Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Igennem hele det 20. århundrede er der kommet udlændinge til Vesteuropa. Der har været tendens til, at den samlede migration er steget, således at der er kommet flere i slutningen af århundredet.

Der er to hovedårsager til, at mennesker migrerer. Den ene er dårlige muligheder for at forsørge sig og sin familie i hjemlandet fører til drømmen om et bedre liv i et andet land med større muligheder. Den anden er forfølgelse pga. f.eks. politik, religion, etnisk tilhørsforhold, køn, seksuel orientering eller andet.

Området er reguleret af internationale konventioner, primært FN konventioner, bilaterale og regionale aftaler og nationale lovgivninger. For Danmarks vedkommende har området været reguleret i «Loven om Tilsyn med Fremmede og Reisende» fra 1875. Loven blev afløst af «Lov om udlændinges adgang til landet m.v.» i 1952, der igen blev afløst af «Udlændingeloven» i 1983. Den lov er siden strammet gentagne gange på væsentlige punkter.

Polsk indvandring

Gennem det 20. århundrede er der kommet forskellige grupper udlændinge hertil. Den første større gruppe var de polakker, som kom hertil for at høste roer på Lolland i begyndelsen af det 20. århundrede. Polakkerne kom, fordi de så mulighederne for at tjene penge i Danmark som deres chance for at skabe sig en bedre tilværelse. Virkeligheden blev, at de ofte var her illegalt med risiko for at blive sendt tilbage, og dermed miste den smule penge, de havde brugt til rejsen. Dem der var her, arbejdede helt uden beskyttelse af love og overenskomster og med misbilligelse fra de lokale landarbejdere. Der er mange beretninger om grov udnyttelse og kummerlige forhold blandt polakkerne. Situationen førte til, at der på DASFs foranledning (nuværende SiD) blev vedtaget en lov, i folkemunde «Polakloven», i 1908, der beskyttede de polske arbejdere mod den meget grove udbytning.

Tyske flygtninge

2. verdenskrig skulle blive skelsættende i forhold til flygtningesituationen, flygtningenes forhold og synet på flygtninge.

Fra Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 og frem til krigsudbruddet kom der flygtninge fra Tyskland til Danmark. Det var jøder, sigøjnere, socialdemokrater, kommunister og andre, der blev forfulgt i det nazistiske Tyskland. De danske myndigheder var meget samarbejdsvenlige over for regimet, og mange blev afvist ved grænsen eller efterlyst, fundet og sendt tilbage til forfølgelse og død. Der var ikke mange, der tog flygtningenes parti og gjorde indvendinger mod den afvisende politik, som den danske regering og i høj grad det danske embedsværk førte over for flygtningene fra Tyskland. Efter besættelsen var der ingen diskussion af behandlingen af de tyske flygtninge, der kom hertil indtil april 1940. Emnet har i den seneste tid givet anledning til megen kritik af både embedsværk og politikere. Mange arkivalier er formentlig skjult eller destrueret, men selv om mere materiale stadig kan komme frem, så er det tvivlsomt, om vi nogensinde får emnet tilstrækkeligt belyst.

Efter krigen så flygtningesituationen helt anderledes ud. Tyskerne havde placeret et stort antal (ca. 230.000) civile tyskere i Danmark efterhånden, som Tyskland blev besat af de allierede, og de tyske byer blev bombet. Efter krigen var der udbredt modvilje mod de tyske flygtninge i den danske befolkning. Mange danskere mente, at der ikke var nogen grund til at behandle de tyske flygtninge ordentligt, og en del mente, at flygtningene skulle sendes til Tyskland straks og uden hensyn til de kaotiske forhold, der herskede der. Der udspandt sig en længere diskussion om flygtningenes forhold i offentligheden. Som i dag omhandlede en stor del af læserkommentarerne i aviserne flygtningenes situation. Poul Henningsen lagde stemme og pen til ønsket om en menneskelig behandling af de tyske flygtninge. Han kritiserede de forhold og den administration, som tyskerne var underlagt så skarpt, at Johs. Kjærbøl som øverste ansvarlige anlagde sag mod Poul Henningsen. Poul Henningsen tabte sagen. I dommen var der imidlertid også bemærkninger om kritisable forhold i administrationen og i flygtningelejrene.

