Befolkning 2,6 mio. Valuta Gambia dalasie Areal 11.300 Km2 Hovedstad Banjul Befolkningstæthed 115,0 indb./Km2     HDI placering 174

Et af Afrikas mindste lande, beliggende i Gambia flodens dal. Den er sejlbar i hele sin længde på 320 km. Klimaet er tropisk med regnskov langs flodens bredder og savanne længere borte. Økonomien er baseret på turisme samt produktion og eksport af jordnødder. Udstrakte skovområder har måttet vige pladsen for landbrugsarealer til produktion af eksportafgrøden og pga. anvendelsen af træ til madlavning.

 

Folket: Den største befolkningsgruppe i Gambia er mandingaerne (40%). Dernæst følger futa (14%) og ulof (13%), der tilhører den samme stamme samt diulaerne (7%). I det indre af landet lever mindre etniske grupper: bl.a. serahuilis og akus. Hvert år ankommer 5-10.000 landarbejdere fra Mali, Senegal og Guinea-Bissau der deltager i høsten af jordnødder, og efterfølgende atter vender hjem.

Religion: Den overvejende del (ca. 95%) er muslimer. Et lille mindretal dyrker dels afrikanske traditionelle religioner eller er protestanter.

Sprog: Engelsk (officielt); De mest anvendte sprog er mandinga, fulani og ulof.

Politiske partier: Præsidenten Yaya Jammehs parti er Alliancen for patriotisk reorientering og Opbygning (APRC). Partiet for national Forsoning (NRP). Folkets demokratiske organisation for uafhængighed og Socialisme (PDOIS). Det forenede demokratiske Parti (UDP).

Ved valget i 1996 forbød regeringen deltagelsen af partierne PPP, NCP og PPG. Det folkelige progressive Parti (Peoples Progressive Party, PPP), blev dannet i 1960'erne af D. Jawara. Det nationale Konventionsparti (National Convention Party, NCP), blev i 1970'erne afskallet fra PPP. Gambias Folkeparti (Popular Party of Gambia, PPG).

Sociale organisationer: Der findes tre landsorganisationer: Gambias Workers Union (GWU) som er tilknyttet regeringen; Sammenslutningen af handelsfolk i Gambia; Gambias Arbejderunion; Gambias Studenterunion (GAMSU).

Officielt navn: Islamic Republic of The Gambia

Administrativ inddeling: 5 provinser og hovedstaden

Hovedstad: Banjul, 357.000 indb. (2003)

Andre vigtige byer: Serekunda, 200.000 indb.; Brikama, 56.100 indb.; Bakau 50.200 indb. (2000). .

Regering: Adama Barrow er siden januar 2017 præsident. Parlamentet har ét kammer: Deputeretkammeret med 50 medlemmer: 45 valgt ved almindelige valg og 4 udpeget af præsidenten.

Nationaldag: 18. februar (Uafhængighedsdagen, 1965)

Væbnede styrker: 875 (1997)

 

De første indbyggere i Gambiaflodens dal ankom fra det nuværende Senegal. De blev tiltrukket af mulighederne for sejlads og handel langs floden, slog sig ned i hele dens længde og udviklede desuden et subsistenslandbrug.

I det 15. århundrede blev området koloniseret af mandinga folket, der som allieret med imperiet i Mali udøvede sin autoritet i Gambia dalen. Det grundlagde en række kongedømmer, kontrollerede kysthandelen og opnåede en høj økonomisk og kulturel udvikling.

Da portugiserne i 1455 ankom til området medførte det, at handelen gradvist forskubbede sig til Atlanterhavskysten, hvilket medførte at kongedømmerne i det indre af landet der tidligere havde lukreret på denne handel hensygnede. For portugiserne blev Gambia en vigtig udskibningshavn for ædle metaller, og en vigtig enklave på ruten til Fjernøsten som de kontrollerede.

