Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet unge eller at være ung er et begreb der indeholder mange og helt forskelligartede betydninger. Begrebet ung bruges i hverdagssproget mellem mennesker ligesom ungdom er et selvstændigt forskningsområde, der indeholder helt forskellige perspektiveringer af hvad unge eller ungdom er. De fleste af os bruger ordet ung til at betegne et menneske på en eller anden måde, men selvom vi kan tro at vi er enige om hvad det er vi mener når vi siger om nogle mennesker at de er unge, så er der grund til at overveje hvad ordet ung eller unge kan have af forskellige betydninger, hvordan det bruges i hverdagslivet og indenfor teorien.

Til afklaring af begrebet unge kan mange forskellige spørgsmål overvejes. Et spørgsmål kan være hvori forskellene mellem unge og voksne, eller som udgangspunkt mellem børn og voksne, består?

Mellem børn og voksne er det, der umiddelbart kunne skinne i øjnene, børnenes mindre beredskab; at de endnu ikke har erfaringer, færdigheder og viden i samme udstrækning som voksne, samt at de er i starten af en læreproces, hvilket normalt adskiller dem fra voksne mennesker. Med hensyn til unge er det mere kompliceret. Her er det svært at skelne mellem omfanget af færdigheder, viden og erfaring, da der på nogle områder er en langt større tilegnelse af færdigheder, eller kvalifikationer, nu end der tidligere har været. Og der er store kvalitative forskelle på hvad unge kan, vil og tilbydes i forhold til, da de «voksne» var unge. I beskrivelsen af unge i almindelighed udvælges oftest nogle bestemte kriterier, som omfatter bl.a. alder, erfaring, fritidsbeskæftigelse, familieforhold og uddannelse.

Alder

I praksis, f.eks. i de institutioner og instanser, der har med unge at gøre, er der en udbredt uenighed om, hvornår mennesker kan karakteriseres som unge. Lovgivningsmæssigt, skelnes som regel ved det 18. år. men der er flere undtagelser «ungdoms-kriminelle» på 15-18 år, Ungegrupper i bistandssystemet kan dække 18-25 årige osv.

I ungdomsrådgivningsinstitutioner findes mange aldre til at karakterisere målgruppen: f.eks. op til 18-årige, 14-25-årige, 12-22-årige eller 16-30-årige. I Ungdomsklubber er unge fra 12-18, (- 20) eller op til 25 år, og på ungdomspensioner er man op til 18 år. Enkelte institutioner har i deres målgruppe unge mellem 18 og 40 år. Den alder, hvormed man forskellige steder søger at betegne unge er udvidet både nedad op opad, så betegnelsen «unge» indikerer, at unge er mennesker mellem ca. 12-40 år.

Erfaring

Et andet kriterium til at bestemme unge er erfaring hvor den der tildeles ungdom eller kaldes ung er den eller dem, der endnu ikke har så megen erfaring eller viden som den, der udtaler sig. Om erfaring og viden skriver Jørgensen: En ældre lærerinde sagde om en yngre kollega: Her kommer hun og snakker om 10 års erfaring og hun tror at hun kan udtale sig. Jeg har 20 års erfaring - da kan man begynde at udtale sig. Og denne myte forsøger vi at pådutte ungdommen, som om man overhovedet kommer til at forstå en sag eller et arbejde, hvis ikke man har fattet det efter få år. Og vor viden, hvad er den værd, når den forældes hurtigere end nogensinde. (Jørgensen 1971).)

Videre kunne man spørge, hvad det er man får erfaring af? Er det af at have levet længe, oplevet noget særligt osv.

Ungdomskulturer og socialisering.

Også medieverdenen er optaget af ungdommen. Der fokuseres i høj grad på ungdom, og de forestillinger, der er knyttet hertil.

Når ungdom beskrives i f.eks. medier er der to billeder, der er fremherskende. På den ene side er der «sumperne» eller «taberne», de kriminelle, prostituerede, fattige økonomisk og socialt, misbrugere, bz'ere, autonome, nynazister, bandemedlemmer, indvandrere osv., enten «snavs» eller «ofre» eller begge dele på en gang.

