Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.469
: :
Hamskiftet i Norge

Det store hamskifte i Norge er fællesbetegnelsen for de store og indbyrdes sammenkædede økonomiske, sociale og kulturelle omdannelser, der indledtes i det norske bondesamfund i midten af 1800 tallet. Processen førte til, at bygdebefolkningen i stigende grad mistede sin uafhængighed og sin tilknytning til gården, naboerne og bygden, og i stedet blev inddraget i, og gjort afhængige af storsamfundet. Oprindeligt blev betegnelsen anvendt af digteren Inge Krokann, men den blev efterhånden også taget i brug af historikerne.

Mange sider af hamskiftet er uafklarede og er genstand for modstridende synspunkter. Først og fremmest er de økonomiske spørgsmål ved hamskiftet blevet diskuteret - særligt spørgsmålet om overgangen fra selvforsyning til pengeøkonomi. Her er det specielt Sverre Steens og Stein Tveites synspunkter der er blevet stillet op overfor hinanden. Der er også uenighed om tidspunktet for hamskiftet. Det skyldes dels, at vægten er blevet lagt på forskellige sider af hamskifteprocessen, og dels at forskerne har undersøgt hamskiftet i meget forskellige områder af Norge.

Baggrund for hamskiftet

Udgangspunktet for hamskiftet er de store tekniske opfindelser, den industrielle revolution og overgangen til den kapitalistiske produktionsmåde. Denne udvikling startede i England omkring år 1800 og spredte sig omkring midten af 1800 tallet gradvist til de vesteuropæiske og skandinaviske lande. Frihandel som dominerende økonomisk politik slog igennem i Norge fra ca. 1840. Der blev gennemført nye love for håndværk, handel og toldpolitik i årene 1839-42. Omkring 1850 opstod den første spredte industri i landet - specielt tekstilindustri.

Industriel vækst, nye erhverv og stigende handel skabte flere arbejdspladser og større byer og byområder. Befolkningspresset i landsbyerne fik nu et afløb. Udfra byerne foregik udbygningen af kommunikationsmidlerne: veje, jernbaner, post og telegraf. De første dampskibe blev sat i drift langs kysten allerede fra ca. 1830. Jernbanen spiller en central rolle i forbindelse med hamskiftet. Den første jernbane i Norge blev sat i drift mellem Kristiania (Oslo) og Eidsvoll i 1854.

Med bedre kommunikationsmidler blev det muligt for bønderne at nå nye markeder med deres varer. Den kraftige befolkningstilvækst i byerne gjorde, at behovet for landbrugsprodukter øgedes stærkt. Dermed gennemførtes overgangen fra overvejende selvforsyningsøkonomi til markedsøkonomi også i bondesamfundet.

Den kapitalistiske produktionsmåde slog først igennem i områderne nær byerne, hvor afstanden til markederne var kortest og transportforbindelserne først blev udbygget.

Det førkapitalistiske samfund

Det er ringe tvivl om, at overgangen til den kapitalistiske produktionsmåde for bønderne indebar en kvalitativt ny måde at tænke og handle økonomisk på. Der forekom dog også en relativt udstrakt brug af penge i det gamle bondesamfund - til salt, jern og særligt til skatter.

Det er også klart, at de enkelte landsdele specialiserede deres produktion efter næringsgrundlaget, og efter hvad der var lønsomt: Kystegnene satsede på fiskeri, fjeldbygderne satsede på kød- og mælkeprodukter, bygderne i lavlandet satsede på korn og kartofler, skovdistrikterne på tømmer osv. Varebyttet mellem egnene foregik i vid udstrækning med penge som betalingsmiddel. Alligevel var bondesamfundet førkapitalistisk i den forstand, at bønderne ikke satsede på profitter til kapitalakkumulation og reinvesteringer på længere sigt.

Hovedformålet var at tilfredsstille behovene fra år til år - ikke at fremskaffe et overskud der kunne sættes ind i en ny produktionsproces. Målet var at skaffe det daglige brød - ikke kapital. Bondeøkonomien var først og fremmest en husholdningsøkonomi, hvor målet var at dække daglige behov. Men markedet kunne være en strategisk faktor, der blev udnyttet i den udstrækning, det var lønsomt. Det er her tale om en dobbelt orientering mod både marked og selvforsyning, hvor det afgørende var, hvad der lønnede sig. For de fleste bønder var markedet kun en marginal institution knyttet til de lokale handelssteder, sæsonbetonet og med hovedvægten på varebytte. Selvforsyningen knyttet til gården og naboerne var langt vigtigere.

