Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

«Jeg tror det må være De forenede Staters politik at støtte frie folk, som gør modstand mod væbnede mindretals forsøg på at tage magten, eller mod pres udefra», hed det i en tale holdt af den nordamerikanske præsident Harry S. Truman i Repræsentanternes Hus 12. marts 1947.

I denne såkaldte Trumandoktrin blev det slået fast, at opdæmning mod kommunismen skulle være et hovedprincip i USA's udenrigspolitik. Den direkte foranledning til erklæringen var de politiske forhold i Grækenland og Tyrkiet. Storbritannien havde kort før erklæret sig ude af stand til at give de vaklende reaktionære regimer i de to lande fortsat militær og økonomisk hjælp.

USA trådte med Trumans tale ind som en ny antikommunistisk «politimand» i Mellemøsten. Det skete formelt gennem en bevilling på 400 millioner dollars til regeringerne i Grækenland og Tyrkiet. For at få den delvist isolationistiske Kongres med til denne bevilling, overdrev Trumanadministrationen bevidst den sovjetiske trussel og satte bevillingen ind i et generelt ideologisk perspektiv: Kampen mellem de gode og onde kræfter i verden.

Opdæmningspolitikken skulle føres videre med Marshallhjælpen, NATO og nordamerikansk bekæmpelse af radikale og kommunistiske bevægelser i mange dele af verden. Trumandoktrinen var således det ideologiske fundament for en ambitiøs og ofte stejl nordamerikansk udenrigspolitik. Den skulle samtidig komme til at bringe USA's regering i konflikt med en række nationale befrielsesbevægelser, som ofte havde bred folkelig opbakning.

Men heller ikke det mægtige USA var i stand til fuldt ud at realisere Trumandoktrinen. Kort efter at talen var holdt, måtte USA's regering passivt observere, at de lovligt valgte regeringer i Ungarn og Tjekkoslovakiet blev ofre for kommunistisk pres og ensretning. Et år senere fejede Mao Tse-tungs guerillasoldater det korrupte Chiang Kai-shek regime ud af Kina, uden at USA var i stand til at hindre den kommunistiske magtovertagelse. Også USA måtte prioritere sine ressourcer, og frem til 1950 kom Vesteuropa definitivt først.

I Trumans memoirer er talen 12. marts 1947 blevet fremstillet som et vendepunkt i supermagtens udenrigspolitik: Trumandoktrinen markerede et brat brud med isolationspolitikken og den samarbejdspolitik, som USA havde forsøgt at føre overfor Sovjetunionen, og den blev fremkaldt af et pludselig britisk kollaps. Senere forskning har påvist, at Truman har givet et fortegnet billede af udenrigspolitikken.

USA havde allerede i 1946 overtaget mange af de britiske forpligtelser i Grækenland og Tyrkiet, og den nordamerikanske regerings udenrigspolitik havde allerede i vid udstrækning fået et verdensomspændende og antikommunistisk præg. Trumandoktrinen repræsenterede således mere en cementering af en allerede etableret politik end starten på en ny nordamerikansk udenrigspolitik.

K.E.E.