Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Arbejderkultur
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 25.264
Arbejde  .  Kultur  .  Arbejderkultur
: :
Arbejderkultur i Danmark
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Arbejderkultur kan i al korthed forstås som arbejdernes måde at leve og tænke på - dvs. som et bestemt livsmønster, der er udtryk for arbejdernes måde at håndtere, forvalte og besvare de givne livsbetingelser på. Arbejderkulturen er både et produkt af de materielle vilkår og et svar på dem. Den er således ikke noget statisk, men tværtimod et historisk og foranderligt fænomen. Arbejderkulturen er opstået sammen med arbejderklassen, og dens udformning hænger snævert sammen med de givne livsbetingelser, arbejderklassens position i klassestrukturen og de dermed forbundne interesser og erfaringer. De forandringer, der løbende sker i arbejderkulturen, er derfor tæt knyttet til den historiske udvikling i livsbetingelserne og i den kapitalistiske produktionsmåde.

Eftersom arbejderklassen aldrig har været nogen homogen størrelse, kan man tale om en række (mere eller mindre forskellige) arbejderkulturer: landarbejderkulturen, byarbejderkulturen, havnearbejderkulturen, typografkulturen, arbejderkvindekulturen osv. Ligeledes foregår der med arbejderklassens løbende omstrukturering en kontinuerlig forandring af arbejderkulturen.

Arbejdernes kultur kan kun i en vis udstrækning karakteriseres som en selvstændig kultur - dvs. som en særkultur. Arbejderkulturen må også ses som resultat af et samspil med andre delkulturer i det danske samfund. Det danske samfund kan forstås som bestående af en række forskellige delkulturer, der både spiller sammen med og i nogen grad overlapper hinanden: den borgerlige kultur, bondekulturen, håndværkerkulturen osv. Arbejderkulturen må således ses som udformet som moment i en enhedsmæssig - omend modsigelsesfuld - kulturproces, som omfattede hele det danske samfund. Ligesom arbejderklassen blev den til som led i en samlet proces, som omformede det feudale samfund til et kapitalistisk samfund.

Med etableringen af kapital-lønarbejdeforholdet udformedes gradvist en kapitalistisk, samfundsmæssig enhedskultur, der i stigende grad greb styrende ind i forskellige delkulturer i samfundet. Den dominerende og i mange henseender normgivende kultur i denne udviklingsproces var den borgerlige kultur. Set i forhold til denne har arbejderkulturen i vid udstrækning udgjort en domineret, undertrykt og «usynlig» kultur.

Arbejderbefolkningen blev rekrutteret fra flere forskellige samfundslag. I udformningen af arbejderkulturen indgik der derfor stærke elementer af førindustriel håndværkerkultur og landlig bonde- og almuekultur. Arbejdernes udkast til en selvstændig socialistisk arbejderkultur må her anskues som ét element i mødet og samspillet mellem en lang række delkulturer. Som følge heraf er arbejderkulturen ofte meget ambivalent og modsætningsfyldt. Det er således ikke usædvanligt at finde socialistiske og borgerlige kulturtræk side om side i arbejdernes adfærd. I slutningen af det 19. århundrede kunne en arbejder eksempelvis sagtens samtidig være medlem af en socialistisk ungdomsforening og af en borgerlig sangforening, hvor man ved koncerter måtte møde i kjole og hvidt og iført hvide handsker. Arbejdernes kolonihavehuse blev ofte udformet efter borgerlige mønstre osv.

Sådanne tilsyneladende selvmodsigelser er langtfra enestående. Historisk har arbejderkulturen således i vid udstrækning været præget af (små)borgerlige respektabilitetsbestræbelser: Arbejderne udfoldede betydelige anstrengelser for at fremtræde som anstændige og respektable medborgere. Dels blev der udfoldet store anstrengelser for at leve op til den hegemoniske kulturs normer og krav, og dels havde arbejderne behov for at kunne ranke ryggen - selv under fattige kår. Såvel fra borgerlig side som fra den socialdemokratiske arbejderbevægelses side blev arbejderne udsat for disciplinerende bestræbelser med henblik på at «civilisere» og «kultivere» dem. Arbejdernes «uordentlige», undertiden rå, egensindige og fanden-i-voldske adfærd blev betragtet som laverestående og uværdig. Kunsten, oplysningen og dannelsen skulle ud til folket. Arbejdernes kulturelle niveau skulle højnes, og det kunne bl.a. ske ved at give dem andel i den borgerlige kulturarv.

