Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Allerede under anden verdenskrig blev en gruppe videnskabsmænd engageret af Rockefeller Foundation til at studere landbrugsspørgsmål i Mexico. De vigtigste årsager til denne interesse var for det første, at Mexico var et U-land med stærkt stigende folketal og stigende fødevareproblemer, og for det andet at bondeaktivister var begyndt at kæmpe for en jordreform, der efter Rockefellers mening truede «det frie erhvervsliv». Alt dette skete lige udenfor USA's hoveddør. En modstrategi måtte udarbejdes, og løsningen blev det der slagordsagtigt er blevet kaldt «den grønne revolution».

En af de mest fremtrædende blandt landbrugsforskerne var Norman E. Borlaug - nordamerikaner af norsk afstamning, som fik Nobels Fredspris i 1970, under Nobelkomiteens «Lionæsperiode». Han fremavlede på følgende måde nye hvedesorter: Traditionelle mexikanske kornsorter havde stive strå og var modstandsdygtige mod mange subtropiske plantesygdomme, men gav ringe udbytte. Nordamerikanske sorter var mindre resistente, men gav større udbytte. Gennem vellykkede krydsninger formåede Borlaug at kombinere de «gode» egenskaber fra begge sorter til en såkaldt «fantom-hvede», der i gennemsnit gav det dobbelte udbytte.

Men der fandtes en vigtig forudsætning for et vellykket resultat: Mængden af vand der skulle tilføres måtte omtrent fordobles, og gødskningen måtte mangedobles. Det sidste var i praksis kun muligt ved tilførsel af kunstgødning, og kunstgødningsfabrikationen var overvejende domineret af nordamerikansk kapital, bl.a. af Rockefeller.

Lignende forbedringer blev senere gjort med ris, gennem forsøg der overvejende fandt sted i Philippinerne. De nye sorter blev først og fremmest introduceret i lande, hvor USA frygtede social og politisk uro på grund af fødevaremangel: Mexico, Philippinerne, Pakistan og Indien. Borlaug argumenterede selv ganske åbent for at anvende maden i kampen for «ro og orden», og mod tendenserne til antiamerikanisme og socialistisk revolution. Det var sandsynligvis også dette der førte til, at Nobelkomiteen ønskede at hædre Borlaug.

Når kornproduktionen steg, mente Borlaug, at sulten ville blive stækket, og at folk i mindre grad ville sætte spørgsmålstegn ved ejerforholdene i landbruget. Eftersom det netop var småbønderne og landbrugsproletariatet der havde gennemført revolutionerne i Kina og Vietnam, skulle «den grønne revolutionen» altså være en modgift mod de røde.

Borlaug og «den grønne revolution» skabte en kortvarig optimisme i kapitalen og overklassen i Vesten: Nu havde den svaret overfor den radikale økopolitiske kritik af kapitalismen. En kritik som kapitalen frygtede langt stærkere end den traditionelle socialistiske kritik.

Men glæden var kortvarig, og i dag forsøger de fleste at glemme Borlaug og hans «fredspris». Det viste sig nemlig, at alle spådommene fra de økopolitiske kritikere gik i opfyldelse: Den «grønne revolutionen» førte ikke til, at de fattige og sultende fik mere mad. Istedet kunne de rige frådse endnu mere. Våbnet mod sulten lå ikke på det landbrugsteknologiske plan. Det er først og fremmest samfundsmæssige forandringer, der kan lindre sulten og løse fødevareproblemerne.

De nye kornsorter krævede mere vand. Men i U-landene er det oftest de styrtende rige godsejere der ejer adgangen til vandet. Hvis det skulle undgås, måtte bønderne til selv at bygge vandingsanlæg. For at kunne gøre det, måtte de sætte sig i gæld, og dermed atter blive afhængige af godsejerne. Kravet om kunstgødning var et krav om kontanter, som den rige havde, den fattige ikke. For at følge med måtte de fattige sætte sig endnu mere i gæld. Og den udenlandske kunstgødningskapital stak af med profitten. Større udbytte førte nok til billigere korn, men prisen på de produkter de fattige bønder skulle sælge faldt mere end prisen på dem, de skulle købe. Alt i alt førte «den grønne revolution» til en endnu stærkere forarmning af den fattige landbrugsbefolkning. Strømmen af udpinte og rodløse mennesker til storbyerne voksede. Det tragiske er, at præcis de samme argumenter i dag fremføres af tilhængere af genetisk modificerede afgrøder (se Gensplejsning).

De sørgerlige omstændigheder ved «den grønne revolutionen» har ført til, at Borlaug er blevet en af kapitalismens «glemte helte». Men dermed ikke være sagt at hans videnskabelige arbejde var værdiløst. Når de fattige lande får et nyt politisk og socialt system, kan det tvært imod blive til stor nytte. Det er givet, at udbyttet i mange områder kan øges med 60-70 % uden økologisk bagslag, og dette fører til, at vi får et pusterum på 15-20 år, når det handler om at få kontrol over befolkningstilvæksten.

H.Sæ.