme hyldest som det norske socialdemokratis hovedorgan, Arbeiderbladet, gav «socialisten» Bjørnson ved 100 års jubilæet i 1932, at klassesamarbejdslinien i Norge da havde sejret indenfor størstedelen af norsk arbejderbevægelse.

Bjørnson og kvindesagen

Bjørnsons kvindesyn er præget af en dobbelthed. På den ene side kæmpede han for en bedre kønsmoral i den berømte «handskedebat» (1883) og for kvindens ret til arbejde (ved tændstikarbejderstrejken 1889). Men ligesom borgerskabet iøvrigt deltog også han i datidens offentlige liv, og det indebar bl.a., at man kunne modtage visse «tjenester» fra kvinder, der tilhørte lavere sociale lag. Det afspejler sig i den såkaldte «Trondheimsaffære» og i hans forhold til den luksusprostituerede Magda von Dolcke. Endvidere ligger Bjørnsons litterære kvindeskikkelser langt nærmere madonnatypen end for eksempel Ibsens Nora. Rakel i «Over evne» (1895), Svava Riis i «En Handske» (1883), Tora i «Paul Lange og Tora Parsberg» (1898) og Valborg i «En Fallit» (1875) er relativt frittalende kvinder, men deres funktion er at hjælpe de mænd de omgås. I modsætning til Ibsens Nora bryder de ikke med det borgerlige samfund.

W.A.

Beslægtede opslag

Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Læst af: 55.845