I 1618 solgte den portugisiske krone sine handels- og territorialrettigheder til det britiske imperium, der var i gang med at udvide sin flåde og erobre land i kampen om kolonierne. I samme periode brød konflikten ud mellem England og Frankrig, der kom til at strække sig over de følgende 200 år. Frankrig besad bl.a. nabolandet Senegal. Fra 1644 var Gambia først og fremmest en vigtig enklave for udskibningen af slaver, og de britiske handelsfolk indgik alliancer med høvdingene i det indre af landet om indfangning og salg af slaver.

Gennem det 17. århundrede havde enklaven alene betydning for udskibningen af slaver, som briterne brugte i sine egne kolonier eller solgte i rivaliserende magters kolonier. Storbritannien indskrænkede sig i første omgang derfor til i 1660 at oprette en nødtørftig handelspost i området. Først i det 18. århundrede spidsen konflikten mellem briter og franskmænd om grænsedragningen til.

Det indre af landet var gennem det 19. århundrede præget af religionskrige, der sluttede med landets totale islamisering, og indvandring af muslimer fra andre dele af Afrika. Da kolonimagterne samtidig forbød slaveriet og handelen med slaver, mistede området enhver økonomisk betydning. Slaveriet fortsatte dog i Gambia og blev først forbudt i 1906. Til gengæld fik kolonien allerede i det 19. århundrede strategisk betydning pga. dens placering inde i Senegal, der spillede en central rolle for den franske kontrol over Afrika syd for Sahara.

I 1889 indgik Frankrig og Storbritannien en aftale omkring grænsedragningen mellem deres respektive kolonier. Det garanterede freden i området og medførte, at de andre europæiske kolonimagter anerkendte Storbritanniens overhøjhed i Gambia.

1963-65 Selvstændighed

Landets kolonistatus fortsatte uforandret gennem første halvdel af det 20. århundrede. Det var først i 1963, at landet fra kolonimagten fik en form for administrativ autonomi. Det skete indenfor rammerne af den afkoloniseringsproces, der var sat i gang efter 2. verdenskrig, og som gennem en lang række antikoloniale kampe i andre dele af Afrika og resten af verden, allerede havde skaffet mange stater deres uafhængighed. To år senere fik også Gambia sin uafhængighed og blev optaget i det britiske statssamfund, Commonwealth. Da landet fik sin selvstændighed, blev det hurtig klart, at det pga. sin etniske, kulturelle og økonomiske sammensætning ikke udgjorde en nation i begrebets egentlige betydning.

Landets økonomiske og sociale strukturer forblev uforandret efter uafhængigheden. Det vigtigste eksportprodukt var fortsat jordnødder, samtidig med at de sociale strukturer fortsat var så stærke, at de blev skrevet ind i forfatningen af 1970, der gav 5 af landets høvdinge plads i parlamentet - uden de normale folkevalgte repræsentanter.

Dyrlægen Dawda Jawara grundlagde i 1960'erne Det folkelige progressive Parti (Peoples Progressive Party, PPP), og kom til at dominere landets politik gennem årtiet. Han vandt valget i 1962 men udøvede ikke regeringsmagten pga. et mistillidsvotum fra oppositionen. Han vandt atter engang valget i 1970, da landet erklærede sig for republik og indførte præsidentstyre.

Den afroamerikanske forfatter Alex Haleys bog «Roots» (Rødder) fra 1975 bidrog til at udvikle landet til et vigtigt turistland, men samtidig øgedes narkomisbruget og prostitutionen. Det var en væsentlig del af baggrunden for udviklingen af en organiseret islamisk opposition.

Pga. den sparsomme overvågning af sine grænser er Gambia blevet et vigtigt gennemgangsland for smuglervarer fra Vestafrika. Gennem havnen i Banjul passerer illegalt en betydelig del af Senegals import og landbrugseksport igennem. De tætte økonomiske bånd gjorde, at Sir Dawda Jawaras regering allerede i 1973 accepterede et projekt for union med Senegal

I juli 1981 forsøgte islamiske oppositionelle at vælte Jawara, med det formål at indsætte et revolutionært islamisk regime og bringe regeringskorruptionen til ophør. Oprøret blev slået ned af tropper fra Senegal, der på anmodning fra præsident Dawda invaderede landet. Selv befandt han sig på det tidspunkt i London.

