Der findes mange definitioner på og forståelser af det at være autonom. Såvel historisk som aktuelt. I Danmark har den gængse opfattelse af det at være autonom været et spørgsmål om uafhængighed af diverse organisationer /partier og om udvikling af direkte aktioner hinsides den borgerlige moral. Dette er imidlertid en ret indskrænket opfattelse af begrebet autonomi, idet den politiske autonome strategi dermed fortoner sig og bliver til et spørgsmål om organiserings- og aktionsformer. Blandt flertallet af de autonome på globalt plan er begrebet autonomi derimod forbundet med en særlig politisk strategi.

Det historiske autonomibegreb

Den autonome modstands historie er kun kendt i fragmenterede brudstykker og dokumenter herfra ligger i dag spredt ud over hele verden i historiske lokal- eller privatarkiver. Først og fremmest fordi den autonome modstand altid har eksisteret udenfor de etablerede partier og hinsides magtens og institutionernes centre. Men autonom modstand har eksisteret til alle tider.

I den nyere historie opstod autonomibegrebet oprindeligt som «operaistisk strategi» i de italienske arbejderkampe i slutningen af 1960'erne. De italienske arbejdere skabte i disse år en massebevægelse i kamp mod den kapitalistiske omstrukturering og mod fagforeningernes og arbejderpartiernes klassesamarbejdspolitik.

Operaisme

I den operaistiske fortolkning af marxisme bliver arbejderpartier og fagforeninger ikke længere anset for at være centrum i de politiske kampe. Centrum er i stedet for arbejderne selv. Dvs. kampens centrum er dér, hvor arbejderne lever, arbejder og bor. Steder, hvor den daglige klassekamp udkæmpes konkret. Denne skarpe afgrænsning til arbejderbevægelsens traditionelle organisationer blev forbundet med nøje undersøgelser af den konkrete sammensætning af den italienske arbejderklasse. De italienske marxistiske teoretikere som Mario Tronti, Toni Negri m.fl., udviklede på dette grundlag en radikal og substantiel venstrefløjskritik af de traditionelle kommunistiske/socialistiske arbejderpartiers fortolkning af Marx. Denne kritik – kaldet «Operaisme» – udarbejdede i dens analyser selve den voldelighed, der til daglig kommer til udtryk i den kapitalistiske «hverdagsmaskine» : I virksomheder, boligkvartérer og i forbrugersfæren. I forlængelse heraf så de arbejderklassens befrielse som et subjektivt anliggende og som konsekvens heraf propaganderede de for en fuldstændig smadring af de eksisterende kapitalistiske produktionsbetingelser og leveforhold. Operaisternes hovedparole var: «For afskaffelsen af lønarbejde! For kommunisme!»… (Denne parole var i øvrigt den altdominerende ved en demo med over 600.000 metalarbejdere ifbm. generalstrejken i Italien den 25. september 1969 ).

I takt med omstruktureringen af produktionsapparatet og massefyringer udvidede operaismen sin orientering til at omfatte hele reproduktionssfæren. Begrebet «social massearbejder» opstod og operaisterne formulerede krav om frirum og social, kønspolitisk og kulturel befrielse og kollektivitet.

Dette har indtil i dag været de politiske søjler i autonomibegrebet som kampstrategi.

Autonom modstand i neoliberalismens tid

Autonomibegrebet kan i dag baseres på følgende udsagn :