På den anden side er der de «unge, rige og smukke». Fremadstræbende unge mennesker, der vil uddannes og er stræbsomme, sports- og popidoler, forretningsfolk med succes, topmodeller osv. John Muncie har, med en henvisning til sociologen Stan Cohen, sagt om mediebeskrivelser af ungdom, at: Man tager det atypiske gør det typisk og sammenligner det med det overtypiske, (Muncie 1984) altså at man f.eks. tager en aktion fra det autonome miljø med 50 unge indblandet, sætter en overskrift på som «Unge i gadekrig», hvorved handlingen gøres typisk for ungdommen, og så beskrives og bedømmes den gennem et stereotypt voksen perspektiv.

Både i dansk og international litteratur kan ses en vældig interesse for at beskrive den ene eller den anden gruppe af unge, at analysere den og sætte den ind i forskellige forståelsesrammer om, hvorfor de unge gør, som de gør (Ehrnrooth & Siurala 1991).

Igennem tiden har man set og interesseret sig for såkaldte «ungdomskulturer» (fra 50'erne og frem). Disse ungdomskulturer beskrives og forsøges oftest forstået gennem deres fælles optræden eller de handlinger som enkelte i gruppen udøver. Spørgsmålet er hvem der skaber hvad, om det alene er unge selv, der afstikker eller udformer deres kultur eller om den også påduttes dem udefra (industri/forskere m.fl.). Man kan overveje om alle unge kan ses som værende «medlemmer» af den ene eller anden gruppe/subkultur og om de udtryk stilmæssigt osv. der tillægges afgørende værdi af beskueren også er afgørende for de unge selv.

Kvalificering, læring og uddannelse:

Ofte forbindes ungdomstiden udover fritidsbeskæftigelsen med det at være under uddannelse, at være skolesøgende (f.eks. i gang med en «ungdomsuddannelse»). Man kan fremhæve at hvis den samfundsmæssige kvalificering eller uddannelse er kendetegnende for ungdomstiden, hvad er da kendetegnende for det at være voksen? Er det at være samfundsmæssig produktiv, at være færdiguddannet, have fuldtidsbeskæftigelse, familie og være materielt veletableret, eller er det at have et særligt overblik, en bestemt samfundsmæssig moral osv.? Det sidste med moralen er ikke til at adskille fra den unges moral og tænkning, hvorfor vi må gå ud fra det første.

Men grænserne mellem ung og voksen flyder ud i og med, at mange voksne til stadighed uddanner og kvalificerer sig, stifter nye familier og relationer samt genetablerer sig materielt og økonomisk. Ungdommens opgave kan altså siges også at være de voksnes opgave, selv om den kan se mindre formaliseret ud.

Ungdom historisk og teoretisk

Viden om, hvordan ungdom tidligere så ud, er temmelig begrænset. Der er forsøgt forskellige forklaringer på ungdommens opståen og betydning, som en særlig livsfase. Nogle har opfattet ungdom som en bestemt aldersfase, en biologisk udviklingsproces, som nok kunne flytte sig lidt fra person til person, men som stort set lå inden for et begrænset antal år, f.eks. 13-19. Man er dog i højere og højere grad, blandt ungdomsteoretikere, enedes om at ungdommen i den vestlige verden «opstår» i forbindelse med industrialiseringen og de deraf følgende ændrede kvalificerings- og produktionskrav (Mørch 1985, Erhnrooth & Siurala 1991, Stafseng & Frönas 1987, Psyke & logos 2010). De unges udviklingsopgave kan meget kort siges at skifte fra et spørgsmål om at udvikle sig kropsligt til at blive mere og mere omfattende i retning af at kvalificere sig til de nye samfundskrav. Ungdom som begreb er altså et nyere fænomen og det, der kan anses som problematisk eller en særlig konflikt i forbindelse med unges udvikling, frem for at være et problem eller en konflikt familiemæssigt, snarere kan ses som en bredere konflikt/modsætning mellem unge eller mennesker i en kvalificeringsproces og det («voksen»)-samfund eller gerontokrati, der afstikker betingelserne for denne kvalificering. (Stafseng 2010).

