Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 9.270
: :
Folkeafstemning i Norge

En undersøgelse af begrebet folkeafstemning fører os direkte ind i en diskussion omkring folkeafstemning. Med afstemning forbindes en valgsituation, en konflikt mellem to eller flere interesser som i en vis forstand bryder med det helhedsorienterede begreb folk. «Folk» er et af politikkens enhedsord som understreger helheden og skjuler klassekonflikter. Dette kan vi karakterisere som det apolitiske træk ved begrebet folk. Vi kan nævne yderligere to træk: Det radikale og det appellerende. Begrebet folk har radikale overtoner. For «folket» har også en anden betydning end blot summen af borgere. Det er «folk» i betydningen «de brede lag», de ærlige og arbejdende mennesker. «Folk» kan også siges at være et honnørord, og her er vi ved det appellerende træk. Vi tager udgangspunkt i disse tre træk.

Det apolitiske

De forholdsvis få folkeafstemningsentusiaster i Norge der har skrevet bøger og artikler til fordel for en grundlovssikring af en eller anden form for folkeafstemning, har som regel et liberalt politisk perspektiv. For dem er politik ikke forskellige klassers materielle kamp for egne interesser, men mere et spørgsmål om at finde «den rigtige løsning». Argumentationen kan ofte antage følgende form: Folkeafstemninger er fordelagtige, for den som har skoen på ved bedst hvor den trykker. Underforstået, der findes et skonummer, som passer for folket. Der eksisterer nok en vis sammenhæng mellem apolitiske strømninger og interessen for folkeafstemning. De relativt få bøger og artikler der er skrevet om emnet har en udgivelsesdato, der tyder på en vis interesse for folkeafstemninger i årene efter 1905 og 1945. Dette kan selvsagt have mange forskellige årsager. En årsag finder vi måske i de umiddelbare fællestræk, der findes mellem disse to perioder. I 1905 skulle «den nye arbejdsdag» starte. Stridsøksen skulle begraves. 1945 var præget af ånden fra fællesprogrammet (mellem NKP og Arbejderpartiet). Kapitalister og socialister havde kæmpet sammen under krigen. De skulle fortsat løfte i flok og bringe landet på fode igen. Disse perioder der nok kan karakteriseres som apolitiske giver muligvis næring til en tro på folkeafstemninger.

Sammenhængen mellem engagementet for folkeafstemninger og anti-parti-holdninger er imidlertid tydeligere end forholdet mellem de apolitiske strømninger og interessen for folkeafstemning. Men kritikken af partierne er ofte inspireret af en tro på «den rigtige løsning» i politikken. Der findes en opfattelse af, at partierne konstruerer modsætninger, som atter formaliseres og fasttømres af partiorganisationerne.

Interessen for folkeafstemninger i efterkrigstiden fik et organisatorisk udtryk i 1961 med dannelsen af Landsforbundet for Folkeafstemning, som havde grundlovssikring af adgangen til folkeafstemning på sit program. Organisationen fik begrænset opbakning. Flere talsmænd for Landsforbundet for Folkeafstemning lagde klare anti-parti-holdninger for dagen. Partistyret blev sat op overfor folkestyre. Denne kritik af partivæsenet kan naturligt sættes i sammenhæng med, at Arbejderpartiet gennem længere tid havde haft flertal i Stortinget. Folkeafstemninger var individets værn mod stærke partimaskiner (Arbejderpartiet). Landsforbundet havde et vist borgerligt præg, og dets første formand gik i december 1961 - under EF-kampens første runde - mod folkeafstemning om norsk medlemskab af EF.

Det radikale

Ved århundredeskiftet var folkeafstemningskravet nok ofte et krav fra radikale politikere. F.eks. var en vigtig baggrund for indføringen af folkeafstemninger i nordamerikanske delstater på denne tid et forsøg på at komme politikkens korruption til livs, forhindre at kapitalinteresser bestak partipolitikere. Tanken var, at det var lettere at bestikke repræsentanten end alle de vælgere som stod bag denne.

