Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Traditionelt skelner man mellem to typer af økonomisk politik: Finanspolitik og pengepolitik.

Finanspolitik

Regulering af økonomien gennem de offentlige indtægter (skatterne) og de offentlige udgifter; hvis der er underskud på statsbudgettet, har det offentlige pådraget sig en gæld i forhold til den private sektor.

Hvis udgifterne er større end indtægterne fører staten en ekspansiv finanspolitik; det giver mere beskæftigelse, men måske også mere inflation. Et sådant underskud på statsbudgettet er noget andet end et underskud i forhold til udlandet; sidstnævnte registreres på betalingsbalancen.

Pengepolitik

Regulering af økonomien ved at ændre pengemængden eller den officielle rente (diskontoen), som centralbanken kræver af de banker, der låner hos den.

Indenrigsøkonomisk giver høj rente lav inflation, men da det er dyrt for virksomhederne at låne, får vi færre investeringer og højere arbejdsløshed. Udenrigsøkonomisk gør en høj rente det fordelagtigt for den udenlandske kapital at investere i landet; pengene strømmer til og betalingsbalancen forbedres.

Økonomisk politik før og nu

I den keynesianske periode, dvs. frem til omkring 1980, dominerede finanspolitikken. Keynesiansk økonomisk teori har ikke den store tiltro til, at pengepolitikken er effektiv til at bekæmpe arbejdsløshed og sikre økonomisk vækst.

Da nyliberalismen efter 1980 blev dominerende, flyttedes vægten til pengepolitikken. Der var tre grunde hertil:

• inflationen snarere end arbejdsløshed blev set som det store problem,
• monetarismen (en variant af nyliberalismen) mente at en ekspansiv finanspolitik kun på kort sigt kunne nedbringe arbejdsløsheden,
• med kapitalliberaliseringen efter 1973 og især efter 1980 blev det nødvendigt at have en høj rente for at tiltrække kapital (og undgå kapitalflugt).

Forudsigeligt blev resultatet høj rente (for at bekæmpe inflationen) og høj arbejdsløshed.

EU's ØMU er éntydigt monetaristisk. Den Europæiske Centralbank fører den økonomiske politik, nemlig ved at regulere renten. Formelt har de enkelte lande ret til at føre finanspolitik, men da Stabilitetspagten indførte snævre rammer for det offentlige underskud (3% af BNP) er en effektiv finanspolitik stort set umuliggjort.

An.Lu.