Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den 10 marts 1966 sad hele Europa foran fjernsynsskærmen for at overvære den hollandske tronfølgers bryllup med en tysk diplomat. Men for det prinsesseglade og ugebladsroyalistiske Europa blev begivenheden en stor skuffelse. I stedet for kongelig pomp og pragt blev man vidne til en voldsom og provokerende demonstration. Guldkareterne forsvandt i kvælende os fra røgbomber og musik og hurraråb blev overdøvet af et gennemtrængende hylekor. I kølvandet på aktionen oplevede Amsterdam de største gadekampe siden krigen. Én mand blev dræbt og mange hundrede arresteret.

Bag disse begivenheder stod Provo. En af de første store protestbevægelser som opstod i midten af 1960'erne i Vesteuropa og USA. Selv præsenterede den sig således:

• Provo er en bevægelse for anarkister, provos, beatniks, dagdrivere, skærslippere, søjlehelgener, troldmænd, pacifister, charlataner, filosofer, bacillebærere, happeningdeltagere, vegetarer, syndikalister, brandstiftere, julenisser og børnehavelærere - ikke at forglemme.
• Provo går mod kapitalisme, kommunisme, fascisme, bureaukratisme, militarisme, snobbisme, professionalisme, dogmatisme og autoritarisme.
• Provo føler sig stillet overfor et valg: Mellem det desperate oprør og håbløs undergang. Provo kalder til oprør hvor vi kan.
• Provo erklærer sig som evindelig taber, men vil ikke lade chancen gå fra sig til i det mindste endnu en gang at provokere samfundet på det groveste.
• Provo betragter anarkismen som inspirationskilde. Provo vil forny anarkismen og bringe den ud blandt ungdommen.

Denne fornyelse af anarkismen ville næppe være faldet i god smag hos Bakunin og Malatesta og havde i det hele taget ikke meget med traditionel socialisme at gøre. Proletariatet var efter Provos opfattelse smeltet sammen med borgerskabet i en heterogen masse, eller for at holde os til provoernes eget sprog: «En samling larver, biller og kålorme». Men samtidig mente de at kunne fastslå, at der blev stadig flere - især blandt de unge - som ikke længere ville affinde sig med kedsomheden og ensformigheden i overflodssamfundet, som foragtede tingsnarkomanien og nægtede at gøre sig til slave af alle de syntetiske tilbud. Dette er «provotariatet» - en samling af samfundsnedbrydende elementer, ballademagere og mere eller mindre bevidste sabotører. «Den asociale provo er samtidens eneste lyspunkt.»

Dette er for så vidt kendte toner fra 1960'erne, og man vil f.eks. genfinde mange af synspunkterne hos marxisten Herbert Marcuse. Udgangspunktet fører nødvendigvis til en stærkt personlig og individualistisk form for oprør. Alligevel var det ikke bare blomster, studenter og fuldtidsprovoer som sluttede op om bevægelsen. Det der kendetegner Provo er nemlig ikke blot den surrealistiske fantasi og fordømmelsen af «Er-klokken-ikke-snart-fire»-samfundet, men også særdeles konkrete krav og konstruktive forslag - f.eks. hvid-cykel-planen, hvor bykommunerne skulle indkøbe og stille tusindvis af hvide cykler frit til disposition som et led i kampen mod privatbilismen - samt en række andre «hvide planer». Provo var ikke kun kendetegnet ved provokationer og happenings, men også aktiv deltagelse i de hollandske kommunalvalg.

Mange almindelige vælgere oplevede Provo som et befriende korrektiv til det reaktionære partipolitiske system, og i Amsterdam fik Provo i 1966 over 13.000 stemmer og en plads i kommunalbestyrelsen.

Efter majestætsforbrydelsen i foråret 1966 spredte Provo sig som en løbeild over hele Europa - bl.a. til Danmark. Men hjemme i Holland var den indre opløsning allerede begyndt. Først og fremmest fordi kræfter indenfor bevægelsen ønskede at omdanne den mere i retning af et politisk parti. Som følge af strid og splittelse opløste Provo sig selv i foråret 1967.

Et par år senere genopstod Provo imidlertid som Kabouterbevægelsen. «Kabouter» er det hollandske ord for nisse og antyder, at meget trods alt var forandret siden Provos dage - selv om flere af lederskikkelserne var de samme. Bevægelsen bevarede de anarkistiske idealer, men tonen blev en anden. I stedet for den nihilistiske provokat lancerede de den ikke-voldelige, kloge nisse med sit budskab om kærlighed og kreativitet. Kabouterne ville vise, at det går an at skabe et bedre samfund, og deres «Oranjefristat» fik stor indflydelse på den modkulturelle bevægelse i Norden i første halvdel af 70'erne.

H.Wi.