Indføring af folkeafstemning blev sat i sammenhæng med demokratiets udbygning. Der eksisterede ofte en tro på, at folkeafstemninger ville kunne give udtryk for en progressiv kraft i folket, som ville kunne udfordre kapitalens særinteresser. Det er mange grunde til, at interessen på venstrefløjen for folkeafstemninger som en fast del af grundloven har været på retur. Det borgerlige demokrati er på forskellige måder blevet udbygget uden at gå vejen over folkeafstemninger. Og når folkeafstemningskravet forsvandt fra Arbejderpartiets partiprogram i 1930, kan det ses i sammenhæng med, at partiet havde været i regering (Hornsrud-regeringen 1928) og atter ville komme i en regeringsposition. Folkeafstemingskravet er oftest oppositionens våben mod magthaverne.

En anden vigtig årsag er, at erfaringer fra anvendelse af folkeafstemning - f.eks. i Schweiz og delstater i USA - har vist, at folkeafstemning ofte har haft en konserverende virkning. Resultaterne har ofte været udtryk for en folkelig traditionalisme, der har vanskeliggjort/forsinket sociale reformer. Synspunktet på folkeafstemning som en bremseklods overfor sociale reformforsøg, kan vi finde allerede tidligt i det 20. århundrede. I Fabian Societys (se Fabianer) småhæfteserie udkom der i 1911 et hæfte mod folkeafstemning. Heri hed det, at en af de få fordele ved folkeafstemninger var, at de for de revolutionære propagandister kunne afdække de hårde kendsgerninger, at arbejderklassen i Storbritannien ikke var socialistisk. Forfatteren mente, at det ofte forholdt sig således, at sociale reformer først ville kunne få folkets opbakning et par år efter, at de var sat ud i livet. Kvindelig stemmeret blev nævnt som eksempel. En folkeafstemning om dette emne ville have forkastet kvindelig stemmeret. Ja, endog selv om kvinderne havde haft stemmeret ved en sådan folkeafstemning, ville resultatet være blevet det samme, hævdede han. Der kan være grund til at bemærke, at først i 1971 gav mændene kvinderne stemmeret i Schweiz, efter at forslaget ved flere tidligere folkeafstemninger var blevet forkastet. De to første landsomfattende folkeafstemninger i Norge i 1905 - unionsopløsningen og spørgsmålet monarki/republik - var som i Schweiz frem til 1971 egentlig mandsafstemninger. Men når dette er sagt, er der samtidig grund til at nævne, at folkeafstemninger i Norge - mere præcist de lokale alkoholafstemninger og forbudsafstemningerne i 1919 og 1926 - højst sandsynlig har haft en politisk mobiliserende virkning særligt på kvinder. Deltagelsen i disse folkeafstemninger har for mange nok betydet en mobilisering til permanent deltagelse i almindelige valg.

Fra 1870'erne havde de såkaldte samlag eneret på brændevinshandelen. Afholdsbevægelsen fik gennemført, at det var folket der gennem valg skulle afgøre om bevillingen skulle fornyes. Hvis flertallet af de stemmeberettigede var imod, måtte brændevinshandelen ophøre. Det vil sige, at sofavælgeren stemte på status quo. Disse folkeafstemninger eller samlagsafstemninger var de første, hvor almindelig stemmeret blev praktiseret i Norge. I 1895 blev de første 13 samlagsafstemninger afholdt. Kvinderne gik til valgurnerne, 18 år før kvindelig stemmeret ved ordinære valg blev indført. Og de fleste mødte op. Deltagelsen lå på omtrent 70 % og var markant højere end for mænd - i underkanten af 60 %.

