 |
|
 | ||||||||||||||
Størstedelen af landet er højslette beliggende 350 meter over havets overflade. Den nordlige del er dækket af ørken og den sydlige er savanne. Der findes forekomster af uran, jern, tin og muligvis olie. 80% af landets befolkning bor i landområder. I de centrale dele er nomadekulturen udbredt, og i syd dyrkes der jordnødder, ris og bomuld. 85% af landets energibehov dækkes af træ. Landet er præget af ørkenens stadige spredning, og samtidig finder der en betydelig erosion sted som følge af kraftige vinde. Luft- og vandforurening forekommer primært i de større bymæssige bebyggelser.
Autoritært regime, støttet af Frankrig og USA, der bruger landet som knudepunkt for sin krigsførelse i Sahel.
Folket: Landets centrale egne er overvejende beboet af berberfolk som tuareger, peules, tubats og fulanis. De sydlige egne er beboet af vestafrikanske folkeslag som hausaer, djermaer (zarmaer), songais og kamurier.
Religion: Overvejende islamisk. I syd praktiseres traditionelle afrikanske kulter og der findes en lille kristen minoritet.
Sprog: Fransk (officiel) samt oprindelige afrikanske sprog.
Politiske partier: Den nationale bevægelse for samfundet i Udvikling (MNSD) er regeringsparti. Det sociale og demokratiske Konvent (CDS). Nigers parti for demokrati og Socialisme. Alliancen for demokrati og Fremskridt (AFC) er en alliance bestående af 9 oppositionspartier.
Sociale organisationer: Unionen af fagforeninger for arbejdere i Niger er landets eneste landsorganisation.
Officielt navn: République du Niger
Administrativ inddeling: 7 departementer
Hovedstad: Niamey, 774.000 indb. (2006)
Andre vigtige byer: Zinder, 185.100 indb.; Maradi, 172.900 indb.; Tahoua, 87.700 indb. (2000)
Regering: Mohamed Bazoum er siden april 2021 landets præsident. Ouhoumoudou Mahamadou, premierminister siden april 2021. Parlamentet har 171 medlemmer.
Nationaldag: 3. august (Uafhængighed, 1960)
Væbnede styrker: 5.300 (1996)
Paramilitære styrker: 5.400 (Gendarmeri, Republikanergarde, Nationalt Politi)
I Nigers nuværende territorium er der fundet fossiler der viser, at det var befolket fra de fjerneste forhistoriske tider. Senere blev det ligesom andre stater i regionen beboet af forskellige nomade- og handelsfolk. Nok-imperiet havde sit højdepunkt i det nuværende Nigeria fra det 15. århundrede f.v.t. til det 5. århundrede e.v.t. Det gjorde sin indflydelse gældende i denne nærliggende region. Siden da er Niger blevet kontrolleret af forskellige kongeriger, imperier og bystater i området.
I det 7. århundrede kom den vestlige del til at høre under Shongai imperiet, som Berberne skabte (se Guinea), og som fra det 11. århundrede blev en vigtig kilde til udbredelsen af Islam. Fra det 14. til det 19. århundrede indgik den østlige del af området i staten Kanem-Bornú, der blev grundlagt af Kurani'erne i det 8. århundrede (se Chad). Mod syd blomstrede i mellemtiden Haussa-staterne (se Nigeria), som i det 19. århundrede blev erobret af Fulani'erne.
I løbet af det 19. århundrede koloniserede franskmændene territoriet og dominerede – ved hjælp af våben eller igennem aftaler – de forskellige kongeriger som sameksisterede i området. I 1922 blev Niger formelt en fransk koloni. De traditionelle subsistensafgrøder blev erstattet af jordnødder og bomuld til eksport, og for indbyggerne blev manglen på fødevarer en daglig virkelighed.
Under den generelle afkolonisering i 1950'erne fik Niger sin egen uafhængighedsbevægelse, ledet af Hamani Diori. I 1960 godkendtes den første forfatning, og Niger bliver en uafhængig stat.
