Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Afrikansk filosofi er filosofi produceret af afrikanere der repræsenterer afrikansk verdensopfattelse, eller filosofi der betjener sig af afrikanske filosofiske metoder.

De herskende holdninger er de herskendes holdninger. Gennem de århundreder hvor Afrika blev udsat for europæisk kolonialisme, udplyndring og slaveri blev de afrikanske tankesystemer systematisk undertrykt og søgt udraderet af europæerne, der gik så langt som til at hævde, at afrikanerne var undermennesker, der aldrig havde præsteret en egen filosofi og aldrig ville komme til det. I virkeligheden stod europæisk filosofi i dyb gæld til egyptisk filosofi og gennem mange århundreder var Nordafrika arnested for islamisk filosofi. Årtierne siden de europæiske kolonimagter blev smidt ud af Afrika er derfor blevet brugt til rekonstruktion af den afrikanske filosofi. Parallelt med denne er der gennem et par århundreder udviklet Africana filosofi blandt afrikanere udenfor Afrika. Altså blandt den afrikanske befolkning, der af europæerne blev bortført og solgt som slaver på især det amerikanske kontinent.

Selv om der findes afrikanske filosoffer der er aktive indenfor de europæisk definerede felter som metafysik, epistemologi, moralfilosofi og politisk filosofi, har meget af den moderne afrikanske filosofi været koncentreret om definition af egne etno-filosofiske parametre og hvad der adskiller den fra andre filosofiske traditioner. En af de centrale antagelser for etno-filosofien er at en specifik kultur kan have en filosofi, der ikke direkte kan overføres til andre folk og kulturer i verden. Denne opfattelse kritiseres imidlertid af andre filosoffer. En af den afrikanske filosofis grundlæggere, kenyaneren Uzodinma Nwala fortæller, at inden hans ansættelse ved UNN, eksisterede der ikke noget kursus i Afrikansk Filosofi ved noget universitet. «Det eneste vi blev undervist i som filosofistuderende var vestlig filosofi. Afrikansk filosofi eksisterede som begreb ingen steder. Selv mange år efter vi havde oprettet kurserne i afrikansk filosofi, var der fortsat voldsom diskussion blandt eksperterne, om hvorvidt der virkeligt eksisterede en afrikansk filosofi».

Afrikansk filosofi kan formelt defineres som afrikaneres kritiske tænkning over deres erfaringer med virkeligheden. Den nigerianske filosof K.C. Anyanwu definerede afrikansk filosofi som «det der beskæftiger sig med den måde fortidens og nutidens afrikanske folk forstår deres mål og den verden de lever i». På den måde bliver afrikansk filosofi en kritisk reflektion over de afrikanske magthaveres varetagelse af deres forpligtigelser overfor den afrikanske befolkning, og moralske fordømmelse eller lovprisning af dette forhold. Den leverer også mulige løsninger på de udfordringer der opleves i Afrika.

En af de grundlæggende uoverensstemmelser er, hvad der helt præcist menes med «Afrikansk»: indholdet af filosofien og de metoder den betjener sig af, eller filosoffernes identitet. Den første position betegner filosofi som afrikansk, hvis den involverer afrikanske temaer som opfattelse af tid, personlighed, rum og andre elementer, eller betjener sig af metoder der er særegent afrikanske. Den anden position karakteriserer filosofi som afrikansk, hvis den produceres af afrikanere, folk af afrikansk oprindelse og andre der er involveret i kritikken og analysen af deres arbejder.

Den nigerianske filosof Joseph I. Omoregbe definerer en filosof bredt som en person der forsøger at forstå verdens fænomener, formålet med den menneskelige eksistens, verdens egenskaber, og menneskets placering i denne verden. Denne form for naturfilosofi kan identificeres i Afrika, endnu før afrikanske filosoffer fremtræder som kilderne til den.

Filosofi i Afrika har en rig og varieret historie, der mindst daterer sig tilbage til antik egyptisk filosofi, som den fremtræder i kultur og tanker allerede før de egyptiske dynastier. Denne filosofi udviklede sig videre i Nordafrika, Vestafrika, Centralafrika og Afrikas Horn.

Nordafrika

Det centrale element i den antikke egyptiske og sudanesiske filosofiske tradition var konceptet «ma’at», der henviser til «retfærdighed», «sandhed» eller enklere, «det der er ret». Et af de tidligste politisk filosofiske værker var Ptah-Hoteps maksimer, som egyptiske skoledrenge gennem flere hundrede år blev undervist i.

De antikke egyptiske filosoffer gav vigtige bidrag til den græske og kristne filosofi. Indenfor den græske tradition blev den indflydelsesrige Neoplatoniske filosofiske skole grundlagt af den egyptiske filosof Plotonius i det 3. århundrede e.v.t.

