Det spanske ord junta er på mange sprog blevet betegnelsen for et militærregime, som er kommet til magten ved et statskup. På spansk har ordet fortsat en mere neutral betydning, og det benyttes generelt om mindre administrative, politiske eller økonomiske grupper, bestyrelser, råd og udvalg. Egentlig henviser ordet til noget som er samlet, forbundet og sammen. Det vil derfor henvise til sociale grupper, som er sammen om en opgave, hvor sammenholdet gerne skyldes fælles erhverv, status eller position. Sammenholdet indenfor gruppen adskiller den fra andre sociale grupper - både på tilsvarende niveau og fra underordnede grupper i en social inddeling i lag.

På dansk har ordet et klart negativt indhold og henviser til utilbørligt magtbrug fra en gruppe, som styrer i kraft af medlemmernes position eller andre egenskaber. Det mest nærliggende og på alle måder vigtigste begreb er militærjunta, som f.eks. i Chile efter 1973.

Det er i første række i Latinamerika, at militærjuntaer har præget den politiske udvikling. Men militærregimernes antal er også steget støt i Afrika, og fra Europa kan nævnes eksempler som Spanien, Portugal og Grækenland. I mange u-lande er militæret den bedst organiserede gruppe i samfundet, og det indre sammenhold indenfor den militære profession er gerne højt. Militære grupper kontrollerer også de nødvendige magtmidler til at tage den politiske magt, og de har ofte været fristet til at overføre deres egen «orden» til det civile samfunds «uorden».

Militærjuntaer har imidlertid ingen direkte forankring i produktionsforholdene og militære grupper har et uklart klassemæssigt tilhørsforhold. Militæret er derfor i høj grad politisk og socialt isoleret fra andre grupper i samfundet. Dets magt vil hovedsagelig være baseret på kontrollen med samfundets voldsapparat og alliancer med andre sociale grupper. Sådanne alliancer med nationale økonomiske eliter og udenlandske kapitalinteresser er nødvendige for at sikre regimet en økonomisk basis. Regimet vil til gengæld skabe såkaldte stabile politiske forhold for den økonomiske virksomhed. Resultatet er som oftest en undertrykkelse af krav om økonomiske reformer og en mere retfærdig fordeling af det økonomiske overskud. Den politiske opposition, som udvikles som følge af den voksende sociale utilfredshed, må samtidig undertrykkes. Militærjuntaer har derfor som regel anvendt vold, tortur og undertrykkende terror for at beholde magten og opretholde «ro og orden».

K.H.H.