Da de koloniale bånd brast, var Niger det fattigste land i det franske Vestafrika med 80% af befolkningen bosat i landområder, med tilbagevendende tørkeperioder, eroderet jord og en befolkningseksplosion som truede landbruget og miljøet.
Ved den nye republiks første valg valgtes Hamani Diori fra Det Progressive Parti. Han besejrede partiet Sawala («frigørelse») ledet af Djibo Bakari. Den nye regering opretholdt nære økonomiske og politiske forbindelser med Frankrig, og tolererede endda at dets tropper opholdt sig på Nigers territorium. I sine første år som præsident forbød Diori Sawala partiet, og dets leder Bakari måtte gå i eksil. Dioris regering blev beskyldt for at være korrupt og for at undertrykke den stadig mere talrige politiske opposition.
I begyndelsen af 1970'erne hærgedes hele Sahel-området af tørke, hvilket medførte, at hæren i Niger måtte uddele fødevarer til landbefolkningen, og derved kom til at opleve denne sektors behov. Den 13. april 1974 tog militæret derfor magten, og præsidentembedet overgik til oberstløjtnant Seyni Kuntché. Hans første skridt havde til formål at fastsætte priser på landbrugsprodukter, øge lønningerne, bremse nepotismen, omdirigere investeringer og planlægge aktiviteter indenfor uddannelse og hygiejne. Man ønskede at udnytte grundvandet, og produktionskollektiver blev støttet.
Den nye regering forsøgte at etablere organisatoriske rammer for ungdommen – udvikling af «samarias», en traditionel form for social gruppering – for at udvikle den savnede politisk basis. Regeringen udviste atter Djibo Bakari, som var vendt tilbage fra eksilet for at støtte regimet, og underskrev bilaterale traktater med Frankrig, hvor neokolonialismen orienterer sig mere mod udnyttelsen af undergrunden end mod de traditionelle produkter. Traktaterne udvidedes i 1977.
Igennem 1970'erne oplevede landet en økonomisk fremgang, der især skyldtes de stigende internationale priser på uran, som Niger er verdens fjerdestørste producent af. Dette mineral udgjorde 90% af eksporten i 1980, da det såkaldte mirakel ophørte.
Udlandsgælden var i 1977 207 millioner US$. Den var i 1983 steget til 1 milliard $, hvilket tvang Kuntché til dette år at iværksætte et strukturtilpasningsprogram ledet af Den internationale Valutafond (IMF) i håb om et økonomisk opsving. De fordelagtige priser vendte imidlertid ikke tilbage, og desuden forværredes tørken i Sahel i 1984-85. Regeringen stod også overfor politiske udfordringer i 1983: dels modstod den et kupforsøg fra tidligere medlemmer af det hemmelige politi, dels bekæmpede den Tuareg-folkets guerilla, som havde startet en oprørsbevægelse nordpå.
Den økonomiske krise skærpedes med lukningen af grænsen til Nigeria fra april 1984 til marts 1986, som hindrede færdslen med kvæg og lastbiler med fødevarer. Beslutningen om grænselukningen kom fra Nigeria, der ønskede at gennemføre en valutajustering. I 1985 blev brændstof dog undtaget fra lukningen.
Situationen forbedredes ikke i 1985: prisen på uran faldt 4% og der manglede 400.000 tons korn for at dække landets behov; udlandsgælden steg fortsat, og stigende betalinger af renter og afdrag krævede stadig større mængder valuta.
I 1986 forsøgte regeringen sig med en ændret politik. Men samme år fik General Kuntché en hjerneblødning, og døde 11 måneder senere på et militærhospital i Paris. Det Højeste militære Råd udpegede Ali Seibou som efterfølger. Nogle af hans første træk var udpegningen af 10 nye ministre, og erklæring af en amnesti der tillod eksilerede at vende tilbage. Eksillederne Djibo Bakari og Hamani Diori blev således atter en del af det politiske liv. Diori døde dog i Marokko i april 1989.
I 1988 stod Seibou overfor en aktion, hvor 3000 studenter i 22 dage nægtede at deltage i undervisningen, og til sidst fik deres krav opfyldt.
