 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Det ny Venstre I USA
Det ny venstre i USA var i udgangspunktet baseret på erfaringerne fra borgerrettighedsbevægelsen, og var i udgangspunktet koncentreret omkring de private eller statslige universiteter og de nærmest liggende samfund. Dens politik lå klart udenfor den traditionelle kommunisme, socialisme eller andre «venstrefløjs» strømninger. Den lagde vægten på menneskerettigheder og kulturel forandring, fremfor den traditionelle venstrefløj der lagde vægten på klassekamp og løftet om egalitært industrielt fremskridt. På sit højdepunkt i 1969-70 talte det ny venstre over 150.000 mere eller mindre faste aktivister, og et støttemiljø der kunne tælles i millioner. Men da bevægelsen ikke var i stand til at sprede sin indflydelse ud over ungdommen, kunne den ikke virkeliggøre sit mål om revolutionering af universitetslivet gennem overskæring af universiteternes bånd til det militært-industrielle kompleks og anvendelsen af ressourcerne til sociale forandringer. Den kunne heller ikke ødelægge den årtier gamle konsensus mellem de to store borgerlige partier om opbakning bag det militært-industrielle kompleks. Hårdt presset af infiltration fra regeringens side og en massiv propagandakampagne blev det ny venstre splittet op i en lang række mindre stridende sekter og en stor desillusioneret og inaktiv masse af tidligere aktivister.
Der findes endnu ingen, der har fuldt overblik over bevægelsens fulde betydning for historien. Den satte fokus på en lang række spørgsmål fra oprørsbekæmpelseskrige til miljøødelæggelser, der har udviklet sig fra isolerede hændelser til truslen mod selve planetens overlevelse. Ingen anden forsamling af en tilsvarende størrelse og betydning har indtil nu erstattet det nye venstre - hverken den genfødte gamle venstrefløj eller organisationer eller ideer på en nyere venstrefløj.
Det nye venstre fik fødselshjælp fra en række enkeltpersoner og institutioner på den gamle venstrefløj. McCarthyismen overså ikke meget i sin søgen efter ofre - raffineret som den var af koldkrigs orienterede universitetsadministratorer og ældre professorer. Folk blev ikke blot fyret og karrierer ødelagt i antikommunismens navn. Kampagnen var også et vink med en vognstang mod enhver form for dissens overfor den Kolde Krigs konsensus. Men universiteter som University of Wisconsin - som afviste at indføre en loyalitets-ed - blev oaser for oppositionelle af enhver slags. Da McCarthyismen i slutningen af 50’erne mistede pusten, fandt der hurtigt en begrænset genopblomstring sted på universiteterne, der skulle bane vej for noget større. I de større byer og universitetsområder hvor den gamle venstrefløj havde været aktiv som i Berkeley i Californien, fik visse boghandler og cafeer der havde været tilholdssted for politiske diskussioner en genopblomstring. Madkooperativer og andre institutioner der var arvet fra tidligere generationer gav tilsvarende rum for politisk integration.
Etiketten «det ny venstre» udsprang direkte af de samtidige erfaringer i England, hvor «Forbyd Bomben» Kampagnen for Nuklear Nedrustning (CND) og en række fremtrædende intellektuelle marxisters brud med det britiske kommunistparti gav aktivistisk og intellektuel inspiration. «New Left Clubs» opstod på de britiske universiteter, og to blade blev i 1960 sluttet sammen til «New Left Review», der skulle være det intellektuelle udtryk for det ny venstres klubber. I USA startede en række aktivister der havde brudt med SWP bladet American Socialist, der skulle være samarbejdspartner for New Left Review i USA.
