Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I de senere år er der kommet mere og mere fokus på etnisk ligestilling. Det basale udgangspunkt synes i den forbindelse at være, at ligestilling opnås, ved at «alle behandles ens», ved at der føres en «farveblind» politik over for alle, samt ved en «positiv håndtering af kulturforskelle». Citaterne er hentet fra nogle pjecer, der er udgivet af det offentlige og af private (interesse-)organisationer.

Indsatserne tager for det første ikke højde for, at en «ens» behandling i bedste fald vil videreføre eksisterende magtstrukturer i samfundet, og mange etniske minoriteter forbliver dermed i en marginaliseret position. Endvidere forudsætter disse indsatser, at vi der tilhører den «hvide majoritet» - er i stand til at være farveblinde. Det siger sig selv, at personer, der synligt adskiller sig gennem deres hudfarve mv. i stor udstrækning vil pådrage sig majoritetsbefolkningens opmærksomhed. Personlige fordomme mv. kan i den forbindelse nemt føre til, at opmærksomheden er af negativ karakter.

Endvidere synes de hidtidige ligestillingsindsatser i høj udstrækning at være koncentreret om de «mellemmenneskelige relationer». Men på samme måde som ved kønsdiskrimination (f.eks. løn- og arbejdsvilkår) forudsætter racediskrimination ikke nødvendigvis personlige motiver for at diskriminere. Årsagerne til diskrimination skal derimod i langt større udstrækning findes i den måde samfundets institutioner og sociale strukturer forholder sig til etniske minoriteter.

I den forbindelse har et udvalg i England, der skulle vurdere politiets ansvar for den mangelfulde efterforskning af det racistisk motiverede drab på den sorte teenager Stephen Lawrence i 1997, defineret racediskrimination på følgende måde:

«Institutionel diskrimination opstår, når en organisation (min fremhævning) mangler kollektiv evne til at yde en passende og professionel service til borgerne på grund af deres hudfarve, kultur eller etniske baggrund»

Det fremgår af den engelske definition, at diskrimination ikke nødvendigvis forudsætter et racistisk motiv, fordi diskrimination også opstår på grund af vanetænkning, stereotype opfattelser og den måde samfundets institutioner forholder sig til borgerne.

Også FN's racediskriminationskonvention fra 1965, ratificeret af Danmark i 1971, omfatter handlinger, der har til formål, og som virkning at udelukke eller begrænse menneskers samfundsdeltagelse ud fra deres etniske tilhørsforhold mv. Konventionen indeholder således forpligtelser til at indføre retlige foranstaltninger mod racistisk motiverede handlinger (som har til formål at diskriminere, også kaldet direkte diskrimination), og i udgangspunktet neutrale handlinger, der har en uforholdsmæssig negativ effekt over for etniske minoriteter (som har en diskriminatorisk virkning, også kaldet indirekte diskrimination).

Mange er af den opfattelse, at fordomme og diskrimination opstår på grund af uvidenhed mv., og «kulturmødet» og formidling af viden betragtes derfor som væsentlige indsatser for at bekæmpe problemet. Udgangspunktet synes her at være, at fordomme og diskrimination er af irrationel karakter. Hvis fordomme og diskrimination derimod indgår i en bevidst undertrykkende struktur, således at den eksisterende ubalance i magtstrukturer kan søges opretholdt, er der imidlertid tale om et rationalt redskab (formålet taget i betragtning).

Fordomme som undertrykkelsesredskab

En stereotyp opfattelse er et redskab til at kunne strukturere og håndtere vores omgivelser på. Enkeltpersoner bliver dermed ikke længere identificeret som individer, men som grupper med fællestræk. Stereotype opfattelser kan være harmløse. Men der findes også mindre harmløse måder at gruppere enkeltindivider på. Dette sker gennem fordomme.

En fordom er, som ordet siger, at (be)dømme andre på forhånd. Gennem en fordom bliver enkeltindivider tillagt fælles normer og værdier, i de fleste tilfælde negative.

Fordomme kan antage mange former. De kan manifestere sig som negative holdninger til f.eks. etniske minoriteter, politifolk, akademikere og politikere.