Den 2. august 1988 dannedes enhedspartiet «Den nationale bevægelse for samfundet i Udvikling», mens et «Nationalt Udviklingsråd» forberedte en ny forfatning. Den blev sat til folkeafstemning og godkendt i 1989, og i december samme år valgtes Seibou til republikkens præsident ved almindelig stemmeret, i de første valg gennemført siden uafhængigheden i 1960.
Tørken i Sahelområdet medførte, at regeringen var særlig opmærksom på landbrugsproduktionen og på befolkningen på landet, der udgjorde 80% af befolkningen. I perioden 1980-90 gik 32% af statsbudgettet til udvikling af landbruget. En vigtig faktor i denne proces var, at 98% af husmødrene anvendte brænde til madlavning. Sammenholdt med den vedvarende skovrydning og tilbagevendende tørke skabte brændets næsten eneherskende anvendelse som folkelig energikilde bekymrende miljømæssige perspektiver. Som svar herpå arbejdede regeringen for installation af solpaneler og vindenergi, fremmede udviklingen af elektricitetsforsyning og af fremstillingen af økonomiske komfurer med mindre energiforbrug. For at begrænse det høje forbrug af brænde agtede regeringen at seksdoble afgiften på skovhugst.
Som nyvalgt præsident drog Seibou fordel af en kortvarig gunstig udvikling i økonomien, som skyldtes et overskud på 200.000 tons korn i 1989. Ali Seibou ønskede at forene sit projekt om et enhedsparti, der skulle være i stand til at sammenfatte de forskellige tendenser som fandtes i landet, med sine løfter om en reel demokratisering. Gennem 1990 viste den politiske opposition blandt såvel arbejdere som studenter sig meget aktiv. Udover krav om løn og uddannelsesreformer, kom kravet om et flerpartisystem til udtryk igennem store strejker og demonstrationer, der mødte hård undertrykkelse fra politiets side.
I 1990 faldt landets landbrugsproduktion med over 70%. Befolkningen voksede med 3% om året, men fødevareproduktionen voksede med knap 1% - på trods af en fordobling af det opdyrkede område. Jordens ressourcer er udtømte og frugtbarheden er gået tabt på grund af mangel på fosfor og kvælstof.
Regeringen iværksatte et strukturtilpasningsprogram påtvunget af IMF, som omfattede to års fastfrysning af lønnen for offentligt ansatte. Som reaktion gennemførte arbejdere og bønder nye strejker og demonstrationer. Imod slutningen af 1990 påtog Seibou sig offentligt den forpligtelse at føre landet imod et demokratisk system med accept af eksistensen af flere politiske partier, og skabte til det formål den «Nationale Konference» med den opgave at regulere de politiske forandringer.
Efter 4 måneders arbejde besluttede den Nationale Konference at danne en overgangsregering med en premierminister, Amadou Cheffou, som leder. André Salifou blev udnævnt til præsident for Republikkens øverste Råd, det lovgivende organ i denne fase. Aldrig tidligere havde landets situation været så kritisk: staten slog revner, der var ingen ressourcer afsat til at betale de offentlige funktionærers løn, og studenterne modtog ikke deres studiestøtte.
Den økonomiske katastrofe, med påfølgende social krise, forklaredes også delvis ved de kraftige prisfald på uran. I 1989 havde prisen været 30.000 francs pr kilo, mens den i 1991 var faldet til 19.000 francs.
I februar 1992 greb Tuareg-guerillaen atter til våben imod regeringen. I december blev den nye forfatning godkendt ved en folkeafstemning med 90% af stemmerne, men to måneder senere blev regeringspartiet besejret af oppositionen ved parlamentsvalg.
I april 1993 blev Mahamane Ousmane Nigers første præsident med 55,4% af stemmerne i anden valgrunde. Arbejdet med at nå til en aftale som kunne afslutte Tuareg-guerillaens oprør i den nordlige del af landet fortsatte gennem hele året og en stor del af 1994.