Princippet om gensidighed i ydelser var for bondeøkonomien vigtigere end den markedsøkonomiske tankegang. Udover det rene varebytte og et udstrakt bytte af tjenester kan man nævne uformelle ordninger i naboskabet som arbejdsfællesskab osv.; Disse ordninger spillede er særdeles stor rolle ved at sørge for arbejdskraft og kapital, som folk ellers ikke ville magte at fremskaffe indenfor selvforsyningsøkonomiens rammer.

Dette gensidighedsprincip havde også stor betydning for sammenholdet og fællesskabsfølelsen i lokalsamfundet. I det gamle bondesamfund var samspillet mellem de økonomiske og sociale forhold intimt. Meget af dette gik i opløsning med hamskiftet, der førte bønderne over i den kapitalistiske produktionsmåde.

Drivkræfterne

Udbygningen af kommunikationsmidlerne førte også andre værdier og behov fra byerne ud i bygderne - både materielle og kulturelle. Folk i bygderne fik «byvaner». Der opstod en urbanisering i bred forstand. Det skete i første række omkring de nye kommunikationscentre, der efterhånden udviklede sig til nye byområder.

Der var flere andre faktorer, der også påvirkede hamskiftet. Selve konjunkturudviklingen havde stor betydning. Under de gode tider i 1850'erne med god høst og stigende priser på korn og jord - ikke mindst som følge af stoppet i korntilførslen fra Sortehavsområdet på grund af Krimkrigen - havde mange bønder pådraget sig gæld til investeringer i nye redskaber og driftsmåder. Fremkomsten af nye kreditinstitutioner som sparekasser og Hypotekbanken (1851) gjorde det lettere at få lån end tidligere.

Det var fremfor alt bønder, som havde foretaget betydelige investeringer, der fik alvorlige problemer under de dårlige år fra omkring 1860 og fremad. Situationen blev ikke bedre af krisen i skovbruget i slutningen af 1860'erne. Dertil kom lønstigninger for landarbejderne og et voksende skattekrav. For at klare sig måtte mange nu rationalisere driften med ny teknologi og nye metoder. Dette krævede atter kapital, og problemerne tog til.

I bygderne i Østlandet medførte det billige russiske korn og senere det nordamerikansk importkorn en omfattende omlægning af driften fra kornproduktion til kvægdrift og mælkeproduktion. I kvægdriften blev der satset på bedre dyr; Det var slut med sultefodring af dyrene. Også dette krævede ekstra kapitalressourcer.

Omstillingsproblemerne og de dårlige tider udgjorde en vigtig del af baggrunden for udvandringen til Amerika og indflytningen til byerne. Dette skabte mangel på arbejdskraft i bygderne og dermed et yderligere behov for arbejdsbesparende maskiner og driftsmåder. Tærskeværk, slå- og mejemaskiner, separatorer osv. blev efterhånden almindelige i landsbyerne, og ligeledes ordentlig gødskning. Det vigtigste var muligvis slåmaskinen, fordi foderbehovet nu var stigende, og fordi den sparede folk i den travleste tid. I kornbygderne tog tærskemaskinen meget af vinterarbejdet fra husmandsfolkene.

Den arbejdsbesparende teknologi førte til, at menneskelig arbejdskraft blev overflødiggjort. Desuden lokkede byerne og nye jobs i industri, anlægssektoren og i de voksende serviceerhverv med højere lønninger. Dette vekselspil mellem fraflytning og teknologi fik forskellige konsekvenser i fjeld- og kystbygder og i lavlandet. Overordnet førte det dog til, at selvforsyningssamfundets arbejdssystem - husmandsvæsenet - begyndte at gå i opløsning. Kapitalismens arbejdssystem med pengeaflønnede arbejdere - proletarer i moderne forstand - blev sat i stedet.

Nye sociale lag

Fraflytningen fra bondesamfundet gjorde det lettere at købe jord. Dette åbnede vejen for et nyt socialt mellemlag - småbrugerne - som der stadig blev flere af, efterhånden som husmændene fik mulighed for at købe lidt jord. Særligt efter 1880 fik småbrugerbevægelsen et betydeligt omfang.

