Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begreber som racisme og racediskrimination fremkalder hos de fleste stærke følelser. Vi forbinder det med det tidligere apartheid, konflikten i eks-Jugoslavien og nazistiske angreb på asylcentre i Tyskland. En anklage for racisme og racediskrimination rokker ved vores anstændighedsfølelse, og det bryder vi os ikke om.

Modsat må vi erkende, at der findes personer i det danske samfund, som oplever racisme eller racediskrimination, og for dem, der rammes, eller som er potentielle ofre, fremkalder det også stærke følelser.

Det skal nævnes, at begrebet «race» i sig selv er stærkt misvisende, og det er måske beklageligt, at det overhovedet benyttes i lovgivning og konventioner. Der findes nemlig kun en «menneskeart». En katalogisering gennem «race»-begrebet er nemlig ikke baseret på genetiske forskelle, men på såkaldte phonotypiske forskelle, såsom hudfarve, ansigtstræk mv. Jan Nederveen Pieterse har defineret begrebet «race» på følgende måde; «race er ikke en realitet men en social konstruktion» (Hvidt på sort illustrerede fordomme; 1994).

For at kunne forholde sig til diskrimination er det en forudsætning, at årsagssammenhænge identificeres og forstås. Det forsøges uddybet i det følgende; racediskrimination forudsætter som udgangspunkt to elementer: fordomme/stereotype opfattelser i kombination med strukturel magt (Stuart Hall: Discourse and Power, The West and the Rest; 1992). Blandt andet af denne grund er det meningsløst at tale om omvendt racisme/diskrimination, idet det forudsætter, at magtstrukturerne ændrer sig. Under magt forstås her først og fremmest sociale strukturer og institutioner, samt adgang til samfundsgoder og (politiske) beslutningsprocesser. Det kan dog på det mere individuelle plan også omfatte penge, et arbejde, familieforhold eller en bolig. Når etniske minoriteter således kommer i et afhængighedsforhold til en person/institution, der har en magtposition; som arbejdstager i forhold til en arbejdsgiver, som beboer med et konkret behov i forhold til et ejendomskontor, som bistandsmodtager i forhold til socialforvaltningen, vil de pågældende magtudøveres fordomme mv. - såfremt de kommer til udtryk - føre til en negativ særbehandling, eller diskrimination.

Der findes utallige definitioner af racediskrimination alt afhængigt af, om den relaterer sig til det praktiske arbejde, den juridiske indsats, forskningen eller traditioner. Mens der for eksempel i USA og Canada sondres mellem direkte diskrimination, systematisk diskrimination og forskelsbehandling, sondres der i Danmark typisk mellem direkte og indirekte diskrimination, som af mange - fejlagtigt - bliver omtalt som «racisme».

Der synes også at være forskellige opfattelser af begreberne blandt den hvide majoritetsbefolkning og de etniske minoriteter. Mange etniske minoriteter er for eksempel af den opfattelse, at begrebet racisme ikke nødvendigvis siger noget om motiverne for en handling. Når de taler om racisme forholder de sig til konsekvensen af en bevidst eller ubevidst politik/adfærd, der ignorerer det multikulturelle samfund.

Atter andre benytter begrebet «racisme» som en forkortelse af «racediskrimination».

Ovennævnte diskussion om begreber kan selvfølgelig fremstå som akademisk. Men så længe mange etniske minoriteter er af den opfattelse, at det at blive udsat for diskrimination tilsyneladende har en lavere bekæmpelsesprioritering, end det at kalde personer for racister, udgør det en del af en virkelighed, som skal tages alvorligt.

Mange etniske minoriteter finder det eksempelvis uforståeligt, at Den danske Forening eller Dansk Folkeparti kan sprede propaganda, som de betragter som racistisk, uden at politiet/anklagemyndigheden griber ind. Personer, der efterfølgende omtaler Den danske Forening eller Dansk Folkeparti som racistisk, risikerer derimod at pådrage sig en dom for injurier, fordi Den danske Forenings aktiviteter som udgangspunkt og indtil videre ikke af domstolene bliver betragtet som racistiske.

Mens racisme er en ideologi om enkelte samfundsgruppers biologiske eller kulturelle underlegenhed i forhold til andre, er racediskrimination handlinger, herunder ytringer og fremstillinger. Det er en udbredt opfattelse, at racediskrimination til enhver tid er baseret på racisme. Denne opfattelse er formentlig en væsentlig årsag til, at racediskrimination efter mange etniske danskeres opfattelse ikke udgør et stort problem i Danmark, idet de færreste - med rette - identificerer sig selv som racister i ordets traditionelle forstand.

Racediskrimination betyder, at personer på grundlag af deres hudfarve, etniske baggrund, herunder religion, mv., udsættes for udelukkelse, eller får en mindre fordelagtig behandling end den hvide majoritetsbefolkning.

Et eksempel på direkte diskrimination er, når unge med minoritetsbaggrund bliver afvist ved diskoteker. Direkte diskrimination er ikke nødvendigvis betinget af egne racistiske holdninger, fordi en afvisning også kan være et resultat af en organisationspolitik.

Direkte og indirekte diskrimination

Efter FNs racediskriminationskonvention omfatter begrebet «racediskrimination» enhver handling, der har til formål eller som virkning at udelukke eller begrænse menneskers samfundsdeltagelse ud fra deres etniske tilhørsforhold mv. Det betyder, at konventionen har taget højde for racistisk motiverede handlinger (som har til formål at diskriminere, også kaldet direkte diskrimination), og som udgangspunkt neutrale handlinger, der har en uforholdsmæssig negativ effekt over for etniske minoriteter (som har en diskriminatorisk virkning, også kaldet indirekte diskrimination).