På dette tidspunkt var det endnu begrænset, hvad det ny venstre kunne præstere på nationalt plan, men på lokalt plan smeltede sympatien for borgerrettighedsbevægelsen i sydstaterne sammen med den politisk-intellektuelle udvikling blandt medlemmer af Labor Youth League (LYL) - deriblandt Richard Flacks der blev partifri efter Sovjets invasion af Ungarn. Disse LYL «kandidater» havde en marxistisk skoling bag sig der langt oversteg andre radikale intellektuelles, og de nærede et brændende ønske om at udvikle en radikal kritik uafhængigt af de gamle Stalin-Trotskij-Socialdemokrati debatter. De var også stærkt interesserede i kulturelle spørgsmål, og spillede specielt en central rolle i oprettelsen af lokale «folkemusikgrupper» på universiteterne i slutningen af 50’erne. De spillede også en rolle i de tidligste antimilitaristiske manifestationer på universiteterne: «Antimilitaristiske baller» i modsætninger til de «militær baller» arrangeret af ROTC, som var på mode på det tidspunkt. Endelig spillede de en rolle i den teater- og kulturavantgarde, der var under udvikling, de deltog i dannelsen af «Fair Play for Cuba» komiteerne efter den cubanske revolution, og de stod bag oprettelsen af bladet Studies on the Left (1959-66) ved University of Wisconsin, der var det først intellektuelle tidsskrift, der opfordrede til dannelsen af en ny bevægelse.
Selv om denne bevægelse kun berørte en lille håndfuld universiteter og den kortvarige Ban the Bomb bevægelse i 1960-61 kun yderligere berørte enkelte andre, så var den alligevel med til at forme bevægelsen mod venstre i de tidligere 60’ere. I 1962 udsendte det nydannede Students for a Democratic Society (SDS) sin Port Huron erklæring. Den afspejlede både erfaringer fra borgerrettighedsarbejdet og ånden i det britiske ny venstres erklæringer, var udformet af den katolske moralist Tom Hayden, men rummede også nogen marxistisk sofistikering. Den appellerede til studenternes årvågenhed og for politisk aktivitet mod de dominerende ideologier fra den kolde krigs periode.
Dette friske perspektiv havde et solidt grundlag i forandringerne i livet på universiteterne. Den voldsomme ekspansion i colleges og universiteter gjorde, at «studenten» i starten af 60’erne udgjorde et ikke ubetydeligt segment af befolkningen. Den perverterede fremmedgørelse fra det bureaukratiserede nordamerikanske samfunds side fandt i første omgang sine kritikere på fakulteterne, og skulle snart finde sine militante modstandere blandt studenterne. Men SDS savnede muligheden og måske også villigheden til at antænde lunten. SDS var selv den direkte efterfølger til Intercollegiate Socialist Society der var dannet omkring 1910 og efterfulgt af Student League for Industrial Democracy. Utilfredsheden på universiteterne og colleges blev nogle år endnu lukket inde i lokal kritik af symbolske forhold som f.eks. maden på kollegierne eller censorernes arbejde.
Der fandtes heller ingen national venstrefløjsorganisation, der var i stand til at udvikle en sådan basis på universiteterne, at de kunne erobre den politiske hegemoni på venstrefløjen. Young Socialist Alliance havde i udgangspunkt søgt at opbygge koalitioner, men blev hurtigt snævret ind til blot være ungdomsafdeling af SWP, og havde kun meget spredt opbakning. De kommunistisk ledede W.E.B. DuBois klubber blev først dannet i 1965, havde kun en begrænset udbredelse udenfor vestkysten, og afspejlede i deres sene opdukken og partitro linie kommunistpartiets lange og besværlige genopbygning efter undertrykkelsen i 50’erne og interne splittelser. Young People’s Socialist League var splittet op i fraktioner, uden noget fast holdepunkt og havde hverken kraft eller motiv til at organisere studenterne mod koldkrigs politikken. Det ny venstres lokale og antiinstitutionelle karakter var udtryk for en instinktiv afvisning af disse venstrefløjsalternativer - en afvisning af alle former for politisk autoritet, uanset hvilket bureaukrati de var knyttet til.
I mellemtiden koncentrerede SDS sig om udviklingen af bysamfundsprojekter. Det søgte at udvikle et unikt program for det ny venstre. Ligesom andre aktivister der arbejdede selvstændigt, koncentrerede SDS’erne sig om de fattigste i befolkningen frem for det lidt bedre stillede proletariat. Dets Uddannelses- og Forskningsaktionsprogram (ERAP), Newark samfundsprojektet (NCUP) og det Chicago baserede Jobs eller indkomst Nu (JOIN) der alle blev gennemført i 1963-65 lagde vægt på at bevidstgøre de fattige om deres egne potentielle magt, på samme måde som borgerrettighedsbevægelsen havde gjort med betydelig succes i sydstaterne. På University of Michigan blev parolen «deltagerdemokrati» udformet - ment som et fremskridt ud over det parlamentariske demokrati, hvor der vælges repræsentanter til at udføre ledelsesopgaver. Blandt de mange lokale bevægelser var det imidlertid nok kun bistandsretsbevægelsen, der var i stand til at opbygge stærkere koalitioner blandt de fattige. Studenterbevægelsen i nordstaterne havde større succes med at rekruttere aktivister til at hjælpe folk andre steder - fortrinsvis støtte til SNCC’s arbejde i sydstaterne.
