Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 26/5 2020
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 18.995
: :
Undren
Left
Rocks
2024-02-29 06:02

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Det interessante og paradoksale ved begrebet undren er, at man i grunden ikke forstår det, hvis ikke man selv er eller kommer i en undren. Undren – ikke blot set som et begreb, et ord, men som et fænomen og hændelse, der sker med én – er noget af det måske mest grundlæggende eller oprindelige i den menneskelige tanke. Man vil kort sagt have meget svært ved at forstå, hvad undren er, hvis man kun forholder sig leksikalsk til undringsfænomenet. Kierkegaard skriver et sted (Kierkegaard, 1997/1841, s. 71), at begreberne altid beholder «…en Slags Hjemve efter deres Fødeegn». Vil man sige noget om et begreb, må dette begreb altid «…sees tilblivende ved Phænomenet».(ibid.) Dette gælder om noget undringsbegrebet, der først og fremmest vil kunne tilnærmes og forstås via en fænomenologisk tilgang. I det følgende skal der dog – i leksikalsk ånd – gives følgende korte tilgange: en etymologisk, en idéhistorisk, en fænomenologisk og en praksis-relateret tilgang.

Etymologisk lægger ordet undren (på græsk thaumazein, på latin mirari) sig tæt op af det oldnordiske ord undra, der betyder forundring og det at opleve et under eller noget mirakuløst eller underfuldt. Det engelske ord wonder, på oldengelsk wundor, er etymologisk beslægtet med det tyske ord Wunde eller på engelsk wound, altså sår. Det har fået fænomenologer som Parsons (1969) til at tale om undren om en pludselig og uventet rift eller sårbarhed og åbenhed i membranen af systemer af etableret viden og forventede meninger, som mennesket ser verden igennem. At blive ramt af undren («to be wonderstruck») kan eje to betydninger. Enten forstås undren som det at blive ramt af en fremmedartet eller overvældende begivehed eller fænomen, der falder uden for eller overstrømmer gældende forståelsesramme. Eller også, hvilket undringsfilosoffer som Martin Heidegger (1994), Hannah Arendt (2019/1978), Ludwig Wittgenstein (1991) og Gabriel Marcel (1950) vil sige, er den dybeste form for undren at blive ramt af undren som en «seen-det-underfulde-og-ekstraordinære-i-det-ordinære-og-hverdagsagtige». Hvor man i den første undring står i et aktivt epistemologisk og videns-søgende verdensforhold, står man i den anden undren i et passivt modtagende ontologisk (værensmæssigt) og visdoms-lyttende verdensforhold.

Derfor skelner f.eks. Wittgenstein mellem en videnskabelig og årsags- og forklarings-søgende undren, og en eksistentiel og filosofisk undren. Som han skriver: «For at undre sig må mennesket – og måske hele folkeslag – vågne op. Videnskaben er et middel til atter at få det til at slumre ind». (Wittgenstein, 1991, s. 19)

Idéhistorisk er undringsbegrebet blevet forstået meget forskelligt ned gennem tiden. Før Sokrates, Platon og Aristoteles finder man undringsbegrebet brugt først og fremmest inden for den græske mytologi og i religiøse kontekster. Her står undren frem som mødet med det guddommelige eller det mirakuløse. Med Sokrates, Platon og Aristoteles bevæger undringsbegrebet sig i stigende grad fra Mythos til Logos. Hos Sokrates og Platon ser man stadig en poetisk åbning for Mythos, og den filosofiske undring (thaumazein) forstås ikke blot som begyndelsen på det at filosofere. Den filosofiske undren ses som selve drivkraften og inspirationen for filosoffen fra start til slut, der som en anden gnist bestandig skal springe mellem tankerne og fænomenet, som man forsøger at begribe men aldrig helt kan få fat på via tankerne (Verhoeven, 1972; Hansen, 2008). Sokrates og Platon ville, som Kierkegaard (1997/1841) og Arendt (2019/1978) hver på deres måde viser, med den filosofiske samtalekunst og dialektik «optø» de faste meninger og begreber, så de samtalende kan komme ud i det åbne og ind i et undringsfællesskab og ikke mindst til den stilhed og lytten til fænomenet selv – her Det Gode i sig selv – som var filosofiens endelige mål. At filosofere var for Sokrates en livsform og en livskunst, der bestandig skulle holde vores øjne åbne for livet og mennesket set og oplevet som et under, som et altid levende og uudgrundeligt mysterium.