Kampene fortsatte. I maj 1994 døde 40 personer fra oprørernes og regeringens styrker. Det førte til, at der blev indgået en aftale imellem den vigtigste guerillagruppe, «Koordination af den væbnede Modstand», og regeringen. I juni accepterede regeringen at bevilge selvstyre til en del af landet reserveret til omkring 750.000 Tuareger.
Under studenteraktioner der blandt andet krævede udbetaling af studiestøtte som de studerende havde til gode, arresterede regeringen 91 medlemmer af oppositionen. I september trådte premierminister Mahamadou Issoufou tilbage, efter at hans politiske gruppe, «Nigers parti for demokrati og Socialisme», trak sig fra regeringskoalitionen, som dermed stod uden absolut flertal i parlamentet.
I januar 1995 vandt en oppositionskoalition valget til den lovgivende forsamling, og erstattede øjeblikkelig premierminister Boubacar Cissé Amadou med Hama Amadou. Denne bebudede som sin første forholdsregel et program for økonomisk opstramning, og opnåede en aftale om betaling af de forsinkede lønninger til de offentligt ansatte.
Spændingen mellem den nye regering og præsidenten voksede støt. I januar 1996 fremtvang et statskup Ousmanes fald, og erstattede ham med et «Råd til nationens Frelse» ledet af oberst Ibrahim Bare Mainassara, som udpegede Boukary Adji til premierminister. I juli valgtes Mainassara til præsident med 52% af stemmerne. Den nye «stærke mand» opløste Den uafhængige nationale Valgkomission, hvilket førte til, at de vigtigste oppositionspartier boykottede valget til lovgivende forsamling i november. I december udnævntes - i kraft af Mainassaras tilhængeres sejr - Boubacar Cissé til ny premierminister.
I oktober 1997 fængsledes Ali Sabo - koordinator for aktiviteterne i «Fronten til genopbygning og forsvar af Demokratiet» som omfattede otte oppositionspartier - for fjendtlige udtalelser imod Mainassara. I november 1997 udpegedes Ibrahim Hassane som premierminister i stedet for Cissé. En måned senere blev der i Algeriet indgået en våbenhvileaftale mellem regeringen og Tuareg-guerillaen.
I begyndelsen af 1998 beordrede Mainassara tilbageholdelsen af flere personer fra oppositionen, heriblandt Amadou, under beskyldninger om sammensværgelse. Enhedspartiet «Den nationale bevægelse for samfundet i Udvikling» tilbageviste beskyldningerne og betegnede dem som en manøvre for at aflede inden- og udenrigs offentligheden fra regeringens manglende evne til at løse afgørende problemer som sult, faldende lønninger og manglende sikkerhed. Gennem året blev der konstant gennemført demonstrationer mod regeringen gennemført af studenter, soldater og offentligt ansatte. Højesteret annullerede i nogle distrikter resultatet af valget i marts 1999 og udskrev nyvalg. Efter en spændt uge hvor oppositionen opfordrede Mainassara til at gå af, myrdede præsidentgarden ham den 4. april, og kupmagernes leder, Daouda Malam Wanke, blev udnævnt til præsident og chef for Nationalrådet for Forsoning, der skulle regere landet i en overgangsperiode på 9 måneder. Nationalforsamlingen der var domineret af medlemmer af Bares parti blev opløst af premierminister Ibrahim Assane Mayaki, og alle politiske partier blev midlertidigt opløst.
Det internationale samfund lagde kraftigt pres på landet for at få det til at vende tilbage til demokratiske tilstande. I oktober gennemførtes første valgrunde, og 2. valgrunde i november blev vundet af den tidligere officer Tandja Mamadou fra MSND. Han vandt meget klart over den tidligere premierminister og talsmand for parlamentet, Issoufou Mahamadou. Mamadou blev indsat på posten som præsident den 1. januar 2000.
Mamadous regering blev stillet overfor adskillige problemer. En af disse var den uhæmmede jagt på truede dyrearter, deriblandt giraffer, flodheste og løver. Denne jagt er udbredt i de nordlige tørre områder af landet. I februar 2001 erklærede miljøminister Issoufou Assoumane, at der de sidste 10 år havde fundet en massakre sted på dyr i landet, at regeringen ville gribe ind overfor jagten og begrænse udstedelsen af jagttilladelser. En anden praksis som parlamentet forbød året efter var kvindelig omsæring, der blev praktiseret blandt nogle etniske grupper. Ifølge undersøgelser fra 1999, er 20% af landets kvinder omskåret.