En lille men i perioder indflydelsesrig kerne af selvudnævnte revolutionære var i mellemtiden dukket op omkring 3. verdens spørgsmål i starten af 60’erne. Det gjaldt især i forsvaret af Cuba overfor USA og Kina overfor Sovjet. I løbet af få år ville veteraner fra disse kampområder gå ind i det ny venstre og få et betydeligt gennemslag - både positivt og negativt. SNCC’s heroiske aktiviteter gav den radikale antiracisme et omdrejningspunkt, samtidig med at liberales distancering fra SNCC gjorde det klart, at demokraternes politikere var utroværdige. Studenterradikaliteten sprang her og der frem. Pastor Martin Luther King Jr.’s demonstration i Detroit tiltrak over 100.000 deltagere, udløste strejker på gymnasierne og fik hvide og sorte i Detroit til at gå sammen om kravet om drastiske ændringer i samfundet. En anden indikator for interessen på universiteterne for mere radikale holdninger var den stormende universitetsvelkomst til den sorte nationalistleder Malcolm X kort før mordet på ham i 1965. Men studenterne kunne endnu knapt skelne sociale forandringer som følge af deres egne aktioner. Alligevel mødte de løftet (eller truslen) om afroamerikansk udfordring af status quo i USA med varme. I den henseende distancerede de sig næsten totalt fra hele den gamle venstrefløj, hvis ledere gennem årtier havde lovet raceintegration og fredelige forandringer baseret på koalitioner med liberale og centrumssøgende demokrater.
Bevægelsen for talefrihed (FSM) på Berkeley University, Californien i 1964 var grundlæggende ikke-politisk og var den første bevægelse, det faktisk lykkedes at lukke en større uddannelsesinstitution. Ved at stille alle slags studenter op overfor universitetets bureaukratiske institutioner, uddrog FSM de mest radikale dele af borgerrettighedsbevægelsen og overførte dem på universitetslivet. Berkeley studenterne chokerede mange liberale akademikere med ligefremheden i deres krav - de ønskede at tage deres egne beslutninger frem for at være underlagt autoriteter. Samtidig fik Berkeley studenterne løftet det ny venstres dialog op på nationalt plan. Herefter fik politikudviklingen på universiteterne en ny retning og en ny betydning.
USA’s stigende invasion af Vietnam fra 1965 bragte studenterne i direkte konflikt med universiteternes ledelser, der gennemførte de militært-industrielle retningslinier på universiteterne. Konfronteret med den selektive værnepligt og dens konsekvenser begyndte mange unge på universiteterne og udenfor at betragte de samtidige oprør blandt sorte i Harlem, Watts og Detroit som bevægelser rettet mod en fælles modstander.
Indførelsen af den selektive værnepligt havde også stor betydning for denne fremmedgørelse. Dens klasse og raceorientering favoriserede generelt collegestudenter, men alligevel blev mange af dem der afsluttede deres collegeddannelse eller dem der droppede ud sendt i krig - selv om de ofte ikke blev sendt direkte til fronten i junglen. Frygten udløste også generationsmæssige opgør. Det var gamle mænd - politiske og militære ledere - der sendte unge mænd ud for at dø, og dømte unge kvinder samt deres mødre til at lide under frygten og truslen om at miste. De ældre generationer var derimod ret loyale overfor nødvendigheden af at drage i krig for supermagten, som den pris der måtte betales for bevarelse af forbrugersamfundet. I de unges øjne var de derfor korrumperet af alder og magt. Alderens og dødens kræfter syntes dermed at være blevet stillet overfor livet - udmøntet i ungdommen. Det ny venstre - med SDS i spidsen - støttede i 1964 demokraten Lyndon B. Johnsons præsidentkandidatur overfor republikaneren Barry Goldwater, men det var sidste gang det ny venstre fungerede som respekteret liberale venstrefløj. Med de stadig voldsommere protester mod Vietnamkrigen i 1965-67 og de stadig større demonstrationer mod myndighederne blev de yndet mål, ikke blot for højrefløjen men også for liberale koldkrigs demagoger.
