Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Lilleskoler er oprettet på grundlag af «Lov om Friskoler og Privatskoler». De er som andre friskoler blevet til ved forældreinitiativ, men adskiller sig fra de grundtvigske friskoler ved at fravælge et religiøst grundsyn.

I 2005 er antallet af lilleskoler 50.

Skolernes økonomi er baseret på forældrebetaling og et statstilskud, der beregnes på grundlag af forbruget i Folkeskolen i 2002. Et faldende indeks belaster for tiden skolernes økonomi.

Skolernes undervisningsniveau vurderes af en forældrevalgt tilsynsførende, der skal vurdere om niveauet i dansk, matematik og engelsk er på linje med folkeskolens.

Nye retningslinjer for tilsynet er undervejs, idet man fra politisk hold ønsker et statsligt og forstærket tilsyn med de frie grundskoler, som lilleskolerne sorterer under. Foranledningen skyldes øjensyneligt, at skoler med indvandrerbaggrund ikke menes at opfylde kravet om at være på niveau med folkeskolen i de nævnte fag.

Forslaget har mødt modstand fra lilleskolerne, hvor diskussionerne har haft temaer som: Hvem tilhører børnene? – Staten, eller tilhører de sig selv? Sælges der ud af undervisningsfriheden og selvbestemmelsen? Der henvises ofte til «Den internationale Konvention om Borgerlige Rettigheder».

De første lilleskoler – det frie ansvarlige barn

Skal man søge efter kilderne til den første lilleskoles demokratiske idegrundlag er det knyttet til «Frit Danmarks Lærergruppe». Under besættelsen havde gruppen været et illegalt forum for en progressiv debat med blandt andre Sofie Rifbjerg som deltager. Hendes store indsigt og interesse for den internationale progressive bevægelse i Europa og i USA har spillet en stor rolle i debatten. Kredsen præsenterede sig i «Pædagogisk-psykologisk Tidsskrift» som en kreds, der var forskellig med hensyn til alder, indstilling og politiske holdninger, men det der samlede dem var viljen til at udvikle demokratiet og troen på at skolen var en hovedfaktor i denne proces.

Gruppen repræsenterede alle skoleformer og fandt ifølge en artikel af Inger Merethe Nordentoft sammen ved et møde i «Det pædagogiske Selskab» i 1945. Et af de pædagogiske krav var at arbejde for en udelt skole fra det femte til fjortende år.

Den første lilleskole, «Lilleskolen på Gammelmosevej» blev oprettet i 1949 og startede i 1950. Forældrene tilhørte for en stor del det kulturradikale miljø, som også var del af «Frit Danmarks Lærergruppe». Deres børn havde gået i en børnehave tilknyttet «Kursus for Småbørnspædagoger», ledet af Sofie Rifbjerg. De ønskede, at den gode børnecentrerede pædagogik skulle videreføres i skolen, og da en udelt skole baseret på denne pædagogik ikke kunne realiseres fra dag til dag valgte de ved benyttelse af friskoleloven at oprette en lille skole. Her skulle børnene lære at tænke og handle selvstændigt og ikke være underlagt en bestemt ideologi.

Først 10 år senere oprettedes den næste lilleskole i Århus og i 2005 er antallet steget til 50. Der oprettes stadig lilleskoler. Ofte fordi de små folkeskoler nedlægges.

Skolerne er ikke ens i deres idegrundlag, men har mange fællestræk: et lavt elevtal (150-200 børn), individuel undervisning med inddragelse af et socialt perspektiv og vægt på skabende virksomhed inden for alle kreative områder. Der læges vægt på samspil mellem selvstændighed og et socialt ansvar i et angstfrit miljø.