På trods af de indgåede aftaler med tuaregerne fortsatte volden. I juli og august 2003 kom det til en række væbnede sammenstød om kontrollen over den hemmelige handel med olie og olieprodukter i Niger deltaet. Kampene kostede 50-100 livet.
I 2003 blev Nigers regering inddraget i den internationale konflikt om Iraq da efterretningsrapporter fra USA og Storbritannien påstod, at Iraq havde købt uran i Niger med henblik på at fremstille atomvåben. «Beviserne» bestod bl.a. i kopier af breve fra Nigers regering, men allerede da den internationale atomenergikommision IAEA undersøgte papirerne kunne den konstatere, at der var tale om dårlige falsknerier. De underskrivende ministre var slet ikke ministre på det tidspunkt, brevene var dateret. Det hindrede ikke USA og Storbritannien at fortsætte anklagerne om køb af uran fra Niger, og først flere måneder efter invasionen af Iraq i marts 2003 indrømmede besættelsesmagterne, at der var tale om falsknerier.
I juni 2004 vedtog Niger at arbejde for reduktion af forskelsbehandlingen af kvinder med et nyt projekt støttet af den afrikanske udviklingsfond. Projektet skal fremme ligheden mellem begge køn, og skal sikre opfyldelsen af FN's Milleniummål angående ligestilling.
I juli gennemførtes lokalvalg, der blev vundet af de partier der støtter Tandja Mamadou.
Den 7. december meddelte Nigers valgkommission, at Mamadou blev genvalgt som præsident i 2. valgrunde med 65% af stemmerne, mens hans socialistiske modkandidat Mamadou Issoufou fik 34,5%. Internationale valgobservatører bekræftede, at valget var blevet gennemført frit og retfærdigt.
Fra april 2005 afviste regeringen systematisk eksistensen af en fødevarekrise i Niger og lagde pres på journalisterne på de statslige medier for at få dem til at følge denne linie. Alligevel offentliggjorde uafhængige journalister i aviser og på radiostationer nyheder om krisen. I august blev præsident Mamadou tvunget til at indrømme manglen på fødevarer i visse områder af landet, men afviste at landet stod overfor hungersnød. Dét var alene rygter spredt af landets opposition og FN nødhjælpsorganisationer. FN's Fødevareprogram (World Food Programme) afviste til gengæld, at der skulle være tale om overdrivelser og gjorde opmærksom på, at der i dele af landet var tale om alvorlig underernæring. Organisationen begyndte samtidig at uddele fødevarer i landets sydlige del. Andre nødhjælpsorganisationer bekræftede, at børn dagligt dør af sult i landet.
I marts 2006 satte FN Niger på listen over afrikanske lande, der har umiddelbart brug for nødhjælp for at afbøde fødevarekrisen. Landet har de værste indikatorer for fattigdom og menneskelig udvikling på jorden. Læger uden Grænser erklærede, at hvis donorlandene ikke «griber dybt i lommerne», vil situationen for mange af landets indbyggere i løbet af få måneder blive desperat. Den dårlige høst vil for størstedelen af landets indbyggere få konsekvenser de næste 2-3 år ud i fremtiden.
Premierminister amadou tabte en tillidsafstemning i parlamentet 31. maj og trådte tilbage. Præsidenten udnævnte i stedet Seyni Oumarou til posten.
Bevægelsen for retfærdighed i Niger gennemførte i juni 2007 et væbnet angreb på en militærpost i Tazerzait i den nordlige del af Niger. Angrebet kostede 13 regeringssoldater livet, og betragtes som del af den tiltagende mobilisering blandt tuareger, der anklager regeringen for ikke at bidrage med løsning på den tiltagende marginalisering de befinder sig i. Oumarou erklærede nogle dage senere, at forhandlinger med rebellerne ikke ville komme på tale.