Med Aristoteles derimod ændres betydningen af undringsbegrebet. Han så på undren som blot en igangsættende impuls, som noget der må overstås for at kunne komme i gang med at filosofere «rigtigt» – dvs. teoretisk og akademisk. Et sådant syn på undren finder man f.eks. også hos Hegel ca. 2000 år senere. Men for Kierkegaard, og senere Heidegger og de andre førnævnte undringsfilosoffer er det da kun den epistemologiske og «videns-søgende» undren, vi så har med at gøre, og ikke den ontologiske og eksistentielle undren, som optager dem.

I modsætning til den teologiske eller religiøse undren, blev den filosofiske undren betragtet af den kristne højmiddelalders kirkefader Thomas Aquinas som en form for åndelig dovenskab og bedøvelsestilstand. Han forholdt sig kritisk til den filosofiske undren, fordi han mente, at den fik mennesket til at se væk fra det guddommelige og kun på det jordiske. I Renæssancen møder den filosofiske undren også modstand men nu hos de naturvidenskabelige tænkere som f.eks. Francis Bacon, der beskriver undren som «broken knowledge», altså som udtryk for en defekt og «hullet» viden, der skal lappes eller fjernes. En lignende kritik er visse moderne uddannelsesfilosoffer kommet med, idet de hævder, at undren ikke har den samme igangsættende og eksplorative kraft og læringspotentiale som f.eks. fænomenet nysgerrighed (Menning, 2019). Omvendt vil andre aktuelle uddannelsesfilosoffer hævde, at nysgerrighed («gerrig efter det nye») kun får fat i «den lille undren», dvs. den videnskabelige og videns-søgende undren, og ikke «den store undren», som er den filosofiske og kontemplative undren (Schinkel, 2020). Hvor nysgerrighed er knyttet til en menneskelig villen og «have»-lyst – et begær efter at have mere viden – er undren ikke noget, man kan ville, men en væren vi bringes i. Den kontemplative og eksistentielle undren kommer altid uventet, og som noget vi gribes af. Kraften i den er ikke begær men snarere en glæde og kærlighed til den verden, der «er» lige foran os, og som vi nu ser som for første gang. Den danske teolog, livsfilosof og fænomenolog, K.E. Løgstrup (1995) siger, at der ligger en skjult glæde og taknemmelighed gemt i forundringen. Hvorfor? Fordi vi i forundringen – både når vi bevæges til forundring via den æstetiske eller filosofiske vej – erfarer, at der i undringsøjeblikket er noget, der gives os. Noget, som har dyb meningsfuldhed, men som vi – «Gud ske tak og lov», tilføjer han – ikke selv har ansvaret for.

Hvis man fænomenologisk vil indkredse, hvad undren er i den eksistentielle og filosofiske forstand, kan man indledningsvist begynde at spørge, hvorfor det at undre sig filosofisk ikke er det samme som at være nysgerrig, undersøgende, udforskende – eller overrasket, forbavset, forbløffet eller bjergtaget. Man kan også dvæle ved, hvorfor der mon synes at være et større slægtsskab mellem den kunstneriske forundring og den filosofiske undren end mellem den videnskabelige undren og filosofiske undren. I forundringen og undringen gribes vi som sagt af noget, som vi fornemmer som dybt værdifuldt men ubegribeligt. Eller beskrevet på en anden måde: «I undringen oplever vi som at være under indtryk af noget ufatteligt og dybt gådefuldt og samtidigt mærkværdig genkendeligt. Undringsøjeblikket er et fint og skrøbeligt øjeblik, der med ét er væk igen, når ens refleksive bevidsthed rettes imod det, men samtidig står man ofte tilbage med efterklangen af at have erfaret noget vigtigt, noget underfuldt, der har talt til én på et sjæleligt plan. Det er, som var vi i berøring eller dialog med noget, som vi har længtes efter». (Hansen, 2016, s. 108)