Alle mennesker - uanset om de bor i Danmark, Somalia, Tyrkiet eller Belgien, har i større eller mindre omfang fordomme overfor andre samfundsgrupper. Imidlertid får ikke alle fordomme de samme konsekvenser.

I de mere ekstreme former består fordomme i raceteorier om enkelte samfundsgruppers påståede underlegenhed i forhold til ens «egen» gruppe. I mere «subtile former» - men derfor ikke mindre alvorlige - dannes de i skolebøger, medier, opdragelse mv. En undersøgelse foretaget af professor Lise Togeby og Øystein Gaashold viser således, at 80% af danskerne aldrig har kontakt med etniske minoriteter. Alligevel viser samme undersøgelse, at 18% af den etnisk danske befolkning ikke ønsker en person af en anden «race» som nabo og 37% ønsker ikke en «muslim» som nabo (I syv sind; 1995). De interviewede danskeres modstand mod etniske minoriteter kan imidlertid næppe være forårsaget af selve mødet med dem, eftersom 80% aldrig har kontakt med dem. Det betyder, at modstanden mod etniske minoriteter må have en forankring i «viden», som kommer andetsteds fra.

Fordommes betydning

Fordomme opstår og reproduceres ikke tilfældigt, idet de er velkomne frasorterings-mekanismer. Fordomme er dermed i stand til at fastholde samfundsgrupper i visse situationer; de mindre fordelagtige.

Fordomme kan have forskellige økonomiske fordele, som benyttes i situationer med hård konkurrence på boligmarkedet og arbejdsmarkedet. En politik eller praksis, der formelt foretrækker visse samfundsgrupper frem for andre, vil være vanskelig at forestille sig. Det opleves som ubehageligt ud fra vores forestilling om Danmark som et demokratisk retssamfund, hvor der er ligestilling mellem alle borgere i samfundet. Derimod er det ikke længere ubehageligt, hvis «de andre» skildres som ufaglærte og som personer, der ikke passer ind i «vores» sociale rammer. Så legitimerer det nemlig, at danskerne kan foretrækkes.

«Vi vidste alle, at loven (taxaloven, min bem.) både omfattede vognmænd og chauffører. Vi mente, at kravet om tryghed og service i branchen bedst kunne opfyldes ved at stille det min bem. krav...» (om dansk statsborgerskab).
Socialdemokratiets Jytte Wittrock i Jyllands Posten, 9. januar 1997.

Fordomme kan også give politiske fordele, som typisk benyttes til at legitimere undertrykkelse, f.eks. apartheid eller anden racemæssig undertrykkelse. Tidsskriftet «Arbejdsgiveren» (nr. 6, 1970), som blev udgivet af det, som i dag er Dansk Arbejdsgiverforening, skriver i en artikel om «gæstearbejderne»:

«Endelig er gæstearbejderne særligt velkomne, fordi vi kun behøver at foretage ringe investeringer i nybygninger og maskiner for at sætte dem i gang - de har intet imod forskudt arbejdstid» (min fremhævning).

Fordomme kan også have psykologiske fordele, ved at vi kan opretholde et billede af «os selv» som flittige, moralske og ikke kriminelle. Vi kan i den forbindelse pege på, hvordan narkotikakriminalitet i den offentlige og politiske debat er gjort ensbetydende med «udlændinge». Ved at gøre narkokriminalitet til ensbetydende med udlændinge, kan man samtidig legitimere stramninger af udlændingelovgivningen mv. At narkotikakriminalitet altid har eksisteret, og at det desværre vil overleve - selv uden «de andre» - vil mange ikke forholde sig til, idet det vil pille ved vores identitet og moralske opfattelse af os selv.