2. verdenskrig førte til, at der også på internationalt plan blev en meget større opmærksomhed om flygtningeproblemerne. Både når det drejede sig om politiske og religiøse flygtninge, og når det drejede sig om krigsflygtninge. Tyskerne havde besat mange lande i Europa. Befolkningerne i de andre besatte lande blev behandlet meget dårligere end i Danmark. I nogle af landene foregik der også væsentligt flere krigshandlinger end her. Befolkningerne flygtede derfor både fra nazistiske overgreb og fra krigszonerne. Dette førte til, at mange mennesker i Europa havde været på flugt, og mange lande i Europa havde modtaget flygtninge fuldstændig uforberedt. Afsløringerne af KZ-lejrene og de tyske krigsforbrydelser støttede yderligere behovet for, at der blev formuleret rettigheder for flygtninge og forpligtelser for de lande, de kom til.

På det internationale plan førte det til, at UNHCR (United Nations High Commissioner for Refugees) blev oprettet af FNs generalforsamling i 1951. I 1951 blev den første Flygtningekonvention underskrevet, og UNHCRs arbejde foregår inden for rammerne af denne. I Flygtningekonventionen er flygtninge defineret som mennesker, der er på flugt pga. politik, religion, etnisk tilhørsforhold, køn eller seksuel orientering. FN anerkender ikke mennesker som flygtninge med flygtningerettigheder, når flugten skyldes økonomiske forhold, naturkatastrofer og krig.

Den kolde krig: Flygtninge som politisk redskab

Hele diskussionen og Flygtningekonventionen tog sigte på situationen i Europa, og i 1951 var der ikke forventninger om store befolkningsvandringer. Forventninger om, at der måske kunne komme flygtninge, gik helt klart på, at der kunne komme flygtninge fra Østeuropa og Sovjetunionen. Den Kolde Krig var i fuld gang.

Der kom flygtninge til Danmark fra Ungarn efter Sovjetunionens invasion i 1956 og fra Tjekkoslovakiet efter Sovjetunionens invasion i 1968. Desuden kom der med mellemrum mindre grupper af polske jøder. Bredt i den danske befolkning var sympatien på flygtningenes side, og der var stor forståelse for, at det var nødvendigt at modtage dem. Danmarks Radio lavede det hidtil største indsamlingsshow til støtte for flygtningene fra Ungarn. Flygtningene kom fra regimer, som var det officielle Danmarks fjender, og de blev brugt til at støtte højrefløjens skræmmebillede af socialismen. Flygtningene var få og ikke markant forskellige fra danskerne i udseende, påklædning eller kultur.

2. verdenskrig havde forrykket magtbalancen i verden. I mange kolonier havde unge mænd fra den indfødte befolkning været soldater i kolonimagtens hær, og en ny selvbevidsthed var spiret. Befrielsesbevægelser opstod i stadig flere kolonier. De nye konflikter bevirkede, at flere mennesker fik grund til at flygte, enten fordi kolonimagten slog stadig hårdere ned, fordi nye regeringer slog ned på kolonimagternes tidligere støtter eller fordi rivaliserende politiske grupper i nyligt afkoloniserede lande på skift undertrykte hinanden. Hvor der ikke havde været en direkte kolonimagt - f.eks. i Sydamerika - opstod der bevægelser, der kæmpede mod diktatur og for demokrati og social retfærdighed. Også dette bidrog til et større antal flygtninge i verden.

Migrantarbejdere

I slutningen af 1960’erne begyndte en ny indvandring. Italienere, jugoslaver og lidt senere tyrkere og pakistanere indvandrede til Vesteuropa, der oplevede økonomiske opsving og havde behov for arbejdskraft. Det var unge ufaglærte mænd, der rejste ind i Vesteuropa, i første omgang til Tyskland, men umiddelbart efter også til Danmark og Sverige.

