Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Stavanger er Norges fjerde største by. Den ligger i Rogaland fylke (amt) på en halvø vest for Gandsfjorden og syd for Bognafjorden og havde 87.402 indb. pr. 1. 1. 77. Med byøjne omfatter kommunen 70 km², hvilket indebærer mangel både på boligarealer og friområder indenfor bygrænsen. Men Stavanger udgør med nabokommunerne Sandnes, Sola og Randaberg et fælles arbejds- og boligmarked. Sammenlagt har dette område ca. 140.000 indbyggere. Stavanger er et vigtigt kommunikationscentrum. E-18, Sørlandsbanen og bådruterne på fjordene har deres endepunkt her. Sola lufthavn og Forus helikopterlufthavn ligger lige udenfor kommunegrænsen, og der ligger oliebaser i Dusavika og Tananger.

Historie

Stavangerområdet er et af de ældste bosætningsområder i Norge. Efter istiden fandtes der her frodige egeskove og rige jagt- og fiskerimuligheder, og der findes spor efter landbrug ved Breiavatnet i den nuværende bykerne fra 1200 f.v.t. De vigtigste magtcentre i hedensk tid lå nok lidt længere sydpå mod Jæren. Men Vågen i Stavanger var en strategisk vigtig havn, og blev base for udsendte missionærer fra England. Stavanger fik bispesæde fra ca. 1125.

Byen var gennem hele middelalderen lille, og kunne aldrig konkurrere med Bergen som handelscentrum. Den svandt næsten hen efter reformationen, og mistede i en periode i 1600 tallet både bispesædet og købstadsrettighederne til Kristiansand.

Tidligt i 1800 tallet kom der et opsving med søfart og siden sildefiskeri. Byhistorien præges af kortvarige og kraftige ekspansionsperioder, fulgt af næsten lige så kraftig stagnation, når basiserhvervene slog fejl. Svigt i sildefiskeriet i 1870'erne, sejlflådens nedgangstid i 1880'erne og krisen i hermetikindustrien i 1920'erne har sat sit præg på byen og på indbyggernes bevidsthed.

Efter 1945 har byen fået en større variationsbredde i sit erhvervsgrundlag, med større indslag af værkstedsindustri og serviceerhverv. I lighed med alle andre byregioner i Norge havde Stavanger en svag nedgang i antallet af industriarbejdspladser i 1960'erne. Det er alligevel ikke rigtigt at tolke dette som en almen stagnation, da serviceerhverv, byggeri og anlæg, specialiseret industri og administrationen var i fremgang fra 1965 til 1970. Dette skete, før olievirksomheden havde noget omfang af betydning.

Alligevel var frygten for at blive «havneby til Sandnes» stærk. Byens ledelse arbejdede i begyndelsen af 1970'erne målbevidst og effektivt for at gøre Stavanger til centrum for norsk olievirksomhed. Der blev argumenteret med, at området behøvede tilførsel af nye erhvervsgrene, at Stavanger ikke havde pendlerproblemer, og at der kunne skaffes boliger til olietilflytterne. Statoil og oliedirektoratet blev flyttet til Stavanger i 1972, og de private olievirksomheder fik som ventet et stort omfang.

Erhvervslivet

Da olievirksomheden tog til fra 1970, blev den allerede eksisterende tendens i Stavangers erhvervsliv forstærket. Bygge- og anlæg, serviceerhverv og administrationen har haft en kraftig udvikling. Stavanger er desuden den eneste af Norges fem største byer, som har haft vækst i antallet af industriarbejdspladser i 1970'erne. Det skyldes, at olieplatformsbygning bliver regnet som værkstedsindustri. Arbejdspladstilvæksten i Stavanger har gennemsnitligt ligget på 3% pr. år fra 1970 til 1977. Brutto produktionsværdien for industrien er femdoblet i samme tidsrum.

Indbyggerne i Stavanger bliver ikke særlig berørt af denne talmæssige vækst. Store dele af olievirksomheden foregår ude på platformene, med arbejdskraft som pendler til og fra, uden at komme i kontakt med Stavanger by. Store dele af arbejdspladstilvæksten er derfor ikke noget reelt tilbud til dem. Hverken økonomisk eller miljømæssigt bliver Stavanger så påvirket, som det totale omfang af olievirksomheden kunne lade formode. Både profitten og de sociale problemer ender hovedsagelig andre steder end i Stavanger.

