Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Overordnet set kan man skelne mellem to typer dokumentation i daginstitutioner: en administrativ og en pædagogisk. Administrativ dokumentation omfatter de driftsmæssige forhold og rammer for det pædagogiske arbejde. Målgrupper for denne type er primært den kommunale forvaltning, ledelsen i institutionen, bestyrelsen og i mindre grad det pædagogiske personale.  Administrativ dokumentation kan være forskellige typer indberetninger og opgørelser eller andre registreringer ift. eksempelvis økonomi, løn og sygefravær. Til forskel fra dette handler pædagogisk dokumentation om selve indholdet i det pædagogiske arbejde. Fokus er her synliggørelse og beskrivelse af pædagogisk praksis med henblik på erindring, kommunikation, refleksion og evaluering.  Målgrupperne for denne type er primært børn, pædagoger og forældre, og sekundært forvaltningen eller andre interessenter. Det følgende omhandler alene den pædagogiske dokumentation.  

Et kritisk begreb

Dokumentation er et begreb, der i pædagogiske sammenhænge ikke er blevet opfattet ubetinget positivt, og som lige fra begyndelsen af har givet anledning til en vis skepsis og bekymring hos nogle forskere og eksperter på området. En del af forklaringen på denne skepsis ligger formentligt i begrebets etymologiske rødder, hvor documentum på latin betyder bevis, dvs. attestation eller historisk vidnesbyrd.  Eksempelvis kan man i en gammel kiste på et loft finde diverse ejendele og personlige genstande, der konkret dokumenterer en persons deltagelse i anden verdenskrig. Ligeledes er filmdokumentarer og fotoreportager fra krigen bevidste former for dokumentation, som har haft til hensigt at fastholde vigtige øjeblikke og begivenheder for efterkommere. Dokumentation kan også opfattes som en form for ydre krav om bevisførelse i relation til bestemte aktiviteter og indsatser, eller som baggrund for ydre vurdering og kontrol. I pædagogiske institutioner kan det eksempelvis handle om at bevise, at man har realiseret noget planlagt, som en tur i skoven, eller noget forventet, som vurderinger af børns sproglige færdigheder.

Inddragelsen af dokumentationsbegrebet i pædagogik og hverdagspraksis i vuggestue, børnehave eller SFO, har historisk givet anledning til en række kritiske spørgsmål. Kritikken har især handlet om koblingen mellem dokumentation og såkaldte «kvalitetsvurderinger» og målinger i pædagogisk arbejde, og indførelsen af «sprogvurderinger» af vuggestuebørn.  I forlængelse af kravet om vurderinger skal pædagoger altså kunne (be)vise over for kommunen eller forældrene, at de netop har gennemført sprogtesten og andre aktiviteter. Kritikken har handlet om hvorvidt man overhovedet, ud fra dokumentationsmaterialet, kan foretage rimelige vurderinger af kvaliteten af de pædagogiske processer som har fundet sted i samværet med børnene. Spørgsmålet er eksempelvis, hvad testresultaterne egentlig siger om børns sproglige evner, når det, der registreres er barnets gengivelse af enkelte ord. Kritikerne rejste også spørgsmål om hvad der i så fald bliver af «resten», altså alt det som ikke er dokumenteret eller dokumenterbart. Vil børnenes indbyrdes venskaber miste værdi og deres lege betydning, alene fordi de er spontant opstået og ikke umiddelbart egner sig til systematisk vurdering, måling og dokumentation?

Dokumentation har været forbundet med risikoen for at pædagogikken skulle underlægges de samfundsmæssige tendenser om eksponering og profilering. Altså som en måde at «vise» og «føre sig frem», for at kunne «sælge varen» - den pædagogiske ydelse - til borgerne. Risikoen kan her være, at man som pædagog, og pædagogisk leder, bliver meget optaget af at profilere sin egen institution og eksponere egne pædagogiske «produkter», og i mindre grad optaget af dagligdagens pædagogiske praksis, og det spontane liv med børnene.

Endelig er dokumentation blevet en del af det politiske fokus på evidens inden for det pædagogiske område, hvor der i stigende omfang stilles krav om at underbygge effekten af pædagogiske indsatser. Som følge af den politiske fokusering er dokumentation blevet udforsket med kritiske øjne i relation til pædagogisk faglighed og styring på daginstitutionsområdet. En central pointe i denne kritik er, at dokumentation ikke kan forstås som en neutral synliggørelse af det pædagogiske arbejde. Dokumentation skaber derimod bestemte forståelser af børn og af pædagogikken, som kommer til at være bestemmende for, hvad samfundet anerkender som pædagogisk faglighed, og hvad der bliver tillagt værdi i praksis, og for pædagogernes arbejde.  