Arbejderkultur kan i snæver betydning forstås som arbejdernes litterære og kunstneriske produktion og reception: arbejderlitteratur, -film, -teater osv. Det vil dog være uretfærdigt over for arbejderkulturen udelukkende at forbinde den med kunst, oplysning og dannelse. Stikordet er her Michael Vesters korte karakteristik: «Hvad Goethe er for borgeren, er solidariteten for arbejderen!» Arbejderkultur handler ikke så meget om arbejdernes udfoldelser på det finkulturelle område som om deres daglige tilværelse på arbejdspladsen, i hjemmet og familien og i fritiden. Det grundlæggende niveau i arbejderkulturen ligger efter denne opfattelse i arbejdernes hverdagskultur.

Sammenholdet, samhørigheden og de solidariske omgangsformer udgjorde her et grundlæggende element i mange af de lokale arbejdermiljøer. Af kollektiviteten på arbejdspladsen udsprang arbejdernes organiserede kamp for bedre leve- og arbejdsvilkår og for forandring af samfundet. Det organisatoriske arbejde, strejker og arbejdskampe var nogle af de svar, som arbejderne gav på de forefundne livsbetingelser.

I takt med den stigende faglige og politiske organisering kom arbejderkulturen til at udgøre en særkultur i den forstand, at arbejderbevægelsen fra slutningen af det 19. århundrede kom til at danne ramme omkring en særlig livsform. Denne livsform blev udformet i tilknytning til de mange socialdemokratiske organisationer - lige fra fagforening og partiforening til DSU, DUI, arbejdersangkor, arbejderidræt, Arbejdernes Oplysningsforbund osv. osv. Alle disse organisationer udgjorde med deres mødevirksomhed - ofte med det lokale Folkets Hus som samlingssted - et organisatorisk netværk for arbejdernes livsudfoldelse. Det blev til en helt separat «lejr» ved siden af det borgerlige samfund, et modstykke til den borgerlige organisering af arbejdernes behov og interesser.

Det kan være nyttigt at sondre mellem to niveauer i arbejderkulturen: hverdags- og institutionsniveau. Arbejdernes hverdagskultur er således ikke identisk med kulturen i arbejdernes organisationer - kulturen i arbejderbevægelsen. En social- og kulturhistorisk periodisering af arbejderkulturens udvikling kan derfor ikke uden videre følge periodiseringen inden for arbejderbevægelsens historie. Følgende fire faser i arbejderkulturen kan kort skitseres:

Fire faser i arbejderkulturens historie

Den første fase i arbejderkulturen strækker sig fra det tidspunkt, hvor arbejderbefolkningen begyndte at udgøre en egentlig samfundsklasse, og frem til det tidspunkt, hvor arbejderbevægelsen fik sit brede gennembrud blandt arbejderne, dvs. i 1890'erne. Denne første fase kan karakteriseres som en udstødthedens- eller udgrænsningens fase, hvor arbejderne i høj grad stod som en udstødt og ringeagtet pariaklasse uden for det borgerlige samfund. Livs- og arbejdsbetingelserne var elendige og nedværdigende, og arbejdernes tilværelse var præget af kampen for det daglige brød. Arbejderkulturen havde dengang karakter af en «mangelkultur» med mange lighedstræk med de, der indgår i begrebet fattigdomskultur (Oscar Lewis). Livet var stort set identisk med kampen for tilværelsen, kampen for overlevelse. Udbredt drikkeri og stort alkoholforbrug var én af reaktionerne på de trøstesløse livsbetingelser. Kun i meget begrænsede dele af arbejderklassen var der en begyndende klassefornemmelse, og arbejdernes mentalitet var som helhed resignerende og accepterende. Arbejderkulturen havde i denne fase i vidt omfang karakter af en «subkultur», forstået som en kultur under den herskende kultur, en kultur, der eksisterede på grundlag af betingelser, der var sat af andre end arbejderne selv, og en kultur, som forhindredes i at komme til fuld udfoldelse.