Vietnamkomiteen (VDC) i San Franciscoområdet gennemførte i 1965 en af de største af de tidlige demonstrationer for at få stoppet krigen, eller i det mindste få indskrænket værnepligten. Den var ikke domineret af nogen bestemt organisation, selv om både SDS, Young Socialist Alliance og andre venstrefløjsgrupper deltog. Under en national demonstration mod Vietnamkrigen samme år i Washington D.C. fordømte både radikale borgerrettighedsstudenter og ledere fra den gamle venstrefløj krigen og henførte dens årsager til det sociale system. Også denne demonstration var fri for organisatorisk dominans og en bestemt ideologisk orientering.
Efterhånden som SDS begyndte at tiltrække flere anti-krigs aktivister på universiteterne, blev der på nationalt plan etableret en «teach-in» bevægelse, hvilket gav lærerkræfterne stor indflydelse på den fremvoksende protestbevægelse. Disse teach-ins gav protesterne en form for anerkendelse og gjorde dermed anti-krigs studenterne og deres tilhængere synlige på landsplan. En håndfuld forskellige intellektuelle som Noam Chomsky, Herbert Marcuse og Staughton Lynd fik en landsdækkende lytterskare til deres taler og deres sociale teorier. Franz Fanons bog Fordømte her på jorden, Paul Goodman’s Absurd opvækst og Marcuses Det endimensionelle menneske gav det ny venstres aktivister intellektuel ballast.
I en anden betydning var disse teach-ins imidlertid den sidste gang, dialogen var det afgørende element i det ny venstres aktivitet. Snart blev ord i sig selv anset for utilstrækkelige. SDS sammen med lokale grupper, koalitioner og spontane bevægelser var dem der især kom til at nyde godt af den nye radikale entusiasme.
I modsætning til bevægelsen for talefrihed hvis medlemmer gik ind i studenterbevægelsen, men hvis mål gik tabt blandt de andre protester, så spredte protesterne mod Vietnamkrigen til de fleste liberale skoler og større universiteter. Alligevel fokuserede medierne overvejende på prestigeinstitutioner som Columbia State University. Men også de mere traditionelle konservative universiteter, som det gennemsnitlige sorte universitet i sydstaterne - som indtil da havde baseret sig på tolerance fra den hvide overklasse, for at begrænse lokale hvides vold mod sorte studenter - og statsskoler i syd og sydvest begyndte at tage Vietnamkrigen op, selvom det sjældent blev bemærket udenfor den lokale scene. Men i 1969-70 fandt nogle af de mest voldelige og kontinuerte konfrontationer sted på netop disse universiteter, og blev af myndighederne øjeblikkeligt besvaret med magt. Studenterne manglede derfor af naturlige årsager enhver tillid til de lovede administrative reformer.
På et tidspunkt i 1966-69 vendte den almindelige holdning på mange og måske de fleste universiteter sig mod krigen og mod regeringens beslutning om at forfølge den. Snesevis og senere hundreder af «undergrundsaviser» dramatiserede på en effektiv måde emnerne og gav rebelske intellektuelle koncepter en kulturel form. Der var tale om lokale aviser i tabloidformat, hvis trykning var gjort mulig af den teknologiske revolution indenfor trykketeknikken. Deres læserskare nåede afgjort op i millionklassen. Faktisk skabte disse undergrundsaviser - og i en nedtonet retorisk form også de daglige universitetsaviser - et alternativt informationssystem, overfor de aggressive reportager i dag- og ugebladene. De var sammen med Universitetskomiteerne til afslutning af krigen i Vietnam mindst lige som vigtige som SDS afdelingerne i mobiliseringen af utilfredsheden.
