 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Køreplan for fred (Road Map for Peace)
Surrogatplan for fred mellem Israel og Palæstina udformet af USA, EU, Rusland og FN (den såkaldte Mellemøstkvartet) i 2002. En række højtstående FN diplomater slog i 2007 til lyd for, at FN skulle trække sig ud af kvartetten, fordi den frem for at være fredsskabende er konfliktskabende.
Det første skridt til udformning af køreplan for fred blev taget af USA's præsident Bush, da han i en tale den 24. juni 2002 opfordrede til dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat. Konflikten mellem Israel og Palæstina var på det tidspunkt 1½ år inde i 2. Intifada. Israels premierminister Ariel Sharon havde skudt fredsprocessen i grus med sin militære invasion af selvstyreområderne, bombning af alle offentlige palæstinensiske bygning og trusler om at slå selvstyreformand Yasser Arafat ihjel. Israels grusomme fremfærd truede med at spænde ben for USA's planer om invasion af Iraq, og for at få de arabiske lande til at bakke op om USA's planer for krig mod Iraq skulle de derfor have opfattelsen af, at USA støttede oprettelsen af en palæstinensisk stat.
De to hovedaktører i udformning af køreplanen var USA og sekundært EU, som på det tidspunkt havde dansk formandskab. De to supermagter kunne have taget udgangspunkt i de mange FN resolutioner, der siden 1948 er blevet formuleret om konflikten. Først og fremmest resolution 194 der giver de oprindelig 7-800.000 palæstinensere, der blev etnisk udrenset af Israel i 1947-49 lov til at vende hjem, samt resolutionerne 242 og 338 der pålægger Israel at trække sig ud af de besatte områder, besat under angrebskrigen i 1967. Israels opfyldelse af disse centrale FN resolutioner ville med ét slag skabe fred i Mellemøsten.
Men frem for at fokusere på krav til aggressoren, formulerede EU og USA krav til ofrene: palæstinenserne. Det første og centrale krav fra de 2 supermagter (der angiveligt støttede udviklingen af demokrati i Mellemøsten) var, at palæstinenserne skulle fjerne den folkevalgte selvstyreformand Arafat fra magten. Kravet var oprindelig Sharons, der mhp. sabotage af Oslofredsprocessen nægtede at forhandle med Arafat.
2003 Planen offentliggøres
Planen blev først offentliggjort i april 2003. Baggrunden var, at palæstinenserne indtil da havde modsat sig Israels, EU's og USA's krav om tilsidesættelse af den demokratisk valgte Arafat. Kvartetten ville ganske enkelt ikke offentliggøre planen, inden Nobel Fredspris vinderen Yasser Arafat politisk var blevet kørt ud på et sidespor. Først den 19. marts 2003 udpegede Arafat Mahmoud Abbas som palæstinensisk premierminister, hvilket opfyldte kravene om en anden forhandler.
Inden da havde surrogatplanen dog allerede opfyldt sit formål, da den havde skabt arabisk opbakning til USA's angrebskrig mod Iraq. Allerede ved sin offentliggørelse 30. april var planen derfor blevet strategisk uinteressant for USA.
Der var tale om en historisk urealistisk plan, der i løbet af blot 2 år skulle løse 60 års konflikt - overvejende gennem krav til palæstinenserne og den arabiske verden:
- I fase I (frem til maj 2003) skulle den palæstinensiske vold indstilles; der skulle gennemføres reformer af det palæstinensiske selvstyre og gennemføres valg; Israel skulle indstille ekspansionen af sine bosættelser. (Der var ingen krav om, at den israelske aggression mod Palæstina skulle ophøre).
- Under fase II (juni-december 2003) skulle der gennemføres en international konference der skulle støtte palæstinensisk økonomisk genopbygning og starte en proces der skulle lede frem til oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat med foreløbige grænser; samtidig skulle der igangsættes en multilateral proces omkring spørgsmål som regionale vandressourcer, miljø, økonomisk udvikling, flygtninge og våbenkontrol; endelig skulle de arabiske stater genoptage deres økonomiske og politiske forbindelser, der var blevet afbrudt ved starten af 2. Intifada i 2000.
- I fase III (2004-05) skulle der gennemføres en 2. international konference der skulle udforme afslutningen på konflikten; der skulle indgås aftaler om endelige grænser og aftaler om centrale konfliktpunkter som Jerusalems status, flygtninge og bosættelser; endelig skulle de arabiske stater indgå fredsaftaler med Israel.