Inden for bl.a. psykologien og ungdomsteorien har man på forskellig måde forsøgt at indkredse ungdom og unge, som en udviklingsperiode, der oftest enten er biologisk, psykologisk og/eller samfundsmæssigt bestemt. Ungdommen ses som bindeleddet, mellemstationen eller overgangen (transitionen) mellem barn og voksen, men også blandt teoretikere kigges der helt forskellige steder hen for at lave denne indkredsning.

Nogle teoretikere har primært beskæftiget sig med kulturudtryk blandt en ikke nærmere defineret aldersgruppe. Oftest er det fritidskulturen (blandt drenge), altså de aktiviteter, der finder sted uden for familien og skolen, der iagttages, men tolkes vha. familien. Især socialisationsteorien eller Frankfurterskolen, men også Birminghamskolen, har været markante i beskrivelser af unge ud fra fritidskulturer, æstetisk produktion, kunst, kreativitet, beklædning, musik-, computerspilinteresse osv. Blandt de store teoretikere står bl.a. Thomas Ziehe, Kirsten Drotner (narcissistiske unge), Johan Fornäs, Carlos Feixa (Latin Kings/Global Tribes), Paul Willis (arbejderklasse unge) mfl.

Det synes oplagt at en del forskere har fokuseret på denne «kulturelt» forståede fritidsbeskæftigelse, især når fritidsbeskæftigelsen har haft en vis gennemslagskraft. Et oplagt eksempel er de såkaldte «ungdomsoprør», som måske snarere var begivenheder i henholdsvis slut60’erne som et relativt begrænset antal studerende stod for, og punkoprøret i slut70’erne, som et mindre antal arbejdsløse og mennesker, der havde alternative idealer, forestod (Bechmann Jensen 2004).

Andre teoretikere har primært søgt i den biologiske og familiære sammenhæng med løsrivelsen fra forældrene som knudepunkt. Store dele af den psykoanalytiske teoritradition fra Freud over Erik H. Erikson, men også inden for dele af den systemiske metode og Milanoskolen, har man som udgangspunkt haft, at se unge ud fra deres opvækst inden for en familiesammenhæng. Især forholdet til forældre, men også til andre søskende har været i fokus.

Endelig har nogle teoretikere beskæftiget sig med skolen, som det sted hvor ungdomsproblemet bedst blev anskueliggjort (Erhnrooth & Siurala 1991).

Sven Mørch har, som en af de danske repræsentanter for dette perspektiv, karakteriseret målet for unge som at opnå «kvalificeret selvbestemmelse». Han har tidligere påpeget, at hemmeligheden ved ungdom er, at det ikke er en kvalitet, der skal findes inden i de unge. Tværtimod understregede han, at det at være ung, og besidde ungdom betyder, at man befinder sig i en udviklingssammenhæng, hvor man skal udvikle en samlet handleevne og personlighed, der muliggør en tilværelse under de konkrete samfundsmæssige betingelser (Mørch 1990).

Udsagnet var og er vigtigt i udpegningen af hvad forventningen til, og opgaven for unge kan beskrives som. Spørgsmålet er om det stadig kan adskille unge fra voksne, eller om ikke der stilles de samme krav eller forventninger over for/til ikke-unge? Skal voksne/ikke-unge da ikke udvikle en handleevne, der sætter dem i stand til både at bidrage til og drage fordel af de samfundsmæssige betingelser, eller har de den allerede?

Om betegnelserne unge og ungdom må det konkluderes, at betegnelserne må betragtes som sociale konstruktioner, som på forskellige tider og i forskellige kontekster har været brugt og bruges vidt forskelligt. Unge og ungdom tilskrives historisk og vedvarende varierende betydning og er som sådan en foranderlig størrelse. Men ungdomsbetegnelsen er en relationel betegnelsen, der kun er meningsfuld i den udstrækning, der sammenlignes forskellige parter imellem (unge-voksne).