Loven om pædagogiske læreplaner indført i 2004 og revideret i 2007 har været stærk medvirkende til en skærpelse af dokumentationsbehov og dokumentationskrav på daginstitutionsområde. Dokumentation er blevet et nødvendigt led i pædagogisk praksis og i styringskæden, hvor det handler om at tilvejebringe forskellige former for «data» til de forskellige pædagogiske og styringsmæssige behov. Dokumentationsmaterialet kunne anvendes både som redskab, der tjener et pædagogisk formål i relation til planlægning, evaluering og kommunikation; og også til ydre målstyring og mere eller mindre ekspliciterede former for kontrol. Sammenkoblingen af pædagogiske læreplaner med dokumentation og evaluering har betydet, at de begge i udgangspunktet har været stærkt bundet til læreplanernes formuleringer, kategorier og læringsrationaler. Dermed er der også kritisk påpeget en risiko for, at det, der bliver dokumenteret udvælges alene efter de samme læringsmål og rationaler.

Samtidig med, og på trods af, kritikken har dokumentation bredt sig i daginstitutionerne og udviklet sig i en mangfoldighed af varianter, der også omfatter mundlige former som eksempelvis fortællinger og dialoger på tværs af pædagoger, forvaltningskonsulenter og kommunalpolitikere i såkaldte «udviklingslaboratorier» (Plotnikof 2012). Undersøgelser peger på, at pædagoger generelt oplever dokumentationsarbejdet som givende og anvendelig i den pædagogiske hverdag.

Dokumentation som pædagogisk redskab

For at imødegå kritikpunkterne og kunne anvende dokumentation meningsfuldt i pædagogikken er det nødvendigt at præcisere dens betydning som pædagogisk begreb og redskab.   

Begrebet pædagogisk dokumentation blev oprindeligt udviklet i Italien i begyndelsen af halvfemserne og formelt introduceret igennem de såkaldte Orientamenti (Comissione Ministeriale 1990, s. 28) eller «pædagogiske orienteringer». Orienteringerne, der svarer til de danske pædagogiske læreplaner, anbefalede brugen af dokumentation som pædagogisk redskab i relation til pædagogik og dannelse i barndommen. Udgangspunktet var tesen om, at børnehavetiden pædagogisk-filosofisk anskues som en institutionel «rejse», og bliver meningsfuld for alle deltagerne, i det omfang dens indhold og etaper kan gøres til genstand for genkaldelse, fællesgørelse og dialog, samt faglig refleksion. Dokumentation giver først og fremmest børnene mulighed for at opleve og erkende egne udviklingsmæssige og læringsmæssige erobringer, og pædagogerne mulighed for at analysere, diskutere og reflektere over deres arbejde med børnene. Desuden bidrager dokumentation til at skabe kontinuitet ved institutionsskift og i overgang fra børnehave til skole. Endelig ses pædagogisk dokumentation som noget centralt i arbejdet med børn med særlige behov.

I sin oprindelse er pædagogisk dokumentation altså tænkt som et redskab med væsentlige pædagogiske implikationer, der kan være med til at bære og videreføre betydninger hos børn og pædagoger og herved kvalificere den pædagogiske proces.  Dokumentation har en meningsskabende funktion i relation til pædagogisk liv og praksis fordi den griber og fastholder væsentlige aspekter i den pædagogiske proces, og i selve «rejsen», som hermed kan erindres, genopleves, anerkendes og fællesgøres.

Kriterier for pædagogisk dokumentation

Pædagogisk dokumentation handler om at kunne registrere og fastholde signifikante elementer eller momenter i pædagogisk praksis, som formodes at være nyttige eller nødvendige. Det gælder for barnet og dets forældre, for pædagogen og faget, og for offentligheden og samfundet.

Det er indlysende, at det ikke er alt, der i praksis hverken kan og skal dokumenteres. Dokumentation kræver en løbende vurdering af, og stillingtagen til, hvad der er relevant at dokumentere, med hvilket formål, på hvilke måder og gennem hvilke teknikker. Valget er langt fra enkelt i hverdagens komplekse, og til tider hektiske, og indholdsmættede liv. Det kan derfor være nødvendigt at opstille nogle vejledende kriterier for, hvad der pædagogisk set kan betragtes som hensigtsmæssig dokumentation. Kriterierne bør diskuteres i personalegruppen med henblik på at nå frem til en nogenlunde fælles forståelsesramme som den enkelte pædagog kan støtte sig til i sine vurderinger og valg.