Den næste fase kan til forskel herfra karakteriseres som politiseringsfasen. En fase hvor arbejderne gennem politisk bevidstgørelse og sammenslutning i faglige, kooperative, politiske og kulturelle organisationer tilkæmpede sig samfundsmæssig anerkendelse og indflydelse på samfundsforholdene. Med konsolideringen af den socialdemokratiske arbejderbevægelse blev der skabt en række alternative sociale udfoldelsesrum, der fungerede som resonansbund for arbejdernes øgede selvbevidsthed og identitetsfølelse. I tilknytning til organiseringen skete der i perioden fra 1890'erne og frem til midten af 1930'erne en politisering af arbejdernes hverdagsliv. I forbindelse med denne udvikling antog arbejderkulturen i stigende grad karakter af «modkultur», dvs. en kultur, som stod i konflikt med det borgerlige samfund, og som havde som sit mål at omvælte dette samfund.

Ved siden af den socialdemokratiske særkultur fandtes der endnu en «modkultur», nemlig den kommunistiske arbejderkultur, der ligesom den socialdemokratiske var præget af alternative værdiorienteringer og institutioner. Den fik imidlertid aldrig samme omfang og tilslutning som den socialdemokratiske.

Det var dog langtfra hele arbejderklassen, der tilsluttede sig disse alternative organisationer. Mange uorganiserede og politisk uinteresserede arbejdere havde andre præferencer og andre former for livssyn. Den skitserede udvikling var således hverken entydig eller modsætningsfri. I samme tidsrum var der nemlig også en modgående tendens til, at arbejderne i takt med at de gradvist tilkæmpede sig bedre arbejds- og levevilkår afpolitiseredes og integreredes i det borgerlige samfund. Flere faktorer medvirkede til at fremme denne tendens. Først og fremmest indebar samarbejdet med arbejdsgiverne en gradvis institutionel integration af arbejderbevægelsen. Dernæst ansporede den forbedrede levestandard og den øgede anerkendelse af arbejderne som medborgere i samfundet arbejderne til at antage stadig flere træk fra samfundets almene kultur i deres eget livsmønster. Som en følge af den øgede social integration tabte arbejderkulturen efterhånden en del af dens klassespecifikke træk, og der var en tydelig tendens til sammensmeltning med samfundets helhedskultur. På baggrund af disse tendenser, som gradvist satte sig igennem fra omkring midten af 1930erne, kan perioden fra midten af 30erne og frem til begyndelsen af 1960erne karakteriseres som integrationsfasen.

Den fjerde fase, velstandsfasen, starter i begyndelsen af 1960erne og er tæt knyttet til etableringen af velfærdsstaten og det såkaldte «velfærdssamfund». Som følge af øget økonomisk vækst og industriel udvikling skete der fra slutningen af 1950'erne og fremefter en tiltagende forskydning af det økonomiske tyngdepunkt fra landbrugssektoren til den industrielle produktion og herfra videre til servicesektoren. Tilsvarende kan man iagttage en forskydning i beskæftigelsesstrukturen: væk fra den primære sektor over til den sekundære sektor og herfra til den tertiære sektor. (Se Primær-, Sekundær- og Tertiærsektor.)

Med disse forandringer i den danske kapitalismes struktur fulgte der ikke blot ændringer i klassestrukturen, men også i arbejderklassens sammensætning. I takt med de teknologiske innovationer, udviklingen i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet foregik der en løbende omstrukturering af arbejderklassen. Først og fremmest forsvandt landarbejderklassen næsten helt i løbet af 1950'erne og 60'erne. Samtidig skete der specielt under højkonjunkturen 1958-1973/74 en voldsom udvidelse af den offentlige sektor, hvilket frem for alt førte til en voksende andel af kvinder på arbejdsmarkedet - og til en udvidelse af de såkaldte «nye mellemlag». Desuden var der en kraftig vækst i antallet af funktionærer på bekostning af de manuelle arbejdere. Forskydningen af industrien mod vest og til omegnsbyerne indebar endvidere en løbende nyrekruttering til arbejderklassen. Det, at en stor del af «den nye arbejderklasse» rekrutteredes som førstegenerationsarbejdere fra landbrugsområder og fra en småborgerlig baggrund, kan ses et vigtigt aspekt i den demografiske klassedannelse, et aspekt, som også fik stor betydning for den politiske klassedannelsesproces. De nye arbejdere bar præg af deres mentalitetsbaggrund og var for en stor del uden kamptraditioner. Arbejderklassen blev mere fragmenteret og mindre sammenhængende.