2010 Fra autokrati til militærdiktatur
Præsident Tandja opløste i maj 2009 Nationalforsamlingen. Baggrunden var hans personlige ønske om at kunne sidde i en 3. præsidentperiode, efter det normale udløb af hans mandat i december 2009. I stedet nedsatte han en forfatningsdomstol, der skulle udarbejde en ny forfatning, der skulle sendes til folkeafstemning i august. Forfatningsændringen skulle give ham en 3. periode, og skulle samtidig koncentrere yderligere magt omkring selve præsidentembedet. Oppositionen protesterede imidlertid voldsomt mod præsidentens tiltag, og betegnede ham som diktator. Niger blev samtidig suspenderet fra det Vestafrikanske Fællesmarked, Ecowas, og flere vestlige lande indstillede deres bistand til landet, der i forvejen er et af verdens fattigste.
Med ECOWAS som mægler blev der igangsat forhandlinger mellem Tandja og oppositionen. Forhandlingerne gik imidlertid hårdknude, og oppositionen fortsatte sine demonstrationer. Den 14. februar 2010 demonstrerede 10.000 i hovedstaden Niamey mod præsidenten. Den 18. februar gik soldater til angreb på præsidentpaladset, og endte med at tage præsidenten til fange. 10 personer, deriblandt 4 soldater blev dræbt under angrebet.
Efter erobring af præsidentpaladset og tilfangetagelse af præsidenten blev der nedsat et «Øverste råd for genindførelse af Demokrati» under ledelse af generalløjtnant Salou Djibo. Tandja blev nu sat i husarrest og en uge efter kuppet indsatte militærjuntaen Mahamadou Danda som premierminister.
Mens det meste af verden fordømte militærkuppet og den Afrikanske Union suspenderede Niger fra sine aktiviteter, nøjedes USA med at erklære, at Niger var i en «vanskelig situation». USA har interesser i landets uran og olie.
I slutningen af marts blev en række tilhængere af den afsatte præsident arresteret, og i april blev direktører i statslige virksomheder der havde været knyttet til Tandja fjernet. I slutningen af april annoncerede diktaturet, at det havde nedsat en komite der indenfor 45 dage ville udforme en ny forfatning. Samtidig fremlagde det en tidsplan for genindførelse af demokrati: i oktober 2010 skulle der gennemføres en række afstemninger om forfatningen, i december gennemføres præsidentvalg og i januar 2011 præsidentvalg.
I juli-august 2010 blev Niger og resten af Sahel ramt af tørke og ekstrem varme. Afgrøderne kunne ikke modne pga. den ekstreme varme - forårsaget af globale klimaforandringer - og over 1 million mennesker var truet af hungersnød. Da regnen faldt i august var også den ekstrem. Områderne omkring Nigerfloden blev oversvømmet, og floden selv steg til sit højeste niveau i 80 år. Regnen ødelagde de få fødevarelagre der var tilbage og fik fødevarerne til at gå i forrådnelse. Den internationale nødhjælp blev besværliggjort af frygten for kidnapninger. I de foregående 2 år var en lang række bistandsarbejdere og turister blevet kidnappet af al-Qaeda i islamisk Maghreb (AQIM) og væbnede bander. I september blev 7 udlændinge - 5 franskmænd, 1 Togoleser og 1 Malagasy - bortført af AQIM i Arlit i det nordlige Niger. 2 af dem arbejdede for en fransk uranmine. Frankrig får næsten alt sin uran fra miner i Niger. AQIM krævede, at Frankrig fjernede sit forbud mod anvendelsen af slør, at en række fængslede AQIM medlemmer blev løsladt samt 7 mio. € i løsepenge.
Præsidentvalget gennemførtes i 2011 som planlagt - med få ugers forsinkelse - og blev vundet af Mahamadou Issoufou fra Nigers parti for demokrati og Socialisme med 58% af stemmerne. I første vangrunde havde han fået 36% af stemmerne, mens hans modkandidat Seyni Oumarou havde fået 23%. Valget forløb fredeligt, selvom de to kandidater var diametrale modsætninger i ders forhold til Tandja. Oumarou havde været hans nære allierede og forblev loyal overfor ham. Issoufou havde derimod været i 10 års opposition. Magtovergangen fra militærrådet under ledelse af Djibo til den folkevalgte præsident forløb ligeledes fredeligt. Issoufou udpegede Brigi Rafini som sin premierminister.
