Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Euskal Herria
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/7 2010
Læst af: 69.078
Verden  .  Europa  .  Euskal Herria
: :
Euskal Herria (Baskerlandet)

Euskal Herrias flagEuskal Herria (EH) er den baskiske betegnelse for Baskerlandet, og kunne direkte oversættes med «Baskisk hjemland» eller «De baskisk-talendes land». Euskal Herria (EH) er beliggende ved Biscayabugten både nord og syd for Pyrenæerne, hvor den nordlige del hører under den franske og den sydlige hører under den spanske stat.

Tidligere har man brugt betegnelsen «Euskadi», som kunne oversættes med «Baskien». I dag bruges Euskal Herria, som betegnelsen for det samlede baskerland, da betegnelsen Euskadi i en vis grad er blevet indflettet i den spanske stats terminologi for de tre baskiske provinser, som til sammen udgør en baskisk «autonom provins» i Spanien, der i flæng bliver betegnet El Pais Vasco, Vascongadas eller Euskadi, men som altså ikke udgør hele det samlede Baskerland

Baskerlandet er præget af meget bjergrige områder. De kystnære områder har et relativt fugtigt og frodigt klima, og områderne længere inde har et betydeligt mere varmt og tørt klima.

Areal: Det samlede areal i alle syv baskiske provinser er 20,571 km2. Naffaroa udgør halvdelen af Baskerlandets areal. Araba, Bizkaia, and Gipuzkoa, udgør fra 10% til 15% af det totale Baskiske territorium; og Lapurdi, Behe-Nafarroa, and Zuberoa hver 4% til 6%.

Folket: Der bor knapt 3 millioner indbyggere i Baskerlandet. Baskerne er et af de ældste folk i Europa. Baskerne har oprindeligt levet i hele området mellem de to floder Garonne og Ebro. F.eks. stammer navnet på den franske provins «Gasgogne» fra en afledning af «Baskien», og Bordeaux er også et gammelt baskisk bynavn.

Sprog: Ca. 30 % af befolkningen i Baskerlandet taler baskisk. Størst udbredelse findes i den franske del, og i visse byer i det nordlige Baskerland i den spanske del. En stadig stigende procentdel taler baskisk. Det sker som følge af, at ungdommen læres baskisk, både indenfor og udenfor skolen, og at en stor del af de voksne deltager i aftenundervisning. Under Francodiktaturet i Spanien var baskisk forbudt, hvilket førte til en vis tilbagegang for sproget under det 40 år lange diktatur.

Baskisk - som på baskisk hedder «Euskara» - havde oprindeligt en større udbredelse. Sproget taltes vest for Santander, helt til Burgos og helt op til Bordeaux, samt ind i Aragonien. Euskara er ikke et indo-europæisk sprog, og er det ældste sprog i Europa. Man går ud fra, at det er det oprindelige sprog på den Iberiske halvø. Baskisk er opdelt i en række dialekter, som i dag bliver samlet omkring en fælles retskrivning.

Politiske partier: Det Baskiske Nationalistparti (PNV), har regeringsmagten. Herri Batasuna (HB).

Sociale organisationer: Arbejdernes Landsorganisation (LAB). Den nationalistiske Ungdomsbevægelse (Jarai). Den baskiske Befrielsesbevægelse (ETA).

Officielt navn: Euskal Herria

Administrativ inddeling: Baskerlandet består af i alt 6 provinser. I den sydlige del («Hegoalde»), som hører under den spanske stat, ligger Bizkaia, Gipuzkoa og Araba samt Nafarroa , som også strækker sig ind på fransk territorium, hvor der yderligere ligger Lapurdi og Zuberoa. Den del af Naffaroa der ligger i denne nordlige del («Iparralde») går under betegnelsen «Behe-Naffaroa».

Hegoalde er af den spanske stat blevet delt i to: Den ene del Nafarroa (Navarra) har Iruña (Pamplona) som hovedstad og udgør en almindelig provins i Spanien.. Den anden del består af de resterende tre baskiske provinser Bizkaia, Gipuzkoa og Araba og har Gasteiz (Vitoria) som hovedstad. De 3 baskiske provinser kaldes på spansk «El Pais Vasco» eller «Las Vascongadas» (de baskiske provinser).