I perioden fra 1930'erne og frem til begyndelsen af 1960'erne eksisterede der fortsat i de større byers arbejdermiljøer en separat arbejderkultur, som var skilt ud fra det omgivende samfund. Staten og markedet var endnu ikke i så høj grad som senere trængt ind i arbejdernes livsverden, og der var derfor tale om en delvist autonom arbejderkultur, en separat lejr ved siden af eller udenfor det borgerlige samfund. Denne «ghettokultur» byggede primært på det proletariske miljø i boligkvartererne og dets sammenhæng med livet i arbejderbevægelsens organisationer.

En sådan segregeret kultur kunne af flere grunde ikke opretholdes, og arbejderkulturen blev i løbet af 1960'erne i stigende grad integreret som en delkultur i samfundets generelle kultur. Flere faktorer medvirkede til at bryde den traditionelle arbejderkultur op: For det første bevirkede den øgede velstand i arbejderklassen dels en større integration, og dels indebar de øgede forbrugs- og selvrealiseringsmuligheder, at arbejderne ikke længere betragtede sig som stående udenfor samfundet. For det andet indebar opbygningen af velfærdsstaten en statsliggørelse af solidaritetsprincipperne fra arbejdermiljøerne og arbejderbevægelsen. Ved at opbygge et «folkehjem» for landets borgere og ved at gøre solidariteten til statsprincip kunne arbejderbevægelsen sætte sine værdier som socialt forpligtende. Med etableringen af velfærdsstaten i 1960'erne kulminerede Socialdemokratiets bestræbelser på at omdanne det danske samfund i retning af et mere socialt retfærdigt og demokratisk samfund. Idet der skete en forskydning af arbejderkulturen fra et tidligere selvforvaltet område til statspolitik og offentlige institutioner (børnepasning, alderdomshjem, bistandskontorer osv.), blev der opbygget en offentlig socialkultur, som i nogen grad trådte i stedet for den gamle arbejderkultur. Den nye socialkultur overflødiggjorde imidlertid også den gensidige hjælp og de kollektive livsformer i de gamle arbejderkvarterer og i arbejderbevægelsens organisationer.

Med systemverdenens tiltagende kolonisering af livsverdenen og med den socialdemokratiske statsliggørelse og kommunalisering af arbejdersolidariteten blev grundlaget for en separat, selvstændig arbejderkultur gradvist undergravet. Hermed forsvandt den segregerede lejrkultur i boligkvartererne og i arbejderbevægelsens forskellige organisationer. De sidstnævnte mistede langsomt deres karakter af modkultur og forvandledes gradvist til integrerede delkulturer. Den socialdemokratiske arbejderbevægelseskultur gik med etableringen af velfærdssamfundet mere og mere i opløsning. Dvs. enten forsvandt den (f.eks. Stjerneøl og Arbejdernes Læseselskab), eller også mistede den helt sit klassespecifikke indhold og «åbnede» sig ind i den samfundsmæssige helhedskultur. Socialdemokraten kom f.eks. til at hedde Aktuelt og skulle være en avis for alle. Tilslutningen til de socialdemokratiske organisationer havde forlængst kulmineret, og de tider, hvor disse endnu havde haft et alternativt socialistisk indhold og sigte, var forlængst forbi.