Ud fra en opfattelse af, at alt i princippet kan være relevant, men at ikke alt er relevant, kan kriterier for hensigtsmæssig dokumentation handle om: væsentlighed, pertinens og etik samt, eventuelt, æstetik.

Dokumentation skal først og fremmest være væsentlig, altså i sit indhold omhandle noget, som er vigtigt og betydningsfuldt for de involverede deltagere i en given pædagogisk sammenhæng. Om noget er mere eller mindre vigtigt kan ikke bestemmes på forhånd, men må afgøres i situationen, i dialog med barnet, i relation til den fælles kontekst, og på baggrund af de pædagogiske principper og målsætninger. Betydningsaspektet er helt centralt. Dokumentation har som sin fornemste opgave dét at være betydningsbærende, altså fungere som agent for væsentligt personligt og fælles emotionelt-kognitivt indhold. Det gælder både i relation til børnenes betydningsindhold og i relation til pædagogers faglige erfaringer og erkendelser.

Et andet kriterium er, at dokumentation er pertinent. Udtrykket pertinens stammer fra systemteorien og henviser til en særlig form for relevans, hvor der er sammenhæng og indbyrdes forbindelse mellem forskellige elementer eller forhold i en given kontekst. Med Gregory Batesons ord betyder det at forskellige elementer hører sammen idet de «tilhører den samme historie». At pædagogisk dokumentation er pertinent, vil sige, at der er en meningsfuld sammenhæng og forbindelse mellem «dokument», indhold og kontekst. Eksempelvis mellem børnetegninger eller billeder, børnenes fortællinger og konkrete forslag til projekter og dét, der i fællesskabet realiseres i forlængelse af det som viser sig at være vigtigt og interessant at arbejde med. Hermed bliver dokumentationsmaterialet et medierende redskab til at bære børns personlige betydninger, og forbinde dem med andre børns, i en fælles betydningssammenhæng og pædagogisk historie. Det svarer til når et barn på en ferierejse bruger en lille kuffert til udvalgte billeder, genstande og andet materiale, for dermed at holde sammen på sine indtryk, oplevelser og erfaringer undervejs. På samme måde kan dokumentation i en daginstitution holde sammen på betydningsfulde indholdselementer og erindringer i børnenes individuelle og fælles historier.

Et tredje og vigtigt kriterium, er at dokumentation skal være etisk. Når dokumentation i pædagogiske sammenhænge handler om at fastholde det umiddelbare og flygtige, er det relevant at vurdere, om en hændelse eller en pædagogisk aktivitet skal dokumenteres og gøres til genstand for mulig betragtning, analyse mm. af andre end dem som er direkte involveret. Det kræver løbende professionsetiske overvejelser at kunne fornemme hvornår det er «passende» at dokumentere, og hvornår det er bedst at lade være. Eksempelvis om en bestemt tegning skal hænges op og “udstilles” på opslagstavlen eller forblive i barnets egne gemmer. Om man skal fotografere eller filme børn i en vigtig, men måske noget «privat», leg, eller bare skal gå forbi og lade legen være leg, med endemål i sig selv.  I sådanne tilfælde er det kommunikationen med børnene, både verbal og nonverbal, som i situationen kan være med til at guide pædagogens valg.  Men helt kommer man ikke uden om en vis voksen «definitionsmagt» og eventuelle etiske dilemmaer i relation til dokumentation. Det er i sidste instans pædagogen der har ansvaret for de valg hun, på baggrund af intuitive fornemmelser og pædagogiske overvejelser, foretager på børnenes vegne, i de tilfælde hvor de ikke er - eller ikke kan være - medinddraget i afgørelsen af hvad der skal dokumenteres, og på hvilke måder.