Gennem 1980'erne forværredes økonomien. Tørken førte til fald i eksporten af landbrugsprodukter; arbejdsløsheden steg; afvandringen fra landdistrikterne tog til, og landet blev i stigende grad afhængig af udenlandske lån for at financiere importen af fødevarer.

1982-89 Senegambia

Projektet for sammenlægning med Senegal og dannelsen af føderationen Senegambia eksisterede som idé frem til 1982, men kupforsøget mod Gambias regering medførte, at projektet nu blev realiseret. Senegambia eksisterede formelt fra februar 1982 til slutningen af 1989. Føderationen blev ledet af en sengalesisk præsident, Abdou Diouf, og et ministerråd i samråd med et fællesparlament mellem de to lande. Traktaten beskyttede Dawda Jawara mod mulige interne oprør, og samtidig kunne Senegal gennemføre en mere strikt kontrol over kapitalflugten, som smugleriet medførte. Begge lande bevarede deres individuelle særtræk og interne organisering.

Fra 1985 begyndte Gambia imidlertid at reducere sin deltagelse i aftaler, der skulle styrke forbindelsen mellem de to lande, og Jawara ophørte med at opfylde aftalerne om gensidig militærbistand i Senegals interne eller eksterne konflikter. I slutningen af 1989 underskrev Gambia en aftale om gensidigt forsvar med Nigeria. Gambias formål med aftalen var at sikre sit forsvar, og genvandt dermed den uafhængighed, det havde mistet i føderationen med Senegal. Aftalen med Nigeria indebar i realiteten en opløsning af Senegambia.

Finansministeren annoncerede i finansloven for 1991-92 en forhøjelse på 6% af de offentligt ansatte lønninger, samt en genindførelse af de goder, der var blevet ophævet, da der blev igangsat et strukturelt tilpasningsprogram. Gambia har i forvejen en af verdens højeste rater for børnedødelighed.

I maj 1991 tog Gambia og Senegal et første skridt i retning af udbedring af deres relationer, da de indgik en venskabs- og samarbejdsaftale. Aftalen forudser et årligt møde mellem de landes statschefer og dannelsen af en fælles kommission med de to landes udenrigsministre som formænd.

I 1993 blev landbrugs- og turismesektoren ramt af følgerne af krisen i Europa. Samtidig blev samhandelen med Senegal ramt af en beslutning taget af de Vestafrikanske landes Centralbank om ikke længere at financiere handel i CFA Francs udenfor deltagerlandenes område.

Regeringen i Gambia tog skridt i retning af at åbne en ny etape i den nationale forsoning. Bl.a. gav den amnesti til medlemmer af oprørsbevægelserne, der pressede på for at bringe regimet til fald.

I juli 1994 fjernede et militærkup præsident Dawda Jawara fra magten. Han søgte politisk asyl i Senegal efter først at have søgt tilflugt på et nordamerikansk krigsskib, der besøgte Gambia. Tilstedeværelsen af dette krigsskib i Banjul antydede forbindelsen mellem kupmagerne og USA. Kuppet anført af Yahya Jammeh startede med protester fra soldater, der krævede betaling for deres fredsbevarende indsats i Liberia.

To medlemmer af de Væbnede Styrkers Provisoriske Råd blev arresteret i januar 1995 og anklaget for at forsøge at tilbagegive magten til de civile. I marts arresterede Jammeh desuden den tidligere justitsminister og statsadvokat for at fremme en tilbagevenden til civilt styre. I november udvidede militærjuntaen sikkerhedstyrkernes beføjelser.

Militærregeringen erklærede, at den ville afholde parlaments- og præsidentvalg i juni 1996. Alligevel blev udskrivningen opgivet. Efter en folkeafstemning i august blev der vedtaget en ny forfatning. Jammeh karakteriserede dette skridt som det første skridt på vejen til reetablering af det civile politiske liv. Indtil da havde han været chef for de Væbnede Styrkers Militærregering, og i september lod han sig vælge som landets 2. folkevalgte præsident.

