Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

På arbejdsmarkedet sælger arbejderen råderetten over sin arbejdsevne for et afgrænset tidsrum. Til gengæld opnår hun/han en vis sikkerhed i arbejdsforholdet, gode eller dårlige muligheder for at udvikle kundskaber og selverkendelse, lav eller høj social anseelse, samt et materielt udbytte som i vore dage oftest bliver udbetalt i penge. Selv om lønnen kun er en del af det samlede jobudbytte, er penge i vort samfund adgangsbiletten til de fleste goder og desuden det lettest målbare ved et erhvervs kvalitet. Lønfastsættelsen er derfor blevet et særlig vigtig politisk forhandlingstema og kampområde. (Se Lønsystemer).

Faktorer som påvirker lønudviklingen

Lønudviklingen i og mellem forskellige sektorer af arbejdsmarkedet påvirkes af forholdet mellem den udbudte og efterspurgte mængde af arbejdskraft, og præges iøvrigt af virksomheden i arbejdssælgernes (LO) og arbejdskøbernes (DA) organisationer. Hovedorganisationernes beslutninger gælder ikke for alle dele af arbejdsmarkedet. Dele af det falder udenfor deres kontrol, samtidig med at de har begrænset myndighed overfor deres egne medlemmer. I løbet af den 2 eller 4 årige aftaleperiode finder der derfor lønglidninger sted, der ligger udenfor det, organisationerne havde aftalt. Statens mulighed for at gribe ind i forhandlingerne gennem tvungen voldgift er en anden modifikation. Overenskomstforhandlingerne i Danmark har et omfang og er ordnet på en måde, som indebærer at ikke blot parternes forhandlingsposition og strategi er vigtig for resultatet, men også formodede indvirkninger på «arbejdsfreden», hensynet til prisudviklingen og konkurrenceevnen overfor udlandet samt generelle retfærdighedsbetragtninger er vigtige.

«Til enhver efter indsats» har stået langt stærkere som retfærdighedskriterium i lønfordelingen end «til enhver efter behov». Godt nok efterstræber staten (gennem LO i overenskomstforhandlingerne eller direkte) en moderat udjævning mellem lønmodtagerne og en hævning af bundniveauet ved at give de lavtlønnede relativt større stigninger. Men lønpolitikken bruges ikke som instrument til at opveje forskellene mellem lønmodtagernes forsørgerbyrde. Det overlades til skatte-, afgifts-, tilskuds- og bistandspolitikken.

Med sin ratificering af den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 100 (se Ligelønskonvention nr. 100) har Danmark forpligtiget sig til, at der skal være lige løn for arbejde af lige værdi. Konventionen blev indgået for at udjævne de store forskelle mellem mands- og kvindelønninger, men gælder i princippet alle arbejdere af begge køn. Men trods lovgivning omkring ligeløn er der fortsat langt igen, før princippet er fuldt gennemført. De offentlige myndigheder har endnu ikke udviklet pålidelige arbejdsvurderingsmetoder, som gør forskellige jobs værdi sammenlignelige, og der hersker fortsat uenighed om hvorvidt arbejderen bør vurderes ud fra arbejdspræstation eller arbejdsopgave. Når det alligevel tages for givet, at erhverv som kræver høj uddannelse også berettiger til høj løn, bunder det i den klassiske økonomis opfattelse af, hvordan løndannelsen faktisk sker.

Forskellige teorier om løndannelse

Uddannelse og sundhed betragtes som resultatet af investeringer i menneskelig kapital, som den enkelte arbejder har foretaget. Afsavnene ved at lære, udgifter og tabt løn i uddannelsesperioden må rimeligvis godtgøres, når den højtuddannede kommer ind på arbejdsmarkedet. Gennem hele sit livsforløb får en højtuddannet derimod - vel at mærke ifølge teorien - ikke mere samlet løn end en lavtuddannet. Udfra virksomhedens synsvinkel har uddannelsen gjort arbejderen mere produktiv, og det bliver derfor rentabelt at ansætte ham/hende til en højere pris (løn) end en med lavere uddannelse.

