Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Empowerment er et af tidens plusord og betyder direkte oversat bemyndige eller sætte i stand til. Det er altså et begreb der sætter fokus på processer, hvor igennem mennesker bliver i stand til at modvirke afmagt og afhængighed. Målet er det selvstændige og myndige menneske.

Som andre af tidens begreber i den velfærdspolitiske debat som f.eks social eksklusion, integration og rummelighed bruges begrebet imidlertid i meget forskellige betydninger.

Der kan lidt forenklet skelnes mellem

1. En liberalistisk variant, hvor empowerment kun handler om individers evne til at kunne forfølge deres egne mål, men hvor der ikke stilles spørgsmål med samfundets ulighedsskabende strukturer. I denne betydning omfatter empowermentbegrebet f.eks management- og ledelseskurser, der styrker lederes evne til at fastholde og udbygge deres sociale, statusmæssige og økonomiske magt.
2. En samfundskritisk, solidarisk variant, der fokuserer på kollektiv bevidstgørelse og aktiv handling i forhold til ændring af livsbetingelser for underprivilegerede grupper.

Det kritiske empowermentperspektivet sætter direkte fokus på dialektikken mellem levevilkår og rettigheder (de objektive livsbetingelser eller mulighedsstrukturerne / opportunity structures ) og ændringer i den subjektive bevidsthed, selvopfattelse og handlingskapacitet.

Empowerment er på denne måde et alternativ til den nyliberale kritik af velfærdsstaten - hvor social sikring ses som noget der underminerer individers evne til at klare sig selv og fastlåser de ressourcesvage i en afhængighedskultur (dependency culture). Empowerment ser tværtimod basale sociale rettigheder som en af forudsætningerne for myndiggørelse.

Empowermenttilgangen er også et alternativ til den traditionelle velfærdsstatslige tankegang. Her er omdrejningspunktet medborgeren der udfra objektive kriterier «passivt og oppefra» tildeles sociale rettigheder. Empowermenttilgangen ser den individuelle og kollektive myndiggørelse som et selvstændigt velfærdsmål, men betoner at dette på samme tid kræver ændringer i samfundets strukturer og individer og gruppers bevidsthed.

Empowermenttilgangen har i Danmark fået en vis gennemslagskraft i dele af socialpolitikken og bypolitikken - herunder især det der hedder kvarterløft. Kvarterløftpolitikken i underprivilegerede byområder bygger på, at borgerne i de pågældende kvarterer (understøttet af professionelle understøttende facilitatorer) selv definerer behov og løsningsstrategier indenfor en overordnet ramme.

Mobiliseringsprocesser i en social gruppe eller et lokalsamfund kan betegnes som horisontal empowerment. Gamle fjendebilleder, mangel på tillid ( «social kapital») internt mellem ressourcesvage grupper og apati er naturligvis barrierer der skal overvindes, hvis den horisontale empowermentproces skal kunne udfolde sig.

Vertikal empowerment handler om at få styrket gennemslagskraften opad og udadtil i forhold til vigtige magtcentre udenfor lokalsamfundet. F.eks så «glemte bydele» kommer på prioriteringslisten på Rådhuset og i den nationale bypolitik og får en stærkere stemme i det politiske spil.

Nogle planlægningsteoretikere og politiske sociologer taler om politikudvikling gennem social mobilisering - eller social mobiliseringsplanlægning. Empowermentplanlægning adskiller sig fra Habermas inspireret kommunikativ planlægning - der sætter den frie dialog i centrum - ved på forhånd at tage udgangspunkt i at magten er ulige fordelt. En ændring af magtrelationerne til fordel for underpriviligerede grupper kræver derfor meget mere end kommunikation.

Empowerment som planlægningsparadigme kan således være modsætningsfyldt: hvis det lykkedes betyder det oftest en udfordring af traditionelle magtbastioner, hvilket igen kan avle modstand oppefra.

Et markant historisk eksempel på dette er f.eks. «The War on Poverty» politikken, der blev gennemført mens Kennedy og senere Johnson var præsidenter i 1960'ernes USA. Her brugte borgerrettighedsforkæmpere og andre aktivister i ghettoerne føderale midler til at lave socialt arbejde i et tæt samspil med etnisk og politisk mobilisering i ghettoerne. Dette udløste voldsom modstand og var ifølge nogle iagttagere med til at bane vejen for at republikanerne kom tilbage til magten.

J.And.