Det appellerende

Folkeafstemninger kan siges umiddelbart at have en positiv appel, og kan derfor let udlægges som demokratiets mest sande udtryk. Demokratisk betragtet kan det jo siges, at være oplagt rigtigt. Har man først nævnt folkeafstemning, kan bordet let fange. Det er en af grundene til, at folkeafstemningsspørgsmålet er så taktisk præget. Øjeblikkets taktiske behov har givet folkeafstemningsideen mange troløse tilhængere. Dette taktiske element ved folkeafstemninger skal vi se lidt nærmere på.

Det taktiske element

Det kan være fornuftigt at skelne mellem kravet om grundlovssikret adgang til folkeafstemning og kravet om folkeafstemning i bestemte sager. Spørgsmålet om grundlovssikring af en eller anden form for folkeafstemning har været noget af en tilbagevendende diskussion i Stortinget. En regel - dog ikke uden undtagelser - er at oppositionen stiller krav om grundlovssikret indførelse af folkeafstemning. Regeringspartiet(erne) stemmer forslaget ned. Folkeafstemninger som mindretallets våben mod magthaverne har været specielt tydelig, når et parti har haft flertal i Stortinget. Et par eksempler på flertalsparlamentarisme med samtidig krav om folkeafstemning har vi under statsminister Gunnar Knudsen (V) og statsminister Einar Gerhardsen (Arbejderpartiet). Typisk nok er der ikke blevet stillet forslag om regeringskontrollerede folkeafstemninger i Stortinget. Folkeafstemninger har først og fremmest været opfattet som et våben i hænderne på et mindretal i Stortinget. De fire diskussioner i efterkrigstiden (1950, 59, 64, 68) har alle drejet sig om følgende: Skal 1/3 af Stortingets repræsentanter have adgang til at fremsætte krav om folkeafstemning? En lignende regel indførtes i den danske grundlov af 1953. Det er statsretslig anerkendt, at der i Norge er mulighed for såkaldt frivillig referendum med en rådgivende funktion. Et flertal i Stortinget kan beslutte sig for at afholde en rådgivende folkeafstemning. I Sverige blev denne mulighed for rådgivende folkeafstemning grundlovssikret i 1922. I Norge derimod blev et lignende forslag i 1926 forkastet, og det til trods for at forslaget kun indebar en grundlovssikring af en etableret praksis - en sædvaneret. Man havde indtil da gennemført tre folkeafstemninger. Modstanderne af folkeafstemning har nok betragtet denne eventuelle grundlovssikring som en unødig legitimering af folkeafstemninger. Dette er et eksempel på, hvor forsigtig Stortinget har manøvreret indenfor folkeafstemningsfeltet.

Norges fire første folkeafstemninger

Fem gange har Stortinget koblet sig selv ud - fire gange enstemmigt (to i 1905, 1919, 1972) og en gang ved flertalsbeslutning - og lagt afgørelsen i vælgernes hænder. Vi kan spørge hvorfor. Den første folkeafstemning om unionsopløsningen i 1905 kom som krav fra Sverige. Når man tænker på, at 99,95 % stemte for unionsopløsningen, er dette lidt af et paradoks. Hvorfor ønskede svenskerne så folkeafstemning? Den mest udbredte opfattelse i Sverige var nok, at folkeafstemningen var et led i unionsopløsningen og ikke noget forsøg på at rokke ved det, der var sket den 7. juni. Der var en opfattelse af, at hvis nordmændene accepterede det svenske folkeafstemningskrav, ville det kunne give svenskerne en mere anstændig retræte. Kravet om folkeafstemning satte et spørgsmålstegn ved 7. juni-vedtagelsens formelle korrekthed. Hvis nordmændene accepterede det svenske folkeafstemningskrav, havde de også i en vis forstand indrømmet dette. Hvis kravet var svensk, blev selve udformningen fuldstændig bestemt ud fra, hvad der tjente norske interesser. Resultatet var givet på forhånd. Nu kunne det eftertrykkeligt blive slået fast, at regeringen havde folket i ryggen. 7. juni-vedtagelsen ville blive bekræftet, forhandlingspositionen overfor Sverige ville blive styrket og ikke mindst: Norge kunne måske hurtigere og lettere blive anerkendt i udlandet som en selvstændig stat.