I august 1997 hævede regeringen de sidste restriktioner over det politiske liv, der havde været i kraft siden militærkuppet i 1994. I marts 1998 reducerede Jammeh antallet af medlemmer i sit kabinet. Samtidig blev landet valgt som ikke-permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd.

Tilbageholdelsen af muslimske ledere blev stadig hyppigere gennem 1998. I august rejste Jammeh til Mauretanien til et møde med præsident Moaouia Ould Sidi Mohammed Taya, for at «finde en løsning på den konflikt der i to måneder havde hærget Guinea-Bissau».

I maj 1999 beskyldte oppositionspolitikeren Ousainou Darboe fra UDP, regeringen for at arrestere partiets medlemmer og for at opretholde et «løgnagtigt» demokrati. Den 9. juni anklagede Jammeh de vestlige donorlande for at betinge deres bistand af overholdelse af menneskerettighederne og demokratiet. Nogle dage senere mødtes ledere fra Casamance, Senegal i Gambia for at udarbejde en fælles strategi for fredsforhandlingerne i Senegal.

Den 25. september anklagede Jammeh i FN's generalforsamling verdensorganisationen for dens «langsommelighed og manglende ansvarlighed overfor de konflikter, der hærger Afrika». En måned senere kritiserede Presseunionen et nyt «regeringsskridt til regulering af pressefriheden». Regeringen ønskede årlige gennemgange på redaktionerne, og informationsministeren truede samtidig pressen med at trække dens tilladelser tilbage. I januar 2000 afværgede sikkerhedsstyrker et «forsøg på statskup», og tilbageholdt 2 officerer - oprørets formodede bagmænd.

Sammen med 44 andre lande - overvejende afrikanske - mistede Gambia den 2. februar 2000 retten til at stemme i FN's Generalforsamling - «pga. manglende betalinger til verdensorganisationen».

Sammenslutningen af stater i Sahel-Sahara (Comessa) mødtes i Chad den 5. februar, hvor de optog Gambia, Senegal og Djibouti som nye medlemmer af organisationen. De 11 medlemslande blev enige om «ikke at gribe ind i andre medlemslandes indre anliggender, ikke stille territorium til rådighed for modstandere af et andet medlemsland, og ikke at støtte modstandskræfter i nogle af de andre medlemslande».

Den 11. april stødte studenter og politi sammen i Banjuls gader, og studenterne fordømte, at «de blev udsat for illegale tilbageholdelser». 6 personer blev dræbt under sammenstødene, og politiet blev sat i højeste alarmberedskab. Det Internationale røde Kors fordømte, at en af deres medarbejdere var blevet skudt, trods det at han tydeligt var identificerbar.

Da præsidentvalget nærmede sig i efteråret 2001 besluttede præsidenten at ophæve forbuddet mod politiske partier. Jammeh vandt valget, der blev godkendt af internationale observatører. Nogle måneder senere da hans parti APRC vandt valget overvældende, blev han dog udsat for stærke anklager for valgsvindel fra oppositionens side. Landet opfylder endnu ikke de internationale standarder for menneskerettigheder. Journalister arresteres fortsat, der gennemføres summariske henrettelser og foretages indskrænkninger i ytringsfriheden.

I maj 2002 vedtog parlamentet en lov om massemedier, der krænkede forfatningen fra 1997. Med loven oprettes en styrelse, hvor alle journalister skal være registreret, de skal afsløre deres kilder og kan idømmes bøder, hvis de skriver «ikke autoriserede» artikler, og aviser kan lukkes, hvis de ikke følger den nye lovgivning.

I december 2003 oprulledes en skandale, de blev kendt som «Babagate». Baba Jobe der var medlem af regeringspartiet APRC og gammel ven af præsident Jammeh blev arresteret, anklaget for pengevask og bedrageri. Jobe var formand for «Projektet for udvikling af Ungdommen». Et aktiveringsprojekt der arbejdede i importsektoren. Projektet betalte imidlertid aldrig importtold til Gambias Havnemyndighed for importen af ris. Da projektet skyldte 2 mio. US$, krævede Havnemyndigheden beløbet indbetalt, og Jobe udskrev falske checks.

