Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Venstresocialisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/12 2002
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 17.867
: :
Wilhjelm, Preben

Preben Wilhjelm (1935-), dansk venstrefløjspolitiker, jurist og atomfysiker. Født i Valby, København i januar 1935 i beskedne kår. Faderen var styrmand og døde i 1940, da hans skib blev torpederet og sænket.

Wilhjelm er dygtig i skolen og hans lærere presser derfor på for at få ham i gymnasiet. Allerede der begynder han at interessere sig for politik og går bl.a. ind i Studentersamfundet. Efter studentereksamen har han ikke råd til at læse videre og får i stedet arbejde som lærer på landsbyskoler - først i Vestjylland og siden på Langeland. I 1955 indkaldes han til militæret men beslutter i stedet af politiske årsager at blive militærnægter. Han vil ikke risikere at skulle deltage i Frankrigs brutale kolonikrig i Algeriet, som det på det tidspunkt er overvejelser omkring at sende NATO soldater til. Efter 2 år som militærnægter begynder han at studere atomfysik på Niels Bohr Instituttet i København. Økonomien får han til at hænge sammen ved at arbejde som arbejdsmand og vikar i folkeskolen. Efter endt uddannelse ansættes han i 1964 i en forskerstilling på Niels Bohr Instituttet.

I sommeren 1958 melder han sig ind i DKP. Partiet er på det tidspunkt præget af dyb splittelse, og han melder sig ind for at støtte reformfløjen med partiformanden Aksel Larsen i spidsen. Reformfløjen taber imidlertid magtkampen, Larsen ekskluderes og han følges af mange andre - heriblandt Wilhjelm - der er med til at danne Socialistisk Folkeparti (SF). I de følgende 9 år sidder Wilhjelm næsten uafbrudt i hovedbestyrelse eller forretningsudvalg for det nye parti.

I 1964 bliver han ligeledes indenrigsredaktør for Politisk Revy med ansvar for bl.a. bolig- og landbrugspolitik. Det var vanskeligt tidsmæssigt at kombinere det ulønnede deltidsarbejde for Politisk Revy med de politiske arbejde i SF og arbejdet på Niels Bohr. Mens Wilhjelm fastholdt en almindelig professionel arbejdsuge på 40 timer, arbejdede mange af hans kolleger 60-70 timer om ugen. I efteråret 1966 fik han mulighed for at hellige sig kernefysikken, da han fik et et-årigt forskningsstipendiat på Duke University i North Carolina i USA. Mens han var væk, tørnede fløjene i SF sammen. Kampen stod mellem formanden Aksel Larsen der udviklede et tæt og egenhændigt samarbejde med Socialdemokratiet, der havde regeringsmagten, og på den anden side en fløj der så med misbilligelse på Socialdemokratiets arbejderfjendtlige tiltag. I december 1967 førte krisen i SF til splittelse. Venstrefløjen i partiet med Wilhjelm i spidsen brød ud og dannede Venstresocialisterne (VS). Der var tale om et parti af en ny type uden formand, med en kollektiv ledelse og med fraktionsfrihed. Uhørte begreber i dansk politik og også i de fleste partier udenfor Danmark.

VS fik umiddelbart stor succes. Det arvede fra starten 2 folketingsmedlemmer fra SF og tiltrak det følgende år flere tusinde medlemmer - de fleste uden forugående politisk erfaring. Det gjorde det samtidig til en enorm udfordring at få det unge parti til at hænge sammen. I 1968 tog Wilhjelm derfor konsekvensen og opgav karrieren som atomfysiker. Han helligede sig det politiske arbejde i VS og arbejdede frem til 1975 desuden med prognoser og uddannelsesplanlægning i Foreningen af Yngre Læger. I 1972-73 var VS ved at være slidt op af interne fraktionskampe, og i de følgende år kom Wilhjelm til at spille en central rolle sammen med Steen Folke i genopbygningen af partiet. Projektet lykkedes, VS voksede atter og i 1975 blev både Folke og Wilhjelm valgt til Folketinget. Her vandt han hurtigt stor respekt for sin indsats som bolig- og retsordfører for det lille venstrefløjsparti. I starten af 1980'erne står han i spidsen for partiets kampagne for nationalisering af nordsøolien, som A.P.Møller høster enorme profitter på. I 1984 ophører hans tid i Folketinget. VS har rotationsregler der skal sikre, at der ikke udvikles pamperi og levebrødspolitikere. Regler som både Wilhjelm og partiet sætter højt.

Efter Folketinget får han et stipendium i retsvidenskab ved Københavns Universitet og bliver i 1988 lic.jur. på en afhandling om tvangsindgreb. Han fortsætter som retsvidenskabelig forsker ved Københavns Universitet, hvor han bl.a. kortlægger brugen af anholdelser, varetægts- og isoationsfængslinger og andre indgreb i den personlige frihed, der benyttes mod folk som ikke dømt for nogen forbrydelse, og som derfor i princippet stadig er uskyldige.

I 1991 ansættes Wilhjelm som chef for DR's Dokumentargruppe. Dette job bliver han i i 5 år, arbejder derefter free lance i nogle år inden han ansættes på RUC som forsker i journalistik og medier, samt koordinator for oprettelsen af den nye journalistuddannelse på RUC. Han fortsætter som ekstern lektor på den nye uddannelse frem til nytåret 2001/02, hvor han bliver pensioneret. Han har i 2002 engageret sit juridisk-politisk i den israelske stats sag mod den israelsk-palæstinensiske politiker Asmi Bishara.

Wilhjelm er ofte gået på tværs af den øvrige venstrefløj i synet på forholdet mellem kollektive og personlige friheder. F.eks. kritiserer han de dele af venstrefløjen der ønsker at forbyde nazisterne, forbyde deres radiostation eller gennemføre demonstrationer mod dem. Han anser det for en knægtelse af nazisternes ytringsfrihed. På samme måde har han gjort sig til talsmand for ophævelse af den såkaldte racismeparagraf i straffeloven, der straffer racistiske ytringer i overensstemmelse med Danmarks ratificering af FN's racismedeklaration. Også i dette forhold sætter han den personlige ytringsfrihed over det kollektive værn mod racisme.

A.J.