« ...der er mentalitetsforskelle. Det er stadig arbejdet, der tæller i Danmark. Begreber som ære, stolthed, værdighed, følelse af selvværd, tillid til sig selv, det knytter an til arbejdet, til kvaliteten til arbejdet, være sig det at asfaltere motorvejen til Hillerød, bygge bro over bæltet, skrive disputats, strikke et forlig sammen, behandle plejehjemmets beboere anstændigt. Det er arbejdet, som gør selvforsørgende og arbejdet, der bidrager til nationens velstand. Det er mit indtryk, at somalisk mentalitet afviger en anelse fra disse idealer».
Ulrik Høj ,Weekendavisen den 5. september 1997

Fordomme og sociale konsekvenser

Fordomme og stereotype opfattelser bliver ofte brugt i flæng. Men der er en væsentlig forskel. En fordom er nemlig statisk, mens en stereotyp opfattelse er dynamisk og ændrer sig over tid. En person med fordomme vil således ikke ændre opfattelse, når hun får mere viden, mens en person med en stereotyp opfattelse vil ændre denne opfattelse i lyset af den viden, han tilegner sig. Dette kan illustreres gennem det følgende:

Når personer med minoritetsbaggrund med højere uddannelse gang på gang oplever, at de ikke kommer til samtale, når de søger job, fordi arbejdsgiverne ikke tror, at personer med minoritetsbaggrund er kvalificerede, vil denne fordom efterhånden virke demotiverende for de etniske minoriteter på uddannelsesområdet. Hvad skal de dog bruge en højere uddannelse til, hvis de alligevel i praksis bliver henvist til at drive en grillbar?

Hvis politiet har en fordom om, at etniske minoriteter eller visse minoritetsgrupper er mere kriminelle end andre, vil det føre til en større interesse eller overvågning af disse grupper fra politiets side. Følgeligt vil politiet formentlig afdække flere kriminelle forhold blandt disse grupper - ikke nødvendigvis fordi disse grupper er mere kriminelle, men fordi andre grupper ikke bliver kontrolleret i samme omfang.

Netop fordi fordomme i praksis bliver opfyldt, er det meget vanskeligt at identificere sine egne fordomme. Endvidere har vi ofte vanskeligt ved at gribe fat om vores egne fordomme, fordi det vil rokke ved vores forestillinger om vores bedømmelsesevne, som vi alle sammen betragter som objektiv.

Fordomme får alvorlige samfundsmæssige konsekvenser. En netop afsluttet svensk undersøgelse viser, at når en gruppe personer bliver præsenteret for to videoklip af et iscenesat bankrøveri, begået af henholdsvis en sort og hvid person, betragter næsten samtlige kontrolpersoner bankrøveriet begået af den sorte person som langt mere groft (Torun Lindholm: Group membership and Eyewitness Testimony; 1999)

I bogen Hvidt på sort illustrerede fordomme, (1994) henviser antropolog Jan Nederveen Pieterse til forskellige amerikanske undersøgelser om sammenhængen mellem fordomme og sociale konsekvenser. En større gruppe hvide børn fik i 30'erne i et sekund fremvist et lysbillede. De blev efterfølgende spurgt om, hvad den sorte mand på billede foretog sig. Svaret kom prompte; han gør rent! Billedet bestod imidlertid udelukkende af en gruppe hvide mænd, og ingen af dem gjorde rent!

Socialpsykolog Kenneth B. Clark foretog i 1930'erne en undersøgelse blandt sorte børn, der legede med en sort og en hvid dukke. De blev spurgt om, hvilken af de to dukker de foretrak; den hvide eller den sorte? Også denne gang kom svaret prompte; den hvide! Undersøgelsen blev gentaget i 1989 med det samme nedslående resultat. Undersøgelsen viser, at børnenes selvværd som værende sorte havde taget så stor skade, at de mere eller mindre tog afstand fra deres kulturelle identitet.

Mange indsatser mod diskrimination er koncentreret om formidling af viden om etniske minoriteter og det holdningsskabende arbejde. Dette er for så vidt udmærkede indsatser, men de tager desværre udgangspunkt i, at fordomme skulle være irrationelle. Fordomme er imidlertid meget rationelle - formålet taget i betragtning - hvis de skal kunne legitimere undertrykkelse og eksklusion. Politikerne, andre beslutningstagere og medierne har i den forbindelse et stort ansvar for, at fordomme bliver produceret og reproduceret. Problemet er i den forbindelse ikke nødvendigvis det yderste højre i dansk politik men derimod de såkaldt stuerene partier, der aldrig har haft en sammenhængende minoritetspolitik, hvor menneskerettigheder står i fokus. Derfor har det i praksis været det yderste højre, herunder en række socialdemokratiske borgmestre, der har sat den politiske dagsordenen på minoritetsområdet.

E.T-C.