Trods det at planen kun stillede få krav til Israel og overvejende krav til palæstinenserne accepterede selvstyret planen i sin helhed. Israel opstillede til gengæld en hemmelig liste på 15 krav om ændringer.
Efter pres fra USA tilsluttede Sharon sig i slutningen af maj 2003 alligevel planen og løslod 100 palæstinensiske fanger. Den 4. juni kunne Sharon, Abbas og Bush mødes til topmøde i Jordan. I slutningen af juni indgik alle de vigtigste palæstinensiske partier og militante grupper en 3 måneders «hudna» (våbenhvile), hvor de forpligtigede sig til at indstille alle offensive angreb mod Israel. At f.eks. også Hamas gik med til våbenhvilen tilskrives det pres USA udsatte Syrien for, hvor Hamas havde sit hovedkvarter i eksil.
Israel lægger Køreplanen i graven
Men Israel havde andre planer. Våbenhvilen var ensidig palæstinensisk og Israel fortsatte derfor sine væbnede aktioner og likvideringer af palæstinensiske ledere. Samtidig havde Israel allerede i slutningen af 2002 indledt bygningen af apartheid-muren ned gennem Vestbredden.
Den 8. august 2003 dræbte israelske soldater 2 Hamas medlemmer i Nablus. Fire dage senere dræbte en Hamas selvmordsbomber en israeler i Rosh-Ha'ayin og samme dag dræbte en anden selvmordsbomber en israelsk bosætter nær Ariel bosættelsen ved Nablus. Hamas meddelte samtidig, at den ville fortsætte våbenhvilen, men forbeholdt sig ret til at svare igen på israelske angreb. Israel forstod til fulde logikken og likviderede den 14. august lederen af Hamas' militære gren i Hebron, Muhammad Seeder. Gennem resten af måneden eskalerede de israelske angreb og de palæstinensiske gengældelsesaktioner. Den 6. september tog den palæstinensiske premierminister Abbas sin afsked med ordene:
Det grundlæggende problem er Israels uvilje mod at gennemføre deres forpligtelser i henhold til Køreplanen for fred og gennemføre nogen som helst konstruktive tiltag.
Efter den optrappede aggression fra Israels side opgav Hamas våbenhvilen og erklærede åben krig mod Israel. Planen var fra dette tidspunkt i realiteten død. Ligesom Israel havde lagt Osloprocessen i graven, lagde Sharon nu også Køreplanen i graven, og den primære årsag var omverdenens manglende krav til Israel om indstille sin vold mod palæstinenserne. Planen var ganske enkelt ikke symmetrisk - men stillede kun krav til palæstinenserne på dette punkt.
2004 USA slår sømmene i
Den 14. april 2004 skrev USA's præsident Bush et brev til Sharon, der gjorde op med 37 års nordamerikansk politik ifht. den israelske besættelse. I brevet opgav han det formelle krav om, at Israel skal vende tilbage til 1967 grænserne:
In light of new realities on the ground, including already existing major Israeli population centers, it is unrealistic that the outcome of final status negotiations will be a full and complete return to the armistice lines of 1949, and all previous efforts to negotiate a two-state solution have reached the same conclusion. It is realistic to expect that any final status agreement will only be achieved on the basis of mutually agreed changes that reflect these realities...
Samtidig opgav han USA's støtte til FN resolution 194, der fastslår de etnisk udrensede palæstinenseres ret til at vende hjem til deres byer og jord i det nuværende Israel. Bush skrev nemlig til Sharon, at flygtningene skulle genbosættes i en fremtidig palæstinensisk stat. Ikke i Israel, som resolution 194 fastslår.
2006 Palæstinensisk valg og EU/USA boykot
Selv om Køreplanen var lagt i graven fortsatte selvstyret med at opfylde krav fra planen. Arafat døde i november 2004 - muligvis forgiftet af Israel - og posten som selvstyreformand blev overtaget af Mahmoud Abbas. I efteråret 2004 blev der holdt lokalvalg og i december 2005 og januar 2006 blev der holdt valg som krævet af Kvartetten. Som konsekvens af omfattende korruption fra Fatahs side, gav palæstinenserne Fatah et svidende valgnederlag og gjorde Hamas til det største parti.
Efter 2 års inaktivitet fra Kvartettens side, blev den nu oplivet. Nok havde palæstinenserne som krævet af USA og EU gennemført valg, men de havde stemt forkert. Derfor indledte EU økonomisk boykot af det palæstinensiske selvstyre, der nu var under Hamas' ledelse. Den officielle argumentation var, at Hamas var en terrororganisation - selv om Hamas på dette tidspunkt i et år havde indstillet alle selvmordsaktioner rettet mod Israel.
