Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nehru (1889-1964), indisk statsmand. Jawaharlal Nehru blev født i Allahabad i Nordindien og tilhørte en gammel braminerfamilie fra Kashmir. Faderen, Motilal, var en fremtrædende advokat og forkæmper for et uafhængigt Indien. 16 år gammel blev Nehru sendt på skole i England, studerede ved Cambridge og havde derefter oplæringspraksis som advokat i London. Under opholdet i London blev han stærkt influeret af britisk socialisme og irsk selvstændighedsbevægelse.

Efter at han var vendt tilbage til Indien, kom Nehru i kontakt med Mahatma Gandhi og hans frigørelsesideer. Fra 1919 til Indien blev selvstændig i 1947 var Nehru og Gandhi de mest kendte indiske befrielsesledere. Nehru tilbragte 10 af de 27 år i fængsel. Under fængselsperioden skrev han flere bøger. I den mest kendte, «The Discovery of India», trækker han de store linier op den i indiske historie. Bogen blev oprindelig skrevet i form af breve til datteren - senere statsminister Indira Gandhi. Historiebogen er en af de første moderne verdenshistorier set i et ikke-europæisk perspektiv.

Selv om Nehru aktivt deltog i Gandhis uafhængighedskampagner baseret på passiv modstand, var han ikke altid enig med Mahatma Gandhi om de politiske retningslinier. Hans rationelle intellekt kom ofte i en vis konflikt med Gandhis mysticisme, men han bøjede sig alligevel i de fleste tilfælde for Mahatmas taktik. Til trods for forskellen i orientering, betragtede Gandhi Nehru som sin åndelige søn.

Nehru blev premierminister allerede i 1946 og ledede forhandlingerne med briterne, som førte frem til Indiens uafhængighed, men også til en deling af det gamle britiske Indien i de to stater Indien og Pakistan den 17. august 1947.

Efter befrielsen fortsatte Nehru som statsminister uafbrudt frem til sin død i 1964. Han ledede konsolideringen og den administrative opbygning af den nye stat. Nehru var stærkt planøkonomisk orienteret og modtog stærke impulser fra sovjetisk økonomisk planlægning i 1930'erne. Han havde ansvaret for udviklingen af Indiens økonomi efter befrielsen, på basis af fast udarbejdede femårsplaner. I første omgang delvist efter sovjetisk mønster, men også inspireret af skandinaviske forbilleder. Han var samtidig tilhænger af blandingsøkonomi, men med et betydelig statslig indslag. Han gik ind for en udbygningen af moderne industri og stillede sig skeptisk til Gandhis tanker om, at Indiens økonomiske udvikling først og fremmest måtte basere sig på landsbyerne. Under sin regeringstid gennemførte Nehru bl.a. en betydelig udbygning af sværindustrien samt den metallurgiske og elektrotekniske industri for at gøre Indien til en af de vigtigste industristater i Asien. Stærk befolkningstilvækst og vanskelige klimatiske forhold med tilhørende fødevaremangel gjorde det ofte vanskeligt at opfylde denne målsætning.

I sin tid som premierminister førte Nehru en udenrigspolitik, der tog sigte på et balanceret forhold mellem USA og Sovjetunionen, samtidig med at han deltog aktivt i samarbejdet indenfor det britiske statssamfund (Commonwealth). Nehru var sammen med Egyptens præsident Nasser og Jugoslaviens præsident Tito en af de vigtigste initiativtagere til de alliancefrie landes samarbejde. I sin udenrigspolitik lagde han også stærk vægt på FN. Hans afspændingspolitik overfor Kina gav ikke de resultater, han havde håbet på. I slutningen af 1950'erne og i begyndelsen af 60'erne var forholdet til Kina spændt, efter at kineserne i 1959 havde overtaget kontrollen med Tibet.

Nehru var en typisk repræsentant for den indiske intellektuelle overklasse. Han virkede fjern for den almindelige inder, men havde alligevel en stærk magt over masserne. I forsøget på at gøre Indien til en moderne, verdslig stat gik han langsomt og fredeligt frem for ikke at støde de stærkt religiøse masser og de øvrige ideologiske ledere fra sig.

J.Gri.