Iparralde udgør ikke en selvstændig del inden for den Franske stat, men udgør ca. en tredjedel af departementet «Pyreneés Atlantiques». Baskerlandet er således delt i tre dele: Den ene på den franske side, og to på den spanske side.

Hovedstad: Største by er industribyen Bilbo, der med forstæder i alt har knap en million indbyggere. Den administrative hovedstad er Gazteiz (Vitoria).

Regering: De to dele på den spanske stats side har et lokalparlament og provinsparlament beliggende i hovedstæderne: Gasteiz og Iruñea. Her har lokalparlamentet i Vascongadas de videste beføjelser - dog indenfor de snævre rammer af den spanske stat. Iparralde har ingen egentlige beføjelser, da delen ikke engang er et departement.

Erhverv: Baskerlandet var centrum for industrialiseringen af den spanske stat i slutningen af 1800-tallet. Det var primært stål- og kemiindustrien, der var de bærende sektorer, og som stadig er vigtige erhverv i specielt Biscaia og Gipuzkoa. Endvidere har der i endnu længere tid været fiskeri - udgået fra de baskiske byer ved kysten til Biscayabugten. Araba og Naffaroa har med deres noget varmere klima en del landbrugsproduktion af vin, oliven, kartofler og korn. Siden krisens start i 70'erne har Baskerlandet været ramt af en markant arbejdsløshed på 25 % - og op til 50 % ungdomsarbejdsløshed. Op gennem 80’erne og starten og 90’erne har man kunnet tale om en egentlig afindustrialisering af Baskerlandet, fordi specielt sværindustrien i Baskerlandet er blevet ramt. I Iparrralde udgør turisme, landbrug og fiskeri de vigtigste erhverv.

Historie

Allerede i den tidlige middelalder havde baskerne deres egen styreform. Det var ikke usædvanligt, at landsbyerne blev ledet af et råd af byens ældste mænd, som også var familiernes overhoveder. Derudover havde man en slags parlament bestående af alle baskiske mænd over 21 år. De mødtes hvert andet år for at diskutere landets problemer under den hellige eg i Gernika (Guernica). Det var også her at landsbyernes «ældste» og senere kongerne svor, at de ville respektere baskernes frihed. Egetræet i Gernika er blevet symbolet for et frit Baskerland.

Gennem tiden har baskerne været underlagt og tvunget tilbage af mange forskellige folkeslag: Romerne, kelterne, germanske stammer og maurerne. Fra omkring det 9. århundrede opstår kongeriget «Naffaroa» (Navarra) Det eksisterer i forskellige former frem til år 1512, hvor Naffaroa erobres af «Kastilien» - som senere er med til at samle «Spanien». Naffaroa omfattede dog ikke hele Baskerlandet. I dag er den baskiske provins Navarra delt mellem Spanien og Frankrig. I 1659 underskrev Spanien og Frankrig «Pyrenæerfreden», som fastlagde at Bidasoafloden og Pyrenæerne skulle udgøre grænsen mellem de to lande. Dermed skabtes den endelige deling af Baskerlandet, som hersker endnu i dag.

I slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet er Baskerlandet rammen om en stor del af Spaniens tidlige industrialisering. Jernmalmminerne i området omkring Bilbo (Bilbao) sætter gang i en voldsom industriel vækst. Området tiltrækker mange immigrantarbejdere fra resten af den spanske stat. Der sker en løbende skærpelse af konflikten mellem arbejdere og kapital og området kommer til at udgøre den «spanske» arbejderbevægelses vugge. Det er her organisationer som Det Spanske Socialistiske Arbejder Parti (PSOE), Det Spanske Kommunist Parti (PCE) og fagbevægelsen UGT tager sit udspring i kvartererne med immigrantarbejdere.

Den baskiske nationalisme

Støttedemonstration for baskiske politiske fanger

Støttedemonstration for baskiske politiske fanger

Det er også i samme periode, at den baskiske nationalisme - den baskiske kamp for selvstændig - har sin start. I 1895 dannes PNV - det Baskiske Nationalist Parti - som i dag stadig er det største parti i Baskerlandet. Under 1. verdenskrig og frem til 1920 får de baskiske nationalister deres første gennembrud. Det bliver i første omgang slået tilbage, da de ikke tilstrækkelig hurtigt opnår baskisk autonomi og da den monarkistiske højrefløj derefter vinder frem. Der bliver sat en stopper for al politisk virksomhed, da general Primo de Rivera i 1923 laver statskup, og i samarbejde med kong Alfonso d. 13. indfører et diktatur, som regerer frem til 1930. I denne periode opbygges til gengæld en række baskiske kulturelle organisationer - f.eks. et baskiske sprogakademi og de første tosprogede skoler.