Betegnelsen unge er i stadig højere grad i praksis blevet vanskelig at skelne fra betegnelsen voksne, som noget der siger noget væsentligt om de konkrete mennesker eller de opgaver, som de står med. Og da betegnelsen hovedsageligt, og først og fremmest, kan sige noget om relationen og især magtforholdet mellem hhv. den der tildeles/påtager sig «ungdom» og den der tildeles/påtager sig «voksenhed», så har det været stadig mere nærliggende at anbefale, at ungdomsbetegnelsen helt blev droppet, og at man blot talte om alle som mennesker.

Igennem de seneste ca. 30 års empiriske og teoretiske forskning er det blevet mere og mere tydeligt, at ungdomsbetegnelsen er blevet for omfattende og uklar i sin definition. Aldersmæssigt gør stadigt flere krav på at være unge (i den positive udgave, som kreative, refleksive, i udvikling, smukke, veltrænede og aktive), og flere og flere mennesker stilles over for præcis de samme krav om livslang læring, udvikling og omstillingsparathed, som tidligere primært blev stillet den opvoksende generation.

På trods af uklarheden og på trods af at begrebsparret ung/voksen ikke synes at udsige noget væsentligt om parterne, så forekommer det med udviklingen in mente mere og mere oplagt, om det ikke snarere er betegnelsen voksen, der må vige pladsen. Det at være voksen synes hovedsageligt at være knyttet til at være fornuftig og/eller «ansvarlig» (Andersen 2009). Men hverken fornuft eller ansvarlighed kan bruges til at afgøre, hvem der er det ene eller det andet. Det er med andre ord muligt at være både ung, fornuftig og ansvarlig.

T.B.J.

Redaktioner med ansvar for dette opslag: Psykologi

Ungdom

Ungdom er en fase i menneskets livsforløb og en bestemt social placering i samfundet. Ydergrænserne for ungdomstiden er barndommen og tidspunktet for indtræden i fuldt voksenliv. Disse aldersgrænser har været forskellige i forskellige kulturer og historiske perioder.

Barnealderen afsluttes et sted mellem 7-8 år og 13-14 år, og den unge træder ind i voksen status ved stiftelsen af egen familie et sted mellem 20 og 35 - normalt 25-30 i den europæiske periode som behandles her. (Undtagelsen er samfund som praktiserer ægteskaber ved 16-17-års alderen). Historisk og globalt betragtet ser arbejdet altså ud til at have mindre betydning for at opnå fuldt medlemsskab af samfundet end det at stifte familie.

Ungdommen er i den henseende blot en alder. Det er den sociale betydning eller tolkning, som samfundet giver den alder, der skaber ungdommen som en særegen, afgrænset kategori i befolkningen. Set udfra vor samtid er det naturligt at adskille ungdommen i en modningsfase og en juniorfase.

Det hersker en myte om, at ungdom er noget nyt - til og med et specifikt kapitalistisk påfund. «Før» var overgangen mellem barn og voksen kortvarig og enkel, markeret med en indførelsesceremoni som f.eks. konfirmationen. Dersom denne kirke- og familietradition har haft mening, har den imidlertid understreget overgangen fra barn til ung. Ungdommen har således altid eksisteret, men er et lige så mørklagt kapitel i vor kulturhistorie som barndommen. Dette kan skyldes, at kampen for at blive voksen har været så hård og ubehagelig, at de overlevende sejrherrer har sørget for at holde der kollektive erindring udenfor vor kulturhistorie.

Feudal ungdom

Fra det 16. til det 18. århundredes Europa blev familieejendommene efterhånden udelelige. Dødeligheden blandt børn og unge var høj. Kun hvert andet barn blev 20 år. En bonde måtte have 4-5 børn for at sikre blot én overlevende mandlig arving. Endvidere udgjorde børnefødsler en rekruttering af arbejdskraft og forsørgelse i alderdommen. Eftersom indsatsen var høj, kunne aldersgruppen af 15-30 årige udgøre 60-75 % af dem over 30 år - i dag ca. 30 %.