Indenfor den kristne tradition spillede Augustine af Hippo en vigtig rolle indenfor kristen filosofi og teologi. Han levede i 354-430 og skrev sit mest berømte værk, Guds By, i Hippo Regius (nu Annaba, Algeriet).

Indenfor den nordafrikanske islamiske filosofiske tradition, fulgte Ibn Bajjah en neo-platonisk retning i det 12. århundrede e.v.t. Ifølge Bajjah var formålet med menneskelivet at opnå sand lykke, og sand lykke opnås gennem forståelse af det universelle gennem erkendelse og filosofi, ofte udenfor rammerne af organiseret religion. 

Ibn Rushd fulgte mere Aristoteleske tanker og grundlagde den filosofiske skole Averroismen. Han argumenterede med, at der ikke eksisterede nogen konflikt mellem religion og filosofi, og insisterede på at der fandtes mange veje til gud. Det stod filosoffen frit for at vælge erkendelsens vej til gud, mens denne vej ikke var farbar for almindelige dødelige, der måtte følge den vej der blev anvist dem gennem skrifterne.

Ibn Sab’in kritiserede denne filosofi og argumenterede med at Aristoteles’ filosofiske metoder var uegnede til at forstå universet, da de var ude af stand til at afspejle den grundlæggende samhørighed mellem universet og gud. Sand erkendelse krævede derfor andre metoder end de Aristoteleske.

Vestafrika

De mest fremtrædende blandt de før-moderne vestafrikanske filosofiske traditioner var Yoruba traditionen og den verdensopfattelse der udsprang af den gennem dens tusindårige udviklingshistorie, samt kosmologierne og filosofierne fra Akan, Dogon og Dahomey.

Historisk havde de vest- og nordafrikanske filosofiske traditioner stor indflydelse på islamisk filosofi generelt, eftersom denne var stærkt påvirket af filosoffer der var født eller arbejdede på det afrikanske kontinent - især i Cairo og i Timbuktu i det nuværende Mali. Mange af disse filosoffer skabte egne filosofiske traditioner i disse byer.

Afrikas Horn

Der findes en række kilder der dokumenterer udviklingen af en særlig ethiopisk filosofi med start omkring år 1000 e.v.t. En af de mest fremtrædende traditioner udsprang af 17. tallets ethiopiske filosof Zera Yacob og hans tilhængeres arbejder.

Det sydlige Afrika

I det sydlige og sydøstlige Afrika udvikledes en Bantu filosofisk tradition, der beskæftigede sig med eksistensens natur, kosmos og menneskehedens relation til verden. Denne tradition blev kanoniseret i Ubuntu filosofien.

Centralafrika

Inden Bantu migrationen mod det sydlige Afrika fandt der en udvikling sted i det centrale Afrika, der forenede Egyptiske og Sudanesiske traditioner og gav grundlag for særegne opfattelser af tid, verdens skabelse, menneskets natur og det rigtige forhold mellem menneskehed og natur. Denne tradition findes afspejlet i Dinka mytologien, Masai mytologien og tilsvarende traditioner.

Den afrikanske diaspora

Endelig kan der idenficeres en række pre-moderne filosofiske traditioner blandt afrikanere og deres efterkommere i Europa og på det amerikanske kontinent. En af de mest fremtrædende af disse var den afrikanske filosof Anthony William Amo, der blev bortført som slave fra Awukenu i det nuværende Ghana. Han voksede op og blev uddannet i Europa, hvor han opnåede doktorgrader i filosofi og medicin. Han blev udnævnt til professor i filosofi ved universiteterne i Halle og Jena i Tyskland.

Antikoloniale traditioner

Fra starten og frem til midten af det 20. århundrede havde antikoloniale bevægelser en enorm indflydelse på udviklingen af ny afrikansk politisk filosofi, der gav genlyd på hele kontinentet og i den afrikanske diaspora. Afrikansk politisk filosofi var både under de antikoloniale kampe og den tidlige periode efter afkoloniseringen stærkt inspireret af marxistiske og kommunistiske filosofiske traditioner. Et af de meste kendte eksempler fra denne periode var den socialistiske Ujamaa filosofi, der fandt fodfæste i Tanzania og andre dele af Sydøstafrika. Disse afrikanske politiske filosofiske strømninger havde også betydelig indflydelse på antikoloniale bevægelser blandt ikke-afrikanske folk i andre dele af verden. Centrale figurer var Aimé Césaire, Leopold Senghor, Kwame Nkrumah og Julius Nyerere.