Under den spanske republik, efter Primo de Riveras afgang i 1930, får tankerne om selvstændighed atter vind i sejlene. Den 15. juni 1931 mødes borgmestre fra alle kommuner i det sydlige Baskerland i byen Estella for at diskutere et forslag til en næsten helt uafhængig stat bestående af alle fire provinser. Borgmestrene tilslutter sig dette projekt med 427 ud af 528. Dette er senere blevet kendt som Estella Erklæringen. Men PSOE, som er det største parti i Spanien, anerkender ikke projektet. De holder fast ved at bevare Spaniens enhed.

Demonstration i Euskal Herria. Her februar 1997.

PNV står på dette tidspunkt stærkt, og en ny ledelse gør sig fri af de ultrareaktionære og racistiske indslag, som tidligere havde belastet den baskiske nationalisme. På den første Aberri Eguna - den baskiske nationaldag som partiet fejrede i 1932 - kunne de samle 65.000 demonstrerende i Bilbo. PNV søger samtidigt at slække på kravene for at kunne nå frem til et kompromis, der kunne udløse resultater. Allerede på dette tidspunkt sker der derfor en afspaltning fra PNV og organisationen ANV (Baskisk National Aktion) dannes i utilfredshed med PNV's manglende sociale engagement, stærkt religiøse karakter og kompromissøgende politik. ANV’s dannelse var det første skridt i retning af en bevægelse, som forener den sociale og den nationale kamp.

Forhandlinger om selvstyre løb i første omgang ud i sandet, men efter Folkefrontens sejr i ved parlamentsvalget i 1936 kom der gang i nye forhandlinger. Forhandlingerne lettedes af, at PNV havde bevæget sig ind mod den politiske midte. Der manglede kun tekniske detaljer i en aftale om selvstyre, da Franco´s generaler startede deres oprør, og forhandlingerne måtte afbrydes. PNV havde som udgangspunkt ikke villet tage stilling til den «spanske» konflikt mellem højre og venstre. Men da borgerkrigen brød ud, var det umuligt at holde sig udenfor konflikten. Et af målene med højrefløjens oprør var da også at sætte en stopper for seperatismen i Baskerlandet og Katalonien. For nogensinde at kunne opnå selvstændighed måtte de baskiske nationalister slutte op om republikken, som de ellers ikke just nærede entusiasme for. I slutningen af 1936 får de tre af de baskiske provinser Araba, Bizkaya og Gipuzkoa selvstyre. I realiteten kom den dog kun til at gælde for Bizkaya, eftersom Francos styrker allerede havde indtaget Araba og det meste af Gipuzkoa. Den 7. oktober 1936 fik Euskadi sin første præsident og regering.

Det autonome Euskadis historie blev kort og tragisk. Sålænge Euskadi ikke udsattes for militære angreb, fungerede området omstændighederne taget i betragtning temmelig godt. Den baskiske koalitionsregering bestående af de baskiske nationalister og andre republikanske kræfter styrede området stort set egenhændigt, og centralregeringen´s direktiver havde ikke den store betydning. Men da Francostyrkerne indledte deres angreb på Euskadi, ændredes situationen drastisk. De dårligt udrustede baskiske styrker måtte overgive stilling efter stilling til fjenden, som blandt andet udgjordes af fascistiske «karlister»fra Naffaroa. Den 26. april 1937 bombedes Gernika af tyske bombefly, og byen blev lagt totalt i ruiner, på nær den hellige eg og bygningerne omkring denne. Bombningen af Gernika blev med Pablo Picassos maleri «Guernica» gjort til et symbol for baskernes kamp og for kampen mod Francos falangister. Nationalisterne og venstrefløjen var i indbyrdes strid om, hvem der havde skyld for de militære tilbageslag. Til trods for dette bød den baskiske hær falangisterne større modstand end ventet, men nederlaget var uafvendeligt, og den 19. juni 1937 overgav Bilbo sig.

