Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet «international organisation» kan anvendes i bred betydning om alle former for samarbejde over landegrænserne. I den brede betydning vil det omfatte store dele af folkeretten, som regulerer international sameksistens. Det er foregået en kraftig udvikling af folkeretten i løbet af efterkrigstiden. Årsagen til dette skyldes bl.a. den økonomiske og teknologiske udvikling, der har ført til en stærk stigning i de internationale relationer indenfor forskellige områder, f.eks. handel, transport og massekommunikation. Indenfor flere områder arbejdes der på at oprette internationale aftaler - f.eks. anvendelsen af havområderne og det ydre rum. Arbejdet går langsomt, fordi staterne ikke er særligt villige til at acceptere de begrænsninger af deres selvstændige magtudøvelse, som folkeretsregler og internationale aftaler ofte indebærer. I mange sammenhænge er det de små og svage lande der har den største interesse i internationale aftaler, som begrænser de stærkere nationers magtudfoldelse. Når sådanne konflikter mellem landene alligevel fører til kompromiser, kan det skyldes, at manglende aftaler er den dårligste løsning for alle parter. Mangel på aftaler vil kunne medføre kaos, unødige konflikter og f.eks. skader på naturen ved overbelastning af ressourcerne og forurening.

I en snævrere betydning anvendes begrebet om verdens netværk af internationale organisationer. Ofte - men ikke altid - vil man oprette internationale organisationer for at administrere de internationale aftaler. Det største antal internationale organisationer er alligevel oprettet til andre formål, som f.eks. at øge den internationale forståelse, drive forskning, udviklingshjælp, uddannelse, informationsvirksomhed, standardisering og meget andet.

Wiener-kongressen i 1815 regnes normalt som forløberen for moderne, internationale organisationer. I de efterfølgende år trådte monarkerne regelmæssigt sammen for at regulere de internationale forhold i Europa. Fra 1860 af oprettedes de første tekniske organisationer, som f.eks. Den internationale Telegrafunion. I årene før første verdenskrig blev der gjort forsøg på at opbygge et system af voldgiftsaftaler til fredelig løsning af mellemstatlige konflikter. Efter krigen var det klart, at verden behøvede en fastere organisation af fredsarbejdet, og Folkeforbundet blev derfor oprettet. Der blev også startet et stort antal andre internationale organisationer til forskellige formål. Kun få af dem overlevede den anden verdenskrig, men efter krigen har der været en årlig tilvækst i antallet af organisationer på ca. 5 %, og ret mange af dem - herunder FN - har oplevet en betydelig indre vækst og udvikling.

Internationale organisationer kan inddeles i flere forskellige grupper. For det første skelnes der normalt mellem (offentlige) interstatslige (mellemstatslige) og (private) transnationale (over- eller tværstatslige) organisationer. Indenfor den første gruppe er det normalt regeringer der udgør medlemsmassen, og der findes i dag over 300 sådanne organisationer af forskellig størrelse og betydning. Der findes ca. ti gange så mange transnationale organisationer hvor medlemmerne er enkeltpersoner, nationale foreninger, og i nogle tilfælde nationale, offentlige organer. Desuden findes der ca. 100 paraplyorganisationer, som har andre internationale organisationer som medlemmer - f.eks. International Council of Scientific Unions. De transnationale organisationer dækker et bredt spektrum af interesser. Der er tale om fagforeninger, som Frie Faglige Internationale, religiøse organisationer som Kirkernes Verdensråd, sportsorganisationer, erhvervs- og faglige organisationer af mange slags og et meget stort antal videnskabelige organisationer. En del af disse organisationer har et betydeligt samarbejde når det gælder f.eks. menneskerettigheder, udviklingshjælp eller forskning. Mange af de vigtigste transnationale organisationer har konsultativ (rådgivende) status ved FN og nogle af FN's særorganisationer. På den måde er de sikret information om FN's arbejde og har i en del tilfælde ret til at komme med egne forslag i sager, som FN behandler.

Det andet hovedskel går mellem universelle og regionale organisationer. FN og de fleste særorganisationer er universelle; Praktisk taget alle nationer er medlemmer. De fleste andre organisationer har et meget mere begrænset medlemskab, og en voksende andel er begrænset til en bestemt region. De fleste regionale organisationer er europæiske, men der findes også vigtige organisationer for Latinamerika, Afrika, osv. NATO indtager i denne forbindelse en særstilling. Efterkrigstidens organisationer til regionalt, økonomisk samarbejde spiller også en særdeles vigtig rolle. Oprettelsen af EF førte til dannelsen af Europakomiteer indenfor en række mere omfattende transnationale fag- og erhvervsorganisationer.

Det tredje skel går mellem diffuse og specifikke organisationer - dvs. mellem organisationer som har omfattende, ikke klart begrænsede opgaver, og de som har klart definerede og begrænsede formål. FN er med sin mangfoldighed af opgaver en diffus organisation, mens f.eks. International Federation of Library Associations har en mere specifik funktion og har givet lettere ved at udfylde sin rolle med udgangspunkt i en langt snævrere målsætning.

Et væsentligt træk i de seneste års udvikling er forsøgene på at lave supra-nationale (overnationale) organer, som har myndighed over de enkelte medlemmer. FN var tiltænkt en sådan magt på det sikkerhedspolitiske område og EF/EU på det økonomiske.

Det er de vesteuropæiske lande der har flest medlemskaber i internationale organisationer, mens Østeuropa og specielt de mindre udviklingslande er svagt repræsenteret. Forskellene er tydeligst i de transnationale organisationer.

K.Sk.