Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Victor Serge

Serge (1890-1947), fransk-russisk revolutionær. Født den 30. december 1890 i Bruxelles som søn af politiske flygtninge. Hans far havde støttet Narodnaya Volya (Folkets vilje), hans mor var en polsk aristokrat. En fætter, Nikolai Kibalchich, havde fremstillet den bombe zar Alexander II blev sprunget i luften med. Serge huskede fra sin barndom, at væggene var fyldt med portrætter af mænd - der var blevet hængt.

Serge blev tidligt politisk aktiv og en indædt anarkist. Han flyttede til Paris, hvor han redigerede bladet L'Anarchie, men nogle af hans venners deltagelse i den berygtede Bonnotgruppe førte til hans arrestation og 5 år i fransk fængsel. I januar 1919 blev han sammen med en flok russiske flygtninge deporteret fra Frankrig i udveksling mod en flok franske officerer, der var blevet taget til fange af bolsjevikkerne. Gruppen ankom til Petrograd og med sin libertære baggrund var Serge bestyrtet over at opdage bolsjevikkernes autoritære firkantede styre. Han havde ventet at finde et land der sprudlede af revolutionære aktivitet. Alligevel hengav han sig fuldstændig til revolutionen og accepterede invitationen fra Sinovjev til at organisere administrationen af den nyligt dannede Tredje Internationale. Kort efter meldte han sig ind i kommunistpartiet, idet han dog svor, at han ikke ville fralægge sig sin selvstændige tankegang eller kritiske indstilling.

1919 Ankomsten til Sovjet

Serge erkendte at den unge Sovjetstats fortvivlede situation retfærdiggjorde hårdhændede metoder, og deltog selv i forsvaret af Petrograd gennem 1919. Alligevel kunne han ikke acceptere oprettelsen af Cheka'en - det sovjetiske hemmelige politi der gik forud for dannelsen af KGB. Hans holdning var, at bortset fra nogle få hæderlige mænd i spidsen for organisationen, bestod den udelukkende af «perverterede mænd ... præget af mistænksomhed, bitterhed, brutalitet og sadisme». Senere skrev han: «Dannelsen af Chekaen var den alvorligste og mest utilgivelige fejl, som de bolsjevikiske ledere begik i 1918.» Med dens oprettelse såede partiet spiren til sig egen fremtidige ødelæggelse.

Serge's loyalitet overfor partiet blev sat på sin alvorligste prøve under Kronstadtoprøret i marts 1921. Han mente, at oprørenes krav i det store og hele var rimelige og blev derfor frastødt af holdningen i partiledelsen og især den propaganda den satte i aviserne for at retfærdiggøre nedkæmpelsen. Nedkæmpelsen af oprøret bragte ham tæt på at forlade partiet, men stillet overfor alternativet: «Kaos, et nyt diktatur og denne gang anti-proletarisk», besluttede han at blive. Alligevel besluttede han at forlade politik i nogle måneder, før han accepterede en invitation til at arbejde for Komintern i udlandet.

Tiden i venstreoppositionen

Det Rusland Serge vendte tilbage til efter 4 år i Tyskland og Østrig var meget anderledes fra det han havde forladt. NEP politikken var i fuld gang: «Alting var atter mærket af penge». Lenin var død og partiet blev ledet af en trojka bestående af Sinovjev, Kamenev og Stalin, der kun stod sammen om at isolere og miskreditere Trotskij. I december 1925 slog Stalin så til mod sine tidligere allierede, denne gang med støtte fra partiets højrefløj.

Serge blev hurtigt aktiv i venstreoppositionen. Han talte på små møder på forladte kirkegårde eller til grupper af arbejdere forsamlede i små lejligheder. I hans particelle kunne han kun regne med 5 ud af 387 medlemmer. Andre var enige i deres synspunkter, men vovede ikke at stå frem. Venstreoppositionen havde besluttet at slå sig sammen med Sinovjevs og Kamenevs støtter, men alligevel nåede deres styrke i Leningrad ikke op på mere end et par hundrede. På partiets 15. kongres slog Stalin til mod dem. Sinovjev og Kamenev bøjede sig, men andre som Serge fastholdt principperne og blev først smidt ud af partiet og siden arresteret. Serge var heldig. I Frankrig gennemførte venner og kammerater en vellykket kampagne mod hans arrestation, og efter 6 uger blev han løsladt. Men få dage senere blev han ramt af en blindtarmsbetændelse, der nær havde fået dødelig udgang. Stillet overfor sin egen dødelighed og med indtrykket af hans mange års politiske arbejde ikke havde sat mange spor besluttede han, at han fremover ville koncentrere sig om sit forfatterskab.

