Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Knud Ejler Løgstrup (1905-81), dansk filosof og teolog. K. E. Løgstrup var født og voksede op i København. Han blev cand. theol. fra Københavns Universitet i 1930. I 1930–35 var Løgstrup på studierejser til især tyske universiteter, hvor han også mødte sin kone Rosemarie Pauly. 1936–43 var han præst i Sandager-Holevad pastorat ved Assens og fra 1943 til 1975 professor i etik og religionsfilosofi ved Det teologiske Fakultet på Århus Universitet. Løgstrup var under besættelsen aktiv i modstandsbevægelsen - først og fremmest som kurer.

I 1932 fik Løgstrup universitetets guldmedalje for en afhandling om Max Schelers etik. Han fik i de følgende år tre disputatser forkastet, indtil han i 1942 blev dr.theol.. Løgstrups store forfatterskab omfatter primært filosofi og derudover en del kulturkritik, idet han ofte deltog energisk i tidens debatter, men kun lidt egentlig teologi. Han filosofiske indsats ligger primært inden for etik, æstetik, erkendelsesteori, videnskabsteori, sprogfilosofi, metafysik og religionsfilosofi. Han forstod sig selv som fænomenolog, inspireret især af Hans Lipps', men også Edmund Husserls og Martin Heideggers udformning af fænomenologien. Løgstrups tænkning udvikler sig ganske meget gennem hans liv, hvad der stort set ikke tages hensyn til i det følgende.

Løgstrup blev for alvor kendt med værket Den etiske fordring fra 1956. Opgaven han sætter sig, er rent humant at bestemme den opfattelse af, hvad det kommer an på i vort liv med og mod hinanden, som er indeholdt i Jesu forkyndelse, thi tro uden forståelse er ikke tro, men tvang. Gennem en analyse af det mellemmenneskelige forhold argumenterer Løgstrup for, at tilliden er primær i forhold til mistilliden og gør sig gældende i al kommunikation. I tilliden udleverer man mere eller mindre af sig selv. Det er en kendsgerning, og af den giver sig en fordring om at tage vare på det af det andet menneskes liv, man har i sin hånd. Alternativet: at ødelægge den andens liv er ikke en ægte mulighed, så overgangen fra kendsgerning til fordring sker umiddelbart. Fordringen er tavs i den forstand, at den ikke foreskriver bestemte handlinger; hvad der er det rette at gøre, må den enkelte selv med hjælp af fantasi, indlevelse og forståelse finde frem til. Der gives ikke en kristelig etik, særlige kristeligt begrundede normer eller handlinger. Fordringen er radikal i betydningen ensidig: den udelukker gensidighed, fordi fordringens livsforståelse er, at livet med alt hvad det indebærer, er skænket den enkelte. Begrundelsen af denne skabelsesfilosofiske forudsætning finder man først i de to sidste bind af Metafysik 1 – 4, der delvis udkom posthumt. Fra og med Opgør med Kierkegaard (1968) udvider Løgstrup sit etiske synspunkt med de suveræne eller spontane livsytringer. Det er fænomener som kærlighed, barmhjertighed, tillid og talens åbenhed; de er muligheder givet med livet selv; de bærer alt samvær mellem mennesker, og i overgivelsen til dem er vi frie og os selv. Selvrealisering er ikke, som Kierkegaard mente, resultat af et valg, men sker spontant. Udebliver den suveræne livsytring, stilles vi under den etiske fordring om at handle, som vi ville have gjort, hvis livsytringen havde indfundet sig. Moral består i at levere erstatningsmotiver til erstatningshandlinger. Modstykket til de gode livsytringer er de kredsende ytringer såsom mistillid, misundelse, jalousi, forurettelse og had. I dem kredser jeget ondt om sig selv og sin selvhævdelse.

I sin sprogfilosofi, fremsat i Vidde og prægnans. Metafysik 1 (1976) hævder Løgstrup, at sproget må forstås ud fra den tale, der har flugt. I den får ordene deres betydning af sammenhængen. Det er muligt, fordi ordets mening er et sigte med en vis vidde, der i den konkrete kontekst får en prægnant præcisering. Vidde og prægnans er næsten uden relationer til samtidens rige sprogfilosofiske debatter og er ikke blevet meget læst.