Materiel optimisme, seksualiseringen af lysten og introduktionen af «fritidsnarkotika» spillede hver især også en vigtig rolle. 1960’ernes ungdom havde aldrig kendt til økonomisk krise, og de fleste havde aldrig oplevet den stejle personlige opstigning til middelklassen. Blandt deres jævnaldrende var den tidligere generations forlængede arbejdstider overvejende blevet erstattet med afslapning, og siden de tidlige 60’ere var den blevet oversvømmet med den programmerede seksualisering af reklamen, orienteret mod «ungdomsmarkedet» for forbrugsgoder. Endvidere var teknikken til børnebegrænsning blevet afgørende forbedret. Mens kvinden i 1950’erne allerede bar cowboybukser og diskret havde seksuelle forbindelser før ægteskabet, ville hun i 60’erne tale åbent om orgasme. Den øgede udbredelse af marihuana og LSD gav ikke nogen udbredt følelsesmæssig afhængighed, men løsnede det greb som det avancerede industrisamfund med sit projekt for materiel «fremgang» havde om de unges visioner og drømme. Set gennem en LSD rus var udsigten til en ledelseskarriere i erhvervslivet mindre tiltrækkende end den nogensinde tidligere havde været i det moderne nordamerikanske samfund. Narkoguruen Timothy Leary, yippien Abbie Hoffman og selv beatgenerationens forfattere - der fik stemme gennem den rejsende poet Allen Ginsberg - fandt til stadighed et nyt publikum. Når studenterne blev spurgt, hvad de mest søgte i livet, svarede flertallet af dem: «selvudlevelse» og de placerede materiel succes langt nede ad listen. Kun en minoritet mente, at penge gav lykke, og endnu færre mente, at fravalg betød ren fattigdom.
Det var derfor ikke overraskende, at den militante Stop Sessionen uge i oktober 1967 faldt sammen med et år af «be-ins» og en massespredning af «ungdomskultur» fra Haight-Ashbury området i San Francisco til de mange små Haight-Ashburys i andre universitetsbyer. De to målgrupper var ikke nødvendigvis sammenfaldende, men også ungdomspolitikere i stort antal røg marihuana og «hippierne» dukkede i stort antal op ved de politiske demonstrationer. De to grupper var enige om at afvise opfattelsen af, at «demokrati» var begrænset til to-partisystemet, og at lønarbejdet var et efterstræbelsesværdigt personligt mål. Lokalt syntes massemøderne i højere grad at køre på frihjul, være mindre styrede af ledere og være mere spontane i udviklingen af politisk aktivitet end på noget efterfølgende tidspunkt.
Studenter der deltog i disse aktiviteter fandt ofte sig selv parallelt engageret i militante protester mod forholdene på universiteterne og i hårde studier - og/eller deltagelse i klasseundervisning. Noget lærerne senere omtalte som de mest intensive undervisningsforløb i deres karrierer. Paradoksalt nok kunne der tit spores en dybfølt interesse for virkeligt at lære, samtidig med at semestrene ofte blev afbrudt af protester og strejker. Kurser eller lærere der blev anset for specielt relevante - lige fra USA’s historie, over sorte- eller kvindestudier til «Californiens kultur» - tiltrak skarer af lyttere langt ud over det officielle deltagerantal og affødte intense diskussioner, hvor studenterne selv greb til sokratiske metoder. «Gratis universiteter» med ekstratimer udenfor universitetet indenfor en lang række områder tiltrak de samme og andre studenter udenfor den normale undervisningstid. I den forstand afslørede det ny venstre sig som langt mere intellektuelt motiveret, end det generelt blev opfattet på det tidspunkt - selv om bevægelsen nok ikke var så bogligt orienteret som sine forgængere på venstrefløjen.
Det var muligvis årsagen til, at splittelsen indenfor universitetsmiljøet nu blomstrede som aldrig tidligere. De lærere der var mest fjendtligt stemte overfor studenterbevægelsen, var samtidig dem der mistede mest ved opstandelsen. De klagede over den manglende vilje til på et tidligere tidspunkt at have grebet hårdere og mere systematisk ind overfor de protesterende, og de greb nu ofte til disciplinære midler ved at dumpe anti-krigs studenter. I endnu højere grad end de konservative akademikere var der tale om selvudnævnte liberale, der var blevet indfanget af drømmen om nordamerikansk sejr i Sydøstasien, eller som ønskede hævn over de studenter, der gjorde nar af deres pompøse akademiske holdninger. Det var dem der for hårdest frem i fordømmelsen af studenteroprøret og mest offentligt gik ind med appeller om repression. Langt flere lærere opdagede, at de i vid udstrækning blev stimulerede, men også var foruroligede. De yngre lærere der var mest sympatisk stemte overfor studenternes krav om intellektuel integritet og politiske mål, blev over de følgende år udsat for reelle omend usystematiske fyringer, politisk diskriminering og andre straffe. Flere enestående karrierer endte af denne årsag tragisk - som lektoren i afroamerikansk historie, Robert Starobin der i 1971 begik selvmord.
