Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 24/9 2003
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 16.571
: :
Unge Pædagoger (UP)
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Unge Pædagoger opstod i første omgang som et tidsskrift. Det blev udsendt i december 1939 af en gruppe seminariestuderende, der var repræsentanter fra hvert af de danske seminarier. Dog hævdes det, at den hårde kerne bag initiativet var en gruppe studerende ved Jonstrup Statsseminarium. Baggrunden for initiativet var at de studerende ønskede at få indflydelse på studieforholdene ved seminarierne. I 1942 lykkedes det at stifte et Landsråd for seminarieelever. Tilslutningen til dette var imidlertid ikke stor i de første år, men efter nogle år var tilslutningen 100%, og Landsrådet blev repræsenteret i den seminariekommission, der blev nedsat i 1947. Fra 1944 var tidsskriftet desuden organ for Danmarks Lærerforenings Vikarkreds. Landsrådet og Vikarkredsen havde hver en redaktør i redaktionen og dertil kom en pædagogisk redaktør. Dette samarbejde fortsatte frem til 1958, på det tidspunkt havde Unge Pædagoger konstitueret sig som forening, og generalforsamlingen blev fra dette tidspunkt organisationens øverste myndighed. Fra 1972 har ledelsen været kollektiv.

Litografi til UP udført af Røde Mor

Organisationen - dvs. tidsskrift, forening og forlag og dermed redaktion og medlemskartotek - holdt frem til 1972 til i dagligstuen hos forskellige redaktører og arbejdet var ulønnet. Fra 1972 holdt redaktionen først til i Knabrostræde og derefter i Edvard Griegsgade i København. Og siden den gang har man også betjent sig af timelønnet medhjælp til ekspedition af bøger, tidsskrifter og abonnementer.

Aktiviteter

Tidsskrifter markerer organisationens start og det er blevet udsendt kontinuerligt frem til år 2003. Det blev relativt tidligt suppleret med forskelligt informativt materiale. Fra 1945-50 f.eks. med bilag om pædagogisk-psykologiske emner skrevet af danske pædagoger og psykologer. Aktuelle emner blev behandlet, et af bilagene handlede . eks.om intelligensforskning. Tidsskriftet har fortsat denne informative linie helt op til i dag. Et eksempel er temaet ledelse i 90'erne.

Samtidig har organisationen drevet egentlig forlagsvirksomhed. Tidspunktet for forlagsvirksomhedens start angives på forskellig vis. Men siden sidst i 40'erne er forskellige serier blevet udsendt. Centrale eksempler her er: «Vor Verden», en musikserie og en serie med psykologiske studier. Den såkaldte B-serie opfattes som den egentlige start på forlagsvirksomheden. I denne serie er gennem flere årtier centrale bøger om samtidens pædagogiske temaer blevet publiceret. Særligt skelsættende var udgivelser som «Den skjulte læreplan» af Mette Bauer og Karin Borg fra 1976, «Rapport fra et skoloeår» fra 1977 skrevet af Else Hammerich med flere samt Knud Illeris’ bøger: «Modkvalificeringens pædagogik» fra 1981 og «Grundbog i projektarbejde» fra 1985.

Endelig har organisationen holdt stævner, kurser, weekender og organiseret rejser næsten årligt i 60 år. Arrangementerne har haft forskelligt indhold fra stiftelsen af Landsrådet for seminarielever i 1941 til sommerseminar om det legende menneske i 1987.

Organisationens linie

Unge Pædagoger var stiftet af lærerstuderende og fokus for virksomheden har derfor været folkeskolen og læreruddannelsen. Organisationen har gennem tidsskriftet i 60 år åbent tilkendegivet en kritisk og analytisk holdning til disse organisationer. En gennemgang af dette skulle således afspejle organisationens linie.

Den første artikel i tidsskriftet havde som titel: «Hvad skal vi lære?» Artiklen handlede om, at udviklingspsykologien burde indføres som obligatorisk fag i læreruddannelsen og blive det primære fag, fordi «…hele vort fremtidige arbejde er baseret på, at vi kender så meget som muligt til børn. mon vi kan få noget ud af at undervise børn, hvis vi ikke ved, hvad de kan forstå, hvorledes de reagerer, hvilke vanskeligheder de har osv.». Tidsskriftet indledte således med at udtrykke et ønske om, at lærerstuderende skulle have mere at vide om barnet, og denne viden var central, da barnet var undervisningens genstand. I artiklen anvendes ingen store bogstaver, hvad man dengang skulle, hverken ved navneord eller efter fuld stop.

