Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Reggio Emilia er en by på Posletten i Norditalien med 170.000 indbyggere. Byen er gennem de seneste år blevet verdenskendt – i det mindste i pædagogiske kredse – på grund af sine kommunale børnehaver. Begreber som disse børnehaver knyttes til er typisk «Det kompetente barn», «Et barn har hundrede sprog» og «Miljøet som en ekstra pædagog».

Børnehavernes historie begyndte med, at nogle indbyggere i udkanten af byen to initiativ til at bygge deres egen børnehave, blot en uge efter 2. verdenskrig og den italienske borgerkrigs afslutning i 1945. De så det som en del af opbygningen af et nyt demokratisk samfund efter de mange år med fascisme. Dertil kom, at den katolske kirke i Italien havde haft monopol på opdragelse af de små børn, og først i 1960'erne kom en lov, som gjorde det muligt for andre organisationer at drive børnehaver. Fra 1945 til 1960 skød der syv forældredrevne børnehaver op i Reggio Emilia med støtte fra bl.a. den venstreorienterede kvindebevægelse UDI (Unione Donne Italiane, dvs. den italienske kvindeorganisation).

Italieneren Loris Malaguzzi (1921-1994), pædagog og næsten uddannet psykolog, hørte om disse børnehaver, som han fra starten gik ind og støttede. I 1963 blev den første kommunale børnehave i Reggio Emilia åbnet, og nogle år efter overtog byen de små børnehaver, som blev opbygget efter krigens afslutning. Malaguzzi fik opgaven at lede og videreudvikle den kommunale børnehavedrift, hvilket han med kraft og engagement fortsatte med frem til sin pensionering i 1987. Han fungerede derefter som konsulent for børnehaverne frem til sin død i 1994.

I mange år kritiserede og modarbejdede den katolske kirke de kommunale børnehaver i Reggio Emilia. Det førte til, at man i midten af 1970'erne inviterede repræsentanter for kirken til sammen med forældre, personale og den politiske ledelse at diskutere børnehavedriften. På denne måde skabte man rutiner for at udvikle og forankre børnehavepædagogikkens indhold i et bredere perspektiv; noget som senere blev et kendetegn for de kommunale børnehaver i Reggio Emilia. I dag findes der 33 kommunale børnehaver i Reggio Emilia foruden de kooperative børnehaver, som man har et tæt samarbejde med i en ny selvstændig organisationsform som kaldes «Instituzione». Hertil kommer andre børnehaver, som drives af staten eller organisationer knyttet til den katolske kirke.

Loris Malaguzzi var ildsjælen og den store inspirator for de kommunale børnehaver i Reggio Emilia. Han anlagde et meget bredt perspektiv på pædagogikken. I lighed med mange andre betydningsfulde reformpædagoger som f.eks. John Dewey, Celestin Freinet og Paulo Freire, så han pædagogikken som en del af et demokratiprojekt, som en livsholdning. Et grundlæggende træk i Reggio Emilias filosofi er, at man ser børnehaven som et offentligt rum. Et rum hvor man fører en offentlig samtale og en dialog med andre. Man har ladet sig inspirere af tanker og ideer fra mange forskellige videnskaber (f.eks. biologi, matematik, kvantefysik og hjerneforskning), og man har også medtaget indtryk fra nye strømninger indenfor kunst, design og teknik, og først og fremmest den digitale teknik, der har vundet indpas de seneste år. Denne åbenhed og stræben mod at være i dialog med omverdenen gennemsyrer det hele – børnehaveorganisationen, børnehavernes udformning af det ydre og indre miljø, forældresamarbejdet, pædagogikken samt dokumentationsarbejdet i den enkelte børnehave.

Med inspiration fra bl.a. hjerneforskningen begyndte Loris Malaguzzi og hans medarbejdere at tale om «Dannelsen af det rige og kompetente barn». «Alle børn har medfødte egenskaber og et potentiale af enestående rigdom, kraft og kreativitet, som ikke må underkendes eller svigtes, og skulle det ske, er der risiko for varig lidelse og forarmelse» skrev Loris Malaguzzi i 1993 i noget han kaldte «Et papir for tre rettigheder». I det pædagogiske arbejde i børnehaverne bestemte man sig derfor for at fokusere på og udgå fra det enkelte barns intelligenser og muligheder.

