Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Indenfor arbejderbevægelsens historie drejer det nationale spørgsmål sig om støtte til national selvstændighedskamp og betydningen af den nationale selvbestemmelsesret i forhold til klassekamp og proletarisk internationalisme. Spørgsmålet var et hovedproblem i Anden Internationale. Det fik et dramatisk udtryk med udbruddet af første verdenskrig, da arbejderklassen i de krigsførende stater lod sig mobilisere.

For Marx havde princippet om national uafhængighed været underordnet hensynet til den proletariske revolution. National selvstændighedskamp i Mellemeuropa havde progressive konsekvenser, fordi den underminerede Habsburger-monarkiet, mens sydslavisk og tjekkisk uafhængighed derimod ville cementere zarstyret i Rusland. Britisk kolonisering af Indien og fransk herredømme i Algeriet var progressivt i den udstrækning det fremmede kapitalismens udvikling og bragte sammenbruddet nærmere. Dette strategiske synspunkt stødte på betydelig modstand med fremkomsten af de nationalt forankrede socialistiske bevægelser, og har frem til i dag skabt problemer for marxistisk teori og praksis.

Det nationale spørgsmål fremstilles gerne gennem modsætningen mellem Lenin og Rosa Luxemburg. For Luxemburg var den nationale kamp altid underordnet klassekampen. National selvbestemmelse var ingen ubetinget rettighed. Nationalisme førte til opsplitning af klassekampen, og kunne kun have positive virkninger som modstandsform mod åben koloniundertrykkelse. Selvbestemmelsesret var arbejderklassens selvbestemmelsesret. Den luxemburgske antinationalisme blev skarpt kritiseret af Lenin, der understregede den positive betydning af national selvstændighedskamp - også i Europa. Nationalismen kunne sprænge de gamle dynastiske statsdannelser, og dermed blive en forudsætning for de omvæltninger, arbejderbevægelsen var bærer af. Samtidig var nationalismen en social drivkraft, som det ville være ødelæggende at modarbejde. Det var nødvendigt at stå på dens side. Lenins vægt på national selvbestemmelsesret var derfor pragmatisk og taktisk motiveret. Borgerlig og småborgerlig nationalisme kunne anvendes som kortsigtede allierede i kampen mod det gamle regime.

Debatten om det nationale spørgsmål har sin egen historiske forankring. Rosa Luxemburg var i konflikt med det polske socialistparti, for hvem den nationale selvstændighed var overordnet de socialistiske mål. I 1893 havde hun været med til at danne det konkurrerende socialdemokratiske parti, der modsatte sig polsk selvstændighed. Overfor denne modsætning stod Lenins synspunkter - der senere blev autoritative indenfor bolsjevikpartiet - i en mellemposition. For både Lenin og Stalin var kravet om territorial selvstændighed en politisk realitet, der måtte udnyttes i den socialistiske bevægelses interesse.

Austromarxisterne definerede det nationale på en anden måde end socialisterne i Zar-Rusland. De opfattede det som et kulturelt fællesskab uafhængigt af økonomiske og udenrigspolitiske institutioner, og argumenterede for statsdannelsens enhed i føderal form. Resultatet blev imidlertid omvendt: Bolsjevikpartiet opretholdt sin alrussiske enhed, mens det østrigske socialdemokrati mislykkedes.

Efter revolutionen i 1917 blev Lenins strategiske pragmatisme hurtigt en doktrinær formel. Ud ad til som forsvar for «socialisme i et land» og indad til vendt mod de russiske nationaliteter. Storrussisk nationalisme blev legitimeret og begrundet gennem den statsautoriserede marxisme, der var tilpasset revolutionens geografiske afgrænsning. Også vesteuropæiske socialdemokratier tilpassede sig snart deres nationale forankring, og accepterede patriotiske symboler i takt med opløsningen af det revolutionære program.

Det nationale spørgsmål er stadig aktuelt, idet forholdet mellem nationalisme og klassekamp er tvetydigt og modsætningsfyldt. Programmet for national selvstændighed har længe haft progressive overtoner, fordi national befrielseskamp er rettet mod koloniundertrykkelse og kapitalistiske magtcentre. Regionale separatistkrav indenfor etablerede statsdannelser har derimod ingen tilsvarende universel berettigelse. Enkelte «nationalistbevægelser» af denne type vil kunne svække slagkraften for den samlede arbejderklasse, opretholde diskrimineringen af deres minoriteter og udkantsområder og øge spillerummet for multinationale koncerner. Andre lader sig lettere indpasse i en overordnet socialistisk målsætning, uanset om de selv har en sådan målsætning eller ej.

Det nationale spørgsmål er derfor brændpunkt for en række af de teoretiske og strategiske problemer, arbejderbevægelsen har stået overfor. Følgende tre hovedopfattelser opridser frontlinierne: 1. Den nationale identitet er overordnet klasseforankringen, 2. Den nationale identitet er irrelevant eller underordnet klassekampen, 3. Den nationale identitet er en reel politisk kraft og må plejes således at den ikke svækker den socialistiske bevægelse. Det er det sidste synspunkt, der har været lettest at forsvare i princippet, men som konkret giver de mindst klare retningslinier. Det er derfor, det nationale spørgsmål og konflikten omkring det stadig holder sig levende.

Ø.Ø.