Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Eksistentialismen betegner i snæver forstand en filosofisk retning, som ofte personificeres med franskmanden Jean-Paul Sartre. Men i videre forstand er eksistentialisme en hel strømning i dette århundredes tænkning, litteratur og videnskab om mennesket. Eksistentialismen beskæftiger sig med menneskets udsatte stilling i verden. Begreber som angst, frihed, identitet, valg og «egentlig eksistens» står centralt. Det er stor forskel på dem, der regnes som repræsentanter for eksistentialismen. Hvis man taler om eksistentialisme i videste forstand, som alment kulturfænomen, findes der ingen eksistentialistisk doktrin.

Udgangspunktet er oplevelsen af livets endelighed, disharmoni og irrationalitet. Det er særlig de to verdenskrige, der har givet grobund for eksistentialismen. Desuden har sammenbruddet af de traditionelle livssyn gjort sit til at udbrede følelsen af, at livet er uden objektiv mening. Eksistentialismen prøver at genoprette og rekonstruere et meningsfyldt univers ud fra et begreb om den menneskelige frihed i handlingen. Men heller ikke i spørgsmålet, om friheden er forenelig med gudstro, er alle eksistentialister af samme opfattelse. Karl Jaspers og Gabriel Marcel anvender et gudsbegreb, mens Sartre og Martin Heidegger klarer sig uden.

Ved siden af en digter som Dostojevskij er det særlig Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche som regnes som eksistentialismens forfædre. De var begge livsfilosoffer i den forstand, at de var mere optaget af personlige end af videnskabelige sandheder. Begge understreger menneskets grænseløse ansvar og det store spring mellem, hvad vi faktisk er, og hvad vi burde være. Begge forsøger at knytte livet og tænkning sammen. For dem begge er «sandheden» snarere en opgave end en korrekt indsigt. I Kierkegaards opgør med Hegel møder vi for første gang et eksistentialistisk hovedtema; individets forhold til «masserne», det konkrete livs forhold til ideologiske systemer. Eksistentialismen tager altid det konkrete individs parti mod «masserne» og systemerne. Det enkelte er vigtigere end det almene.

Moderne eksistentialisme begynder med Kierkegaard- og Nietzsche-begejstringen omkring første verdenskrig. Karl Jaspers og Gabriel Marcel er de første som formulerer eksistentialismen i henholdsvis «Psychologie der Weltanschauungen» (1919) og «Journal métaphysique» (1914-23). Det mest indflydelsesrige værk i eksistentialismen kom med Martin Heideggers «Sein und Zeit» (1927). Hos Jaspers er det livets grænsesituationer; tilfældighed, ophav, død, lidelse, kamp, skyld og historie, som kaster lys over menneskets lod. Desuden understreger Jaspers «kommunikationen» som en vej til os selv gennem andre. Hos Marcel er det en «metafysisk uro» som leder til den afgørende erfaring. Han mener, at den rette tilstand kan opstå, hvis vi afvikler det dominerende ejerforhold til alt og alle, eller i det mindste ikke lader det være enerådende. Det vigtige er ikke «at have», men «at være». Verdenen åbner sig for dem, som vil deltage i den og tage ansvar for andre, men ikke for dem, som vil beherske den og kun ser andre som midler. For Heidegger er det vigtigste at opdage, hvordan mennesket er et endelig væsen i en endelig verden. Vi har ingen evighed at miste. Det afgørende for vores selvforståelse er omgangen med det materielle, døden som en påmindelse om livets skrøbelighed og muligheden for at afsløre teknikkens og fysikkens verdensbillede som et forfald fra menneskets fulde virkelighed. Mennesket har glemt, hvad det er «at være», men det kan vinde indsigt ved at indse, at dets fængsel er dets eget værk.

Eksistentialismen knyttes ofte til Jean-Paul Sartres navn. Han deler en skepsis over for den overleverede professorfilosofi med de andre. Sartre er lige så meget litterat, digter og kritiker som filosof. Både i dramaer, noveller, romaner og afhandlinger skriver han om friheden. Mens alle andre ting i verden har et væsen, en almen identitet, er menneskets væsen noget som først må findes: «Eksistensen går forud for essensen», siger han. Det findes ingen objektiv plan, hverken med mennesket eller med verden. Friheden er fuldstændig, og det er op til den som handler at give sig selv og verden form. Mennesket er sin egen skaber, og forfaldet består i, at vi flygter fra vores faktiske frihed ind i illusoriske former for ufrihed, som fratager os det tyngende ansvar. Der findes ikke noget at håbe på eller nogen facit for vores valg. Både håb og valg er værdiskabende og virkelighedsformende handlinger.

For Sartre, som for de andre, er udgangspunktet erfaringen af fremmedgørelse. Fælles for dem alle er, at de mere eller mindre klart forkynder en individualistisk løsning på deres problemer. Den senere Sartre overskrider imidlertid eksistentialismens private bekymringer og efterspørger i stigende grad de politiske betingelser for det ubehag i kulturen, som han tidligere havde formuleret. Politisk set var eksistentialismen mangetydig. Jaspers var liberalist og Heidegger medlem af det tyske naziparti.

Eksistentialismen kulminerede i 50'erne og betød meget for litteraturen langt uden for gruppen af dem, som regnes for eksistentialismens repræsentanter. Eksistentialismen blomstrede først og fremmest i Frankrig, Tyskland og Italien. Inden for teologien blev eksistentialistiske tanker taget op af Barth, Tillich og Bultmann. De brugte eksistentialismens billede af menneskelivet som et stort drama til at finde punkter, der kunne sammenknytte kristendommen og den moderne verden. I psykiatrien og psykologien gav eksistentialismen ny orientering og nye begreber. Også nymarxisterne Herbert Marcuse og Ernst Bloch henter motiver fra eksistentialismens analyser af menneskets lod med et kontaktpunkt i Marx' lære om fremmedgørelse.

Fra den analytiske filosofis side blev eksistentialismen ofte kritiseret for sin uklare sprogbrug og sit metafysiske billedsprog. Fra marxistisk hold anså man det individualistiske handlingspatos som en blindvej, og man forstod eksistentialismen som et udtryk for «borgerlig» selvoptagethed.

T.B.E.