Endelig kan dokumentation også være æstetisk. Æstetik kan fremhæves som en relevant dimension i dokumentationsarbejdet, hvorved man i udtrykket efterstræber det skønne, ikke (kun) som ydre egenskab, men som en egenskab ved væsenindholdet af det, der dokumenteres. Den voksne kan bidrage til en udforskning af det æstetiske, musiske og skabende hos børnene og i børnenes relation til omgivelserne. Indenfor Reggio Emilia-pædagogikken har grundlæggeren Loris Malaguzzi ligefrem talt om «opdragelse af det visuelle» og om «at øjet, der ser, kan lære at se mere og længere». Mere aktuelt fremhæver dansk pædagogisk forskning æstetikken som en væsentlig dimension ved børns kreativitet og erkendelse i pædagogisk praksis. (Blume 2015). Men æstetikken rummer også udfordringer når den kobles til de tidligere nævnte krav om pædagogisk synliggørelse og eksponering. Risikoen ved æstetikkriteriet, i relation til pædagogisk dokumentation, kan være, at det alene er konventionelle, voksen-æstetiske parametre, der gør sig gældende, mens børns eksperimenterende, æstetiske udtryksformer kan blive underkendt. I praksis kan der være en tendens til en vis «æstetisk korrekthed» hos pædagoger i relation til hvordan ting skal se ud og vises frem. Det kommer til udtryk i bestemte vurderinger og prioriteringer af materialer, former, farvesammensætninger osv. Herved kan det ende med, at produktkravet om et bestemt voksen-æstetisk udtryk kommer til at være bestemmende for processen og påvirke selve indholdet. I værste fald kan dokumentationen stik i mod intentionerne komme til at få en overfladisk og fremmedgørende pædagogisk effekt.

Former for dokumentation

Pædagogisk dokumentation kan, alt afhængig af fokus og formål, antage forskellige former og foregå ved hjælp af forskellige tekniske midler af verbalsproglig, grafisk, billedlig og digital art – ofte i en skøn blanding af flere medier. Den kan være specifikt afgrænset til særlige opgaver og enkelte aktiviteter, eller den kan være bredt favnende, helhedspræget og processuel.

Når dokumentationen sker ved løbende konkretisering af vigtige momenter i processen, hvor det fysiske rum forandrer sig i takt med en forandring i det pædagogiske indhold, kan man tale om en form for kontekstuel dokumentation. Eksempler på en sådan dokumentation kan ses i pædagogik inspireret af metodologien om «Den Integrerende Baggrund». Her fylder dokumentation en stor del af institutionens fysiske rum, idet man løbende konkretiserer de projekter og historier som børn og pædagoger udtænker, planlægger og realiserer sammen.

Det handler om, både konkret og narrativt, at skabe én stor «fælles historie», der omfatter flere forskellige mindre fortællinger, lege, aktiviteter og projekter. Et sådant historieforløb kan eksempelvis komme til at handle om livet under jorden, som børnene i en italiensk børnehave har kaldt «Det underjordiske».  I børnehaven er historieforløbet eksempelvis konkret dokumenteret ved, at børnehavens indgang og soverum er blevet omdannet til en grotte og en underjordisk hule beboet af forskellige væsner. Disse fantasifigurer var nogle som børnene fandt på, og som efterfølgende blev tegnet, malet og udformet i skumgummi og papmache eller udklippet i pap eller stof. På samme tid var der overalt på børnehavens vægge plancher med relevante projekttegninger, arbejdskitser og billeder med tilhørende forklarende tekst, i form af børneudsagn og indholdsbeskrivelser.

I en anden børnehave fandt man på historien om en heks og et rumskib. Den fælles historie resulterede i at omgivelserne, efterhånden som fortællingsforløbet skred frem, blev omdannet til en skov med heksens hus og et Star Wars univers med et rumskib lavet af plastikflasker. På himlen mellem de lyseblå skyer kunne man se heksen, der var blevet træt af at flyve rundt på sin gamle kost, tage en flyvetur i rumskibet. Kontekstuel dokumentation omfatter altså materialer i form af plancher, tegninger, konkrete genstande, billeder og kulisser, der tilsammen bliver en slags scenarie og pædagogisk bagtæppe for aktiviteter og lege. Et scenarie, der ændres i takt med ændringer af historiens indhold og som spiller med, og inspirerer til, videreudvikling af fortællingen. Det særligt interessante ved denne form for pædagogisk dokumentation er, at den gør brug af den samme logik der kendetegner børns sociale fantasileg som fremadskridende narrativ, og handelsmæssig og kontekstuel konstruktion.