Den spanske borgerkrig var et hårdt slag for baskerne. 50.000 døde, 100.000 blev interneret, hvoraf 1000 blev henrettet og 200.000 gik i eksil. Derudover blev 20.000 børn sendt ud af landet til centre i Europa. Alt dette skal ses i den sammenhæng, at der på det tidspunkt kun havde været 1.324.000 indbyggere i Baskerlandet.

Den styrtede regering for det fri Euskadi dannede en eksilregering - fortsat med PNV´s leder Agirre i spidsen. Eksilregeringen rykkede først til de stadigt frie områder, hvor republikken holdt stand og efter Franco havde vundet krigen flyttede eksilregeringen til Paris. I 1940 måtte Agirre atter flygte. Denne gang til New York da Tyskerne indtog Frankrig. Under den 2. verdenskrig deltog mange eksilbaskere på de allieredes side. Der blev i samarbejde med både England og de Gaulle - som repræsentant for det frie Frankrig - dannet baskiske hærenheder, og mange baskere deltog i den franske modstandsbevægelse. I slutningen af 1945 samledes store dele af de baskiske frihedskæmpere ved den spansk-franske grænse, hvor de ventede på ordre til at bryde igennem til Baskerlandet med støtte fra USA.

Aberri Eguna blev i 1945 fejret i Paris, hvor en triumferende Agirre vendte tilbage fra USA. Men allerede samme år blev baskerne tvunget til at opløse deres styrker - omend enkelte på egen hånd udøvede en vis guerillavirksomhed i grænseområdet frem til 1947.

Baskisk politi - Ezeiza - i aktion

Baskisk politi - Ezeiza - i aktion

Baskerlandet efter 2. verdenskrig

Den kolde krig og «Truman doktrinen»i 1947 gjorde Francodiktaturet til en vigtig brik i USA's politik. Nogle af de sidste handlinger, eksilregeringen foretog sig for at vinde USA´s støtte, var at udelukke kommunisterne fra regeringssamarbejdet og i 1951 iværksætte en generalstrejke i Euskadi. Strejken var en succes, men det hindrede ikke vestmagterne i endegyldigt at svigte baskerne og resten af befolkningen i Spanien. Agirre og hans regering måtte forlade deres officielle bygning, der blev overladt til Francostyrets spanske ambassade, og i 1954 lukkede den franske indenrigsminister Francois Mitterrand eksilbaskernes «Radio Euskadi», efter pres fra Francos Spanien.

Befrielseskamp

I perioden efter vestmagternes anerkendelse af Franco var PNV handlingslammet, og blandt de unge opstod der en gruppe omkring det illegale tidsskrift EKIN (at gøre). De unges kritik af PNV´s handlingslammelse førte til en sprængning af ungdomsforbundet Eusko Gastedi (Baskisk Ungdom) og den 31. juli 1959 dannedes organisationen ETA - Euskadi Ta Askatasuna, (Baskerland og frihed). ETA hentede i første omgang sin inspiration fra tidligere koloniers befrielseskampe. ETA´s aktiviteter var i begyndelsen ikke udpræget væbnede, men bestod f.eks. i agitation og faglig kamp gennem det kommunistisk dominerede «Comisiones Obreras» (CCOO, Arbejder Kommissionerne). Der forekom også enkelte væbnede aktioner, men det lykkedes først fra omkring 1967 at igangsætte en egentlig væbnet kamp. Det var også på dette tidspunkt, at ETA vandt stor opbakning, der bl.a. kom til udtryk ved store mindedemonstrationer, hvor man hædrede ETA´s første martyr Txabi Etxebarrieta, som faldt for civilgardens kugler den 7. juni 1968. Det var også på dette tidspunkt, at ETA blev udviklet til en egentlig revolutionær socialistisk bevægelse. I 1969 lykkedes det for det spanske politi at pågribe de fleste medlemmer i ETA´s ledelse. I slutningen af 1970 besluttede regimet at stille ETA-aktivisterne for en krigsret i Burgos. Burgosprocessen satte atter ETA i begivenhedernes centrum. Dommene med 6 dødsstraffe og tilsammen 700 års fængsel udløste den største protestbevægelse i Spanien siden borgerkrigen. Franco blev i sidste ende nødt til at benåde de dødsdømte baskere. ETA fik atter vind i sejlene, og dens offensiv kulminerede med mordet på regeringschef Luis Carrero Blanco den 20. december 1973. Carrero Blanco som var udset til at være Franco´s efterfølger blev dræbt af en enorm sprængladning. Bomben var placeret i en tunnel gravet ind under det sted, han ville parkere da han skulle til julemesse. Eksplosionen var så kraftig, at bilen blev kastet over på den anden side af kirken, og Francos efterfølger var dræbt på stedet. Drabet på Blanco var en betingelse for overgangen til demokrati få år senere, da Franco døde.