Den 23. januar 2004 blev 5 højtstående ansatte i Nationalbanken anklaget for en række økonomiske forbrydelser mod staten. I 2002-03 havde banken modtaget næsten 9 mio. Schweizer Francs, der skulle bruges til stabilisering af den gambianske dalasi. Stabiliseringsoperationen skulle være gennemført på 2 dage, men trak ud i 2 år. I denne periode blev 4 virksomheder financieret ved illegale kontrakter, udformet af de anklagede, og hovedaktionæren i 2 af virksomhederne var Baba Jobe.

I februar erklærede Jammeh i en TV tale at: «Jeg er glad for at kunne fortælle, at der er fundet olie i Gambia». Iflg. Jammeh var der gennemført en komplet undersøgelse af olieforekomster til havs og til lands i Gambia, og disse havde vist at der var «olie tilstede i store mængder». Jammeh tilføjede, at på basis af undersøgelsen indenfor kort ville blive gennemført «eksperimenter» i olieområderne. Gambia har aktuelt ikke nogen olieindustri eller erfaring indenfor dette område. Siden 1999 har den australske virksomhed Fusion Oil været den drivende i efterforskningen efter olie i Gambia. Alligevel erklærede en talsmand for virksomheden at den i 2003 overdrog sine rettigheder til Gambias regering. Regeringen erklærer på sit WEB site, at den søger at tiltrække investorer til olieefterforskning og at «regeringen indsamler og behandler seismiske data, der vil være relevante for olieselskaber og andre interesserede».

I august fandt der et nyt attentatforsøg sted mod den britiske journalist, Ebrahima Sillah. Hans hus blev stukket i brand og fik alvorlige skader. I de foregående måneder var avisen The Independents kontorer to gange blevet forsøgt stukket i brand. Trods andre forsøg de foregående måneder på angreb på de uafhængige medier i landet, havde politiet ikke indledt nogen efterforskning af hændelserne. Iflg. Journalister uden Grænser er der tale om en regeringskampagne mod den uafhængige presse. Gambias Presseunion (GPU) der organiserer landets uafhængige journalister modtog et anonymt brev, hvor de uafhængige medier blev beskyldt for at kritisere Jammeh og for at være «agenter for Vesten». I december blev journalisten Deida Hydara dræbt af skud. Han var medindehaver af avisen the Point og korrespondent for et udenlandsk bureau.

I februar 2005 besøgte Jammeh Brasilien, hvor de to lande underskrev en række samarbejdsaftaler, deriblandt at det brasilianske olieselskab Petrobras skal bistå Gambia med udnyttelsen af oliekilderne opdaget i 2004.

I marts 2006 bleven række civil- og militærpersoner arresteret, mistænkt for deltagelse i et statskup under ledelse af generalstabschef Mbure Cham, der iflg. regeringen var undsluppet til Senegal. Blandt de arresterede fandtes den tidligere cheffor efterretningsvæsenet, Abdulaye Kujaby, og den tidligere finansminister, Alieu Jobe. Præsident Jammeh var nødt til at vende hjem fra et statsbesøg i Mauretanien.

Jammeh stillede i 2006 op til en tredje periode som præsident ved valget i september. Han vandt det med 67,3% af stemmerne. Hans modkandidat, Ousainou Darboe fik 26,7% af stemmerne og kritiserede Jammeh for valgsvindel, for trusler modvælgere og for ikke at gennemføre et fair valg.

Jammeh erklærede i januar 2007 at han havde udviklet en kur baseret på urtemedicin, der angiveligt kunne kurrere HIV/AIDS og astma. Chefen for UNDP's kontor i landet, Fadzai Gwaradzimba blev efterfølgende smidt ud efter hun havde udtrykt tvivl om værdien af præsidentens medicin, og sagt at den direkte kunne være farlig.

Præsident Jammeh kritiserede i juli 2007 hvad han opfattede som forsøgene på at etablere en afrikansk enhedsregering: «Nogle forsøger at opkaste sig til afrikansk enehersker, men Gambia lader sig ikke kolonisere to gange», erklærede Jammeh uden nærmere at ville specificere hvad han hentydede til.