I danske daginstitutioner er fotografiet en af de mest udbredte former for dokumentation. Kamera eller mobiltelefon ligger parat i de fleste pædagogers lommer og fotografi udgør derfor en stor del af det samlede dokumentationsmateriale. Digitale fotos giver mulighed for at børnene selv kan give udtryk for, hvad der er særligt vigtigt i deres institutionsliv, og være aktive deltagere og subjekter i dokumentationsarbejdet. Det åbner op for at dokumentation i demokratisk perspektiv kan bruges bevidst og systematisk til at give alle børn en stemme i hverdagen og i pædagogikken.

Andre konkrete former for dokumentation er forskellige typer af bøger, mapper og beholdere, som eksempelvis «barnets bog» og «barnets kuffert», der indeholder forskellige materialer, billeder og skrifter i relation til udvalgte begivenheder fra både hjemmet og institutionen.

Udstillinger af genstande og materialer, som er samlet eller konstrueret i løbet af en given aktivitet eller et projekt, kan ligeledes være former for dokumentation. Endelig er der de mere konventionelle og skriftlige former for dokumentation som notater, dagbøger og rapporter.

Udbredelsen af digitale medier i vuggestuer og børnehaver medfører en generel stigende digitalisering af dokumentationsformerne.

Dokumentation i barneperspektiv

I en fortælling inspireret af eventyret om Hans og Grethe introducerede den italienske forsker Andrea Canevaro begrebet spor, som kan hjælpe til at forstå dokumentationens betydning i et barneperspektiv. I fortællingen sammenlignes institutionsverdenen med en skov, hvor barnet enten kan gå spændende og oplevelsesrige ture, eller føle sig ængstelig, desorienteret og fare vild. Ligesom i eventyret hænger barnets mulighed for at orientere sig og handle i verden sammen med evnen til at kunne efterlade synlige og holdbare spor på sin vej. I eventyret kan et spor bestående af små hvide sten ses tydeligt og følges af barnet, mens spor lavet af brødkrummer bliver spist af fuglene og forsvinder, hvorved barnet farer vild og bliver væk. Dokumentation kan ses som spor, altså ydre tegn på betydninger, der knytter sig til barnets institutionsliv. Hermed kan dokumentation spille en vigtig rolle i relation til børns udvikling og læring. Dokumentation giver mulighed for evokation, altså at genkalde erindring om, gense, genhøre og genopleve betydningsfulde momenter og begivenheder.

Det opsamlede og systematiserede dokumentationsmateriale kan fungere som en slags erindringsarkiv for barnet, som kan anvendes både spontant af barnet selv, og pædagogisk, til at huske, fastholde, reflektere over, skabe forbindelser imellem og perspektivere egne oplevelser, erfaringer og erkendelser. Et sådant udvalg af betydningsfuldt materiale giver samtidig mulighed for at etablere emotionelle og kognitive forbindelser på tværs af tid og sted, og mellem forskellige udviklings- og læringskontekster. Hermed er dokumentation med til at opbygge konsistente indholdsforløb og skabe en oplevelse af kontinuitet i barnets institutionsliv og historie. Set ud fra et barneperspektiv er det afgørende, at barnet gennem dokumentation kan opleve sig genkendt og anerkendt, og ikke udstillet, i sin personlige identitet.

Dokumentation i et forældre- og samfundsperspektiv

Udover at give mulighed for en løbende dialog med børnene om det særligt vigtige og interessante, er dokumentation et oplagt redskab til meningsfuld kommunikation med de voksne omkring børnene og hermed et relevant og værdifuldt grundlag for forældrekontakt samt i forældresamarbejdet. Dokumentation kan i denne sammenhæng være med til at delagtiggøre forældre i indholdet af deres børns institutionsliv. I et bredere samfundsmæssigt perspektiv kan dokumentation bidrage til at sætte barnets kultur og betydningsverden på dagsorden i et større sociokulturelt landskab, såvel som i lokalsamfundet. En mere åben og udadvendt indstilling til pædagogisk arbejde og institutionernes rolle kan gennem dokumentation give børn mulighed for at indgå i dialog med mennesker i andre sociale og kulturelle arenaer udenfor institutionen. Måske kan børnedokumenter, i både analoge og digitale formater, føre et barneperspektivistisk synspunkt på relevante områder i den lokale politiske debat, der eksempelvis kunne omhandle udnyttelse af offentlige områder som torve, parker, stræder og særlige bygninger. I denne sammenhæng kan dokumentation fra pædagogisk arbejde i børnehaver være med til at føre barnets stemme i det store talerum, og på den socialpolitiske arena.

Da.Ce.