De politiske lilleskoler – barnet som politisk aktør

I 1970'erne oprettedes der flere skoler ud fra forskellige politiske og ideologiske overbevisninger. Der eksperimenteredes med såvel organisatoriske rammer som med indhold og undervisningsformer; såsom hvor langt skal børnenes selvbestemmelse gå, hvem bestemmer undervisningens indhold og hvor ligger balancen mellem lærernes professionalisme og forældrenes medbestemmelse. Temaer der stadig er aktuelle i lilleskolernes debat

Den pædagogiske debat i 70'erne i kølvandet på den almene debat om autoriteters rolle i samfundet bredte sig også til lilleskolerne Bestyrelsens, skolelederens og lærerens rolle blev problematiseret. Tidsskriftet «Unge Pædagoger» udgav eksempelvis et hæfte med titlen «Led, Ledere, Ledest». Den synlige ledelse skulle ændres til en åben, kollektiv ledelse, hvor lederen var proforma.

Debatten var med til at sprænge «Lilleskolen på Gammelmosevej». De mere politisk bevidste lærere dannede Lilleskolen 69.

Fra at være et kulturelt pædagogisk projekt ændredes mange lilleskoler til et politisk projekt med en spændvidde fra en mere anarkistisk orienteret til en kraftig inspiration fra sovjetisk, østeuropæisk, ja sågar kinesisk pædagogik. Udtrykt som anekdote kan man sige, at op til 70'erne havde læreren Neills «Summerhillskolen» liggende på natbordet; derefter Makarenkos «Vejen til Livet».

Lærerrollen skiftede fra en barnecentreret synsvinkel til at skulle være politisk samfundsændrende. Den mest ekstreme var «Lørdagsskolen», hvor børnene trænede til at blive aktive revolutionære.

Men det er vigtigt at pointere, at der var skoler af alle slags på samme tid - også de der holdt fast ved det oprindelige grundlag.

I 70'erne begynder nogle skoler at udarbejde læseplaner. Eksempelvis Lilleskolen 69 med «Skibet er ladet med». Indholdet bygges op efter et koncentrisk princip fra det nære til det fjerne. Både når det angår viden om mennesket eller der store verden.

Barnet som projekt

Siden 80'erne og ændres såvel ledelsesopfattelsen som det pædagogiske grundlag gradvist. Læreren bliver synlig igen og ledelsesansvarligheden forstærkes. Blandt andet fordi opgaverne bliver mere og mere komplekse med den stigende regulering af økonomien.

Efter at der i 80'erne mange steder udvikles en forfladiget udgave af såvel den barnecentrerede som den samfundspolitiske pædagogik med en stærkt individualiseret vinkel, er lilleskolerne ved at vende tilbage til det pædagogiske projekt.

Freinetskolerne

Ikke alle lilleskoler kalder sig lilleskoler. Et eksempel er Freinetskolerne. Celestin Freinet var en fransk pædagog, som i 1920'erne var dybt optaget af den progressive pædagogik som inspiration til at udvikle demokratiske læreprocesser i modsætning til den meget restriktive franske skole. Arbejdsbegrebet var det bærende princip i hans pædagogik. Dette udgangspunkt førte til en kritik af tendenserne i den progressive pædagogik. Freinet understregede, at den voksne er den ansvarlige og må forvalte fagligheden over for en mere laissez-faire holdning. Færdigheder må anskues som teknikker, der skal øves og trænes i modsætning til en mere afslappet holdning.

Børnene skulle ifølge Freinet opdage sammenhæng mellem teknik og produkt, således at de efterhånden selv kunne stille krav om forbedring af færdigheder for at et produkt kunne blive bedre. Endvidere skulle børnene lære at planlægge og tilrettelægge arbejdet ud fra valgte mål og forstå, at det de lærte ikke bare var til gavn for dem selv men også for andre i den verden, der omgav dem.

Når Freinet nævnes eksplicit, er det fordi den aktuelle debat om lilleskolerne drejer sig om netop disse temaer. Lilleskolernes styrke kunne ligge i at holde denne debat aktuel, fordi de aktuelle vilkår til enhver tid vil ændre indholdet. Eksempelvis vil opfattelsen af læreprofessionalitet og læreprocesser være afhængig af tid og sted. Lilleskolernes styrke er, at forandringer kan iværksættes hurtigere end indenfor et tungt hierarki med blandede politiske interesser.

Sp.H.