I maj 2008 erklærede præsidenten åben krig mod homoseksuelle og sagde at han ville gennemføre lovgivning der var skrappere end i Iran. Han erklærede videre at han ville «skære» hovedet af enhver bøsse eller lesbisk i landet, og under et møde i Tallinding gav han landets homoseksuelle et «sidste ultimatum» om at forlade landet eller blive dræbt. Jammeh fortsatte sin hidsige retorik, da han i september 2013 talte til FN's Generalforsamling i New York. I februar 2014 talte han om at bekæmpe homoseksualitet på samme måde som landet bekæmpede malaria.

I marts 2009 rapporterede Amnesty International at statsligt sponsorerede heksedoktorer havde indfanget omkring 1000 gambianere, der blev anklaget for hekse- og trolddomskunst. De blev bragt til interneringscentre, hvor de blev tvunget til at drikke en giftig cocktail. New York Times berettede 2 måneder senere, at heksejagten var startet af præsident Jammeh selv, der mente at hans tantes død nogle måneder tidligere skyldtes trolddom.

Under NATO's krig mod Libyen i foråret og sommeren 2011 var Gambia dert første afrikanske land, der anerkendte det Nationale Overgangsråd som statens legitime repræsentant. Året inden havde Gambia afbrudt de diplomatiske forbindelser med Iran, efter en «mystisk våbenforsendelse» var blevet opbragt i Nigeria.

Præsidentvalget i november 2011 blev vundet af Jammeh med 72% af stemmerne. Han kunne dermed indlede sin 4. præsidentperiode. Valget blev overvåget af observatører fra den Afrikanske Union (AU), EU, Organisation of Islamic Cooperation og Commonwealth. AU betegnede valget som frit og retfærdigt. ECOWAS sendte ikke nogen observatører og henviset til at: «de elektroniske medier er under fuldstændig kontrol af regeringspartiet og både opposition og vælgerkorps lider under undertrykkelse og intimidering».

Efter et moratorium på næsten 30 år henrettede Gambia i august 2012 uden foregående varsel 9 dødsdømte ved skydning - heraf 2 senegalesiske statsborgere. I oktober stadfæstede højesteret dødsdommene for forræderi over 7 mænd, der i 2010 var blevet dømt for «planer om at omstyrte regeringen». Internationale observatører blev hindret adgang til retsalen. Ved udgangen af året sad der 36 på dødsgangen i landets fængsler. I august havde udenrigsminister Mambury Njie været imod fuldbyrdelsen af dødsstraffen over de 9. Han blev øjeblikkelig afskediget og i oktober arresteret af sikkerhedspolitiet for «økonomiske forbrydelser».

Gambias indenrigsminister meddelte i en TV tale i oktober 2013 at landet med øjeblikkelig virkning meldte sig ud af det britiske Commonwealth. Det ønskede ikke længere at være medlem af en neo-kolonial institution. Det var første gang siden 2003 hvor Zimbabwe forlod statssamfundet at en tidligere koloni meldte sig ud.

Den 14. november 2013 anerkendte Gambia Kina. Taiwan afbrød som svar de diplomatiske forbindelser med Gambia 4 dage senere.

Præsident Jammeh underskrev i oktober 2014 en ny lov om «forværret homoseksualitet» med en straframme på op til livstid. Loven var meget vagt formuleret og kunne i realiteten anvendes mod alle virkelige eller formodede LGBT personer. Loven udløste international fordømmelse. Det var Jammeh ligeglad med. I maj 2015 udtalte han på et offentligt møde: «Hvis de gør det (i Gambia), så skærer jeg halsen over på dem. Hvis du er en mand og ønsker at blive gift med en anden mand i vores land og vi får fat på dig, så vil der aldrig være nogen der får dig at se igen, og ingen hvide vil kunne ændre på det». Truslerne udløste nye internationale fordømmelser.

