Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Offentlig og privat sektor

Det moderne kapitalistiske økonomiske system består af to sektorer, en offentlig og en privat.

I dagens Danmark er de to sektorer nogenlunde lige store: dvs. de tegner sig hver for ca. 50% af BNP. Den offentlige sektor finansieres især gennem skatter. Skattebidraget - eller «skattetrykket» hvis man er skeptisk overfor den offentlige sektor - er derfor på ca. 50% af indkomsten. Her ligger Danmark og de skandinaviske lande i top. I de angelsaksiske lande - USA og England - er den offentlige sektor - og dermed skattebidraget - betydeligt mindre, relativt set, mens Tyskland og Frankrig befinder sig i en mellemposition.

Den offentlige sektor består af offentlig produktion af varer (f.eks. engelske kulminer før de blev privatiseret) og levering af ydelser (f.eks. biblioteker, skoler, hospitaler); desuden det administrative apparat til regulering af den private sektor (ministerier, politi, finanstilsyn osv.).

De goder som denne sektor leverer kaldes offentlige goder. Mængden og karakteren af disse goder er bestemt af de politiske myndigheder, ikke markedets udbud og efterspørgsel.

Det indebærer to ting:

• fremstillingen af de offentlige goder er bevidst planlagt. F.eks. bestemmer de politisk ansvarlige at der skal stilles så og så mange hospitaler til rådighed for befolkningen
• hvis staten er demokratisk (og kun da) er den offentlige sektor den demokratiske sektor. Hele befolkningen vælger på lige fod - én stemme pr. person - repræsentanter, hvor flertallet så afgør f.eks. hvor mange hospitaler, der skal være.

Den private sektor består af privatkapitalistiske virksomheder, der producerer varer og leverer ydelser.

De goder som denne sektor leverer kaldes private goder. Mængden og karakteren af disse goder er bestemt af markedets udbud og efterspørgsel. I takt med at sektoren domineres af monopoler og oligopoler forskydes magten dog fra efterspørgerne (forbrugerne) til udbyderne (koncernerne). Det antages normalt, at virksomhederne stræber efter maksimal profit og forbrugerne efter maksimal nytte.

Det indebærer to ting:

• fremstillingen af disse goder er ikke bevidst planlagt
• den private sektor er den ikke-demokratiske sektor. Den kapitalsvage virksomhed har mindre indflydelse på produktionen i landet end den kapitalstærke, og den fattige forbruger mindre magt end den rige. I supermarkedet har den forbruger, der råder over 1.000 kr præcis dobbelt så stor magt (kaldet «købekraft»), som den forbruger, der råder over 500 kr. Markedet tæller penge, ikke mennesker, så derfor har vi ikke lige indflydelse i den private sektor.

Den private sektors ydelser finansieres af forbrugernes betalinger. Desuden tjener virksomhederne penge gennem forskellige former for finansielle spekulationer og offentlig erhvervsstøtte. Den offentlige sektors ydelser finansieres på forskellig måde, især:

• brugerbetaling (f.eks. togbillet ved DSB),
• statslige og kommunale lån; statslån har typisk form af salg af statsobligationer. Hvad enten der lånes fra den indenlandske private sektor eller fra udlandet skaber dette en offentlig gæld, som skal afdrages og forrentes. Danmarks offentlige gæld har været faldende siden midten af 1990'erne.
• skatter. I moderne samfund betaler vi skat efter «betalingsevne», dvs. den rige betaler mere end den fattige, og da der normalt er progressiv beskatning betaler den rige endog en højere procentandel af sin indkomst i skat end den fattige. (I historisk perspektiv er dette nyt: I det feudale samfund var det de fattige - især fæstebønder - der betalte skat, mens de rige udnyttede deres magt til at unddrage sig beskatning). Ved beslutningen om hvor mange hospitaler, der skal være, har rig og fattig samme indflydelse, men den rige betaler mest til etableringen af disse hospitaler. Dette er en yderligere grund til at den offentlige sektor er til fordel for den fattige, og det giver en yderligere grund til, hvorfor den velstående del af befolkningen må vende sig mod denne sektor.

Hvis folk fulgte deres interesser, ville kampen mellem den offentlige og private sektor være en kamp mellem de mindre og de mere velstående.

Såvidt finansieringen af den offentlige sektor, men hvad bruges pengene til? I Danmark i år 2001 var fordelingen således:

• Social tryghed og velfærd: 42,5%. Denne post omfatter især indkomstoverførsler, dels de varige (pensioner og efterløn), dels de midlertidige (dagpenge, kontanthjælp)).
• Undervisning (folkeskole, gymnasier, højere læreanstalter): 15%.
• Sundhed (bl.a. hospitaler): 10%.

Disse tre poster, plus en mindre til boligstøtte, udgør den danske velfærdsstat. Den lægger beslag på knap 70% af de offentlige udgifter. Resten går især til forsvar, udenrigstjeneste og administration.

Kommunerne varetager de fleste af opgaverne (43,5%), staten 16,5% og amterne godt 10%. Da vi betaler det meste af skatten til staten (mere end 60%), mens kommuneskatten kun er på ca. 25%, må staten overføre betydelige beløb til kommunerne (bl.a. bloktilskud).