Den kritiske holdning var således klar allerede fra det første nummer. Tidsskriftet tilsluttede sig med denne og de følgende artikler til den pædagogiske progressivitet, reformpædagogikken, der blev formuleret i Danmark i løbet af mellemkrigstiden og senere er blevet reformuleret på forskellig vis. Unge Pædagoger havde den samme positive holdning til psykologien som de grupper havde, der den gang repræsenterede den pædagogiske progressivitet. Holdningen forblev i mange år åben, ja, nærmest ukritisk. Den ny viden om barnet blev indarbejdet i artikler om børns opvækstvilkår, om undervisning og om lærerenes arbejdsvilkår og disse artikler havde samtidig et mere samfundskritisk sigte. I lederen til nr. 7-8/ 59 står f.eks., at bestræbelserne må samles om: «…at samle kræfterne, inklusive skolepsykologer og Pædagogisk Institut, om at skabe det bedst mulige milieu… for alle børn i skolen, så der bliver plads til så mange «undtagelser» som muligt i de almindelige klasser, så vi kan nå vort dobbelte formål: at give hvert barn optimale muligheder for både forstandsmæssig og følelsesmæssig udfoldelse, og at give det et sådant stof mellem hænderne at det er bedst muligt forberedt til den vanskelige voksentilværelse i en verden, der er blevet stor og broget».

I 60'erne udvidede tidsskriftet sit synsfelt, og nye temaer der var af relevans for skolen blev introduceret. Ikke bare barnets vilkår men også ungdommens tages op og holdningen til psykologien blev mere kritisk. Den førte ungdomspolitik kritiseres f.eks. direkte. Og tonen skærpedes efterhånden som ungdomsoprøret nærmede sig. I lederen i nr. 3/68 hedder det i forbindelse med udvidelsen af undervisningspligten med et 10. skoleår at: «…skolen løser sin opgave i det beståendes tjeneste på fortræffelig måde. Den gør det ved at bygge sit indhold op omkring et verbalt reproducerbart stof, som nøje svarer til de forudsætninger, som børn fra bestemte sociale miljøer møder op med. Den gør det ved at operere med et intelligensbegreb, hvis blotte eksistens er et udtryk for et statisk og fikseret syn på menneskelige udviklingsmuligheder, og hvis indhold i øvrigt svarer til de verbale intellektuelle præstationer, som hører mere hjemme i visse sociale strata end i andre. Den gør det ved sine delingsprocedurer efter 5. og 7. klasse og efter 2. real…» der henvises til skolestrukturen den gang. I artiklen fastslås desuden, at hvis der skal ske ændringer heri, kan det ikke nytte at forlade sig på udviklingen, det må ske gennem lovgivning. Tidsskriftet understregede hermed det forhold, at skolen ikke var organiseret i overensstemmelse med den viden som den gang eksisterede - om hvorledes en demokratisk og socialt mere retfærdig skole skulle organiseres.

Denne brede kritiske linie fortsættes og får et nærmest anarkistisk anstrøg i de år hvor ungdomsoprøret kulminerer. I nr. 8/ 69 står f.eks.: «Kan vi tænke os et samfund, der tillader at give sin ungdom virkelige muligheder for at ændre de givne vilkår?» I andre artikler påpeges sammenhængen mellem børnedødelighed og boligforhold, den pædagogiske forskning omtales og seminarieuddannelsen kritiseres. Tidsskriftet fremstår i disse år som et nærmest aggressivt, velskrevet organ, der med skarp pen og social-realistiske fotografier formidler sit kritiske budskab om barnets og de unges opvækstbetingelser, lærerens arbejdsvilkår og skolens samfundsbevarende og dermed konservative funktion.

Efter ungdomsoprørets eufori og velformulerede kritik blev bladet præget af 70'ernes store ændringer i lærerens arbejdsvilkår og de efterfølgende arbejdsnedlæggelser. Spalterne fyldes med fagpolitisk stof, om aktionsformer, om tjenestetid, om forholdet mellem Unge Pædagoger og Danmarks Lærerforening og om de teorier, der kunne forklare det senkapitalistiske samfunds udvikling. Stoffet om skole og uddannelse bliver derved nedtonet og billedet af barnet blegner. Men det genfødes imidlertid med det stof som introduktionen af socialisationsteori og sprogpsykologi førte med sig. Dette stof tager Unge Pædagoger til sit hjerte og bladet får sin frodighed tilbage. Et eksempel er en artikel hvori en egentlig børne- og ungdomspolitik efterlyses. En politik der markerer sig som et kampområde ved siden af arbejdsmarkeds-, bolig,- og indkomstpolitikken. - I dag ville vi vel have tilføjet miljøpolitikken.- En kvalificeret uenighed og ikke en lunken enighed må formuleres «…og kroppen er det centrale frigørelses- og undertrykkelsested…» (nr. 3/78).