Menneskerettighedssituationen er fortsat usikker. Efterretningsvæsenet, hæren, politiet og præsidentens egne sikkerhedsstyrker - de såkaldte «Ninjas» - arresterer rutinemæssigt medlemmer af oppositionen, menneskerettighedsaktiviter, journalister og tidligere sikkerhedsansatte. Tortur og mishandling er udbredt.

I december 2014 forsøgte en gruppe gambianske soldater og officerer under ledelse af oberstløjtnant Lamin Sanneh og financieret af en millionær fra USA at gennemføre militærkup. Oberstløjtnant Sanneh var frem til 2013 leder af præsidentgarden, men blev da afsat af præsident Jammeh. Sanneh flygtede til USA, tog kontakt til andre eksil-gambianere og søgte støtte hos en gambiansk millionær der indvilgede i at financiere kuppet. Gruppen kom ind i Gambia fra Senegal og gik den 30. december til angreb på præsidentpaladset mens Jammeh var ude af landet. Kupforsøget blev hurtigt nedkæmpet og de fleste dræbt. Kupforsøget medførte en optrapning af undertrykkelsen i landet. I januar blev snesevis af personer der var knyttet til andre der blev anklaget for at have forbindelse til kupforsøget arresteret og underkastet tortur. Først 6 måneder senere blev de løsladt uden at blive sigtet. I februar 2015 afviste Jammeh internationale opfordringer fra bl.a. det afrikanske menneskerettighedsråd om at lade en uafhængig undersøgelse af kupforsøget gennemføre. I april afviste landet at opfylde 78 ud af 171 anbefalinger fra det regelmæssige menneskerettighedseftersyn i FN's Menneskerettighedsråd. I juni udviste han EU's Chargée d’Affaires med 72 timers varsel og uden begrundelse.

I december 2015 erklærede Jammeh landet for en islamisk republik som en yderligere distancering fra landets kolonifortid. Oppositionen erklærede at det var i strid med forfatningen, men landets medier begyndte derefter at referere til landet som islamisk republik.

I april 2016 tævede sikkerhedsstyrkerne den fremtrædende oppositionsleder Solo Sandeng til døde, mens han var i deres varetægt. Under de efterfølgende fredelige demonstrationer mod drabet blev over 90 medlemmer af UDP arresteret og 30 efterfølgende idømt 3 års fængsel. Deriblandt UDP's ledelse.

I november meddelte landet FN's generalsekretær, at Gambia trak sig ud af ICC med virkning fra november 2017.

2016 Exit Jammeh

Oppositionen vandt i december 2016 præsidentvalget med Adama Barrow som kandidat. Han fik 43,3% af stemmerne mod 39,6% til Jammeh. Jammeh anerkendte umiddelbart sit nederlag, 19 fængslede oppositionspolitikere blev løsladt og landet var i feststemning. Men 8 dage efter afstemningen ombestemte Jammeh sig og krævede at der blev gennemført et nyt valg. Beslutningen blev skarpt kritiseret af fagbevægelsen, advokatrådet, ECOWAS, AU og FN's Sikkerhedsråd. Det fik ikke Jammeh til at ændre holdning, og den 19. januar 2017 sendte ECOWAS en styrke på 7000 mand ind i Gambia for at fjerne Jammeh. Samme dag blev Adama Barrow indsat som præsident på Gambias ambassade i Senegal. Han var en måned inden gået i eksil af frygt for sit liv. Den 21. januar indvilgede Jammeh i at trække sig og gå i eksil, og den 26. januar kunne Barrow vende tilbage som præsident. Pga. ustabilitet i landet forblev ECOWAS styrken. Det kom i april til væbnet sammenstød med soldater loyale overfor Jammeh og i juni blev en civil dræbt og 8 såret under en demonstration mod de mange ECOWAS soldater i landet.

Barrow lovede at omgøre landets udtræden af ICC. I januar 2018 genindtrådte landet i Commomwealth.

I januar-februar 2020 krævede en protestbevægelse, at præsidenten trådte tilbage. Det kom til voldelige sammenstød og Barrow endte med at forbyde bevægelsen

Barrow genvandt præsidentvalget med 53,2% af stemmerne i december 2021.

Guia del Mundo