I foråret 1975 intensiverede den spanske stat repressionen, 154 baskiske politiske fanger indledte en sultestrejke, og over 200.000 arbejdere blev mobiliseret i generalstrejke i Baskerlandet. For at koordinere de mange kampe dannedes KAS (Koordinadora Abezale Sozialista) - Patriotisk Socialistisk Koordination. Franco døde i 1975, og Kong Juan Carlos blev indsat som hans efterfølger, men han valgte at sætte gang i en demokratiseringsproces. Efter forhandlinger blev der udarbejdet et forslag til en ny forfatning: Spanien bliver omdannet til et parlamentarisk monarki - altså ingen tilbagevenden til republikken. De tre baskiske provinser, kaldet Vascongadas: Bizkaia, Araba og Gipuzkoa får en form for begrænset autonomi, mens Naffaroa ikke kommer med. Samtidigt baseres forfatningen på den spanske nations udelelighed og med militæret som garant. Dermed levnes der ikke legale muligheder for baskere eller andre for at opnå selvstændighed. I 1978 sættes den nye forfatning til afstemning. Samme år dannes Herri Batasuna (folkets enhed), som opfordrer til at undlade at stemme og fortsætte kampen for et frit Baskerland. I den øvrige del af den spanske stat vedtages den med stort flertal og stor valgdeltagelse, mens de fleste i Baskerlandet undlader, stemmer blankt eller stemmer nej. blandt det samlede antal vælgere stemmer kun 34,6 % ja i Baskerlandet.

Efter vedtagelsen af den nye forfatning gennemføres der ikke noget opgør med Francotidens administration, retssystem, militær eller politi. Det spanske politi og militær forbliver i Baskerlandet, og den politiske og væbnede konflikt fortsætter.

I 1982 kommer det Spanske Socialistiske Arbejder Parti, PSOE til magten i Spanien. I perioden herefter skærper den spanske stat angrebene på den baskiske befrielsesbevægelse. Det sker med gennemførslen af ZEN-planen (særlige nordlige zone), hvor man indfører en form for undtagelsestilstand: Ytrings- og forsamlingsfriheden kan begrænses af myndighederne, anholdte under anklage for kontakt med ETA kan tilbageholdes i 5 dage uden dommer og advokat. Alle former for kontakt til og samarbejde med ETA forbydes ved lov og straffes meget hårdt. Samtidigt oprettes GAL, hvis dødspatruljer frem til 1987 dræber 27 formodede ETA medlemmer. Medlemmer af det spanske politi står bag terrororganisationen, og alt tyder på at det er sket på ordre fra indenrigsministeriet - muligvis med den daværende premierminister Felipe Gonzales' vidende.

Igen i 1986 viser Baskerne deres modstand. Ved en folkeafstemning om Spaniens medlemsskab af NATO er der 62,8 % nej-stemmer blandt de afgivne stemmer i Baskerlandet, mens der i resten af den spanske stat er et flertal for NATO. Dette faktum ændrer naturligvis ikke på det spanske militærs tilstedeværelse i Baskerlandet, eller på at baserne i Baskerlandet indgår i NATO´s styrker.

I perioden frem til i dag forsætter ETA den væbnede kamp med sabotage, bombesprængninger og bortførelser. ETA vil ikke stoppe den væbnede kamp før den spanske stat vil forhandle om Baskerlandets fremtid. Men samtidig er ETA også gået ind i enkeltsager, og har med sine aktioner været med til sammen med de folkelige bevægelser at forhindre f.eks. atomkraftværker i Baskerlandet og et motorvejsbyggeri i en fredet dal. Herri Batasuna har samtidigt bevaret en opbakning på omkring 15% af stemmerne. Herri Batasuna står fast på, at der ikke bliver fred mellem baskerne og den spanske stat, før den spanske regering sætter sig til forhandlingsbordet, og giver Baskerlandet lov til at bestemme selv.

J.K.