Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kosik (1926-), tjekkisk marxistisk filosof og oppositionel, uddannet ved universiteterne i Prag, Moskva og Leningrad. Fra tidligt i 1960'erne var Karel Kosik en central figur i det intellektuelle miljø i Prag, og han var en af initiativtagerne til dokumentet «2000 ord» - det måske vigtigste programskrift for Prag-foråret 1968. Kosiks vision var et socialistisk Tjekkoslovakiet, baseret på arbejderråd, fuld ytrings- og organisationsfrihed og national selvstændighed. Det var på dette politiske grundlag, han blev valgt ind i kommunistpartiets centralkomité på den hemmelige partikongres 21. august 1968, som blev afholdt efter at den sovjetiske invasion var begyndt.

Kosiks vigtigste teoretiske værk er «Det konkretes dialektik», udkommet på tjekkisk i 1963 og på tysk i 1967. Ligesom Sartre og Merleau-Ponty forfægter Kosik en marxistisk filosofi, som er stærkt inspireret af Husserls fænomenologi. Opgaven er at genvinde de marxistiske begreber og det marxistiske sprog, efter at sovjetkommunismen havde gjort marxismen til et system af livløse kategorier.

Et centralt punkt i Kosiks teori er forholdet mellem basis og overbygning, økonomi og kultur. Marxistisk forstået er kulturen ikke kun en uklar refleks, en genspejling af de økonomiske forhold.

Det centrale formidlende begreb i Kosiks marxisme er «praksis». Den sociale virkelighed er baseret på den menneskelige praksis, og dette begreb forener to grundlæggende menneskelige væremåder: den registrerende og den projekterende, den fastslående og den afprøvende, refleks og projekt: «En middelalderkatedral er ikke kun udtryk for og et billede på den feudale verden - den er samtidig et træk ved opbygningen af denne verden. Den reproducerer ikke bare den middelalderlige virkelighed - den producerer den også. Ethvert kunstværk rummer i en udelelig enhed en dobbeltkarakter: det er udtryk for virkeligheden, men det udgør også den virkelighed, som ikke eksisterer ved siden af værket eller forud for værket, men som eksisterer netop kun i værket.»

I de senere årene har Kosik fortsat sine filosofiske undersøgelser af klassiske temaer som sandhed, rationalitet o.l. Men efter 1968 arbejdede han under ekstremt vanskelige forhold. Han blev afsat som professor ved universitetet i Prag, han blev (sammen med ca. 0,5 mio. andre kommunister) ekskluderet af kommunistpartiet, og han blev nægtet andre job, bl.a. som taxichauffør - filosoffen kunne jo komme i kontakt med folk! Politiet gennemførte i 70'erne og 80'erne ved flere anledninger razziaer i hans lejlighed i Prag og beslaglagde hans manuskripter.

I et åbent brev til Jean-Paul Sartre i 1975 beskriver Kosik sin situation således: «Jeg er, og jeg er ikke. Jeg er død, men jeg lever ... Jeg er ingenting, og derfor kan jeg ikke undervise i filosofi ved Karls-Universitet i Prag ... Jeg er død, og derfor kan jeg ikke tage imod invitation til forskellige videnskabelige konferencer og til forelæsninger ved europæiske universiteter. Alle mine publikationer er forbudt i Tjekkoslovakiet, som om jeg aldrig havde eksisteret. Det er heller ikke muligt at få dem på bibliotekerne, og mit navn er strøget af forfatterlisterne ... På den andre side eksisterer jeg. Det beviser husundersøgelserne og politiafhøringerne, som bliver stadig mere systematiske. Som filosof og forfatter er jeg levende begravet i mit fædreland.»

R.S.