Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Musikterapi er anvendt musikpsykologi, dvs. at viden om musikkens mangeartede påvirkning af menneskets krop og bevidsthed bruges til at give mennesker med fysiske, psykiske eller sociale problemer nye handlemuligheder. Musikterapeuter anvender forskellige typer musikoplevelser (f.eks. musiklytning, sangskrivning og improvisation), individuelt eller i gruppe, til at nå forskellige ikke-musikalske mål (f.eks. smertelindring, følelsesregulering, kommunikativ kompetence, selvindsigt, fysisk præstationsforbedring). Den personlige og den musikalske relation mellem musikterapeut og patient(er)/klient(er) er af afgørende betydning for processen.

Musikterapi kan også defineres som en evidensbaseret behandlingsform, hvor en uddannet musikterapeut systematisk anvender musik (i alle mulige stilarter og genrer), musikaktiviteter eller musikalske elementer (klang, rytme, melodik og harmonik) med henblik på at nå kliniske mål, f.eks. at reducere angst eller depression og at forbedre klientens kommunikation, sociale relationer, læring, selvindsigt og -udtryk i den givne medicinske, psykiatriske, sociale eller kulturelle kontekst. 

Musikterapi i praksis, anvendt af UNHCR i flygtningelejr i Vesttimor 2000

Musikterapiens målgrupper

Musikterapi indgår selvstændigt eller som supplement i behandlingen af mange forskellige målgrupper og i forskellige institutionssammenhænge: børn med funktionsnedsættelser eller neurologiske udviklingsforstyrrelser (f.eks. ADHD eller autismespektrum-forstyrrelser), typisk i specialbørnehaver og –skoler; voksne med somatiske lidelser, typisk på hospitaler og hospices; unge og voksne med psykiatriske lidelser, typisk på psykiatriske hospitaler eller beskyttede bosteder; yngre og ældre mennesker med demens, hvor musikterapi kan tilbydes ambulant eller som en del af et plejecenters tilbud; psykosociale problemer f.eks. i ressourcesvage familier, blandt flygtninge eller hos stressramte kan behandles med musikterapi individuelt eller i grupper. Desuden kan musikterapeutiske arbejdsformer inddrages i bredere tilrettelagt kultur- og miljøarbejde, f.eks. for svage ældre medborgere eller langtidssygemeldte med stress- og angstproblemer.

Musikterapiens arbejdsformer

Der skelnes mellem aktiv og receptiv musikterapi, og mellem specialpædagogisk og psykoterapeutisk musikterapi. I aktiv musikterapi synger og spiller klient(er) og terapeut sammen, ofte i form af improvisationer. I receptiv musikterapi lytter klienten til udvalgt musik og bearbejder oplevelsen med terapeuten. I specialpædagogisk musikterapi stimuleres klientens styrkesider gennem specielt tilrettelagte musikaktiviteter. I psykoterapeutisk musikterapi udvikler klientens større selvindsigt, bedre coping, mere modstandskraft (resiliens) og flere handlemuligheder gennem bearbejdelse af emotionelle problemer, ubevidste psykiske konflikter og uhensigtsmæssige tilknytnings- og relationsmønstre.

Musikterapeutiske retninger og metoder

Der findes internationalt 7-8 anerkendte og udbredte retninger inden for musikterapi, dvs. «systemer» hvor forskning, teori og praksis er forbundet på en særlig måde. 5 af disse retninger er relevante i en dansk kontekst:

• Guided Imagery and Music (GIM) er musikpsykoterapi, hvor klienten lytter til klassisk musik i en afspændt tilstand og deler sine indre forestillingsbilleder med terapeuten under lytningen. Målet er selvindsigt og personlig udvikling.
• Nordoff-Robbins musikterapi (NR) er en improvisationsbaseret terapiform, hvor klienten – ofte børn og unge med funktionsnedsættelser – udtrykker sig aktivt i musikkens æstetiske medium. Målet er at give liv til «det musikalske barn», som findes i alle mennesker.
• Analytisk orienteret musikterapi (AOM) er også improvisationsbaseret, ofte med «spilleregler» for improvisationen. Der lyttes til improvisationen, og mulige psykologiske tolkninger opstår. Målet er selvindsigt, træning i mentalisering og psykologisk udvikling.
• Kognitivt orienteret musikterapi anvender musikalske teknikker – musiklytning eller improvisation – til at arbejde med fokuserede problemer, typisk negative tanker og adfærdsmønstre eller traumer. Målet er forbedret coping og symptomlindring.
• Samfundsmusikterapi er en aktivitetsbaseret arbejdsform, typisk i grupper, som improviserer og spiller sammen i en lokal kontekst, og som også arbejder med performance/optræden. Målet er at støtte identitetsdannelse og at fremme psykisk og fysisk sundhed i en social kontekst.