Det udløste en diskussion med højrefløjen og arbejdsgiverorganisationerne som den ene part og venstrefløjen og fagbevægelsen som den anden. Højrefløjen og arbejdsgiverorganisationerne var stærke fortalere for, at der skulle være indvandring, og helst så ureguleret som muligt, så længe der var behov for arbejdskraft. Samtidig ønskede de, at indvandrerne skulle holde sig for sig selv og f.eks. ikke lære sproget. Konkret fik holdningen udtryk i projekteringen af fremmedarbejderkollegiet på Avedøre Holme. Det blev dog aldrig bygget. Regeringen begrænsede sig til at lade Arbejdsministeriet udgive pjecer på de relevante fremmedsprog, der informerede nødtørftigt om forholdene i Danmark f.eks. vedrørende arbejdstilladelser, arbejdssikkerhed, arbejdsløshedsforsikring og indkøb. Venstrefløjen og fagbevægelsen var interesseret i at bevare det forholdsvis velregulerede arbejdsmarked. De mente derfor, at indvandringen skulle begrænses, og at indvandrerne var mennesker med akutte økonomiske behov, som let kunne komme i klemme i systemerne og få svært ved at rejse hjem til deres oprindelige hjemland. Venstrefløjen og fagbevægelsen ville have garanti for, at indvandrerne var overenskomstdækkede, fik danskundervisning og social og sundhedsmæssig sikring.

Mange af de indrejsende havde en forestilling om, at de skulle være her en kortere periode, sende penge hjem og selv vende hjem for at forsørge deres familier. Den viden, som de indrejsende havde om forholdene i Vesteuropa, var mildt sagt mangelfuld. De havde en forventning om at tjene penge relativt hurtigt, da lønniveauet i Vesteuropa var langt højere end i hjemlandene. De manglede imidlertid viden om prisniveau, boligudgifter og skattetryk. Derfor var det ikke så let som forventet at spare hurtigt op og vende hjem igen. De indrejsende blev til indvandrere.

Ingen af fløjene havde styrke til at bestemme politikken alene. Således blev der indført begrænsninger i antallet af udlændinge, der fik lov at rejse ind i landet - først ved et midlertidigt indvandrerstop i 1970 og siden ved et permanent stop i 1973. Dette stop er fortsat gældende. Mellem 1973 og 1979 trådte emnet i baggrunden på alle nivauer, mens problemerne voksede. Med de økonomiske tilbageslag blev indvandrerne de første, der blev ramt af massearbejdsløshed.

Der var hverken pligt eller ret til danskundervisning. Undervisning kunne tages, hvis den enkelte følte behov og havde mulighed for det. Det var påbudt indvandrerne at melde sig i A-kasse, men der var ingen yderligere forsøg på at sikre indvandrerne socialt, sundhedsmæssigt eller på boligmarkedet. Der var ingen tilbud om undervisning eller andet, der kunne bibringe indvandrerne viden om det danske samfund og dermed sikre dem muligheden for at deltage på lige vilkår med danskerne.

Det var på dette tidspunkt, at Danmark for alvor fik grundlagt sin stilling som en nation med indvandring, men uden integrationspolitik. Det paradoksale er, at hver gang politikerne har skullet regulere mulighederne for adgang til landet, har det været problemerne med integrationen, der er blevet diskuteret samtidig med, at politikere har hævdet enten, at der ikke var behov for en integrationspolitik, eller at vi havde en integrationspolitik. Det er i høj grad den handlemåde, der har skabt de problemer, der eksisterer i dag.

I 1973 fandt det såkaldte jordskredsvalg sted. Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage, og Fremskridtspartiet tordnede ind i Folketinget med 28 mandater. Indvandrerne spillede overhovedet ingen rolle i forbindelse med valget, men valget skulle alligevel vise sig senere at få afgørende betydning for indvandrernes forhold i Danmark. Socialdemokratiet var rystet over, at mange af deres kernevælgere havde stemt på Fremskridtspartiet. Ingen anede, at Socialdemokratiet i den grad var ude af takt med vælgerne, før valgresultatet forelå. For Socialdemokratiet har valget i 1973 betydet, at de reagerer kraftigt, når der er risiko for at miste vælgere til Fremskridtspartiet eller nu Dansk Folkeparti. Det er en vigtig komponent i forståelsen af den socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersens forslag om internering af flygtninge på øde øer under valgkampen op til euro-afstemningen i september 2000.

