Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 36.312
: :
Alliance
Left
Rocks
2024-02-29 06:02

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Alliance (eller koalition) er et centralt begreb i politisk teori. Når vi går fra en gruppe på to personer (eller organisationer) til en gruppe på tre eller flere, opstår der muligheder for alliancer, der gør at situationen bliver en helt anden og mere flydende. I en socialdemokratisk blandingsøkonomi som den danske kan forholdet mellem kapitalistklasse og arbejderklasse f.eks. beskrives som samarbejdet om at producere mest mulig og kamp om hvordan produktet skal fordeles, hvor hver af de to klasser har forskellige midler (lockout, strejke), der er til deres fordel i kampen, samtidig med at de er til skade for samarbejdet. Udfaldet afgøres af parternes styrke - det vil sige ressourcer og klassebevidsthed. En sådan kamp er mere kompliceret end en krig, hvor det at vinde er det eneste der tæller, for i klassekampen er det også vigtig at vinde på en sådan måde, at det produkt der skal fordeles ikke bliver for stærkt reduceret af kampen. Alligevel er det klart, at situationen er mere gennemsigtig, end den der opstår, hvis der inddrages en tredje klasse, eller hvis en af de to klasser deler sig i to fraktioner. Hvis arbejderklassen deler sig i hvidtklædte og blåtklædte, kan man opleve alliancer mellem kapitalister og hvidklædte arbejdere mod de blåklædte arbejdere (f.eks. i skattesager), mellem kapitalister og blåklædte arbejdere mod hvidklædte arbejdere (f.eks. i miljøsager) og mellem de to grupper arbejdere mod kapitalisterne (f.eks. i kampen om arbejdsdagens længde). I det politiske spil indgår der ikke blot trusler, men også løfter, byttehandler, del-og-hersk taktik, og mange af de andre forhold der gør, at politik er noget andet end klassekamp.

Marx lagde stor vægt på disse alliancer i sin analyse af europæisk politik i det 19. århundrede. I hans skrifter om 1848-revolutionen viste han, hvordan borgerskabet til at begynde med indgik i en alliance med arbejderne mod den feudale overklasse, men siden gik over til at alliere sig med samme overklasse mod arbejderne da de så hvordan arbejderne kunne komme til at vende sig mod dem som det næste skridt i kampen. I sine analyser af engelsk politik viste han, hvordan nogle begivenheder blev afgjort ved en alliance mellem jordejere og arbejdere (som i kampen om ti-timers loven); Andre af en alliance mellem kapitalister og arbejdere (som i ophævelsen af kornlovene) og atter andre af en alliance mellem kapitalister og jordejere (som i minelovgivningen). Alliancen mellem den reaktionære Bismarck og socialisten Lassalle blev etableret efter alliancen mellem alle fraktioner af overklassen mod arbejderne, der igen fulgte efter alliancen mellem det progressive borgerskab og Marx i revolutionsåret 1848-49. I Kina var Chiang Kai-shek først allieret med det kinesiske kommunistparti mod de feudale krigsherrer, som han senere allierede sig med efter at have knust kommunisterne.

Et vigtigt træk ved alle sådanne alliancer er, at de antager en anden form, når de dannes første gang, end den de tager i senere historiske situationer. Da Lenin og senere Stalin anbefalede de kinesiske kommunister at gå i alliance med det nationale borgerskab i Kina, var det fordi, dette var den progressive tendens, der havde vist sig frugtbar i andre sammenhænge, selv om arbejderklassen i disse sammenhænge ofte var blevet slået ned på grund af sin mangel på erfaring. Hvad Lenin og Stalin imidlertid overså var, at ikke bare arbejderklassen, men også det nationale borgerskab havde lært af historien. I 1848 havde hverken arbejderklassen eller borgerskabet i Frankrig og Tyskland nogen fuldt udviklet klassebevidsthed eller organisation. Begge klasser famlede sig frem på ukendt område, og ingen af dem gik ind i alliancen med den bevidste og kyniske hensigt at udnytte den anden. En helt anden situation forelå i Kina i 1925-27, hvor både Kuomintang og kommunistpartiet forsøgte at udnytte den anden part, som i en krig hvor hver part opbygger sin strategi ud fra modpartens fejl i sidste krig. Dette fortæller noget væsentligt om politisk handling (i modsætning til de mere dybtliggende træk ved klassekampen): Den antager hele tiden nye former, bygger på skabende virksomhed, og lader sig vanskeligt forudsige.

J.E.