Nakba (arabisk: katastrofen). Henviser til 1948 hvor 6-800.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres land af israelsk militær, og hvor de israelske styrker efterfølgende ødelagde 418 palæstinensiske byer.

FN vedtog i 1947 en delingsplan, hvorefter 56% af det britiske mandatområde Palæstina skulle blive til Israel, mens de resterende 44% skulle blive til Palæstina. I det område FN havde udset til Israel var 49% af befolkningen på det tidspunkt palæstinensisk - muslimer og kristne. Planen blev forkastet af begge parter: af jøderne fordi de ønskede langt mere land end de 56% FN havde tiltænkt dem, af palæstinenserne fordi 94% af jorden i området var ejet af dem.

Jødiske indvandrere havde allerede i 1937 oprettet terrorgrupper, der terroriserede den palæstinensiske befolkning og de britiske styrker i områder med bilbomber, attentater mod busser, markeder og hoteller. Målet var at fordrive både de britiske mandatstyrker og den palæstinensiske befolkning.

Staten Israel blev oprettet 14. maj 1948. Israels første premierminister, Ben Gurion skrev i sin dagbog: «Under angreb må man være parat til at give modstanderen det afgørende stød ved enten at ødelægge bebyggelserne eller fordrive indbyggerne for at tage deres plads». I den officielle israelske historieskrivning opererede man i stedet med to forklaringsmodeller. Den ene hed: «Et folk uden land til et land uden folk». Hermed mente zionisterne, at der ikke boede «nogen» i det område der skulle blive til Israel. Apartheid styret i Sydafrika havde en fuldstændig analog forklaring. Der boede ingen før dem, og landet var derfor deres. Den anden forklaring i den officielle israelske historieskrivning var, at Israels arabiske nabolande via radio havde opfordret palæstinenserne til at flygte. Først da det israelske militærs arkiver i 1980'erne blev åbnet kunne israelske historikere konstatere, at den palæstinensiske forklaring var den korrekte: det israelske regime havde en konkret strategi for etnisk rensning gennem terror. Israel blev dermed den første stat etableret gennem terror.

De palæstinensiske flygtninge bor i dag i flygtningelejre i Libanon, Gaza og Vestbredden eller er rejst til andre dele af verden. De venter fortsat på en politisk løsning, der giver dem mulighed for at vende hjem til deres jord.

I 1998 gjorde PLO's formand og formanden for det palæstinensiske selvstyre Yasser Arafat den 15. maj til Nakba dag, for at sikre en årlig markering af uretten mod det palæstinensiske folk. Dagen markeres ikke blot i Palæstina og Israel, men over hele den arabiske verden. I 2006 erklærede det arabiske medlem af Knesset, Azmi Bishara overfor den israelske avis Maariv: «Israels selvstændighedsdag er jeres, ikke vores. Vi markerer i stedet dagen som vores Nakba - den tragedie der overgik vores palæstinensiske nation i 1948». Udtalelsen fik det jødiske parlamentsmedlem, Avigdor Lieberman til at erklære, at arabiske medlemmer af Knesset der markerede Nakba dagen skulle stilles for retten for højforræderi.

I 2009 forbød israels højre-radikale regering under ledelse af Benjamin Netanyahu palæstinensere i Israel at markere dagen. Palæstinensere der bryder forbudet kan straffes med fængsel.

A.J.