Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det britiske statssamfund (engelsk: Commonwealth of Nations) er en sammenslutning af kolonimagten Storbritannien, en række tidligere britiske kolonier, og områder der fortsat er under britisk styre eller under administration af andre medlemmer af statssamfundet.

Selvstyre for de «hvide» kolonier

De nordamerikanske koloniers løsrivelse fra den britiske krone og oprettelsen af USA som selvstændig stat førte til en omvurdering af de «hvide» koloniers stilling indenfor det britiske imperie. De hvide settlere i kolonierne krævede større selvstyre. Dette førte til, at den britiske regering godkendte en rapport, udarbejdet af generalguvernøren i Canada, som anbefalede større selvstyre for de Canadiske provinser. Denne ordning blev indført i Canada i 1859, og senere også i Australien og New Zealand. Samtidig med at det britiske imperie underlagde sig store dele af Afrika og Asien som kolonier i sidste halvdel af 1800 tallet, fik de ældre «hvide» kolonier et stadig mere udstrakt selvstyre og en mere uafhængig stilling i forhold til kolonimagten. På samme tid som de europæiske kolonimagter delte Afrika imellem sig, blev den første imperiekonference i 1887 afholdt mellem Storbritannien og de «hvide» kolonier.

På imperiekonferencen i 1917 blev det vedtaget, at «dominions», dvs. de «hvide» kolonier, skulle være selvstyrende enheder indenfor Det britiske Statssamfund. Baggrunden for denne vedtagelse var bl.a., at den britiske regering ved krigsudbruddet i 1914 erklærede, at Det britiske Statssamfund var i krig med Tyskland, og dette blev accepteret af samtlige dominions. Øget selvstyre blev belønningen for opbakningen bag det gamle imperie. Dominions stillede også styrker til rådighed for imperiet: Canada stillede 640.000 mand, Australien 417.000, New Zealand 220.000 og Sydafrika, der havde fået dominionstatus i 1910, stillede 136.000. (Også de øvrige britiske kolonier skaffede «moderlandet» vigtige ressourcer til krigsføringen. Indien stillede alene 1,4 millioner soldater, lige så mange som de «hvide» dominions tilsammen, uden at dette førte til nogen ændring i Indiens kolonistatus.)

Efter at loven om selvstyre for Irland (home rule) blev vedtaget af det britiske parlamentet i 1920, blev den irske fristat (senere Den irske Republik)  i 1922 en dominion indenfor Statssamfundet. De seks dominions: Canada, Australien, New Zealand, New Foundland (der blev canadisk provins i 1933), Sydafrika og Irland fik stadig udstrakt selvstyre. Statssamfundet blev delt mellem Storbritannien og de seks dominions som ligeværdige partnere, og resten af det britiske imperie som områder direkte underlagt Storbritannien - en deling mellem de hvide og de farvede stater i Statssamfundet.

I Westminster-statutterne fra 1931 blev det præciseret, at en lov vedtaget af det britiske parlamentet ikke skulle gælde for dominions, uden at den blev vedtaget af disse staters egne parlamenter, og samtidig blev navnet på Statssamfundet ændret til Commonwealth of Nations (Statssamfundet af Nationer). Under den 2. verdenskrig bakkede samtlige dominions igen op bag Storbritanniens krigsføring - med undtagelse af Irland der forholdt sig neutralt. Kolonierne blev i langt højere grad end under 1. verdenskrig mobiliseret. Indien alene stillede med 2 1/4 million soldater.

Afkolonisering

Storbritanniens svækkelse efter krigen og befrielseskampen i flere af kolonierne, førte til at Indien - «kronjuvelen i det britiske Imperie» - blev selvstændig og delt i to stater, Indien og Pakistan, i 1947.