Det ny venstre oplevede egne alvorlige interne problemer parallelt med sine sejre. F.eks. gennemtævede politiet studenter, der lavede blokade af et rekrutteringsmøde for Dow Chemicals, der fremstillede napalm til Vietnamkrigen. Overgrebet udløste en studenterstrejke, men bagefter var administratorerne blevet endnu mere afvisende over ændringer i universitetets politik, og de fleste lærere havde bevaret deres holdninger til Dow, omend de var rystede. Det var derfor ikke muligt at gennemføre de strukturelle reformer, der skulle indplacere studenterne i en demokratisk universitetsstruktur. Selv de strejker der blev støttet af undervisningsassistenter løb ofte ud i sandet efter nogle få dage eller en uge. I modsætning til arbejdernes strejke der øjeblikkeligt betyder at arbejdet går i stå og profitterne udebliver, er en studenterstrejke afhængig af offentlighed - f.eks. af at administrationen blev gjort til grin. Studenter der vendte tilbage til undervisningen følte ofte en form for triumf, når der var blevet givet amnesti til alle der havde deltage i ikke-voldelige handlinger, men samtidig blev situationen også stadig mere frustrerende. Specielt blandt universiteternes politiske grupper affødte denne frustration mere vidtløftige visioner om USA’s forestående sociale forandringer.
År med «varme somre» på gaderne i de fleste større byer, mordet på pastor Martin Luther King Jr. i 1968 og myndighedernes aggressive holdning til selv fredelige protester øgede blot frustrationen. Det var klart, at den magtfulde elite i det nordamerikanske samfund ikke ønskede større forandringer og var parat til at anvende militær magt, offentlig bagvaskelse, konspiration, spionage og selv masseinternering - planerne var udarbejdet af senere højesteretsdommer William Rehnquist - for at genoprette lov og orden.
Under disse omstændigheder betød det mindre, at den afroamerikanske befolkning i vid udstrækning var fraværende fra universiteterne, når man tog hensyn til den symbolske og historiske rolle den afroamerikanske befolkning spillede i USA generelt. Sorte studenterne blev i kølvandet på studenterprotesterne og protesterne i byerne i stort antal rekrutteret til universiteterne, men her følte de sig ofte dybt splittede mellem den historiske tradition for diskrimination og deres aktuelle mulighed for personlig avancement. Mange sorte studenter løste denne modsætning gennem ekstrem sort nationalisme, og krav til universitetsadministrationerne, der ofte blev bakket op med trusler om magtanvendelse. De hvide studenter følte sig ofte forvirrede overfor et folk, der tilsyneladende allerede var involveret i oprør, men i endnu højere grad følte de sig skyldige i USA’s forgangne overgreb og for nutidens fattigdom og overkoncentration ved fronten i Vietnam. SDS’s ideologi svingede fra venstre-liberale holdninger til leninisme i forsøget på at udtrykke modstanden mod kapitalismen i USA og solidariteten med den 3. verden og med de sorte revolutionære bevægelser i USA.
Nogle gange gav disse holdninger anledninger til race-relaterede studenterstrejker, hvis hovedformål kun sekundært drejede sig om universitetsspørgsmål. I den nok mest bemærkelsesværdige strejke - på San Francisco State i 1968-69 - var aktivisternes krav udtryk for den mest militante minoritet blandt studenter og ansatte. Det hårdhændede svar på disse svar udløste en langvarig konflikt. Gymnasiets rektor, lingvisten Sessue Hayakawa blev på denne baggrund berømt og blev valgt til senatet som rektorernes svar på Ronald Reagan.