Overskudsbørnene blev tjenere, landarbejdere, håndværkslærlinge osv. Børnene begyndte at arbejde i 6-7 års alderen. Til at begynde med hjemme og i nabolaget - som hjemmeboende. Drengene flyttede hjemmefra som 8-15 årige, pigerne som 9-14 årige - fra fattigere til rigere husholdninger. De arbejdede for kost og logi, og var underlagt husbondens autoritet. Flytningen hjemmefra betød overgangen til ungdomstiden.

Ungdommens sociale hovedmønster var også etableret: Det gensidige forhold mellem vertikal, faderlig autoritet (husbond, mester o.l.), og horisontal jævnaldrende-autoritet. Ungdommen skulle på den ene side være lydig mod alle sine «fædre». På den anden side blev søsterskab og broderskab stimuleret og udviklet mellem de unge. Patriarkalske institutioner kunne have strenge regler mod opsætsighed, men samtidig opmuntre til enkønnet, hemmelig organisering blandt de unge. Der var det rent ungdommelige og det særegne ved kønnet, der blev dyrket, og ofte blev også cølibatreglerne understreget.

Indenfor visse grænser var opposition og spænding mellem generationerne ikke i strid med samfundets orden. I hvert fald ikke så længe det havde basis i de jævnaldrendes søsterskab eller broderskab. I forbindelse med ceremonier og fester blev disse ungdomsgrupper synligt landsbyernes «Brüderschaften» (broderskab), kirkelige ungdomssektioner under processioner, fik deres egen ungdomsdomstol i moralske og seksuelle spørgsmål i et område i Mellemeuropa osv.

Et specielt ungdomskulturelt fænomen kaldtes «charivari» - et rituelt indslag. Ved en ældre enkemands nye ægteskab kunne charivari indtræffe som ceremonielle optøjer: Ledsaget af «barsk musik» bar de unge en maske af mandens afdøde kone på en stang gennem landsbyens gader osv. Det var en accepteret straffeaktion mod den, som blandede sig ind i ungdommens ægteskabsmarked.

Vi kan se dette eksempel som et udtryk for det gensidige forhold mellem seniorernes og juniorernes interesser: afhængigt af befolkningstallet og arbejdsmulighederne søgte seniorerne at holde aldersgrænsen for adgangen til de voksnes rettigheder som bolig, arbejde og forplantning så høj som mulig. Juniorerne søgte at bringe orden, retfærdighed og mening ind i deres afsondrede tilværelse. Selvdisciplinering blev til justits blandt jævnaldrende og sanktioner mod udenforstående.

Industrialiseringens ungdom

Den borgerlige revolution og kapitalismens fremvækst i Europa omorganiserede ungdommens stilling efter de nye klassers skillelinier. Ungdomskulturens udtryksmidler blev ført ind i arbejderklassens oprørsritualer, eller givet nye udformninger i borgerskabets nye ungdomskulturer (bohemiske kulturer osv.).

Indførelsen af lønarbejdet gav nye muligheder og afledte konflikterne mellem generationerne. De ældre hang fast i det gamle, mens de unge gik foran og anviste vejen ud af feudalsamfundet og ind i en ny tid. Den standsmæssige og kollektive livsstil blev opsplittet, og der blev større variation. Klasserne, subkulturerne og individernes valgmuligheder og mangel på valg kom til udtryk på flere måder: de unge kunne nu bo længere hjemme, tjene penge til familien, eller måske frækt etablere egen familie, «gifte sig med bare to sokker og uden seng». De kunne være ekstravagante og opsætsige, købe og læse romaner, danse på søndage osv. Laugs- og lærlingesystemet brød gradvis sammen, hjemmeindustrien blev afløst af fabrikkerne, børn og unge blev lønarbejdere på fabrikkerne - de stak af fra husbonden, fra familien eller fra landsbyen og søgte lykken i de nye byer. For mange blev det tvangsarbejdets og institutionslivets ulykke.