Arbejdernes velstandsforbedring hvilede primært på øget økonomisk vækst, øget produktivitet, rationalisering og øget tempo - og dermed også øget nedslidning på arbejdspladserne. Da den afgørende drivkraft bag opslutningen om denne udvikling lå i den stadige velstandsforbedring og de udvidede forbrugsmuligheder, kan denne fases arbejderkultur karakteriseres som en velstandsorienteret arbejderkultur. Arbejderne fik i kraft af fortsatte lønstigninger råd til et stadig større forbrug, bl.a. i form af parcelhus, bil og charterrejser. Om dette var ensbetydende med «borgerliggørelse», kan diskuteres. Imidlertid syntes arbejderne nu i den grad integrerede i det borgerlige samfund, at de snarere fremtrådte som «lønmodtagere», «forbrugere» og «medborgere» end som klassebevidste arbejdere.

Hvordan er det gået med arbejderkulturen i de seneste årtier?

Perioden siden 1973/74 har været præget af kapitalismens krise med omstilling til et nyt globalt markedspres og tilpasning til ændrede konkurrencevilkår. En omstilling fra en akkumulation præget af standardproduktion til en mere fleksibel akkumulation ledsaget af deregulering og privatisering samt et radikalt anderledes ideologisk klima. Disse ændringer har samtidig medført betydelige forskydninger i de klassemæssige styrkeforhold i kapitalens favør.

Da den økonomiske krise og «stagflationen» satte ind fra omkring midten af 1970'erne, kom der stærkt stigende arbejdsløshed og øget polarisering på arbejdsmarkedet - og dermed større ulighed. Som følge af den økonomiske omstrukturering og dramatiske ændringer i erhvervsstrukturen blev arbejderklassen i stigende grad opsplittet, først og fremmest mellem dem med fast vellønnet arbejde og dem for hvem det ikke lykkedes at opnå dette. Således skete der i 1980'erne og -90erne en polarisering af arbejdsmarkedet i et A-, B- og C- hold. Samtidig har de sidste årtiers stigende globalisering af marked og økonomi ført til skærpet konkurrence på verdensmarkedet, hvilket sammen med en nyliberalistisk politik har medvirket til en yderligere marginalisering og udstødning fra arbejdsmarkedet. Marginaliseringen af store grupper førte op gennem 1980'erne til fremkomsten af en ny «underklasse», et moderne «pjalteproletariat», som måske ikke direkte sultede, men i hvert fald stod udenfor fællesskabet, oplevede svære nederlag og fiasko og derfor også led nød.

Den sociale udstødning af de mest udsatte grupper i arbejderklassen kan i nogen grad ses som følge af den skærpede konkurrence om jobbene og den øgede sortering af arbejdskraften (hvor arbejdsgiverne først afskediger den svageste arbejdskraft og sidst antager den dårligst kvalificerede). Der bliver således i dag stadig dårligere plads til de lidt «skæve eksistenser» eller de bare lidt mindre konkurrencedygtige. Den indbyrdes kamp om arbejdet har bidraget til udviklingen af en større arbejdsgiverloyalitet og angst for at protestere. Resultatet er, at den kollektive kamp er blevet svækket.

Samtidig har den liberalistiske ideologi stor gennemslagskraft som dominerende tidsånd. Det betyder, at individualistiske værdier og individualistiske forståelsesformer (også i arbejderklassen) vinder frem på bekostning af de kollektive. Således har fagbevægelsen op gennem firserne oplevet et værdiskifte hos medlemmerne fra kollektivisme mod individualisme.

Når nyliberalismen i den grad har sejret, hænger det sammen med, at markedskræfternes frie spil i langt højere grad end i perioden 1958-73/82 har fået lov til at være styrende for indretningen af samfundet og det sociale liv. Samfundet har gennem de sidste tyve år bevæget sig mere og mere væk fra den såkaldte «blandingsøkonomi» med en stor, regulerende offentlig sektor, hen imod en mere og mere ren eller «rå» markedsøkonomi, uden de beskyttende træk, som blev sikret via en udvidet offentlig sektor. Således har ændringerne i de klassemæssige styrkeforhold medvirket til en delvis afvikling af den etablerede socialkultur, som skulle sikre den indbyrdes solidaritet blandt lønarbejderne. Der er siden 1982, hvor den borgerlige Schlüter-regering kom til magten, sket en delvis afmontering af velfærdsstaten og en gradvis tilbagerulning af den socialkultur, der i nogen grad kan ses som et resultat af arbejderklassens erobringer under højkonjunkturen fra 1958 til 1973/74.