Parallelt med første runde af præsidentvalget gennemførtes i januar 2011 parlamentsvalg. Største parti blev Nigers parti for demokrati og Socialisme, der fik 39 pladser ud af 113.
I juli afsløredes et kupforsøg rettet mod Issoufou. En major, en løjtnant og 3 soldater blev arresteret.
Oprøret mod Ghaddafi i Libyen ramte også Niger, hvorfra mange gæstearbejdere var draget til Libyen. Oprørerne beskyldte gæstearbejderne for at være «lejesoldater» for Ghaddafi og flere tusinde sorte afrikanere blev dræbt som hævn. De der kunne flygtede tilbage over grænsen til bl.a. Niger. I slutningen af året sluttede prominente libyere sig til denne flygtningestrøm efter Ghaddafi regimet var faldet. Bl.a. Ghaddafis egen søn, Saif Al-Islam Gaddafi, der søgte tilflugt hos nomader, der traditionelt havde haft et sympatisk forhold til Libyen. Et par måneder senere vendte Saif tilbage til Libyen, hvor han i december blev arresteret.
Efter militærkuppet i Mali i marts 2012 søgte mindst 50.000 til lejre i Niger. Fra samme år begyndte landets tropper at komme i kamp med oprørsgrupper der opererede i Mali og Nigeria. Tilfangetagne oprørere fra AQIM og Boko Haram blev udsat for tortur.
Niger er siden 2013 blevet et knudepunkt for Frankrigs og USA's krigsførelse i Afrika. Begge lande anvender en luftbase udenfor Niamey som centrum for deres droneflyvninger over Mali, Libyen og Chad. Det tætte samarbejde daterede sig tilbage til 2001, hvor USA indledte sin globale «krig mod terror». Allerede på dette tidspunkt fik Niger en vigtig rolle at spille for supermagtens aktiviteter i Sahel.
Gennem 2013 forsøgte Niger at få en bedre aftale med den franske koncern Areva, der udvandt landets uran. Areva hævdede ikke at have råd, men koncernens omsætning på 13 mia. US$ i 2013 var dobbelt så stort som Nigers BNP, og mens koncernens omsætning steg år for år, forblev Niger lige fattigt. Landet forsøgte derfor at få øget sine royalties fra 5,5% til 12%, hvilket var nærmere de 13% Areva betalte i Canada, men dog stadig et godt stykke fra de 18,5% koncernen betalte i Kazakhstan. Areva reagerede i december 2013 ved at indstille produktionen for at lægge pres på Niger.
Midt i januar 2015 stormede politiet fire nyhedsorganisationer og angreb mindst 8 journalister fysisk. Det skete i forbindelse med demonstrationer mod Charlie Hebdos tegninger i Frankrig og en demonstration organiseret af oppositionen. Blot en uge forinden havde præsident Issoufou gået arm i arm med den franske præsident og demonstreret for ytringsfrihed. Reportere Uden Grænser protesterede mod overgrebene på Nigers medier. Under demonstrationerne blev mindst 10 mennesker dræbt.
Samme måned advarede UNHCR mod at repatriere nigerianske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Niger. Der til var situationen i Nigeria for farlig pga. Boko Harams massakrer.