Der var også andre erhverv, der gjorde deres indtog i bygderne. Udviklingen kendetegnes i det hele taget af en stigende specialisering og social differentiering - opdeling i forskellige grupper. Udover kontorister og betjeningspersonale knyttet til handel og omsætning voksede der en mellemklasse af funktionærer frem knyttet til den offentlige og private servicevirksomhed indenfor kommunikationssektoren, bank- og forsikringsvæsen, sundhedsvæsen osv. Også lærerne - seminaristerne - skal nævnes. Til trods for at de var et beskedent antal, blev de en social gruppe af stor betydning - ikke mindst i det lokalpolitiske liv. Seminaristerne var blevet nødvendige, fordi det mere komplicerede erhvervsliv krævede bedre uddannelse af dem, der skulle ud i arbejdslivet.

I det hele taget opstod der efterhånden en helt ny social struktur i bondesamfundet. Gamle former for social organisation gik i opløsning. Primærgrupper som slægt, familie, gårdfællesskab og naboer med deres mangesidige og altomfattende funktioner fik mindre betydning. Specielt efter udskiftningsloven af 1857 kom der fart i opløsningen af det gamle fællesskab. De gamle primærgrupper blev i stedet erstattet af sekundærgrupper; Formelle organisationer af forskellig slags med særlige funktioner. De overtog mange af de fællesskabsfunktioner, som de gamle primærgrupper tidligere havde haft indenfor arbejdsliv og fritid. Disse sekundærgrupper var både organisationer af faglig/økonomisk art (mejerier, fællesindkøbsforeninger osv.) og religiøse og politiske foreninger. Der var tale om gruppedannelser, der indenfor deres område ofte gik på tværs af bygdegrænserne og hele landet.

Fra standssamfund til klassesamfund

Hamskiftet i den sociale struktur kan beskrives som en overgang fra standssamfund til klassesamfund. Det gamle bondesamfund var et typisk standssamfund. Afhængigheds- og solidaritetsbåndene mellem folk var i høj grad vertikale, eller på tværs af klasseskellene.

Et typisk træk ved standssamfundet var paternalismen mellem arbejdskøber og arbejdere. Det var tydeligt i afhængighedsforholdet mellem bonden og hans husmænd og tjenestefolk; Et forhold der ifht. omverdenen førte til solidaritet mellem medlemmerne af gårdfællesskabet. Bonden havde ansvaret for dem, som han gav bolig og arbejde. Til gengæld forventede han arbejdskraft og loyalitet. Både bonden og arbejderen blev således afhængige af hinanden. Princippet om gensidighed i ydelser - både i sociale og økonomiske forhold - gennemstrømmede samfundet.

Paternalismen førte til, at arbejdsfolkene sjældent optrådte i fælles front mod arbejdskøberne i det gamle bondesamfund. Det sker først med Thranebevægelsen i 1850-51, selv om paternalismen også i den var en faktor af betydning. Det afspejles ikke mindst af bøndernes lederpositioner i bevægelsen (se Thranitterbevægelsen).

Under hamskiftet forsvinder paternalismen som det dominerende træk. Som følge af overgangen til lønarbejdersystemet bliver afstanden mellem bonden og hans arbejdsfolk større. Den fysiske nærhed og bofællesskabet der eksisterede i standssamfundet forsvinder også. I stedet bliver solidaritets- og afhængighedsforholdene i stigende grad opdelt horisontalt efter klasseskellene i samfundet. De bygger fra nu af mere på den fælles placering i forhold til produktionsmidlerne, fælles indtægtspladsering o.l., der er det karakteristiske for klassesamfundet.

Et andet hovedtræk ved standssamfundet var de ringe muligheder for social mobilitet. Folks plads på samfundsstigen var i høj grad baseret på nedarvet social status; hvem ens forældre var, og hvilken baggrund den enkelte havde kulturelt. Faktisk var dette ofte vigtigere end økonomiske forhold. Det var fuldt ud muligt at være fattig, men alligevel tilhøre en bedre stand i det gamle samfund.

Også dette ændrede sig med overgangen til klassesamfundet. Nu bliver de økonomiske forhold i højere grad bestemmende for den sociale status. Som følge af overgangen til pengeøkonomi bliver mulighederne for social mobilitet større, både opad og nedad. Småkårsfolk der svinger sig op til gårdbrug eller et småbrug eller til nye jobs i landsbyen indenfor handel eller anden tertiærvirksomhed, er eksempler på dette. Mere typiske var de mange flere, der arbejdede sig op ved flytning til byerne eller udvandring til Amerika, hvor muligheden for at stige socialt var større end i hjembygden. Men mange fik også reduceret deres sociale status, f.eks. gårdbrugssønner der blev deklasseret til industriarbejdere.