Moderne afrikansk filosofi

Den kenyanske filosof Henry Odera Oruka skelner mellem 4 strømninger i den moderne afrikanske filosofi: etno-filosofi, visdomsfilosofi, nationalistisk-ideologisk filosofi og professionel filosofi. Oruka tilføjede senere yderligere 2 strømninger: litterær og kunstnerisk filosofi repræsenteret ved forfattere som Ngũgĩ wa Thiong'o, Wole Soyinka, Chinua Achebe, Okot p’Bitek og Taban Lo Liyong, samt hermeneutisk filosofi - især analysen af afrikanske sprog for at uddrage filosofisk indhold heraf.

Etno-filosofien er blevet brugt til at kortlægge indholdet og opfattelserne i afrikanske kulturer. Denne filosofiske tradition opfatter afrikansk filosofi som bestående af en række fælles trosholdninger, værdier, kategorier og antagelser, der ligger i de afrikanske kulturers sprog, deres værdier og praksis. Kort sagt, et unikt afrikansk verdensbillede. Dens grundindhold er fællesskabs- fremfor individ orienteret.

En af de mest fremtrædende fortalere for denne tradition er Placide Tempels, der i sin Bantufilosofi argumenterede for, at Bantu folkets metafysiske kategorier afspejles i sprogets kategorier. Ifølge Tempels kan afrikansk filosofi bedst forstås udfra grundlæggende antagelser om virkeligheden, som den reflekteres i de afrikanske sprog.

En anden repræsentant for denne tradition er E. J. Algoa fra University of Port Harcourt i Nigeria. Han argumenterer i sit papir An African Philosophy of History in the Oral Tradition for eksistensen af en afrikansk historiefilosofi baseret på traditionelle ordsprog fra sproget i Niger Deltaet. Han argumenterer for at indenfor afrikansk filosofi betragtes alder som en vigtig faktor for tilegnelsen af visdom og forståelsen af fortiden. Til støtte for sit synspunkt citerer han ordsprog som «Flere dage, mere visdom» og «Hvad en gammel mand kan se siddende, kan en ung mand ikke se stående». Sandhed betragtes som uforanderlig og uforgængelig («Sandhed rådner aldrig»), men mennesker kan tage fejl («Selv en fire-benet hest kan snuble og falde»). Det er farligt at dømme ud fra fremtræden («Store øjne fører ikke alene til klarsyn»), men førstehåndsindtryk kan alligevel være troværdige («Den som ser, tager ikke fejl»). Fortiden betragtes ikke som fundamentalt forskellig fra nutiden. Al historie er nutidig, mens fremtiden er ukendt («Selv en fugl med en lang hals kan ikke se fremtiden»). Alligevel siges det: «Gud lever længere end evigheden». Historien forstås som af afgørende betydning («Én der ignorerer sin oprindelse er ikke-menneskelig») og historiefortællere (der omtales som «jordens sønner») hyldes («Jordens sønner har pythonslangens skarpe øjne»). Alle disse ordsprog må dog forstås kulturelt relativistisk, da spændet i afrikanske kulturer er enormt, med matriarkater, patriarkater, monoteistiske samfund og traditionelle religioner. Ordsprog der er udbredt blandt grupper i Niger Deltaet kan ikke gøres repræsentative for hele kontinentet.

En anden og mere kontroversiel udgave af denne tradition er indeholdt i begrebet Negritude. En af Negritude begrebets mest fremtrædende fortalere var Leopold Senghor. Han argumenterede for at den afrikanske tilgang til virkeligheden er baseret på følelser snarere end på logik, kommer til udtryk i deltagelse snarere end i analyse og manifesterer sig gennem kunst snarere end gennem videnskab. Cheikh Anta Diop og Mubabinge Bilolo er nok enige i at den afrikanske kultur er unik, men stiller til gengæld spørgsmålstegn ved påstanden om at afrikanere skulle være mere emotionelle og kunstneriske. De påpeger, at Egypten som en afrikanske kultur gjorde store fremskridt indenfor videnskab, matematik, arkitektur og filosofi. Denne filosofiopfattelse må betegnes som reduktionistisk, når man tager hensyn til de åbenlyse videnskabelige og lærde triumfer, ikke blot i det gamle Egypten, men også i Nubien, Meroe og det store bibliotek i Timbuktu, de udstrakte handelsnetværk og kongedømmer i Nord-, Vest- og Centralafrika, Afrikas Horn, Stor-Zimbabwe og de andre større riger i det sydlige og sydøstlige Afrika.

Kritikere af denne tilgang argumenterer videre, at den filosofiske indsats der er knyttet til dannelsen af en sammenhængende filosofisk position udfoldes af den akademiske filosof. Den samme kulturs udtryk og ordsprog kan udvælges og organiseres på mange forskellige måder, der kan lede til meget forskellige - ofte modstridende - tankesystemer.