Boko Haram optrappede sin militære aktivitet i Diffa regionen i landets sydøstlige hjørne mod Nigeria og Chad Søen. Organisationen gennemførte mindst 20 angreb i løbet af 2015, der kostede 190 civile og 60 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne livet. Nigers militær svarede igen med hævnangreb. I februar bombede den lastbiler, der fragtede røget fisk til Nigeria. En handel der er forbudt iflg. undtagelsestilstanden, da regeringen mener der er tale om leverancer til Boko Haram. Samme måned bombede et fly et begravelsesfølge i landsbyen Abadam-Niger ved grænsen til Nigeria. Det kostede 36 livet. I september udtrykte højkommissariatet for menneskerettigheder bekymring over både Boko Harams og Nigers hærs angreb på civile. Udover undtagelsestilstand gik regeringen til angreb på menneskerettighedsorganisationer, journalister og lukkede flere aviser. Samtidig forværredes den humanitære flygtningekatastrofe. Ved slutningen af året var der 115.000 nigerianske flygtninge i landet. I januar og maj havde regeringen udvist flere tusinde flygtninge til Nigeria, efter anklager om at de bragte Boko Harams angreb ind i Niger. I slutningen af året var der samtidig 100.000 internt fordrevne i Niger.
I december 2015 arresterede militæret 9 officerer for planer om at gennemføre et militærkup. Oppositionens leder Hama Amadou afviste at der skulle eksistere kupplaner og anklagede regeringen for at skabe en politisk højspændt atmosfære inden valgene i februar 2016.
Præsident- og parlamentsvalget i 2016 blev en rodet affære. Under første runde af præsidentvalget fik den sidden præsident Issoufou 48,4% af stemmerne, mens oppositionens leder Hama Amadou kom på andenpladsen med 17,7%. De to kandidater skulle derfor ud i en anden valgomgang. Men 2 uger før anden valgrunde meddelte oppositionen, at den boykottede valget. Dog meddelte Amadou 3 dage senere, at han alligevel stillede op. Oppositionens kandidat stillede derfor op samtidig med at oppositionen boykottede valget. Ved anden valgrunde fik Issoufou 92,5% af stemmerne, mens Amadou fik 7,5%. Samtidig sank valgdeltagelsen fra 66,8% til 59,8%. Udover at have boykottet valget anklagede oppositionen nu præsidenten for valgsvindel.
Ved parlamentsvalget fik partier der støttede Issoufou 118 ud af 171 pladser. Da parlamentet i slutningen af marts trådte sammen meddelte oppositionen, at den boykottede parlamentet. Op til dannelsen af en regering i april opfordrede Issoufou oppositionen til at deltage i en national samlingsregering, hvilket denne afviste. Brigi Raffini fortsatte på posten som premierminister.
Antallet af flygtninge i Diffa regionen der havde brug for humanitær bistand var ved udgangen af 2016 steget til over 300.000. Der var 184.000 internt fordrevne, 29.000 hjemvendte flygtninge og 88.000 flygtninge fra Nigeria.
Fire nordamerikanske elitesoldater og 6 Niger soldater blev i oktober 2017 dræbt, da de faldt i et baghold udført af Islamisk Stat i Storsahara (ISGS). 11 nordamerikanske elitesoldater og 30 soldater fra Niger skulle indsamle efterretninger i den vestlige del af landet nær grænsen til Mali. ISGS var de foregående år vokset på baggrund af modsætninger og strid om vand mellem Tuareger fra Mali og Fulanis fra Niger. Endnu en fundamentalistisk organisation der var vokset frem som følge af Vestens krig mod Libyen i 2011, der sendte tusindvis af bevæbnede Tuareger tilbage til Mali. (Niger Islamic State hostage: 'They want to kill foreign soldiers', Guardian 5/6 2018)
Mohamed Bazoum fra det socialdemokratiske PNDS vandt præsidentvalget i december 20 / februar 21. I første runde fik han 39,3% af stemmerne, mens han i anden fik 55,7%. Hans modkandidat Mahamane Ousmane fik 44,3%. Der var tale om den første fredelige overgang fra en præsident til den næste i landets historie. Bazoums PNDS fik 79 pladser evd parlamentsvalget. 7 pladser fra at have absolut flertal. Ikke alle var glade for resultatet. To blev dræbt under de efterfølgende demonstrationer.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||
Chad, Den Internationale Valutafond (IMF), Frankrig, Guinea, Iraq (Irak), Islam, Libyen, Ligestilling, Nigeria, Strukturtilpasningsprogrammer, Tortur, Ytringsfrihed | ||