Studenternes følelse af vrede og hjælpeløshed blev fordoblet af den stadige eskalering af Vietnamkrigen, og af manglen på forandringer indenfor det eksisterende topartisystem. Præsident Johnson eskalerede til stadighed antallet af soldater i Vietnam og lovede «at der var lys for enden af tunnelen», samtidig med at aftenens TV aviser kunne berette om en dramatisk stigning i antallet af dræbte - nordamerikanere. Den vietnamesiske Tet-offensiv (i januar 1968) var yderligere et knæk for det nordamerikanske militærs anseelse, og fik blodbadet til at fremstå som uendeligt og bindegalt. Først blev demokraternes fredskandidat Eugene McCarthy slået, dernæst blev Robert Kennedy dræbt og dermed kunne demokraterne nominere senator Hubert Humphrey som præsidentkandidat - en berygtet liberal koldkriger. I «slaget om Chicago» lod byens borgmester Richard Daley byens politi bevogte et indesluttet demokratisk partikonvent, der blev belejret af horder af anti-krigs demonstranter. Disse begivenheder var i virkeligheden til gavn for republikanernes præsidentkandidat Richard Nixon og hans senere vicepræsident og studenterbanker, Spirow Agnew. Overfor disse typer der senere måtte træde tilbage pga. deres kriminelle handlinger følte studenterne vrede og afsky, men også magtesløshed og håbløshed til at acceptere USA’s nederlag, som Nixon i sidste ende gjorde.
Nixons julebombninger af Cambodia i 1970 udløste de sidste men også største studenterdemonstrationer af dem alle. Oprøret fik yderligere næring, da myndighederne skød og dræbte studenter på Jackson State College og Kent State University. Strejken bredte sig til næsten alle universiteter. Samtidig havde studenterne vanskeligt ved at få afløb for deres vrede, og det gav sig udslag i hyppigere rudeknusninger under demonstrationerne, anvendelsen af tungere narkotika og ved en udvikling i retning af seksuel promiskuitet fremfor seksuel frigørelse. SDS der i 1967 var nærmest indædt ikke-ideologisk og decentralistisk orienteret var i 69 delt mellem stridende maoistiske fraktioner, der påstod at de repræsenterede studenterne. Vreden fik en række aktivister til at forsøge sig med sabotage, der næsten alle slog fejl, og som under alle omstændigheder var begrænset ifht. den brutalitet USA opviste med massakren i My Lai. De studenterradikales aktioner fik imidlertid både liberale og konservative kritikere af det ny venstre til at gå sammen om generel fordømmelse af bevægelsen, til at udløse og legitimere omfattende politiprovokationer, infiltrationer, retssager og andre angreb på bevægelsen. Da myndighederne senere i 70’erne og ind i 80’erne blev tvunget til at offentliggøre papirer om deres overgreb kom det frem, at kun i forlængelse af den russiske revolution (1919-21) og under de værste år af den kolde krig, havde overgrebene været lige så udstrakte og i den grad overtrædelser af forfatningsmæssige rettigheder.
Andre samtidige bevægelsers sammenbrud var med til at markere, at det ny venstre havde nået højdepunktet og var på vej ned ad bakke. SNCC blev f.eks. i 1970 sluttet sammen med de Sorte Pantere, der kort tid efter opløstes pga. nederlag til myndighederne, desillusion og politisk forvirring. Ligaen af revolutionære sorte Arbejdere havde i en kort periode udgjort en seriøs trussel til bilarbejderfagforeningen UAW’s ledelse, men også den forsvandt. Det var dog stadig til at få øje på enkelte håbefulde elementer af bevægelsen. I de mexikansk-amerikanske og asiatisk-amerikanske miljøer fungerede unge radikale som talsmænd. På de universiteter hvor aktiviteterne var kommet sent i gang, kunne der stadig findes friske tegn på oprør. Generelt var «udbrændigen» dog tydelig, og for en hel generation af studenteraktivister var den endelig.
Kun fremkomsten af kvindebevægelsen - og mindre udstrækning de homoseksuelles bevægelse - bidrog til at lysne universitetsmiljøet en smule. Som politisk tendens var denne bevægelse overvejende kulturel. Den var mere optaget af «seksualpolitik» i dagligdagen end af præsidentvalgkampe. Men som kulturelle bevægelser var de stærkt «politiske» gennem deres krav til samfundet. Bannere for kvinde- og bøssebevægelserne begyndte at dukke op til demonstrationerne, samtidig begyndte de politiske møder at blive erstattet med bevidstgørelsesgrupper og mandlige ledere på venstrefløjen blev nu udsat for kritik for deres håndtering af «kvindespørgsmålet». Dermed blev noget af kernen i 60’ernes studenterbevægelse paradoksalt nok opfyldt, men denne udvikling var sket for sent til at få større betydning i årtiets store oprør.
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 40.654