Folkeafstemningen tre måneder senere om republik eller monarki var oprindeligt oppositionens - republikanernes - krav. Oppositionens krav blev støttet af prins Carl, der ønskede folkeafstemning - først og fremmest fordi republikanerne tilsyneladende stod så stærkt. Begge afstemningerne i 1905 betegnes normalt som plebiscitter - en afstemning om en fuldbyrdet kendsgerning. Under den første blev vælgerne bedt om at bekræfte «den stedfundne unionsopløsningen». Spørgsmålet om monarki/republik var ikke en bekræftende afstemning, men afstemningen havde plebiscitære træk: Overrumplingstaktik, et ledende afstemningstema og kabinetsspørgsmål for folket. Meget tyder på, at kabinetsspørgsmålet var virkningsfuldt. Spørgsmålet om monarki/republik blev også et spørgsmål om tillid til Chr. Michelsen, der ville trække sig, hvis der blev flertal for en republik. Politikerne i Arbejderpartiet og enkelte radikale venstrefolk agiterede for republik, men fik kun støtte af 22 % af vælgerne.

Folkeafstemning i forbudsspørgsmålet var oprindelige krav fra afholdsbevægelsens side. Venstre gik i sit valgprogram fra 1918 ind for folkeafstemning i forbudssagen. Dette ønske om folkeafstemning kan bl.a. ses i sammenhæng med, at Venstre var splittet i forbudsspørgsmålet. Folkeafstemningskravet var en indrømmelse til det mindretal, der var imod forbud. Da spørgsmålet om folkeafstemning i 1919 blev bragt på bane af Stortinget, gav afholdsbevægelsen sin tilslutning til en sådan. Det ville nok være vanskeligt at gøre noget andet. Et enstemmigt Storting gik ind for folkeafstemning. Afstemningen gav 62 % for et landsomfattende forbud og gjorde dermed det da midlertidige forbud permanent. Men det skulle vise sig, at forbuddet ikke blev langvarigt. Forbuddet skabte sociale vanskeligheder, hjemmebrænding og smugling, samt økonomiske problemer i sammenhæng med fiskeeksporten til de vinproducerende lande. Middelhavslandene holdt i en vis udstrækning op med at købe fisk fra Norge, da de ikke længere fik solgt deres vin og cognac. Forbudspartiet Venstre fik rokket ved dets stærke position. Højre der gik mod forbuddet blev kraftigt styrket. Partiet øgede flere steder langs kysten dets stemmeandel fra et par procent til 1/3 af samtlige stemmer. Forbuddet blev gradvist gennemhullet. Hedvinsforbuddet blev ophævet i 1923, men et forslag om brændevinsforbuddets ophævelse fik ikke Stortingets tilslutning. I folkeafstemningstanken er der indbygget et symmetriprincip: Det der er vedtaget ved en folkeafstemning, kan kun ophæves ved en ny folkeafstemning. I 1926 var der et lille flertal mod forbud.

EF afstemningen

I modsætning til de fire første folkeafstemninger var der et vist internationalt format over EF afstemningen. Politikere og vælgere var ude af takt, og det i et spørgsmål af stor politisk rækkevidde. I de fire tidligere folkeafstemninger havde vælger- og politikerflertallet i Stortinget haft samme standpunkt. Folkeafstemninger har ofte plebiscitære træk, hvilket gør at vælgerne stadfæster politikernes vilje. Men EF afstemningen havde ikke disse træk. Statsminister Bratteli stillede ligesom Chr. Michelsen folket overfor et kabinetsspørgsmål, men sandsynligvis uden nogen større virkning. Kabinetspørgsmålet blev bragt på bane så sent i EF kampen som i august 1972, og blev ikke ført frem med større styrke. Som følge af Brattelis nederlag i EF afstemningen blev mindretalsregeringen Korvald dannet. Korvaldregeringen accepterede folkeviljens flertal ved folkeafstemningen og Stortingets mindretal. Dette illustrerede det noget konfliktfyldte forhold mellem folkeafstemning og parlamentarisme. En konflikt som bl.a. har ført til, at folkeafstemningstilhængere ofte har ønsket ret til opløsning udover selve folkeafstemningen.