Flere flygtninge fra verdens konfliktområder

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne kom der atter flere flygtninge til Danmark, arbejdsløsheden var høj, og da der aldrig havde været nogen egentlig integrationspolitik, levede myten om, at indvandrerne ville rejse hjem igen, stadig. Fremskridtspartiet spillede på, at store grupper i befolkningen følte sig truet af arbejdsløshed og var utrygge over for de nye og mere fremmedartede mennesker, der kom hertil. Paradoksalt nok kritiserede højrefløjen og arbejdsgiverorganisationerne nu også, at mange indvandrere ikke kunne dansk. De så nu de manglende sprogkundskaber som en hindring for at indvandrerne kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Socialdemokratiet magtede ikke at stå imod kritikken, og gik ikke offensivt ind i formuleringen af en integrationspolitik. I stedet valgte Socialdemokratiet hele tiden at fire lidt på de oprindelige holdninger og dermed deltage i legitimeringen af højrepopulistiske synspunkter.

Udviklingen på området ligner udviklingen i mange andre lande, men der er også store forskelle. I Sverige blev der ret tidligt etableret en egentlig integrationspolitik og her er der ikke noget højrepopulistisk parti i Stortinget. I England og Frankrig er der ikke etableret egentlig integrationspolitik, men de har til gengæld haft stor indvandring meget længere tid end Danmark i kraft af landenes fortid som store kolonimagter. Pga. Englands og Frankrigs kolonifortid er det også langt mere almindeligt, at de mennesker, der indvandrer dertil, har et grundigt kendskab til sproget. Landene har højrepopulistiske bevægelser, men de har også mennesker med baggrund i indvandrergrupperne på mange flere niveauer i deres samfund, end vi har i Danmark.

I mange lande blev befrielsesbevægelserne styrket og den politiske kamp skærpet. Det førte til en situation med et stigende antal flygtninge i verden. Nogle af dem kom til Danmark og diskussionen om indvandrere i Danmark og adgangen hertil blev taget op igen i begyndelsen af 1980’erne. Internationalt havde verdensbilledet ændret sig meget. Udviklingen af kommunikations- og transportmidler havde givet flere muligheder for at rejse over store afstande og større viden om, at samfundsforholdene er anderledes andre steder i verden, end lige der hvor man selv bor. Det betød, at der kom flygtninge hertil fra fjerne og mere fremmedartede kulturer. Mennesker med udseende, traditioner og religion, som er meget forskellig fra vores. Det har givet anledning til mange diskussioner og uenigheder på kryds og tværs af det politiske spektrum. Grundlæggende går uenigheden på, om majoritetskulturen kan og bør diktere minoritetskulturen hvilken adfærd og normer, der er acceptable.

På trods af, at der i mange af de rige Vesteuropæiske lande foregår en diskussion af, om der er plads og råd til flere udlændinge, så er det den barske realitet, at langt hovedparten af verdens flygtninge sidder i interimistiske flygtningelejre i verdens fattigste lande. Afghanere i Pakistan og afrikanere på kryds og tværs over hele det afrikanske kontinentet er bare to af mange eksempler. Flygtningekonventionen fra 1951 blev indgået netop med baggrund i en europæisk flygtningekatastrofe. Det er fortsat den situation, som de vesteuropæiske lande føler sig forpligtede til at løse, og det er da også gået hurtigere og lettere at løse problemerne for krigsflygtningene fra det tidligere Jugoslavien. Kommuner og arbejdsgivere har ydet en indsats for at lette ex-jugoslavernes problemer. Mens f.eks. somalierne har mødt mange flere afvisninger.

Mens asylsøgere får behandlet ansøgningen om flygtningestatus, er de interneret i lejre med dårlige pladsforhold, ringe muligheder for aktiviteter og ingen danskundervisning.

Det er nærmest en tradition, at flygtninge, hvis status endnu er uafklaret, har dårlige vilkår i Danmark. Det gælder hvad enten der er tale om tyske civile efter 2. Verdenskrig eller asylansøgere i dag. De er interneret i lejre med pladsmangel og påtvungen inaktivitet. Eftersom der er tale om lange perioder og uvished om basale forhold, er det en behandling, der i sig selv er invaliderende.

Verdenspolitisk er der ikke noget, der tyder på, at der vil blive færre flygtninge eller mindre migration end hidtil - tværtimod. Danmark har, som mange af de andre modtagerlande forsømt at udforme en egentlig integrationspolitik. Med et defensivt og bange Socialdemokrati ser perspektivet truende ud. Det er helt nødvendigt at formulere en integrationspolitik for at bremse både den populistiske og den yderste højrefløj og komme racismen til livs.

S.H.