Det historiske forhold mellem den offentlige og private sektor

I den tidlige kapitalisme var den offentlige sektor af meget begrænset omfang.

Den liberale ideologi associerede sektoren med den stat, der havde eksisteret under den gamle feudalistiske produktionsmåde. Denne mere eller mindre enevældige stat undertrykte både den politiske og økonomiske frihed. Kampen for frihed blev kampen mod staten, og den nye liberale økonomiske teori (Adam Smith og efterfølgere) forklarede, at kapitalismen godt kunne klare sig uden statsregulering («den usynlige hånd»). Vi fik en minimalstat eller «natvægterstat», der overvejende begrænsede sig til at sikre den private ejendomsret (udgifter til politi, domstole osv.).

Dette ændredes af to grunde, således at den offentlige sektor efterhånden begyndte at vokse.

For det første voksede arbejderbevægelsen, fagforeningerne og de socialdemokratiske partier i styrke. Presset fra denne side gav en række reformer. I Tyskland fik vi Bismarcks socialreformer, og i Danmark viste Højre (under Estrup) allerede i 1875 interesse for sagen, men blev da stoppet af det konsekvent liberale Venstre. I 1890'erne blev der imidlertid vedtaget en række sociallove (fattigvæsen, alderdomsunderstøttelse, syge- og ulykkesforsikring). Grunden til velfærdsstaten, og dermed en betydelig offentlig sektor, var lagt.

For det andet afslørede specielt verdenskrisen i 1930'erne, at kapitalismen ikke var selvregulerende, således som de liberale havde troet. Systemets overleven krævede omfattende indgreb, dels i form af øget regulering af den private sektor, dels ved at staten direkte investerede i fremstillingen af varer og ydelser for at skaffe beskæftigelse (øge den effektive efterspørgsel i samfundet). Samtidig voksede behovet for indkomstoverførsler til arbejdsløse og andre, som var blevet udstødt af det økonomiske system som overflødige.

Dermed styrkedes den offentlige sektor dramatisk i forhold til den private. Denne udvikling ser vi overalt i de kapitalistiske samfund: f.eks. New Deal under Rooseveldt (USA) og socialreformen i 1933 i Danmark.

Efter krigen, i 1945, stod arbejderbevægelsen og de socialistiske partier meget stærk overalt i de vestlige lande. Dette forhold samt frygten for kommunismen medførte en række nye socialreformer. Desuden havde 30'ernes krise gjort det klart for de fleste, at en kraftig offentlig regulering af privatkapitalismen var nødvendig. Keynesianismen blev den dominerende økonomiske teori og praksis, og planøkonomi blev et positivt begreb.

Især i de nordiske lande fik vi nu etableret en egentlig velfærdsstat. I Danmark voksede de samlede offentlige udgift fra 20% af BNP i 1950 til 40% i 1970 og godt 56% i 1990; derefter er der sket et fald i andelen, nemlig til 52,5% i 2000. I England kom vendingen tidligere, pga. premierminister Thatchers felttog mod den offentlige sektor i 80'erne. De offentlige udgifter steg fra 34% af BNP i 1956 til 47% i 1976, men faldt så dramatisk til 38% i 1991.

I nyliberalismens epoke er den offentlige - eller demokratiske - sektor således trængt tilbage til fordel for den privatkapitalistiske. Det kan ikke undre.

Nyliberale tiltage for at begrænse den offentlige sektor

Den umiddelbare metode til at begrænse den offentlige sektor er at udhule dens finansiering.

1. Offentlig låntagning: Offentlig gæld hævdes generelt at være af det onde, nærmest syndigt. Liberale ideologer kan her støtte sig til den almindelige snusfornuft, der siger at husholdningers og virksomheders gæld let kan lede i uføre. Det kan da også være tilfældet med offentlig gæld, men hvis pengene bruges produktivt, kan offentlige lån være fornuftige. Det gælder især i økonomiske nedgangstider.
   EU's Stabilitetspagt sætter ret snævre grænser for offentlig gæld: Den offentlige gæld må maximalt udgøre 60% af BNP, og det offentlige underskud maximalt 3% af BNP. I overensstemmelse med EU's nyliberale politik vanskeliggøres dermed finansieringen af den offentlige sektor. Selv om Danmark står udenfor ØMU'en og dermed ikke er forpligtet af Stabilitetspagten, har både Nyrup- og Foghregeringen - med held - søgt at leve op til pagtens krav.
2. Skatter: Traditionelt har socialdemokratiet og venstrefløjen været tilhængere af et højt skatteniveau, fordi skatter er hovedkilden til finansiering af den offentlige sektor i almindelighed og velfærdsstaten i særdeleshed. «Betal deres skat med glæde», sagde den socialdemokratiske finansminister Viggo Kampmann for mere end 40 år siden. Heroverfor har liberale og borgerlige lige så traditionelt fastholdt, at «pengene ligger bedst i borgernes lommer».

Vi har en positiv og en negativ holdning til den offentlige sektor. I takt med at nyliberalismen har opnået ideologisk hegemoni, har den skeptiske holdning til skattebetaling - dermed til den offentlige sektor - vundet indpas langt udenfor den borgerlige lejr.

An.Lu.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 17/6 2003

Læst af: 71.798