Politisk var den borgerlige revolution på mange måder juniorernes oprør. Napoleon symboliserede en ny tid for ungdommen, som blev videreført gennem 1800-tallet. Den fik forskellig udformning i de forskellige klasser: Hemmelige, konspirative broderforbund i mellemlagene - gerne med fanatisk nationalistisk præg. De yngre håndværkeres forbund dannede model for arbejderklassens første skridt ind i faglig organisering osv.

Mod midten af 1800-tallet døde det almene junioroprør ud (med 1848 som en symbolsk skillelinie). «Ungdommen» slog resigneret fast, at gerontokratiet var genoprettet. Broderskabet i ungdomskulturen udviklede sig til broderskab indenfor arbejderklassen, mens borgerskabets ungdom videreførte det spændings- og konfliktfyldte forhold mellem ungdom og voksne.

Moderne tiders ungdom

De nye samfundsforhold bevarede ungdommen som en særegent tolket aldersperiode. Gradvist begyndte Europa i sidste halvdel af 1800-tallet at få bugt med børnedødeligheden. Det voksne samfund begyndte derved at opdage børnene og de unge som andet end blot «afkom». De opdagede individet, med muligheder for udvikling, vækst og forandring. Private og offentlige ordninger for opdragelse og uddannelse voksede frem. Gradvist blev familieliv og opdragelse privatiseret (hjemmeværende mødre), præventionsordninger og familieplanlægning spredte sig, skolegang og skolepligt omfattede flere og flere. Men i første del af denne moderne periode var ungdomstiden et privilegium indenfor borgerskabet. Arbejderklassens fattigste halvdel og bønderne kæmpede mod skolepligt - dels åbenlyst, dels ved sabotage - men tabte i det 20. århundrede efterhånden terræn. Arbejderbevægelsens ledende kadrer så uddannelse og ungdomstid for alle som både middel og mål i omformningen af samfundet. Den generelle skolepolitik har bidraget til at skabe grundlag for en højere børnealder (13/14 år), og udskillelsen af en modningsfase (13/14-18/19 år) i ungdommen. Af denne fase er den moderne teenager vokset frem.

Under de seneste 100 års omformning af de kapitalistiske samfund er en privilegeret alder i det borgerlige familieliv gjort til en fælles rettighed i de europæiske samfund: Diskriminerede lavtlønsgrupper er blevet det moderne uddannelsessystems karakterslugere (og «karaktertabere»). Den folkelige og uberegnelige ungdomskultur blev i første fase forandret til «øvelser» i en officiel opdragelsespolitik (kirke, kultur og sport), præget af national patriotisme og disciplin. Især efter 2. verdenskrig er ungdomskulturen generobret som ungdommens egen uberegnelige kultur. De hjemmeboende piger som fyldte udstyrskister og slavede for deres brødres livslykke, er blevet bukseklædte skolepiger i kønsblandede klasser - med pessar i tasken.

Mange faktorer som tidligere var tilstrækkelige til at forklare ungdomsperioden, har forandret sig. Den gennemsnitlige pubertetsalder er sunket drastisk siden starten af det 20. århundrede. Alderen for seksuel debut ser ud til at have fulgt samme kurve, men moderne prævention mm. har gjort det muligt at adskille seksuel frihed fra voksen status. Bortset fra en kort periode i 1950- og 60'erne som idealiserede teenager-ægteskabet, er familiedannelsesalderen ikke sunket så meget, at man kan tale om drastiske forandringer. Uddannelsesinstitutioner og studielån, dyre adgangsbilletter til boligmarkedet, aktiveringsordninger o.l. har bevaret de evner, fattigsamfundets udsigtstidsløse jobs tidligere havde til at bevare ungdommen i en underordnet venteperiode. Gennem den moderne ungdomskultur har jævnaldrende-gruppernes søsterskab og broderskab fundet nye udtryksmåder for at markere fællesskab indadtil og afstand udadtil. I den forstand er grundlaget for alder som organiserende princip bevaret gennem tre historiske perioder.

O.St.