I dag er der en stærk og voksende interesse i undringsfænomenet ikke kun inden for filosofi og fænomenologi, men også i praksis relateret til neurovidenskab (Gallagher et al. 2015), teologi (Fuller, 2006; Deane-Drummond, 2006), æstetik (Light & Smith, 2005; Leddy, 2012), uddannelsesforskning (Egan et al, 2014; Schinkel, 2020), design- og innovationsforskning (Hansen, 2016, 2018; Herholdt-Lomholdt, 2019), sundhedssektoren (Hansen, 2016, Pedersen, 2019), psykoterapi (Seth, 2017) samt inden for økologi og bære/være-dygtighed (Willmott, 2018).

F.Th.Ha.

Litteratur

Arendt, H. (2019/1978). Åndens liv. Aarhus: Klim.
Deane-Drummond, C. (2006). Wonder and Wisdom: Conversations in Science, Sprirituality and Theology. London: Dartin, Longman and Todd.
Egan et al. (2014). Wonder-full Education: The Centrality of Wonder in Teaching and Learning Across the Curriculum. London: Routledge.
Fuller, R. (2006). Wonder: from emotion to spirituality. Capel Hill: The University of North Carolina Press.
Gallangher et al. (2015). A Neurophenomenology of Awe and Wonder. Palgrave Macmillan.
Hansen, F.T. (2008). At stå i det åbne. Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær. Kbh.: Hans Reitzel.
Hansen, F.T. (2014). Kan man undre sig uden ord? Design- og universitetspædagogik på lreative videregående uddannelser. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
Hansen, F.T. (2016). At undre sig ved livets afslutning: Om brug af filosofiske samtaler i palliativt arbejde. Kbh.: Akademisk forlag.
Hansen F.T. (2018). At møde verden med undren: Dannelse, innovation og organisatorisk udvikling i et værensfilosofisk perspektiv. Kbh.: Hans Reitzel.
Heidegger, M. (1994). Basic Questions of Philosophy. India University Press.
Herholdt-Lomholdt, S. (2019). Skønne øjeblikke i sygeplejen: en kilde til innovation. (Ph.d.-afhandling). Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
Kierkegaard, S. (1997/1841). Om Begrebet Ironi med Stadig Hensyn til Sokrates. (Søren Kierkegaards Skrifter, bind 1). Kbh.: Gads Forlag.
Leddy, T. (2012). The Extraordinary in the Ordinary: The Aesthetics of Everyday Life. Broadview Press. 
Light, A. & Smith, J. (2005). Aesthetics of Everyday Life. New York: Columbia University Press.
Løgstrup, K.E. (1995). Forbavselse og undren. In: Løgstrups prædiker fra Sandager-Holevad, s. 65-68. Kbh.: Gyldendal.
Marcel, G. (1950). The Mystery of Being. South Bend, Indiana: St. Augustine’s Press.
Menning, S.F. (2019). Curiosity – A value-loaded notion: Exploring practices around curiosity in Early Childhood Education and Care (ECEC) in Norway. Ph.d.-afhandling, Agder Universitet (Norge.). 
Parsons, H. (1969). A Philosophy of Wonder. Philosophy and Phenomenological Research, Vol. 30, No. 1, pp. 84-101.
Pedersen, J. (2019). Balanced Wonder: Experiential Sources of Imagination, Virtue, and Human Flourishing. Lanham: Lexington Books.
Schinkel, A. (2020). Wonder and education: On the educational importance of contemplative wonder. London: Bloomsbury.
Seth, P. (2017). Being Opened: A Hermeneutic Phenomenological Enquiry into the  Existential Psychotherapist’s Lived Experience of Wonder. Ph.D.-afhandling. Open Access: https://eprints.mdx.ac.uk/22613/1/PSeth%20thesis.pdf 
Verhoeven, C. (1972). The Philosophy of Wonder. New York: The Macmillan Company.
Willmott, G. (2018). Reading for Wonder: Ecology, Ethics, Enchantment. Cham: Palgrave Macmillan.
Wittgenstein, L. (1991). Kultur og værdi: Spredte bemærkninger. Aarhus: Modtryk.