Som redskab og hjælpemiddel i dette arbejde lagde man stor vægt på at observere og dokumentere børnenes arbejder ved hjælp af optegnelser, foto og video. Forestillingen er, at vi alle er så indfanget af vore forudfattede meninger og vaner, at vi har svært ved at se, høre og forstå, hvad der virkelig gøres og siges. Dokumentationen og tolkningen af det pædagogiske arbejde har den vigtige opgave at vejlede pædagogerne i at iværksætte «intelligente situationer» i forbindelse med smågruppernes projektarbejde, som foregår om formiddagen i børnehaverne. Et andet mål med dokumentationen er at synliggøre børnenes arbejde for dem selv, deres familier, politikerne og øvrige gæster, som kommer i børnehaverne.

Selve børnehavemiljøet ses som et pædagogisk værktøj, en «ekstra pædagog». Det kommer tydeligt til udtryk med de små «hjørner» til forskellige aktiviteter. Materialerne er tilgængelige for børnene uden at de behøver bede om hjælp fra voksne. Miljøet er også indrettet efter børnenes forskellige aldre på de aldersopdelte afdelinger.

For at forsøge at modvirke «lidelse og forarmelse», som nævnt i ovenstående citat, arbejder man i de kommunale børnehaver i Reggio Emilia meget med børnenes eget udtryk eller «hundred sprog». I hver børnehave findes et stort atelier og i hver afdeling et mini atelier. I hver børnehave med børn fra tre år findes også en pædagog med kunstuddannelse, en såkaldt atelierista. Men på nuværende tidspunkt er en af ateleristaerne dog musikuddannet. Disse ateleristaer tages som garanter for at børnene skal kunne fortsætte deres «medfødte egenskaber og potentialer». Ved at anvende og øve så mange udtryksmåder som muligt får barnet tilgang til alle sider af personligheden og dermed også tiltro til sin egen formåen. De får mulighed for at «svømme» i hele personligheden, tage sig selv i besiddelse, blive subjekt. Billedsprogets stærke placering i det pædagogiske arbejde bygger på en analyse af det aktuelle samfund, hvor en stor del af informationen foregår gennem billeder.

I børnehaverne udfordres børnene til at tænke individuelt men også kollektivt. De må skabe egne hypoteser, som de må afprøve og efterfølgende bearbejde via billedsprog, drama, musik, matematik, talesprog, skriftsprog m.v. Opfattelsen af  viden som noget børn aktivt skaber og konstruerer i samarbejde med andre, forudsætter et professionelt ansvar, som på den ene side bygger på dialog eller kommunikativ handling med børn, forældre og andre, og på den anden side en reflekterende og forskende holdning. Refleksion, dialog og handling udgør således det kit, som binder pædagogikken i Reggio Emilia sammen, men som også knytter børnehaverne sammen med det omgivende samfund.

Reggio Emilia udstillede i Sverige for første gang sin kommunale børnehavevirksomhed på Moderna Museet i Stockholm i 1981. Siden da er virksomheden og den pædagogiske filosofi blevet spredt over hele verden. I 1994 blev organisationen Reggio Children etableret som en støtteorganisation for virksomheden. Bl.a. for at tage vare på de internationale kontakter og for at støtte udviklingen af og forskningen i børnehaverne. Mange har gennemført forskningsprojekter i samarbejde med indenlandske og udenlandske universiteter og højskoler, f.eks. vedr. miljø i samarbejde med designhøjskolen Domus Academy i Milano, og vedr. forholdet individ-gruppe i samarbejde med Projekt Zero ved Harvard University i USA samt vedr. naturvidenskab i samarbejde med Reggio Emilia Instituttet og forskningsgruppen for Ethics and Aesthetics of Learning ved Institute of Education i Stockholm. I februar 2006 blev (den første del af) det internationale Loris Malaguzzi Center i Reggio Emilia indviet, der er sæde for den pædagogiske udvikling og det internationale samarbejde vedr. de kommunale børnehaver.

I de nordiske lande findes kontaktpersoner, lokale netværk og foreninger eller organisationer for Reggio Emilia inspirationen. De mest omfattende er Reggio Emilia Instituttet med sæde i Stockholm.

I Danmark varetager «Det Danske Reggio Emilia netværk» kommunikationen og informationen vedr. Reggio Emilia. Det Danske Reggio Emilia Netværk, der blev etableret i 1997, understreger, at det ikke handler om at kopiere hvad de gør i Reggio Emilia, men som Sergio Spaggiari, den nuværende direktør for institutioner og skoler i Reggio sagde på en konference i 1994: «Hvis I vil gøre som os, så lad være med at kopiere os. I lever i en anden kultur og en anden social sammenhæng.» Men inspirationen er uomtvistelig, og har også tilført dansk børnehavepædagogik en væsentlig fornyelse.

A.Bar.