Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

ØMU (Økonomisk Monetære Union), rammen om EU's økonomiske og monetære samarbejde.

ØMU'en blev forberedt i slutningen af 1980'erne og vedtaget som en del af Maastricht-traktaten i 1992. Danmark stemte nej, og ved Edingburgtraktaten året efter fik Danmark de 4 forbehold, som bl.a. indebar, at Danmark ikke skulle være med i den fælles valuta, Euroen. Denne afgørelse blev bekræftet ved folkeafstemningen i 2000. England holdt sig udenfor ØMU'en, Sverige vedtog ved sin indmeldelse i EU at gøre det samme, og den blev kun vedtaget med et spinkelt flertal ved en folkeafstemning i Frankrig.

ØMU'en var en naturlig forlængelse af det Indre Marked, fordi forskellige valutaer - med risiko for kursændringer - kan ses som en hæmsko for et frit, fælles marked. Ligesom det Indre Marked blev ØMU'en fremstillet som en nærmest teknisk fornyelse, og før Maastricht-afstemningen i Danmark var der ikke megen politisk debat omkring den.

ØMU'ens formål

ØMU'ens formål er:

• at sikre økonomisk integration eller sammensmeltning i EU. Den formodes at fremme den økonomiske udvikling,  den vil skabe fundamentet for en dybere politisk integration
• at vil umuliggøre valutakriser indenfor EU (de valutakriser som blev mere sandsynlige med kapital-liberaliseringen i 1980'erne). Dette formål opnås med indførelsen af en fælles valuta, for så kan man jo ikke spekulere i kursændringer.
• at udfordre dollaren som international reservevaluta. Når EU har én valuta - euroen - vil denne stå stærkt, dvs. den vil være et meget sikkert papir. Derfor kan man håbe, at andre lande vil holde deres valutareserver i euro, snare end i dollar som de gør i dag. Det vil være en stor fordel, fordi euro-lande da kan opnå mere kredit.

Virkeliggørelsen af formålene

Formålene søges virkeliggjort med flg. midler:

1. Der etableres en fælles europæisk centralbank (ECB = European Central Bank), der får eneret til at føre pengepolitik i EU. Pengepolitik består i, at en centralbank regulerer den finansielle aktivitet ved at fastlægge den ledende rente (diskontoen) og ved at bestemme pengemængden. Sidstnævnte kompetence er dog i vore dage af ringe betydning, fordi private banker og andre finansielle institutioner har fået frihed til selv at skabe kredit - dermed penge - uden nævneværdige begrænsninger.
2. Der indføres en ny, fælles valuta, nemlig Euroen. Den kom i handelen d. 1.januar 2002, og dermed var ØMU'ens sidste trin virkeliggjort.
3. ECB skal have én overordnet målsætning, nemlig at sikre stabile priser, altså bekæmpe inflation. Hensynet til beskæftigelsen kommer udtrykkeligt i anden række. Da man frygter at «svage» politikere skal presse på for at sænke renten i en situation med betydelig arbejdsløshed (lav rente gør det billigere for virksomhederne at låne for at foretage nye investeringer og ansætte flere arbejdere), er det bestemt at ECB er uafhængig af politikerne. Pengepolitikken er med andre ord blevet af-demokratiseret.
4. ECB må ikke udlåne til - altså finansiere - regeringer, kun private. Den offentlige, demokratiske sektor skal hæmmes finansielt til fordel for den private, kapitalistiske sektor.
5. Formelt er det stadig op til det enkelte land at føre finanspolitik.

Finanspolitik består i at staten regulerer den økonomiske aktivitet. Hvis der er lavkonjunktur og stor arbejdsløshed, kan skatterne sænkes (så folk får flere penge mellem hænderne) og/eller de offentlige udgifter øges (f.eks. en ny bro), således at der skabes mere aktivitet i økonomien. Hvis der er højkonjunktur og inflationspres, kan den økonomiske aktivitet dæmpes ved at hæve skatterne og/eller ved at reducere de offentlige udgifter.

Som sagt har landene fortsat det formelle ansvar for finanspolitikken. Men den skal føres indenfor snævre rammer, idet underskuddet på statsbudgettet højst må være 3% af nationalindkomsten (BNP), og tilsvarende må statsgælden højst udgøre 60% af BNP.