Kulturskifte

Som følge af de økonomiske og sociale ændringer opstod der også et kulturelt hamskifte i bondesamfundet. Verden udenfor trængte ind på bygderne, bl.a. gennem aviserne som der blev stadig flere af efterhånden som læseevnen øgedes - ikke mindst som følge af den nye skolelov af 1860. Anlægsarbejdere der byggede veje og jernbaner ud over landet, var også vigtige formidlere af nye værdier og behov. Det gjaldt også folk, der var beskæftigede i de voksende tertiærerhverv. Større viden om forholdene udenfor bygden bidrog til at accelerere opløsningen i bondesamfundet.

Et karakteristika ved dette var de stigende generationsmodsætninger mellem ungdommen, der hurtigt overtog de nye værdier, og de ældre der fortsat holdt på normerne fra gammel tid. Ungdommen fandt ikke længere forældrenes værdier og målsætninger tilfredsstillende. Fraflytningen fra bygderne til byerne og Amerika må også ses i dette lys.

Afholdsbevægelsen, lægmandsbevægelsen og specielt sprogbevægelsen fik vind i sejlene i bygderne i slutningen af 1800 tallet. De kan opfattes som reaktioner på den opløsning, som den nye bykultur skabte. Disse bevægelser kom til at stå specielt stærkt i Sørlandet og Vestlandet.

Fremdeles «reinhårig slusk» på Sørlandsbanen
Fortsat hårdt arbejde på Sørlandsbanen i 1909, men de første maskinbor var taget i anvendelse, og efterhånden tager «anlægsarbejderen» over. (Arbejderbevegelsens Arkiv)

Tidspunktet for hamskiftet

I det hele taget præges hamskiftet både økonomisk, socialt og kulturelt af store områdemæssige forskelle. Det gælder særligt tidspunktet for hvornår gennembruddet for alvor satte ind. I de centrale dal- og fjeldbygder på Østlandet og i Sydtrøndelag kom det sandsynligvis allerede i 1860'erne. Dette var givet også tilfældet for Romerike, hvor jernbanen allerede fra 1854 spillede en stor rolle, Søgne ved Kristiansand og andre centrale egne på Sør- og Østlandet. Muligvis skete gennembruddet for bygderne tæt ved byerne endog et årti tidligere? I mere fjerntliggende bygder som f.eks. Selbu og Snåsa i Trøndelag er tidspunktet for gennembruddet blevet sat til 1880-90'erne. I fjordbygden Stranda på Sunnmøre og i Vefsn på Helgeland var 1890'erne gennembrudsår. Omkring 1900 fulgte derpå mange fjordbygder i Vestlandet, i Nordland og Troms og delvist også fjeldbygderne. Men i mange afsidesliggende egne må vi langt ind i det 19. århundrede, før hamskiftet for alvor satte ind.

I Lyngen i Troms skete det først efter 1914. For Finmarks vedkommende sættes tidspunktet så sent som til 1920-30. Måske bør det sættes endnu senere.

De forskellige dateringer ovenfor er først og fremmest bestemt af gennembruddet for ny teknologi og nye økonomiske organisationsformer. Vi ville nå frem til andre tidspunkter, hvis vi lagde hovedvægten på de sociale eller kulturelle sider af hamskiftet. Udviklingen indenfor disse områder var langsommere.

Det er også vigtigt at understrege, at hamskiftet i bondesamfundet på ingen måde er afsluttet, men er en ændringsproces, der er fortsat også efter gennembrudsårene og som fortsætter endnu i dag. I 1950'erne fik traktoren sit gennembrud, og dette udgør nok et nyt skel. Stigende mekanisering af driften, større driftsenheder, nedlæggelse af småbrug, stadig overførsel af arbejdskraft fra primær- til sekundær- og tertiærerhverv, pendlerproblemet, fraflytning fra udkantområder osv., er vigtige træk ved udviklingen i dag.

Politiske konsekvenser

De økonomiske, sociale og kulturelle ændringer som hamskiftet indebar fik politiske konsekvenser, der gik langt ud over bondesamfundet.