Officielt stillede Kvartetten krav til Hamas om, at organisationen skulle anerkende Israels ret til at eksistere. Omvendt havde Kvartetten ikke på noget tidspunkt stillet krav til Israel om at anerkende palæstinensernes ret til en selvstændig stat. USA og EU vidste godt, at Hamas ikke ville opfylde dette krav, og der var alene om en tynd argumentation for den vestlige økonomiske boykot af Palæstina. Fra dette tidspunkt endte Kvartetten sin tilværelse som formelt uafhængig af de to stridende parter, og blev en part på Israels side i konflikten.
Kvartetten håbede at den økonomiske boykot hurtigt ville få selvstyret til at bryde sammen. Det skete imidlertid ikke. Heller ikke selv om de militære sammenstød mellem Hamas og Fatah tilhængere eskalerede gennem 2006. I midten af året rejste USA's udenrigsminister Condoleeza Rice derfor til Ramallah for at mødes med Fatah præsidenten Mahmoud Abbas. For første gang i næste 10 år havde USA penge med. Abbas fik 100 mio. US$ til indkøb af våben og træning af Fatah folk, der skulle bringe Hamas regeringen med hovedsæde i Gaza til fald. Projektet mislykkedes, da Hamas for at undgå borgerkrig smed Fatah styrkerne ud af Gaza i marts 2007. Abbas svarede igen ved at begå statskup og afsætte den folkevalgte Hamas regering.
Israel har siden marts 2007 taget de sidste skridt til at omdanne Gaza til en gigantisk ghetto, der kun kan sammenlignes med den jødiske ghetto i Warzava under 2. verdenskrig. Israel kontrollerer alle forbindelser ind i ghettoen, har erklæret ghettoen for «fjendtligt område», og afbrudt 2/3 af elektricitetsforsyningen.
Frem for at mindske Hamas' popularitet har udviklingen siden starten af 2006 kun øget det fundamentalistiske partis opbakning, og et præsidentvalg i dag ville føre til Fatahs fald. Kvartetten med USA i spidsen fik derfor travlt i 2007 i forsøget på at afværge Hamas' fulde overtagelse af regering og præsidentpost. USA har derfor indkaldt til «fredskonference» i Annapolis i slutningen af november 2007. Men mens USA frygter fuld Hamas magtovertagelse, er det ikke en frygt Israel deler. Israels uvilje til fred med palæstinenserne er fuld intakt, og landet fortsætter sin kolonisering af Vestbredden og marginalisering af den palæstinensiske befolkning.
2007 Stigende FN kritik af processen
FN har siden 2002 indgået i Kvartetten, og «Køreplanen» har siden efteråret 2003 været grundlag for FN's position i konflikten. FN's repræsentant i Kvartetten var i 2005-07 den peruanske topdiplomat, Alvaro de Soto. Han udfærdigede i maj 2007 en intern FN evalueringsrapport af arbejdet i Kvartetten, som imidlertid blev lækket til den internationale presse. I den interne rapport beskriver de Soto Kvartetten som «stort set en gruppe venner af USA». Og fortsætter: «Upartiskhed er blevet knægtet til underkastelse på en hidtil uset måde siden begyndelsen af 2007». (Alvaro de Soto: End of mission report. UN, May 2007) Han er især kritisk overfor de ensidige krav til selvstyrets regering, som USA pressede igennem i januar 2006.
Alvaro de Soto blev i juni 2007 erstattet af den afgåede britiske premierminister Tony Blair. Det fik imidlertid ikke FN kritikken til at forstumme. I oktober udtalte den specielle rapportør for FN's Menneskerettighedsråd i Israel/Palæstina, den sydafrikanske dommer og folkeretsprofessor John Dugaard til BBC: «Jeg vil foreslå (FN's) generalsekretær, at han trækker FN ud af Kvartetten, hvis Kvartetten fortsætter med at undlade at interessere sig for menneskerettighedssituationen i de besatte områder». (Tim Franks: UN Envoy attacks Mid-East Quartet. BBC News 15. oktober 2007)
Nødråbet fra de højtstående FN folk er usædvanligt, da kritik normalt holdes helt inden for murene. Den afspejler den dybe frustration i verdensorganisationen over at Israel får lov til at fortsætte sine alvorlige overgreb på den palæstinensiske befolkning med den vestlige verdens politiske lederes fulde velsignelse.
Sidst ajourført: 17/11 2007
Læst af: 31.352