Denne udvikling har sammen med de bedre levevilkår blandt de velstillede lønmodtagere, de hastige ændringer i erhvervsstrukturen og den dermed sammenhængende sociale mobilitet skabt baggrund for en øget individualisering. Frem for alt indebærer indførelsen af resultat- og præstationsløn en uhyre individualisering (se Lønsystemer). Hertil kommer etableringen af nye former for klassesamarbejde og kooperation på arbejdspladserne. Desuden er glidningen væk fra kollektive til individuelle overenskomster et vigtigt aspekt. Den stadig mere decentrale tilrettelæggelse af overenskomstforløbet vanskeliggør en samlet kamp for fælles krav. Tendensen er, at man i stedet for en kollektiv kamp for fælles overenskomstkrav får individuelle aktører, der står mere alene overfor arbejdsgiveren. Set i forhold til den traditionelle arbejderkultur kan den individualiseringsproces, som foregår i dag, ses som udtryk for en svækkelse af de kollektive orienteringer og dermed af mulighederne for solidarisering og fællesskab.

Flere andre faktorer bør dog inddrages i forklaringen: Arbejdernes øgede velstand har givet et større spillerum for selvbestemmelse, et udvidet handlingsrum og større chancer for at virkeliggøre centrale livsmål. De forbedrede uddannelsesmuligheder og øgede muligheder for social mobilitet har skabt bedre betingelser for social opstigning. Hertil kommer moderniseringen og den såkaldte «kulturelle frisættelse», som har frigjort de unge fra forældreautoriteten og den ældre generations normer, frigjort kvinderne fra husmoderrollen, givet dem beslutningsmuligheder samt øgede muligheder for en frit udfoldet seksualitet. Samtidig har «den kulturelle frisættelse» opløst de gamle arbejdermiljøer og de dertil hørende sociale bånd og dermed svækket de kollektive orienteringer.

Som følge af moderniseringsprocessen har der været en tendens til opløsning af traditionelle kultur- og klassemønstre. Det enkelte individ er ikke længere så fast knyttet til sit oprindelige sociale miljø, men i højere grad henvist til selv at vælge og skabe sit eget livsforløb. Arbejderbørns livsskæbne er ikke længere forudbestemt ved fødslen, sådan som det var tilfældet til helt op i 1950'erne. Arbejderne har i dag i høj grad muligheden for selv at vælge mellem forskellige levemåder eller livsstile. De har ikke mere (hvis de nogen sinde har haft det) det fællespræg, som kunne berettige til enhedsbegrebet arbejderidentitet. Til forskel fra tidligere, hvor man i højere grad kunne iagttage en tydelig klasseidentitet, træffer man i dag i arbejderklassen en øget kulturel forskellighed, hvilket også afspejler en udvikling, der har gjort materielle afsavn til et fortidigt stadium.

I takt med den øgede indbyrdes konkurrence blandt lønarbejderne er de nyliberalistiske ideer blevet de dominerende ideer. Den øgede konkurrence og øgede individualisering har med andre ord skabt øget individualisme og påvirket tidsånden i retning af liberalistiske forståelsesformer: «enhver er sin egen lykkes smed», osv. Denne tidsånd er - som en afspejling af de ændrede klassemæssige styrkeforhold og ændrede materielle vilkår - blevet den dominerende ideologi.

Endnu i dag befinder arbejderkulturen sig i et brydningsforhold med den hegemoniske kultur. Meget tyder på, at arbejdernes identifikation med deres klasse er blevet betydeligt svækket gennem de senere år. I september 1996 dokumenterede en omfattende vælgeranalyse, at der nu for første gang i Danmarkshistorien var et flertal af arbejdere, der stemte borgerligt. Blandt unge arbejdere ville 66% stemme på borgerlige partier, og partiet Venstre kunne ses som «Danmarks største arbejderparti».