• Autonom modstand afspejler til hver en tid en grundlæggende kritik af de herskende samfundsforhold
  Modstand og protester må altid rumme og forny kritikken af det kapitalistiske samfund som helhed. Den autonome modstand sigter således mod at ophæve de forskellige oppositionelle aktiviteters adskillelse og selektive fremgangsmåde ved at mobilisere mennesker med vidt forskellige livs- og adfærdsmønster. Autonom modstand sigter på at skabe en fælles rytme mellem forskellige bevægelser og modstandsorganiseringer for at skabe et direkte engagement mod de partriarkalske, racistiske og umyndiggørende samfundsforhold. I autonom politikforståelse ligestilles de forskellige undertrykkelsesformer således, at kampen mod samfundets opdeling af mennesker i sociale klasser, kampen mod kvindeundertrykkelse, racisme, enhver form for seksuel og social diskriminering etc. anses for at være lige vigtige. En kamp for frigørelse og et menneskeværdigt liv for alle må derfor indeholde alle disse aspekter samtidigt.
• Kampen mod lønarbejde og for et behovsorienteret samfund!
  Perspektivet for den autonome modstand er at skabe en antinational kæmpende bevægelse, som i sin praksis og sit politiske perspektiv forsøger at afspejle en igangværende forandringsproces for en radikal anderledes samfundsrationalitet, end den vi kender i dag: en modstand som vil forandre såvel aktørerne som hele samfundsstrukturen grundlæggende. I stedet for de herskende forholds omdrejningspunkt i produktionen og de deraf følgende ejendoms- og rentabilitetskriterier, må modstanden tage udgangspunkt i en behovsorienteret reproduktion af mennesket som helhed. En modstand mod det herskende system må tage udgangspunkt i behovene for et ligeværdigt og mangfoldigt liv i fællesskab med andre. Af den grund er kampen mod lønarbejde og dets disciplinerende værdinormer en vigtig søjle i den autonome modstands strategi.
• Aktionsformerne
  Aktionsformerne skal være lige så mangfoldige og komplekse som modstandens sociale og kulturelle sammensætning. Der kan derfor være tale om mange forskellige aktionsformer - fra masseaktiviteter, demonstrationer, skabelse af frirum til sabotageaktioner og byguerillaaktiviteter - hinsides de skiftende borgerlige moralnormer og systemets juridiske sanktioner. Aktionsformerne må udelukkende være baseret på holdningskriterier, som den aktive bevægelse selv formulerer ifbm. refleksioner, kritik og selvkritik.
• Ingen stedfortræderpolitik! Selvaktivitet!
  Ingen stedfortræderpolitik! I forlængelse af den autonome modstandsperspektiv om et selvbestemt liv i fælleskab med og i respekt for sine medmennesker (Marx: «Det sociale og produktive menneskes associerede fællesskab») må også kampen være baseret på selvaktivitet. Altså ingen opdeling i passive og aktive. Ingen som kæmper «for nogen», men i stedet for må der kæmpes sammen på et fælles grundlag, som afspejler aktørernes forskellige erfaringer og identiteter. Ingen professionelle aktivister, men kun frivillige, som agerer udfra dét, basiskomitéer og åbne forsamlinger er blevet enige om.
• Antiinstitutionelt og antihierarkisk
  Den autonome modstand har i sin historie altid bestræbt sig på at holde en klar distance til diverse institutioner og parti-hierarkier. Dens nyere historie er samtidig den udenomsparlamentariske oppositions historie. Den udgik fra autonome basiskomitéer i stort set samtlige oprør og revolter i det 20. århundrede, i 68-oprøret, og frem til den autonome bevægelse i Europa i 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne. Udenfor Danmark var det f.eks. militante antiatomkraftaktivister, radikale feminister/lesbiske bevægelser, antikrigsbevægelser og byguerillagruppe. I Danmark var det f.eks. socialrevolutionære boligbevægelser, dele af BZ-bevægelsen, antiracistiske grupper, radikal feministiske kvinde/lesbiske grupper, alternative kulturbevægelser, visse sociale frirum og meget mere!
• Forandringen af samfundet og os selv
  Der må hele tiden på ny skabes en sammenhæng mellem de forskellige aktiviteter, som sigter mod en grundlæggende forandring af samfundsforholdene og udviklingen af en subversiv hverdag i ens eget liv. Samfundsopposition må altid forbindes med bestræbelserne på at bearbejde og forandre de samfundsbetingede konkurrenceholdninger, racisme, patriarkalske hierarkiseringer, forbrugermentalitet, destruktivt forhold til naturen, fordomme etc. vi alle er præget af og medvirker til at reproducere.
• Antinational og del af et globalt modstandsnetværk
  Organiseringen og udviklingen af modstanden skal være baseret på globale netværksstrukturer og principielt være antinational. En global orientering med lokale/regionale/og globalt organiserede aktionsformer. Den autonome modstand af i dag går i denne retning. Hvad resultaterne heraf bliver, vil fremtiden vise.

I.H. / A.L. / R.P.