Det betyder i praksis en aflysning af finanspolitikken, når der er brug for den. Hvis der er stigende arbejdsløshed - som i Tyskland for tiden - er der brug for en ekspansiv finanspolitik for atter at få gang i hjulene. Men hvis skatterne sænkes eller de offentlige udgifter øges, får staten færre indtægter, således at der opstår et statsligt budgetunderskud. Og det er altså forbudt.

ØMU'ens resultater

ØMU'en fuldendte den nyliberale revolution, som det Indre Marked indledte.

Mens det Indre Marked mest handlede om mikro-økonomi, dvs. vilkårene for den enkelte virksomhed, handler ØMU’en om makro-økonomi, dvs. den overordnede økonomiske politik. På dette niveau hedder nyliberalisme «monetarisme».

Monetarismen var en reaktion mod den Keynesianisme (efter den engelske økonom John M. Keynes), der havde været dominerende indtil da. Mens Keynesianismen lagde vægt på en aktiv finanspolitik, der kunne bekæmpe arbejdsløsheden, prioriterer monetarismen pengepolitikken og inflationsbekæmpelsen. Mens Keynesianismen ville stimulere den samlede efterspørgsel i samfundet, for at få hjulene i gang, vil monetarismen bedre vilkårene for virksomhederne, bl.a. ved at gøre arbejdsmarkedet mere «fleksibelt» (dvs. mere utrygt, set fra lønarbejdernes synsvinkel). Og mens Keynesianismen betragtede offentlige udgifter, og dermed måske et offentligt budgetunderskud, som en god investering i fremtiden, afviste monetaristerne et sådant underskud.

EU's nyliberale eksperiment har givet en gennemsnitlig europæisk arbejdsløshed på ca. 10% op igennem 1990'erne. Dette har været konsekvensen af at nedprioritere beskæftigelsen. Forbudet mod et offentligt budgetunderskud ud over 3% har forhindret den ekspansive finanspolitik, som kunne have dæmmet op for arbejdsløsheden. I stedet har landene været nødt til at konkurrere indbyrdes om arbejdspladserne. Hvordan? Ved at begrænse lønstigningerne for på den måde at sænke virksomhedernes omkostninger og dermed bedre konkurrenceevnen. Landene er indgået i en konkurrence om at være mest «deflationær» (dvs. tilbageholdende med løn og offentlige udgifter). Til ingen nytte, for lave lønninger og små offentlige udgifter betyder lavere samlet efterspørgsel og derfor mindre grund for virksomhederne til at producere mere og ansætte flere.

Fra virksomhedernes synsvinkel er der fordele forbundet med høj arbejdsløshed. De mange ledige hænder svækker fagforeningerne. De får sværere ved at gennemtrumfe højere løn, og højere løn er hverken godt for profitten eller prisstabiliteten. Og de får sværere ved at modsætte sig krav om et mere «fleksibelt» arbejdsmarked, hvor det er lettere at fyre folk, og hvor lønforskellene kan uddybes; den «solidariske lønpolitik» skulle væk, så lønnen til ufaglærte kunne sænkes.

Set fra kapitalejernes vinkel har ØMU'en altså været en stor succes.

Virksomhederne - den produktive kapital - har øget deres magt (og indkomst: profitterne er steget betydeligt) på lønarbejdernes bekostning.

Og den finansielle kapital har nydt godt af den højrente-politik, som har været ført for at lægge en dæmper på inflationen. Videre indebærer lav inflation - behersket pengeforringelse - naturligvis helt generelt en omfordeling til fordel for de rige: De, der har - og måske udlåner - penge eller andre finansielle aktiver, vinder, mens debitorer (skyldnere) taber.

Høj arbejdsløshed, små lønstigninger, gode profitter, høj rente, lav inflation: På den baggrund er det forståeligt, at uligheden er øget i EU.

Sammenfattende har EU's nyliberale politik, herunder ØMU’en, været til gavn for de rige. De arbejdsløse har været den store taber, og lønarbejderne har tabt til fordel for kapitalejerne. Den finansielle kapital, dvs. de der har råd til at spare op, har været den store vinder.

An.Lu.