Nu kan man naturligvis ikke vurdere arbejderkulturen på grundlag af meningsmålinger, men når et stigende antal arbejdere stemmer på de borgerlige partier, må man antage, at de også tænker og opfatter i overensstemmelse hermed. Kan man herudfra slutte, at arbejderklassen i dag ikke er klassebevidst, men tværtimod overtager den herskende klasses kultur? Dette ville i så fald blot illustrere Marx´ ord i Den tyske ideologi om, at den herskende klasses idéer også er de herskende idéer. Og det ville ligeledes bekræfte Gramscis opfattelse af, at den herskende klasse ikke kan basere sig på magt alene, men må søge at opnå konsensus ved at vinde de undertryktes tilslutning til sin verdensanskuelse. I hvert fald synes den nyliberalistiske tidsånd tydeligvis at være den sejrende i vor tids ideologiske klassekamp.

Arbejderklassen er dog ikke blevet til middelklasse, sådan som det undertiden hævdes. Derimod viser nyere undersøgelser, at der stadig er tydelig forskel på et arbejderklasse- og et middelklassepræget familieliv. På trods af kulturel frisættelse og øgede muligheder for social mobilitet er identitetsdannelsen altså stadig præget af klassetilhørsforhold. Den sociale ulighed er ligeledes langt fra ophævet og viser sig på en lang række områder af tilværelsen. Arbejderklassens dispriviligerede status kan aflæses af flere nyere undersøgelser, som bekræfter, at arbejdernes livschancer - chancer for at opnå alment anerkendte goder i livet (uddannelse etc.) - stadigvæk er ringere end i den øvrige befolkning. Højere dødelighed og ringere sundhedstilstand hører med i dette billede af fortsat social ulighed.

Klassebaggrund bestemmer stadig en lang række forskelle i menneskers liv og livsforløb: større dødsrisiko, alvorlig sygdom, boligforhold, livschancer, valgmuligheder osv. Der er fortsat en klar - og statistisk veldokumenteret - sammenhæng mellem social status og sygdom, boligforhold, arbejdsløshed, uddannelsesniveau osv. Det er fremdeles arbejderklassen, som er udsat for flest risici og belastninger i tilværelsen, arbejderklassen, som leverer den største andel af arbejdsløse osv. Arbejderklassen reproducerer i stor udstrækning stadig sig selv, og da fordelingen af livschancer i høj grad sker via uddannelse og erhverv, må arbejderne fortsat leve under de indskrænkninger, som deres underordnede position på arbejdsmarkedet betinger. Således er det stadigvæk kun en meget lille andel af arbejderbørn, der får en videregående uddannelse, og den såkaldte «sociale arv» lever videre i bedste velgående.

Dette billede bekræfter således, at de objektive prægninger, som udgår af de ulige livsbetingelser, og som afgør vore livschancer, fortsat spiller en afgørende rolle på trods af ideologiske retoucheringer. Samtidig er de subjektive, bevidsthedsmæssige identifikationer med klasse dog blevet klart svækket - bl.a. som følge af ændringer i det politisk-ideologiske klima.

Findes der under disse betingelser stadig en arbejderkultur? Ja, hvorfor skulle der ikke det? Vi har fremdeles et klassesamfund præget af store, ja voksende sociale uligheder. Der findes fortsat en arbejderklasse, som indtager en bestemt position i forhold til besiddelsen af produktionsmidler og produktion af merværdi. Selv om arbejderne har overtaget forståelsesformer og livsstile fra middel- og overklassen, så indebærer deres livsbetingelser endnu en særlig situation, særlige arbejdsbetingelser og særlige interesser og erfaringer, som er afgørende for deres livsførelse og livschancer.

Selv om vore dages arbejderkultur i høj grad er en «privatiseret» og usynliggjort kultur, så findes der fortsat en arbejderkultur på en række forskellige planer: På arbejdspladserne, i fagbevægelsen, i politiske organisationer, i nogle af arbejdernes fritidsmiljøer, men f.eks. også i form af arbejdersprog og klassehabitus.

S.Å.A.


Litteratur

Morten Thing: Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960. Tiderne Skifter, København 1993.