I æstetikken, som findes gennem hele forfatterskabet, men mest samlet i Kunst og erkendelse. Metafysik 2 (1983), hævder Løgstrup, at kunstens udgangspunkt er det stemte, sansede indtryk, hvis betydningssvangre indhold overføres i værkets bundne udtryk. Kunst er erkendelse, og den kommer primært til udtryk gennem form, komposition og andre æstetiske virkemidler. Sansning og stemthed er afgørende for kunstværket, mens forståelsen synes at indtage en sekundær plads. Kunsten er i sit væsen etisk, dvs. der må altid i god kunst være en distance til destruktive og privatiserende kræfter i tilværelsen.

Centralt for Løgstrups metafysiske projekt er hans opfattelse af sansningen. I den rene sansning, uden enhver forståelse, er vi ét med det sansede: sansning er afstandsløst sammenfald mellem sanset og sansende. Al forarbejdning og distance skyldes forståelsen. I sansningen er mennesket således ubetinget udleveret til universet, og det er af vital betydning for vort livsmod. Sansningen er altid stemt og bliver opstemt af universets nærvær. Det fører Løgstrup videre til en religiøs tydning af sansningen. De sansekvaliteter, vi finder i universet, må skyldes universets skabende sansning, altså en magt i universet.

Dette er ikke et gudsbevis, men en tydning, og den udbygges med en række tilsvarende religiøse tydninger især i Ophav og omgivelse. Metafysik 3 (1984) og Skabelse og tilintetgørelse. Metafysik 4 (1978). De suveræne livsytringer melder sig som en anonym godhed i menneskelivet og peger derfor hen på, at mennesket ikke er universet uvedkommende. Naturen er præget af orden; i en redegørelse for det gamle universalieproblem argumenterer Løgstrup nærmest for en aristotelisk realisme: arterne, typerne, formerne er til stede i enkelttingene. Typen, f. eks. bøgetræ, er singulær, men er spredt til stede i alle bøgetræer. Også det lægger for Løgstrup en religiøs tydning nær. Naturens orden er analog, fordi tingene ligner hinanden uden at være identiske. Naturens forekomster taler tavst til os; dette fællesskab mellem os og naturen forklarer Løgstrup med, at naturen er skabt. Også analyser af tid, rum, forståelses, tilfældighed og evolution munder ud i religiøse tydninger. Alle disse tydninger peger hen på en skabende magt i universet, og denne skabelsesfilosofi er forståelsesrammen for det kristne budskab om Gudsriget.

Naturens typer har engangskarakter og kan skamløst ødelægges. Ødelæggelsen kan kun forsvares, hvis den tjener et formål. Naturen er den omgivelse, vi må bruge for at opretholde livet, men mere fundamentalt er den vores ophav, i og med vi er indfældede i den bl.a. med stofskifte, åndedræt og sanser. Løgstrups miljøetik er metafysisk funderet, men ikke meget konkret.

I forlængelse af etikken og til dels sammenvævet med kulturkritikken har Løgstrup gjort sig en del politisk-filosofiske overvejelser, der bl.a. drejer sig om magt, ekspertise og politik, demokrati, modstandsret, lighed og næstekærlighed som politisk idé. Især ud fra det princip, at den politiske og demokratiske overhøjhed ikke må udhules af de moderne koncentrationer af økonomisk magt, som har indflydelse på alles liv, tilslutter Løgstrup sig en demokratisk socialisme. Hans argumenter er ikke marxistiske, men etiske og politiske.

Løgstrups filosofi har sat sig dybe spor i dansk kultur, ikke mindst dansk teologi. Hans værker er blevet læst meget i Norden og hans etik har indtaget en dominerende plads i nordisk sygeplejeetik. Det meste af forfatterskabet er oversat til tysk af Rosemarie Løgstrup, en del også til engelsk. Sammenfattende må han karakteriseres som den største danske filosof i Det 20. Århundrede.

Ni.T.