Man kan sige, at selve udfaldet - 53 % nej til medlemskab - ud fra en tolkning af EF striden kan indplaceres i en folkeafstemningstradition. EF afstemningsresultatet bekræfter tendensen til, at det er status quo, det vante og kendte, der sejrer ved folkeafstemninger.

Det var ikke den organiserede EF modstand der var først ude med kravet om at lade folket afgøre norsk EF medlemsskab. Den var nemlig endnu ikke etableret, da modstanderavisen Dagbladet i en leder den 1. august 1961 rejste kravet: «spørg folket». I valgkampen august-september 1961 var det først og fremmest venstrepressen og politikere i Venstre der stillede krav om folkeafstemning. De to klare modstanderpartier, SF og NKP, derimod, var særligt interesseret i at gøre valget til et EF valg, og først efter valget blev kravet rejst med styrke. Den organiserede EF modstand som tog form i 1962, opstillede parolen: Spørg folket. Socialistpartiet talte for nyvalg eller folkeafstemning. Arbejderpartiet og Højre strittede noget imod, men i april 1962 gik også Arbejderpartiet ind for folkeafstemning. Og i en udtalelse fra den udvidede udenrigskomite den 12/4 1962 blev tanken om folkeafstemning bakket op på tværs af partiskillelinier. For at forstå hvorfor Stortinget gik ind for folkeafstemning, må vi forstå at folkeafstemning ikke blot er et mindretalsvåben, men også et muligt mæglingsinstrument mellem to fløje indenfor samme parti. EF afstemningen var tiltænkt denne funktion som mæglingsinstrument i både Arbejderpartiet og Venstre. Men set i forhold til hvad der skete, blev funktionen ikke specielt opfyldt: Venstre blev splittet, og AIK brød ud af Arbejderpartiet. I modsætning til forbudsafstemningen i 1919 havde EF afstemningen ikke blot konsekvenser for partiernes styrkeforhold, men også for nye partidannelser. Dannelsen af SV og Det nye Folkeparti, kan ses som konsekvenser af folkeafstemningskampagnen.

EF afstemningen var rådgivende. Det var politikerne, der formelt havde det sidste ord. Skellet mellem rådgivende og bindende folkeafstemning er ikke helt uden betydning. EF tilhængerne i Stortinget havde overvejende sagt, at ethvert resultat var et klart resultat. Dermed blev det udtrykt, at folkeafstemningen var bindende, også hvis det blev et nej-flertal. Var det derimod blevet et knapt ja-flertal, er det noget usikkert, hvad udfaldet var blevet, da mange EF modstandere i Stortinget havde stillet krav om kvalificeret flertal. Folkeafstemningen blev efterhånden EF tilhængernes redningsplanke. Slaget ville være tabt uden folkeafstemning. EF modstanden i Stortinget nåede efterhånden op over 1/4 af dets medlemmer, og der måtte 3/4 flertal (§ 93) til for at melde Norge ind i EF. Hvorvidt modstanden i Stortinget havde været så «stor» uden bevidstheden om folkeafstemning, er imidlertid en anden sag.

T.Bj.


Litteratur

S. Sparre Nilson: Politisk avstand ved norske folkeavstemninger, Oslo 1972.
S. Scharffenberg: Quo vadis Norvegia? 1. Grunnlovsrevisjon, Oslo 1945.