Begge stater blev medlemmer af Statssamfundet som dominions. Dermed var racegrænserne indenfor Statssamfundet sprængt, og efterhånden som frigørelsesbestræbelserne i kolonierne tog fart, øgedes antallet af ikke-hvide dominions: Ceylon (nu Sri Lanka) 1948, Ghana og Malaya 1957 og den lange række af tidligere kolonier fra 1960 og fremad. Samtlige dominions anerkendte den britiske monark som statsoverhovede. Men efter Indien besluttede at indføre republikansk statstype, blev dette spørgsmål drøftet på Statssamfundskonferencen i 1949, og løsningen blev, at medlemslandene fra da af var frit stillede i valget af statstype og statsoverhovede. Den britiske monark blev nu alene anerkendt som det symbolske overhovede for Statssamfundet som helhed.

Statssamfundet i dag

Statssamfundet har i dag 35 medlemslande med et samlet indbyggertal (1988) på omkring 1500 millioner mennesker (se oversigten nedenfor over medlemslandene). Flere tidligere britiske kolonier har valgt at stå udenfor Statssamfundet efter at de blev selvstændige stater. Det gælder bl.a. Myanmar (1948), Sudan (1956), Maldiverne (1965) og Sydyemen (1967).

Det første land der trak sig ud af Statssamfundet var Den irske Republik (1949). Senere trak Sydafrika sig i 1961 ud i protest mod den kritik, landets raceundertrykkelse rejste i andre Statssamfundslande. Pakistan trak sig ud i 1972 i protest mod anerkendelsen af Bangladesh (tidligere Østpakistan).

Tidligere var de såkaldte Statssamfundspræferencer af stor økonomisk betydning for mange Statssamfundslande, og disse præferencer bidrog også til, at en stor del af medlemslandenes udenrigshandel var med andre Statssamfundslande. Disse præferencer gav varer fra Statssamfundslande fri og til tider endog subventioneret adgang til markederne i andre medlemslande. Statssamfundspræferencerne er gradvis blevet afskaffet efter Storbritannien blev medlem af EF, og de øvrige Statssamfundslande har i vid udstrækning fået handelsaftaler eller andre ordninger med EF. (Statssamfundspræferencerne omfattede også Sydafrika, Namibia, Den irske Republik og Myanmar).

Flertallet af Statssamfundets medlemslande tilhører i dag den såkaldte «tredje verden». I 1950 lancerede Statssamfundet Colomboplanen, der havde til formål at forbedre økonomien i de mindst udviklede Statssamfundslande. Udviklingssamarbejdet indenfor Statssamfundet sker i dag i første række på områder som teknisk udvikling, landbrugsudvikling, sundhed, uddannelse og forskning. Det militære samarbejde indenfor Statssamfundet er trappet kraftigt ned. Ikke mindst efter Storbritannien nedlagde sine oversøiske baser øst for Suez. Regeringslederne i Statssamfundslandene mødes regelmæssigt til de såkaldte Statssamfundskonferencer, som efter tur holdes i medlemsstaternes hovedstæder. I 1965 blev der oprettet et Statssamfundssekretariat i London. Det har ansvaret for at koordinere samarbejdet mellem medlemslandene og for forberedningen af Statssamfundskonferencer og andre møder indenfor Statssamfundets rammer.

De diplomatiske forbindelser mellem Statssamfundslandene varetages af højkommissariater og højkommissærer, som har samme rang og status som ambassader og ambassadører i forholdet mellem andre stater. Statssamfundslandene har ingen fælles bindende udenrigspolitik, og har i flere vigtige spørgsmål været stærkt splittet. Men trods uenighed og trods det at enkelte Statssamfundslande i perioder ikke har haft diplomatiske forbindelser med hinanden, har hidtil kun tre medlemslande valgt at forlade Statssamfundet.

Det tidligere mandatområde Tanganyika blev selvstændig stat og medlem af Statssamfundet i 1961. Zanzibar blev selvstændig i 1963, og efter sammenslutningen Tanganyika og Zanzibar blev Den forenede Republik Tanzania medlem af Statssamfundet i 1964. Forbundsstaten og kongedømmet Malaya blev selvstændig stat og medlem af Statssamfundet i 1957 og udvidet til forbundsstaten Malaysia 1963. (Singapore trak sig ud af Malaysia og blev selvstændigt medlem i 1965).

Vest-Samoa blev selvstændig stat i 1962, men søgte først senere om medlemskab af   Statssamfundet.

K.So.