Disse retninger anvendes i ren eller tillempet form med mange af de nævnte målgrupper; GIM, AOM og Samfundsmusikterapi dog mest ift. psykiatrien og normalområdet, NR mest ift. børne/ungeområdet. Kognitiv musikterapi findes ikke i ren form i Danmark, men kognitive elementer indgår i arbejdet med mange målgrupper, f.eks. i psykiatrien og i arbejdet med flygtninge. Hver retning har sine særlige teorier, metoder og teknikker, men de hyppigst anvendte metoder er: Improvisation, Sangskrivning, Stemmebrug og Musiklytning. Disse 4 metoder anvendes med flertallet af de målgrupper, som er omtalt ovenfor, men musikterapeuter vælger altid metode konkret i forhold til den enkelte klients eller gruppes behov, forudsætninger og præferencer. 

Kliniske hovedområder i Danmark

De allerede omtalte målgrupper kan samles inden for følgende områder:

• Psykiatriske lidelser (f.eks. skizofreni, personlighedsforstyrrelser, depression, PTSD).  Aktiv og receptiv musikterapi anvendes til selvudtryk, social træning og mentaliseringsforbedring.
• Psykiske og fysiske funktionsnedsættelser (f.eks. autismespektrum-forstyrrelser, fysiske handicaps). Aktiv musikterapi anvendes til at forbedre kommunikation og styrke identitet.
• Erhvervede neurologiske problemstillinger (f.eks. senhjerneskade, demens). Aktiv og receptiv musikterapi anvendes til at træne fysiske og kognitive funktioner og forbedre livskvalitet.
• Somatiske lidelser (f.eks. cancer, hjerte- og lungesygdomme, for tidligt fødte børn, døende på hospice). Receptiv musikterapi anvendes til at reducere angst og smerte, forbedre vejtrækning, stimulere næringsoptagelse og imødekomme eksistentielle behov.
• Psykosociale problemstillinger (f.eks. flygtninge, problemfamilier, langtidssygemeldte med stress, udsatte børn og unge). Aktiv og receptiv musikterapi anvendes til at bearbejde traumer, forbedre søvnkvalitet, regulere arousal og træne sociale færdigheder.

Dokumentation og forskning

Der er god forskningsmæssig dokumentation af musikterapiens effekt inden for alle de ovenfor nævnte områder. Typiske effektmål er: reduktion af angst og depression (f.eks. hos mennesker med livstruende sygdomme), regulering af arousal (f.eks. hos børn med neuro-udviklingsforstyrrelser eller vokse mennesker med demens), forbedring af hukommelse og andre kognitive færdigheder (f.eks. hos mennesker med erhvervede hjerneskader), smertelindring (f.eks. hos børn før/under operation og voksne med kroniske smerter), og naturligvis forbedring af livskvalitet og sociale relationer (f.eks. hos psykiatriske patienter og døende på hospice).

En af de største udfordringer ift. at få musikterapien accepteret som behandlingsform har været lægeverdenens krav om såkaldte «randomiserede, kontrollerede undersøgelser» (RCT) – altså at forskningen skal baseres på lodtrækningsfordeling af deltagerne i en forsøgsgruppe og en (eller flere) kontrolgruppe(r), og at deltagerne ikke ved, hvilken gruppe de er i («blinding», placebo-effekt). Men i musikterapiforskning er det næsten umuligt at blinde deltagerne, og det tager lang tid at rekruttere deltagere nok til at opnå en tilfredsstillende statistisk styrke. Ikke desto mindre er der efterhånden blevet gennemført så mange kontrollerede effektundersøgelser, at der kan laves tværgående «meta-analyser» indenfor de forskellige områder. Sådanne meta-analyser (reviews) samles i det internationale, medicinske Cochrane-centers virtuelle bibliotek, hvor der p.t. er mere end en halv snes reviews af musikterapiens effekt.

Når man læser om effektforskning, er det imidlertid vigtigt at skelne mellem musikterapi og musikmedicin. Musikmedicin er betegnelsen for brugen af særligt udvalg musik (indspillet eller live, typisk i form af spillelister) til forbedring af en patients psykiske eller fysisk velbefindende. Målet er typisk smertelindring og/eller angstdæmpning, og denne form for «musikintervention» administreres typisk af sundhedsfagligt personale på sygehuse eller andre behandlingsinstitutioner. Den er som regel kortvarig, knyttet til bestemte behandlingsprocedurer, og en personlig relation mellem patient og behandler indgår ikke som en del af behandlingen.

Der findes naturligvis også omfattende kvalitativ forskning, der undersøger og beskriver de processer, der foregår i musikterapi og sammenhængen mellem musikkens elementer og de opnåede effekter. Meget af denne forskning har form af case-studier.

Historie

Musikterapien kan føres tilbage til antikken, hvor musik og medicin indgik i etos- og levelæren. Kombinationen af musik og ændrede bevidsthedstilstande kendes i shamanistiske healingsritualer fra mange kulturer. Indtil omkring 1800 udvikledes musikterapien parallelt med og som appendiks til skiftende medicinske teorier. Den moderne, videnskabeligt orienterede musikterapi tog sin form i USA efter 2. Verdenskrig som del af en psykosomatisk behandling af krigsveteraner. I nutiden spænder musikterapeutisk behandling fra medicinske og adfærdsterapeutiske til psykoterapeutiske metoder, og musikterapi er integreret i sundhedssektoren i mange lande. I Danmark findes der på Aalborg Universitet en femårig kandidatuddannelse i musikterapi og en international forskeruddannelse i musikterapi.

L.O.Bo.