Starten på -forfatterskabet

Gennem de følgende 5 år koncentrerede han sig om at skrive. Det blev til 3 romaner og en historiebog: «Den russiske revolution, år1». Manuskripterne blev afsnit for afsnit sendt ud af landet. Han blev åbent chikaneret af det hemmelige politi, GPU, hvilket førte til, at hans kone Liuba mistede forstanden. Omkring 1933 begyndte situationen i Sovjet at være meget alvorlig. Serge udarbejdede derfor et politisk testamente, der blev smuglet til venner i Paris:

Få dage senere blev han atter arresteret, og denne gang overført til Lubjanka fængslet, hvor der blev gjort et forsøg på at involvere ham i en frit opfundet konspiration. Selvom han blev forelagt en tilståelse, der angiveligt stammede fra hans svigersøster, Anita Roussakova, nægtede han at indrømme deltagelse. Han blev idømt 3 års internt eksil i byen Orenburg i det sydlige Ural. Det blev 3 år præget af hårde fysiske strabadser, men spirituel frihed. Sønnen Vlady husker dem som: «Den dejligste periode af vort samliv». Sammen med en lille gruppe ligesindede kammerater opretholdt Serge et politisk liv. De mødtes hemmeligt i skoven og diskuterede meddelelser, der senere blev smuglet ud.

Samtidig havde han mere tid og frihed til at skrive. Det blev til yderligere to romaner, en digtsamling og en samling af notater til: «Den russiske revolution, år 2». Han lavede flere kopier af hvert af manuskripterne, som enten blev sendt ud af landet eller overdraget til betroede venner, men de forsvandt alle. I Frankrig var der sat en ny kampagne i gang for at rede Serge, og i 1935 rejste Romain Rolland spørgsmålet overfor Stalin. I april det efterfølgende år fik han og hans familie lov til at rejse til Vesten, men ved grænsen blev alle hans dokumenter - herunder de sidste kopier af hans bøger - konfiskeret.

1936 Eksil i Frankrig

Kun tre måneder efter han forlod Sovjet indledtes Moskvaprocesserne. Sammen med kammerater i Paris arbejdede han dag og nat for at afsløre sandheden. Han fik hurtigt reetableret forbindelsen til Trotskij, der nu var i eksil i Norge, og begyndte at oversætte nogle af hans bøger til fransk. Men deres venskab overlevede ikke Trotskijs stive intolerance eller meningsforskellene mellem dem omkring bl.a. Kronstadt og den Spanske Borgerkrig. Trotskij havde netop oprettet Fjerde Internationale, der bestod af små indbyrdes konkurrerende grupper, og klimaet var præget af mistænksomhed og misforståelser. Serge så i internationalen gentaget alle de fejl, han havde været med til at bekæmpe i Rusland: Autoritarisme, splittelsesforsøg, intriger, firkantethed, snævertsynethed og intolerance.

1941-47 Mexico

Tysklands invasion af Frankrig i 1940 gjorde atter engang Serge til flygtning. Efter 8 måneder i Marseilles lykkedes det ham i 1941 at rejse til Mexico. Dermed begyndte hans mest deprimerende eksilperiode. Bortset fra et par små tidsskrifter, nåede hans stemme ikke ud. Han gennemførte nogle af sine bedste arbejder, der blot endte i skrivebordsskuffen. Alt imens kunne han blot passivt se til, mens Europa blev ædt op i krigen, og Stalins totalitære regime blev stadig stærkere. Samtidig blev hans politiske aktivitet blandt den lille gruppe af franske og spanske flygtninge umuliggjort. Gabet i politisk opfattelse var blevet for stort.

Under sit eksil i Mexico blev han forfulgt af GPU og medlemmer af det mexicanske kommunistparti. Han overlevede mindst et mordforsøg. Han døde imidlertid fredeligt i november 1947 - af hjerteslag.

Trods vanskelighederne i de sidste år af sit liv opgav Serge aldrig visionen om en human socialisme, men denne socialisme ville ikke være mulig uden fornyelse af den socialistiske tænkning og besejring af stalinismen. Han brugte en betydelig del af den sidste del af sit liv på sammen med Trotskijs enke, Natalia, at skrive en biografi om Lev.

A.J.