I 80'erne og fremefter fortsætter udvidelsen af stoffet i bredden, samtidig med at frodigheden i layout og illustrationer udbygges. Emner som skoleudvikling, lærerpersonligheden, «Pejlinger og perspektiver» – et debatoplæg som Undervisningsministeriet dengang udsendte – og æstetik i undervisningen behandles. Den kritiske holdning opretholdes, den borgerlige regerings økonomiske politik og skolepolitik står for skud. I leder i nr. 1/88 fastslås at skolen pålægges at udfylde de huller, der er i børnenes tilværelse, når hjemmet kommer til kort. Men nu er der hul i helheden i børns liv, og helhedsassistenter lader sig ikke ansætte. Problemet er børnenes opvækstvilkår. De viser sig i skolen, og de lader sig ikke løse ad pædagogisk vej.

Emnekredsen udvides fortsat i 90'erne. Ungdomsårgangene og de dertil knyttede problemer fylder mere og mere. Desuden behandles spørgsmålene langt mere fyldigt end tidligere, nr. 8/93 er viet en rapport: En beretning om et utraditionelt samarbejdsprojekt i Odense, der sigter mod at forbedre indsatsen for truede unge. Dette emne følges op på forskellig vis, bl.a. med temahæftet: «Unge under opdragelse, interview med 13-16 årige om deres familie og hvad deres forældre lægger vægt på i opdragelsen» (nr. 5/97). Andre eksempler er de numre, der handler om kultur og identitetsdannelse, flerkulturelle klasser, den menneskelige udviklings økologi og de etniske minoriteter og den ny folkeskolelov. Dertil kommer at redaktionen går ind i den pædagogiske hverdag og fremlægger analyser, beskrivelser og informationer, der direkte har til hensigt at bidrage til konkrete udviklingsarbejder og dermed reformere den eksisterende skole. Eller for at bruge deres egen formulering: «man bliver klogere af forskning og udviklingsarbejde» (nr.5/93).

Tidsskriftet repræsenterer således i løbet af 90'erne o i de første år af det ny årtusind både en informativ og en reformistisk linie, og som læser savner man til tider den frimodige anarkisme, der tidligere prægede spalterne. Men den anarkistiske kritik eksisterer stadig som når der f.eks. om den ny folkeskolelov fra 1993 stod at nogle få justeringer peger fremad, «…men det er lige så mange, der har karakter af rene tilbageskridt». Redaktionen linie synes at være at tilstræbe at gå på to ben: både et kritisk, der kan være både konstruktivt og anarkistisk, og et mere informerende og reformistisk.

Sammenfatning.

Nedslag i tidsskiftet synes at vise at organisationen Unge Pædagoger i de 60 år den har eksisteret, har gennemført en kritisk og konstruktiv linie. Kritikken har imidlertid haft skiftende udtryk. Bladet har været langt hårdere og mere konkret i sin kritik af skole og samfund i nogle perioder end i andre – og også mere anarkistisk og højtflyvende i nogle perioder end i andre. Heraf følger at kritikken næppe har fungeret som lige konstruktiv og brugbar af de grupper som bladet hele tiden har hævdet at det henvendte sig til, nemlig de lærerstuderende og lærere, der stod i en ret så konkret og krævende praksis-situation.

Tidsskriftet har undervejs taget et bredere og bredere indhold op. Set i bakspejlet bliver indtrykket at ambitionen har været at formidle både den ny viden og erkendelse som er udviklet og som er af relevans for den pædagogiske praksis, og at opretholde en kritisk distance både til denne viden og til skole og samfund.

E.N.


Litteratur

Unge Pædagoger nr.1/39
Unge Pædagoger Jubilæumsnummer efter 10 år, 1950;
Unge Pædagoger 50 år, 1989
Unge Pædagoger nr. 2/2000
Leksikon for Opdragere, 1952.