En afvisning ved et diskotek med henvisning til personens hudfarve er at betragte som direkte diskrimination.

Et eksempel på indirekte diskrimination - hvor en neutral regel, som ikke har til formål at diskriminere, men alligevel får diskriminerende virkning - er visse virksomheders beklædningskrav om ikke at bære hovedbeklædning. Magasin var en sådan virksomhed. Som udgangspunkt er dette beklædningskrav neutral, fordi det gælder alle. Den får imidlertid en utilsigtet effekt på personer, der af religiøse grunde bærer hovedbeklædning: sikher, muslimske kvinder og jøder.

Den 10. august 2000 slog Østre Landsret derfor fast, at Magasin havde handlet i strid med Lov om forbud mod forskelsbehandling ved at bortvise DRCs bruger, fordi hun bar et religiøst betinget tørklæde. Landsretten slog fast, at imagehensynet må vige for basale menneskerettigheder. I praksis vil det herefter kun være i situationer, hvor der foreligger sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige forhold, at en arbejdsgiver kan nægte at ansætte en person med religiøs betinget hovedbeklædning.

Omfanget af racediskrimination

Det er altid vanskeligt at sige, hvor omfattende racediskrimination egentlig er. De fleste tilfælde af diskrimination bliver nemlig aldrig anmeldt. Det engelske indenrigsministerium (Home Office, Race and the Criminal Justice System) anslår, at kun ca. 10% af alle tilfælde af racediskrimination bliver anmeldt til politiet/myndighederne.

Ifølge det engelske indenrigsministerium er årsagerne til underrapporteringen bl.a. følgende;

• mange oplever diskrimination som en dyb krænkelse af deres personlige integritet, som de søger at fortrænge, i stedet for at stå frem
• mange har dårlige oplevelser med politiet
• mange har ikke tro på, at deres klage bliver behandlet seriøst, og dermed bliver de gjort til ofre endnu en gang
• mange er ikke bekendt med, at de har været udsat for diskrimination, fordi de ikke er i stand til at afdække, om f.eks. en formel begrundelse for en afvisning er i overensstemmelse med den reelle begrundelse.

Mange af ovennævnte barrierer er i dag allerede kendt for personer, der har været udsat for seksuelle overgreb. Endvidere er de nogenlunde i overensstemmelse med DRCs erfaringer på området. Antallet af anmeldelser/klager til politiet/myndighederne og andre, der har et ansvar for ikke-diskrimination og etnisk ligestilling, er på ingen måde udtryk for de reelle problemer på området.

Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) har derfor i Recommendation No 4 (6. marts 1998) anbefalet, at der udarbejdes datamateriale om forekomsten af diskrimination, der tager udgangspunkt i de etniske minoriteters oplevelser af diskrimination.

Interviews for at analysere omfanget af racediskrimination er behæftet med stor usikkerhed. Personer med en højere uddannelse eller status i samfundet kan således give udtryk for et mere positivt syn på etniske minoriteter, end de reelt har, fordi de er mere bevidste om at være «politisk korrekte» udadtil. Derfor er det så meget desto mere opsigtsvækkende, at det i en undersøgelse om praktikpladser er konstateret, at 25% af de adspurgte private virksomheder og 6% af de adspurgte kommuner svarer bekræftende på, at et dansk eller nordisk klingende navn øger en ansøgers chance for at komme til ansættelsessamtale. Endvidere svarer 17% af kommunerne, at hensynet til kundernes eller brugernes holdning er af afgørende betydning for, om etniske minoriteter kommer til ansættelsessamtale (Nævnet for Etnisk Ligestilling: Praktikpladssituationen for etniske minoriteter; 1996).

Af den tidligere nævnte undersøgelse om danskernes forhold til etniske minoriteter (I syv sind, 1995), der er foretaget af professor Lise Togeby og Øystein Gaasholt, fremgår det, at 18% af den etnisk danske befolkning ikke ønsker en person af en anden «race» som nabo og 37% ønsker ikke en «muslim» som nabo. Selvom dette resultat ikke uden videre kan overføres til andre samfundsområder, er det nærliggende at antage, at hvis ca. en femtedel af den etnisk danske befolkning ikke ønsker en person af en anden «race» som nabo, vil disse personer også være afvisende over for etniske minoriteter og muslimer i andre sammenhænge.

I ILO regi (FNs arbejdsorganisation) er der i en række lande foretaget undersøgelser af omfanget af racediskrimination på arbejdsmarkedet. Undersøgelserne foregår konkret på den måde, at man lader to personer kontakte en arbejdsgiver om den samme stilling. De to personer har samme formelle kvalifikationer, samme køn, nogenlunde samme alder. Begge er opvokset i Danmark og taler og skriver flydende dansk. Men den ene person har et dansk-klingende navn, og den anden person har et udenlandsk klingende navn. I Danmark er undersøgelsen foretaget af Sydjysk Universitetscenter, Center for Migrationsforskning. Resultaterne heraf viser en diskriminationsprocent på 38,3 hvilket betyder, at hvis unge med en minoritetsbaggrund søger 1.000 stillinger, vil de i 383 tilfælde blive vraget på grund af diskrimination, (Jan Hjarnø og Torben Jensen: Diskriminering af unge med indvandrerbaggrund ved jobsøgning; 1997.

Dertil kommer undersøgelserne af Lise Togeby og Birgit Møller: Oplevet diskrimination; 1999 og Moses Lassen: Hvem forsvarer det flerkulturelle Danmark, myndighedernes manglende beskyttelse af etniske minoriteter mod diskrimination; 1999.

E.T-C.