I 1977 registrerede Arbejdsdirektoratet 8.300 oliearbejdspladser i Rogaland, fordelt på 184 forskellige firmaer. Af dette var 400 arbejdspladser placeret udenfor Stavangerområdet, 4.100 lå ude i Nordsøen, og 3.800 befandt sig på land i Stavanger og omegn. De fleste af Nordsøarbejderne bor i deres hjemegne - i udlandet eller andre steder i Norge - og har ringe kontakt med Stavanger by. De vigtigste «oliearbejdspladser» for lokalbefolkningen er platformsbygningen ved land og kontorjobbene i den private og statslige virksomhed. Der er hidtil kun få kvindelige ansatte i den regulære olieindustri, men arbejdsmarkedet er relativt gunstigt for kvinder indenfor kontor- og serviceerhvervene.

Ved siden af olievirksomheden har Stavanger et varieret erhvervsliv, men med få store og kapitalstærke enheder. Den største enkeltvirksomhed er Moss Rosenberg Verft, ejet af Kværnergruppen. De traditionelle erhverv fra århundredeskiftet, hermetik- og beklædningsindustrien, har haft jævn tilbagegang i en årrække.

Kulturelle, sociale og politiske forhold

Fra forrige århundrede og frem til vor tid har Stavanger været præget af konflikten mellem en lavkirkelig præget folkelig kultur og den europæiske borgerkultur. Sidstnævnte har haft fodfæste i handels- og søfartsborgerskabet og i embedsstanden.

Borgerkulturen kommer til udtryk i teater- og kunstmiljøet, mens den folkelige kultur oftere findes ved fodbolds- og idrætsstævner og ved religiøse møder. Talmæssigt er de sidstnævnte kulturytringer fortsat dominerende.

I Stavanger bliver det udgivet tre landsdelsaviser: Stavanger Aftenblad (DNF) Rogalands Avis (A) og Dagbladet Rogaland (SP, samarbejde med Nationen). Sprogformen i Stavanger er overvejende bokmål, mens nynorsk dominerer i omegnskommunerne. Byen har både missionsskole, distriktshøjskole, lærerseminarium og en socialhøjskole.

Stavanger havde boligoverskud og et lavt prisniveau på boliger i 1970-71, men dette har ændret sig drastisk siden olieetableringerne. Byen holder fortsat samme byggetakt som i 1960'erne og samme byggetakt som landsgennemsnittet. Samtidig domineres boligmarkedet af kapitalstærke norske tilflyttere og af oliefirmaer, som fast lejer ca. 1500 boliger til sine udenlandske ansatte. Dette giver sig udslag - også i den almindelige boligmasse. Ventetiden i boligselskaberne øges, og private lejerforhold bliver dyrere.

Et stramt boligmarked over en årrække kan give udslag i form af øget stress, forværring af de psykiske problemer og familieproblemer. Men dette giver ringe udslag i socialstatistikken i Stavanger, fordi de der rammes hårdest er at finde blandt pendlerne og udflytterne. Indflytterne er derimod sunde og gode skatteydere. Stavanger bliver dermed nettoeksportør af sociale problemer, samtidig med at den kommunale økonomi og socialforvaltning er upåklagelig, og alle mistrivselssymptomer indenfor kommunen ligger på et acceptabelt niveau.

Arbejderbevægelsen har altid haft Sørvestlandet som sit svageste område. Dette gælder også for Stavanger, og giver Arbejderpartiet en svag stilling i forhold til de borgerlige partier. Kommunen har med en kort afbrydelse siden 1965 været styret med fast hånd af samme Højreordfører. Højre har kunnet køre sin politik frem med ret beskedne indrømmelser overfor de andre partier. SV fik 6 repræsentanter i bystyret i 1971, men dette blev halveret i 1975. AKP (m-l) har svag tilslutning - både i fagbevægelsen og i skolemiljøet. Kvindefronten og Nyfeministerne har aktive grupper i Stavanger.

P.St.