Allerede den fælles optræden blandt småkårsfolk i Thranebevægelsen fremviser træk, der peger fremad mod det nye klassesamfund. Men hamskiftet var knapt påbegyndt i 1850, og Thranebevægelsen blev kun en episode. Vigtigere var det der skete i 1860-70'erne. Bondebevægelsen i 1860'erne ledet af Søren Jaabæk kan på mange måder ses som en direkte konsekvens af de økonomiske problemer, som hamskiftet medførte for almindelige landmænd.

Når bønderne mere og mere blev integreret i markedsøkonomien, førte det til, at bondekommunalismen blev forladt til fordel for en stigende interesse for den centrale politik udformet af storting og regering. Lokal autonomi og mindst mulig indblanding i lokale sager fra statens side var ikke længere idealet for bondepolitikken. Tilnærmelsen mellem Jaabæk og Johan Sverdrup i Stortinget omkring 1870 markerer starten på omslaget på det nationale plan i bondepolitikken, i overensstemmelse med de nye økonomiske og sociale realiteter som hamskiftet medførte.

I det hele taget fremviser politikken nye alliancer - både på det lokale og nationale plan. Storbønderne - særligt på Østlandet - går over til at alliere sig med embedsmænd og storborgerskab til forsvar for embedsmandsstaten, mens de mindre og bønder af mellemstørrelsen knytter sig til de nye middelklassegrupper - sagførere, lærere, funktionærer o.l. - til kamp mod det gamle regime. Det afspejler udviklingen frem mod klassesamfundet, hvor storbønder, rigmændene i erhvervslivet og embedsmænd finder hinanden i en overklasse, mens mellemgrupperne bliver en ny middelklasse. Samlingen af middelklassegrupper i bygder og by skabte partiet Venstre og gav embedsmandsstaten dens nådestød. I 1884 var middelklassens «revolution» en realitet i Norge.

Stemmeretsudvidelsen som Sverdrupregeringen fik gennemført efter sejren i 1884 afspejler dette. Indførslen af censusprincippet (stemmeret betinget af en vis skattebetaling) gav kun stemmeret til mænd over et vist indtægtsniveau, sådan at så godt som alle arbejdere og småkårsfolk blev holdt udenfor.

Arbejderklassens fremvækst

Hamskiftet skabte i grove træk en moderne overklasse, mellemklasse og arbejderklasse - også i bygderne. Mellemklassen - repræsenteret ved jævne bønder og funktionærer med lærerne i spidsen - dominerede længe det lokalpolitiske liv. Til trods for almindelig stemmeret for mænd fra 1898 tog det lang tid før arbejderklassen i bygderne fik nogen politisk indflydelse af betydning. Dette skete først efter første verdenskrig. Det varede længe, før der opstod arbejderklassebevidsthed. Thranebevægelsens skæbne skræmte mange. De filantropiske arbejder- og husmandsforeninger der dukkede op i bygderne i Østlandet og i Trøndelag i 1880'erne - som resultat af Sjur Fedjes og andre velmenende mellemklassefolks arbejde - havde heller ikke noget socialt præg, men støttede gerne Venstre og senere Arbejderdemokraterne.

Efterhånden som de nye anlæg, minecentre og fabrikker spredte sig ud over bygderne, fik socialismen og fagforeningsbevægelsen imidlertid grobund. Arbejdsmandsforbundet var det første fagforbund, som arbejderungdommen i bygderne stiftede bekendtskab med. Den økonomiske krise i mellemkrigstiden skærpede modsætningerne i bygderne og gav øget klassebevidsthed. Det ses også af opbakningen til Arbejderpartiet og kommunisterne. Oprettelsen af Norsk skov- og landarbejderforbund i 1927 markerer et organisationsmæssigt gennembrud for arbejderklassen i bygderne.

T.P.


Litteratur

I. Krokann: Det store hamskiftet i bondesamfunnet, Oslo 1942 og 1975.
S. Steen: Det gamle samfund, Oslo 1957.
S. Tveite: Jord og gjerning, Oslo 1959.
F. Valen-Sendstad: Norske landbruksredskaper 1800-1850-årene, Lillehammer 1964.
H. Try: Gardsskipnad og bondenæring, Oslo 1969.
Ø. Østerud: Nytt perspektiv på det store hamskiftet, Historisk Tidsskrift 2/1975.
K. Haarstad: Bondenæringen i støpeskjeen, Oslo 1976.
J. Sandnes: Det store hamskiftet og det gamle samfundet, slik en dikter og noen historikere ser det, Heimen 1/1977.