Andre løndannelsesteorier lægger mere vægt på egenskaber ved arbejdsmarkedet end ved arbejderen, og forstår ikke lønuligheder som følge af uddannelsesuligheder som lige retfærdige: Markedet antages at være delt i to eller flere delmarkeder. Primærmarkedet giver gode betingelser for sikkerhed, avancement, arbejdsmiljø og løn. Sekundærmarkedet giver tilsvarende stor usikkerhed, få avancementsmuligheder og dårligere arbejdsmiljø og løn. Mellem de to eksisterer der en barriere, som gør det vanskeligt at gå fra jobs på det ene delmarked til jobs på det andet. Uddannelse er et gode i sig selv, og ifølge disse teorier giver den desuden adgangsbillet til primærmarkedet.

Lønsystemet opfylder tre hovedopgaver for samfundet: Først og fremmest fordeler det materiel velstand og derved lighed eller ulighed i befolkningens levevilkår og livschancer. Dernæst belønner og motiverer det individets arbejdsindsats. Endelig er det et styringssystem, som fordeler arbejdskraft til forskellige dele af økonomien.

På den baggrund kan der udskilles tre typer af lavtlønsproblemer: 1. Når lønnen er for lav i forhold til forsørgerbyrden. Det vil sige, at ikke alle husholdninger opnår en rimelig levestandard. 2. Når enkelte arbejdere opnår lavere løn i forhold til andre med ligeværdigt arbejde. 3. Når lønniveauet i enkelte sektorer er for lavt til at give en egnet beskæftigelsesudvikling for markedet.

De tre betragtninger vil ikke identificere de samme lavtlønserhverv. Den almindelige lavtlønsdefinitionen ved overenskomstforhandlinger er arbejdsindtægten pr. time (uge eller måned).

Hvem arbejder i lavtlønserhverv?

Hvem er så lavindkomsttagerne? For det første er andelen med lav løn klart højere for kvinder end for mænd. Det gælder på alle uddannelsesniveauer og i alle aldersgrupper. Som helhed er kvinderne på arbejdsmarkedet en lavtlønsgruppe. Deres gennemsnitlige indtægt som fuldtidsarbejdende lå i 1996 på 86 % af mændenes indtægt indenfor det kommunale område og på 76 % indenfor det private. De funktionæransatte var gennemgående dårligst stillede med kun 73 % af mændenes løn.

Tabellerne herunder viser årsindkomsten (i 1997) blandt de lavestlønnede faggrupper indenfor det ufaglærte område, og området af faglærte og mellemlange uddannelser, samt hvor mange kvinder der arbejder indenfor faget ifht. antallet af mænd. Statistikken afslører en udpræget overvægt af kvinder indenfor næsten alle lavtlønserhvervene.

For det andet eksisterer der en typisk aldersprofil blandt dem med lav indtægt. En større andel blandt de yngre og ældre aldersgrupper er lavtlønnede. Jo højere uddannelsesniveau jo mere stiger indtægten med alderen, til den når toppen i 40'erne. Nedgangen i gennemsnitsindtægt er størst for dem med lavest uddannelse. Selv om chancen for at blive lavtlønnet stiger for begge køn jo mindre uddannelse de har, er dette mønster langt mere typisk for mænd. For kvinder er det manglen på avancement på arbejdet mere end manglen på uddannelse, som holder relativt flere tilbage i lavtlønserhvervene.

Foruden de grundlæggende træk ved produktion og arbejdsdeling, er der tre forskellige faktorer, som ligger bag disse forskelle i arbejdsindtægt: branche, geografi og lønsystem. De to første afspejler udbud og efterspørgsel på de enkelte dele af arbejdsmarkedet samt overenskomsterne. Lavtlønsproblemet for kvinderne i industrien er f.eks. skabt ved en kombination af lav lønevne i en del brancher, som traditionelt har kvindelig arbejdskraft, samtidig med at der er stor efterspørgsel efter kvindearbejdspladser. Det gjaldt f.eks. tekstilindustrien.

Lønsystemet har også betydning for et erhvervs lønplacering. Præstationsløn giver gennemgående en højere fortjeneste end fast månedsløn, selv om en totalvurdering af arbejdssituationen gør, at mange ønsker en overgang til fast månedsløn. Særlig vigtig er den værdi, forskellige erhverv tillægges i forhold til andre. En undersøgelse af kvindeerhvervenes lønplacering indenfor offentlig virksomhed har slået fast, at de gennemgående var for lavt og dermed uretfærdigt lønnet i forhold til ligeværdige mandeerhverv.

A.J.