Visdomsfilosofien er en slags individualistisk udgave af etno-filosofien, hvor en række af samfundets specielle medlemmers tanker og syndpunkter registreres. Præmissen er at selv om de fleste samfund kræver en vis grad af samhørighed i tro og opførsel blandt sine medlemmer, så vil nogle få af disse medlemmer nå en særlig høj grad af forståelse for deres kulturs verdensopfattelse. Disse medlemmer er de vise. I nogle tilfælde bevæger disse vise sig udover viden og forståelse til reflektion og kritik. De bliver derved til mål for filosofisk skarsindighed.

Kritikere af denne tilgang bemærker at ikke al reflektion og kritik er filosofisk. Hvis afrikansk filosofi alene skulle defineres ud fra filosofisk skarpsindighed, så ville den vises tanker ikke kunne være afrikansk filosofi, for den stammede ikke fra andre vise. Med denne tilgang er den eneste forskel mellem ikke-afrikansk antropologi og etnologi, og den afrikanske filosofi videnskabsmandens nationalitet.

Kritikere argumenterer videre med at problemet med både etno-filosofi og filosofisk skarpsindighed er at der er en vigtig forskel mellem filosofi og idehistorie. Ligegyldig hvor interessante Akan og Yoruba folkets ideer må forekomme filosoffen, så forbliver de tro og ideer, ikke filosofi.

Professionel afrikansk filosofi identificeres oftest som den filosofi produceret af afrikanske filosoffer, der er trænet indenfor den vestlige filosofiske tradition, der nærer et universelt syn på metoder og genstand. Denne type filosoffer forkaster etno-filosofiens antagelser og baserer sig i stedet på en universel verdensopfattelse, der indebærer at filosofi skal kunne anvendes overfor alle folk og kulturer i verden. Dette gælder også selv om der kan være forskelle i de spørgsmål forskellige nationale eller regionale skoler arbejder med. En række afrikanske filosoffer indenfor denne tradition er: Paulin Houtondji, Peter Bodunrin, Kwasi Wiredu, Tsenay Serequeberhan, Marcien Towa og Lansana Keita.

Nationalistisk-ideologisk filosofi kan opfattes som en speciel udgave af visdomsfilosofi, hvor det ikke er de vise men ideologier der er subjekterne. Den er også blevet karakteriseret som en underkategori af professionel politisk filosofi. Uanset karakteristikken opstår der et problem med at skelne mellem ideologi og filosofi, og mellem forskellige sæt af ideer og måden at forstå dem på.

Afrikansk etik

Selv om kontinentet er ekstremt forskelligt, så synes der at eksistere en række fælles moralske ideer på tværs af mange etniske grupper. I en række afrikanske kulturer er etikken grundfæstet i individets karakter, og når man siger «han har ingen moral» skal det forstås som «han har ingen karakter». En persons karakter reflekterer ophobningen af hendes gerninger og vanlige adfærd. Den kan derfor også forandres gennem hendes liv. I nogle afrikanske kulturer refererer «personlighed» til et voksent menneske der udviser moralske værdier. Et individ der opfører sig dårligt betragtes ikke som en «person», men dog som menneske.

Selv om mange traditionelle afrikanske samfund er dybt religiøse, kommer religionen ikke direkte til udtryk, og etikken bliver derfor ikke guddommeligt baseret. Den er i stedet humanistisk og utilitaristisk. Den fokuserer på at forbedre den sociale sammenhængskraft og menneskets lykke. På den anden side er social velfærd ikke en simpel agregering af individuel velfærd. Der eksisterer et kollektivt kodeks der rummer værdier alle ønsker at opnå som fred og stabilitet. Generelt er afrikansk etik social eller kollektivistisk snarere end individuel. Samarbejde og altruisme betragtes som centrale elementer. Den afrikanske etik lægger større vægt på adfærd til gavn for fællesskabet end på rettigheder - i modsætning til det meste af den vestlige etik.

Africana filosofi

Africana filosofi udfoldes af filosoffer af afrikansk oprindelse eller andre der beskæftiger sig med forholdene for den afrikanske diaspora. Den beskæftiger sig med filosofiske ideer, argumenter og teorier, der har særlig interesse for mennesker af afrikansk oprindelse. Nogle af de spørgsmål den arbejder med er: pre-sokratisk afrikansk filosofi, nutidige debatter om den vestlige filosofis tidlige historie, post-kolonial litteratur i Afrika og USA, sort modstand mod undertrykkelse, sort eksistentialisme i USA og betydningen af «sorthed» i den moderne verden.

A.J.